Læsetid: 6 min.

Hitler savnede ikke allierede i sin udryddelseskrig mod Europas jøder

Tyskerne havde ikke patent på morderisk antisemitisme. En lang række europæiske lande forfulgte, chikanerede og myrdede deres jødiske befolkning. Først for egen hånd, siden i samarbejde med den tyske besættelsesmagt. Det dokumenterer den tyske historiker Götz Aly i sin nye bog
22. april 2017

Til side 334 læser jeg med tilbageholdt åndedræt. Kun få sider ad gangen. Det er opslidende at tage med på den kendte tyske historiker Götz Alys minutiøse gennemgang af de endeløse lidelser, Europas jøder gennemgik fra 1880 til 1945 (og lidt derefter). F

ørst på dette fremskredne tidspunkt, s. 334, står en historie, der får den kolde klump i brystet til at løse sig en anelse. Det er bogens eneste konkrete historie om anstændige og vanvittigt modige mennesker med hjertet på rette sted.

I januar 1943 fik polske Genia og Aaron Sandman at vide, at tyskerne den næste dag ville gennemføre en aktion i den ghetto, hvor de boede. Det blev arrangeret, at de sammen med en anden familie skulle gemme sig i et hulrum i synagogens hvælving.

Men deres tre bittesmå børn kunne ikke komme med. Deres gråd ville afsløre dem alle. Nachum Freydovicz, Genias far, besluttede at blive hos sine børnebørn. Han bar dem alle tre i deres fælles død. Det eneste barnebarn, der overlevede, var Felix Sandman.

Jan og Anna Puchalski, et polsk katolsk par i nærheden af Grodno, der selv var ludhamrende fattige og med fem børn, gemte drengen sammen med fire andre flygtninge fra ghettoen, overstod en tysk razzia med knusende ro og holdt skansen for dem alle, til Den Røde Hær og befrielsen rykkede frem i sommeren 1944.

Da Felix spurgte Anna Puchalski, hvorfor hun satte sit og sin families liv på spil for deres skyld, svarede hun: »Gud har givet dig til os. Jeg vil ikke lade dig slå ihjel. Hvis vi dør, så dør vi sammen. Men du vil overleve, ingen tvivl, du bliver her«.

Historien er et lyspunkt i det uendelige og modbydelige mørke, der havde lagt sig over Europa. Götz Aly er berømt for bøger om udryddelsen af jøderne, henrettelserne af de handicappede og sindslidende, og om hvordan nazisterne sikrede sig den øvrige tyske befolknings opbakning ved først at udplyndre jøderne for derefter at berige resten af tyskerne med dele af jødernes ejendom og firmaer.

’Ondskabens system’

Denne linje fortsætter Aly med stor konsekvens i sin nye bog Europa imod jøderne. 1880-1945. Han udvider åstedet for pogromer – forfølgelse, chikane, røverier og myrderier – til en lang række europæiske lande og ikke bare Tyskland. Perioden, hvori det foregik, strækker sig hos Aly fra de sidste årtier af det 19. århundrede til Anden Verdenskrigs afslutning.

Hans ærinde er på ingen måde at forklejne Tysklands forbrydelse mod Europas seks millioner jøder, ej heller at lægge hovedansvaret for den på andres skuldre. Men han gør det isnende klart, at antisemitisme før Første Verdenskrig »var en faktor i den politiske handling i de fleste europæiske stater«, og at den tyske besættelsesmagt gjorde de besatte folk til deres medskyldige ved at korrumpere dem ind i deres »ondskabens system«.

Da tyskerne for alvor gik i gang i 1930’erne, gjorde Vesten lidt eller intet for at redde de livstruede flygtninge. På de vestlige landes flygtningekonference i Evian i 1938 talte den australske handelsminister Thomas W. White på manges vegne, da han sagde: »Da vi ikke har noget raceproblem i Australien, vil enhver forstå, at vi ikke presser på for at importere et.«

I 1880 havde industrialiseringen fået fat i Europa. Med den fulgte nød, krise og usikker social mobilitet. I Central- og Vesteuropa havde jøderne fået udbredt retssikkerhed, og masserne spurgte, om jøderne ikke snød det kristne flertal med »deres uddannelsesiver, forretningssans og klogskab«. 

For eksempel udgjorde jøderne i Rumænien i 1899 4,5 procent af befolkningen. De fleste var handlende eller håndværkere, mens et lille mindretal gjorde en brav indsats for at bringe landets langsommelige industrialisering fremad. Jøder ejede halvdelen af landets glasproduktion og en tredjedel af møbel- og tekstilfabrikkerne. I 1864 havde Rumænien indført almen skolepligt og opfordret jøderne til at sætte deres børn i offentlige skoler i håbet om, at deres gode eksempel ville stimulere de kristne børn.

Den jødiske overklasse

Jøderne fulgte opfordringen, og snart udgjorde de en betydelig andel af læger, ingeniører, jurister, litterater osv. Den kristne del af befolkningen fulgte ikke med. I 1899, 25 år efter reformens indførelse, var 82,7 procent af rumænerne stadig analfabeter. Da Lev Trotskij, selv jøde og senere en af den russiske revolutions ledere, besøgte Rumænien i 1913, var antisemitisme ifølge ham landets statsreligion.

Ordet ’antisemitisme’ så dagens lys i 1880. Såmænd i Tyskland, hvorfra det blev ’eksporteret’ til alverdens sprog. I årene 1881-84 begyndte russiske, polske og rumænske jøder at emigrere. Især til USA. Meget få vendte tilbage.

Pogromen i byen Balta, der i dag ligger i Ukraine, hjalp dem på vej i 1882. Den varede i tre dage, flere end 1.000 huse og 300 forretninger blev ødelagt, 121 mennesker blev hårdt såret, 42 blev myrdet. Nikolaj Ignatjew, russisk indenrigsminister, mente, at jøderne selv var skyld i pogromen, da de havde ført sig sådan frem, at de nedre klasser følte sig udplyndret af dem.

Denne sang blev det evige omkvæd, når myndigheder og befolkning havde raseret og myrdet deres jødiske borgere. I 1905 var der 656 pogromer i Rusland. De fleste virksomheder og fabrikker tilhørte ikke-jøder. Jøderne var fattige. Alligevel mente de kristne russere: »Jøderne udbytter os!«

’Jøderne er blodigler’

Før Første Verdenskrig havde multinationale storstater som Rusland, Østrig-Ungarn og Det Osmanniske Rige nok draget omsorg for, at de mange folkeslag i deres imperium havde forskellige rettigheder og pligter. Men en decideret plan om at fordrive hele befolkningsgrupper forelå ikke. Med de mange nye nationalstaters opståen efter Første Verdenskrig blev jøderne jaget vildt. Og i modsætning til for eksempel grækerne i Tyrkiet eller tyrkerne i Grækenland, kunne jøderne ikke fordrives til et andet land, hvor de var i flertal. De var med filosoffen Hannah Arendts ord en »minorité par excellence«.

Götz Aly lader ingen sten uvendt. Af sin velresearchede vidnesbyrd tegner han et billede af et barbarisk Europa. Et koldt kontinent, hvor misundelse blev den gødning, der nærede den golde jord. Overalt bar hadet frugter.

Der var pogromerne i den nyudnævnte polske republik i november 1918. Mens champagnepropperne sprang i Warszawa – Verdenskrigen var slut, og Polen var igen frit efter 150 års fremmedherredømme –  myrdede polske soldater, militser og civile borgere 72 jøder i Lemberg (i dag Lwiw). 4.-5.000 familier blev udplyndret, flere hundrede såret og adskillige huse jævnet med jorden. Flere steder brændte man husene med beboerne i.

Nordens Jerusalem

Litauens hovedstad Vilnius blev engang kaldt ’Nordens Jerusalem’. Det var før, 220.000 af landets 240.000 jøder blev myrdet af tyskerne. Godt hjulpet af 6.000 litauere. Den litauiske læge Jonas Sliupas sagde i 1884: »Jøderne er blodigler. De udsuger de sovende og lader dem udsuget tilbage.« I dag står der et nationalt mindesmærke for Sliupas i Palanga ved Østersøen.

Mange steder i Europa var der adgangsbegrænsning  for jøder på universiteterne. Her var man i 1920’ernes Polen særligt snedig. Inspireret af Rumænien gjorde nogle dekaner antallet af jødiske medicinstuderende afhængigt af antallet af jødiske lig til obduktion. Døde kristne kunne naturligvis ikke obduceres af udøbte. Og da jøder af religiøse årsager sjældent testamenterer deres jordiske rester til videnskaben, gav resultatet sig selv.

Den rumænske statsleder Ion Anonescu sagde i efteråret 1941: »Nu har vi krig, og det er en god anledning til at få ordnet det jødiske spørgsmål én gang for alle.«

Danmark hjalp sine jøder på flugt, og det glemmes ikke som et fornemt eksempel på civil modstand. Aly skal oven i købet roses for i modsætning til så mange andre at have styr på anekdoten om Christian X og Davidsstjernen. Nej, han bar den ikke på sit daglige ridt i Københavns gader. Ingen bar den, heller ikke jøderne. Men kongen sagde, at han og kongehuset ville gøre det, såfremt den blev indført.

Men især skal den tyske historiker have ros for sin grundige og rædselsvækkende research. Aly kortlægger Europas ansvar, meddelagtighed og kollaboration i forfølgelsen af sine jødiske mindretal, alt sammen medvirkende årsager til Holocaust. Götz Alys nye bog er en vigtig bog. I dag måske vigtigere end nogensinde. 

Götz Aly: ’Europa gegen die Juden 1880-’, S. Fischer Verlag, 430 sider, 26 euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Benno Hansen
Benno Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Poul Sørensen

Hvad er der galt med de kristne.... nu har de lige valgt Trump til præsident i USA med 81% opbakning fra de kristne rækker, hvad er det lige for en gud der står bag...!!!
... og hvad er det for en gud der står bag, at gøre Martin Luther til en slags helgen, når alle ved eller burde vide, at han var en af hans samtids største jødehadere... hvor står det lige i biblen at Martin Luther skal være helgen.... der er noget foruroligende galt med kristen tankegang., måske er det bagstræberiske og videnskabs fjentlige eller måske er det uniformeringen og hjernevasken med biblen som de kristne dyrker.... der er i hvert fald noget der er helt off.