Værket Kroppen former sig som et frontalangreb på toneangivende, fatale og vanskeligt undslippelige tankefigurer i den vesterlandske idéhistorie.
For den tyske fænomenolog Hermann Schmitz er kroppen nemlig det filosofisk-arkimediske punkt, hvorom og hvorfra alt må leves, forstås og tænkes.
Han står på mål for de »uvilkårlige livserfaringer«, som den antikke filosofi, teologien, Descartes’ rationalisme, den moderne naturvidenskabs materialisme og den psykologiske tænknings mentalisme igennem årtusinder har ledt os bort fra at sætte på begreb, udforske og værne om.
»Kroppen, der i den førbegrebslige livserfaring er det nærmeste for ethvert menneske, som arnested og knudepunkt for al påvirkelighed og reagerende initiativer, glemmes og er i årtusinder utilgængelig for begrebsmæssig forståelse,« skriver Schmitz i sin bog fra 2011, der nu byder sig til i en vellykket oversættelse til dansk.
Mennesket kan være i tvivl om mange ting; men ikke om, at det er »henvist til et absolut sted, der tillige er et absolut øjeblik«, mener Schmitz. Det mærker, at det er i live; det eksisterer kropsligt og konkret.
Det er affektivt ramt og ’grebet’ af den situation og stemning, det er omgivet af og indfældet i. Kroppen er således ikke et forgængeligt og med arvesynd og ustyrligt begær udstyret hylster, en mørk afkrog i sjælen eller noget sekundært og inferiørt i forhold til en indre psyke eller en ren fornuft.
Kroppen indgår sammen med den ligeledes lydefri oversættelse af samme forfatters Kort indføring i den nye fænomenologi fra 2014 i en udmærket skriftserie om eksistentiel fænomenolog fra Aalborg Universitetsforlag.
Schmitz, der blev født i Leipzig i 1928 og fra 1958 til 1993 forskede og underviste på universitetet i Kiel, har skrevet hele 45 værker og er stadig aktiv som forfatter; men han vil nok være såre ukendt for de fleste hjemlige læsere.
Hans værker er således – i modsætning til eksempelvis sin franske kollega Maurice Merleau-Pontys (1908-1961) Kroppens fænomenlogi, Om sprogets fænomenologi, Maleren og filosoffen og Tegn – aldrig tidligere blevet oversat til dansk.
Ud af den private inderverden
Sjældent har jeg læst et så lidenskabeligt angreb på det, som Schmitz benævner som verdensspaltningen. Igennem tænkningens historie er bevidsthedshaverens oplevelser ikke bare blevet adskilt fra yderverdenen, kroppen og de andre mennesker.
Den private inderverden er også blevet ophøjet til den dybeste sandhed om mennesket og som nøglen til dén sande erkendelse.
Således læser jeg Schmitz’ filosofi som vederkvægende antipsykologistisk og antidualistisk. Grundlaget for menneskets personværen er kropsligt – ikke psykologisk.
Jeg’et kender sig selv via sin kropslige væren i verden og kommer på afveje – både som menneske og som filosofisk systembygger – ved at lede efter sin udødelige sjæl eller sit transcendentale og aprioriske jeg.
»Den kropslige disposition er sædet for menneskets resonansevne«, skriver den tyske tænker. Det vil sige, at de affektive ramtheder aldrig kan være neutrale. Det føles som noget at være sulten, at være angst, at være glad.
Med resonansevnen kommer den sociale interaktion med de andre mennesker i spil. Men det er ikke hos Schmitz, man skal finde en udfoldet analyse af følelsernes sociologi og en rigt facetteret tilgang til det sociale. Hans perspektiv er egenkroppens og hans greb er entydigt filosofisk.
Spændende og inspirerende er det at læse hans analyser af de dynamiske forhold mellem bevægelsessuggestion, musikalsk udfoldelse, kropslig leg og menneskelige sansekvaliteter.
Her venter de piblende idéer og teoretiske tilbud eksempelvis på at blive gjort til afsæt for et kommende antropologisk feltarbejde foretaget blandt legende børn uden og inden for institutionerne.
Han er også optaget af, hvordan hverdagssproget emmer at kropserfaringer. Som de amerikanske kognitive semantikere Georg Lakoff og Mark Johnson elsker han at gøre holdt ved sætninger af typen: »tung om hjertet« (tristhed, sorg) og »varm om hjertet« (glad, opløftet).
Umiddelbart utilgængelig virker Schmitz’ opfattelser af følelser, der kaldes for »rumligt udgydede, kropsligt overgribende magter«. Men det må siges at være udtryk for konsekvent filosofisk tænkning at lede efter følelserne uden for psyken og at sætte dem på begreb uden for den mytisk opskrevne forestilling om menneskets indre verden.
Således er mennesket snarere i sine følelsers vold, end det er i stand til at styre og foregribe disse.
Med disse tanker synes Schmitz at botanisere i de samme egne, som både den danske filosof Ole Fogh Kirkeby og den franske filosof Gilles Deleuze inviterer os til at tyde med deres stort anlagte og ganske forskellige begivenhedsfilosofier.
Men han befinder sig også i selskab med den tyske sociolog Hartmut Rosas begreb om resonans og den tyske filosof Gernot Böhmes begreb om atmosfære.
Et uhyre egensindigt sprog
Det er ikke altid let at følge den begrebsavlende filosofiske rimsmed Schmitz, og jeg gætter på, at de to oversættere, Malthe Strandby Nielsen og Sune Frølund, har været konfronteret med kolossale udfordringer, og at de er blevet tvunget til at træffe valg, der næppe kan undgå at bringe den nysgerrige og uforberedte læser ud af vanlig fatning.
Her er nogle eksempler på Schmitz’ livsbesyngende og nærmest hymneagtige formuleringer:
»Vitaldriften kan på den ene side blive drevet i tranghed, forskræmt, bestyrtet, plaget af bekymringer, og på den anden side hæve sig let og bevinget.«
For kropsfænomenologen gør der sig en »antagonisme mellem spænding og svulmen« gældende i vitaldriften. »Trængning« og »vidning« er forbundet med hinanden, og den kropslige retning går i bedste fald fra »tranghed« til »vidde«.
De særegne metaforisk-opladede begreber, der synes at advokere for en verdensvendt ejakulationsrig vitaldrift, bliver godt nok søgt defineret i teksten; men Schmitz anvender dem til gengæld grænseløst, repetitivt og med stor selvcelebrerende overbevisning.
Igen og igen bliver »den kønslige ekstases rus« talt frem af den aldrende herre. Det er trættende i længden, og det sker ikke altid i en elegant poetisk-filosofisk og klargørende stil, der giver læseren et overskud til selv at tænke videre i frihed.
Jeg gætter på, at disse og mange andre sær(egn)e begreber (herunder: »kropsøer«, »indkropning«, »udkropning«) vil møde og ’producere’ to slags læsere, henholdsvis de bortskræmte, der ikke vil bryde sig om, endsige investere tiltrækkelig energi i at prøve på at forstå de mange schmitzske begreber – og de kongeniale kropsfænomenologiske læsere, der netop er af den opfattelse, at der er brug for radikalt at forny det filosofiske vokabular, hvis der skal kunne tænkes og praktiseres et traditionskritisk, antidualistisk og fuldtonet kropscredo i 2017. Hvem der vil være flest af, véd jeg ikke.
Men Schmitz skal nu alligevel have de sidste ord, der behørigt minder os om, at livgivende atmosfæriske rystelser af egenkroppen (dvs. min-hedens kropslige væren her og nu …) ikke kan registreres af en nok så nøgtern, nøjagtig og objektiv vægt:
»Glæde er en løftet atmosfære, der får kroppen til at svæve (’i salighed’), til at få en bevinget gang, ja til at hoppe (’glædesspring’), selv om intet har ændret sig med hensyn til kroppens vægt.«
Hermann Schmitz: Kroppen. Oversat fra tysk: Der Leib (2011) af Malthe Strandby Nielsen. Udgivelse nr. 5 i skriftserie om eksistentiel fænomenologi. Aalborg Universitetsforlag. 199 sider. 250 kr.
Hermann Schmitz: Kort indføring i den nye fænomenologi. Oversat fra tysk: Kurze Einführung in die Neue Phänomenologie (4.udgaven fra 2014; den første udkom i 2009) af Sune Frølund. Udgivelse nr. 4 i skriftserie om eksistentiel fænomenologi. Aalborg Universitetsforlag. 92 sider. 200 kr.
