Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Mindebog for multikulturalismens fader

Jamaicansk-britiske Stuart Hall fik aldrig skrevet sine memoirer, men nu foreligger et redigeret sammendrag af båndede samtaler med grundlæggeren af New Left Review – og en af de vigtigste pionerer i udviklingen af kulturstudier
Moderne Tider
22. april 2017

Stuart Hall kom til Oxford fra Jamaica i 1951 med en kuffert så stor og uhåndterlig, at ingen på kollegiet var i stand til at bære den op på første sal. Hans mor, der sporede sin relativt blege hud til plantageejer-forfædre, havde insisteret på, at han tog den med, fordi dens afrundede top og stålbøjler ifølge hende markerede »en kolonial version af modernitet og raffinement«.

I sidste ende blev det besluttet at efterlade monsteret i kollegiets kælder. Hall udtog et par stykker tøj fra den på sin første dag og åbnede den aldrig siden. 60 år senere kom han i tanke om den og undrede sig over, om den stadig stod der, »lastet med prætentioner og aspirationer«. Hall husker, at »jeg opgav den med lettelse«. Kompleksiteten i kombinationen af hans opvækst og senere status som en af Storbritanniens førende tænkere kunne han aldrig lade bag sig.

Hall, der døde i 2014 i en alder af 82, var en af de sidste 50 års mest markante venstreintellektuelle. Hans tækning var central for udviklingen af begrebet om multikulturalisme forstået som respekt og empati for forskellige identiteter inden for rammerne af nationalitet.

Han blev både stiftende redaktør af New Left Review og direktør for det første institut for Cultural Studies – det var på Birmingham Universitet, og om aftenen underviste han på byens åbne universitet.

En stor del af hans sensibilitet og forståelse for disse temaer kom igennem hans udforskning af sin egen historie som ’koloniseret undersåt’ – en skæbne, han flygtede så længt væk fra, han kunne, et både socialt og psykologisk landskab, som han aldrig kunne slippe. Han blev født ind den fremvoksende farvede middelklasse, der kæmpede for uafhængighed i Jamaica, men havde arven fra slaveriet som historisk bagage.

Denne bog råder bod på det forhold, at Hall aldrig skrev en erindringsbog. Dels fordi han var for beskeden, dels fordi han ikke ville tolerere tanken om en person isoleret fra samfundet. Bogen er vokset ud af en serie af samtaler, han havde med Bill Schwarz, engelskprofessor ved Queen Mary University i London.

Hall foretrak sokratiske spørgsmål og svar, men efterhånden som transkriptionerne voksede vildt, blev bogen alligevel redigeret sammen til en række selvbiografiske essays, stykket sammen for at spore konturerne af Halls intellektuelle og følelsesmæssige liv.

Hall lod sig aldrig overbevise om, at objektivitet er mulig. »Det har altid forekommet mig, at selv de mest abstrakte teorier i varierende grad er rundet af deres subjektive betingelser for eksistens,« bemærker han på et tidspunkt i en refleksion om »kreoliseret tænkning«.

Stuart Hall: 'Familiar Stranger', 302 sider, Allen Lane. 21 doller. 

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

 

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her