Læsetid: 6 min.

Ny bog: Hvad Shakespeare siger om populismen

William Shakespeare avancerede i demokratisk tænkning gennem sine teatermanuskripter, idet han gennemtrumfede politisk refleksion i scenens lys. Det kunne utallige medier sagtens tage ved lære af i dag
William Shakespeare avancerede i demokratisk tænkning gennem sine teatermanuskripter, idet han gennemtrumfede politisk refleksion i scenens lys. Det kunne utallige medier sagtens tage ved lære af i dag
8. april 2017

Shakespeare, Popularity and the Public Sphere er en suveræn bog, der skriver sig ind i den bølge af bøger, der i de seneste år har igangsat en kortlægning af tidlige moderne offentligheder.

Især det nordamerikanske projekt, Making Publics, der løb fra 2005-2010 udmærker sig med to idehistoriske kortlægninger af offentligheders udvikling – Making Publics in Early Modern Europe: People, Things, Forms of Knowledge (2010) og Making Space Public in Early Modern Europe: Performance, Geography, Privacy (2013). Nu udgives en yderligere brik – og tilmed en vigtig én – i forståelsen af det tidlige moderne politiske landskab.

Med Shakespeare, Popularity and the Public Sphere balancerer Jeffrey S. Doty på mesterlig vis både Shakespeare- og offentlighedsforskning, hvilket ellers ikke umiddelbart er let at forene. Hvert kapitel gennemgår et eller flere Shakespeare-stykker med øje for et bestemt tema, og fremskriver aspekter af det daværende politiske landskab. Dette landskabs konturer bliver læst ud af det, Shakespeare leverer til sit publikum: Dramaturgiske kompositioner, replikker og insiderviden om adelige stridigheder.

Doty inddrager håndskrevne publikumsnoter – såkaldt commonplacing – massevis af kildemateriale fra den øvrige, datidige intelligentsia samt fortløbende udviklinger i monarkens interaktion med folket, the Commons. Tilsammen giver bogen et indblik i en verden, der krystalliseres godt gennem ét knudepunkt: popularitet.

Kommunikation til folket

Det er godt set af Doty. I Shakespeares samtid er popularitetsbegrebet i rask udvikling. Det skaber mangetydige fortolkninger og kan ses både som en legitimering af folket og som et politisk skældsord. Sådan set spejler det egentligt nutidige diskussioner om folkets involvering i demokratiske processer.

’Popularitet’ blev et »catch-all for politisk kommunikation i relation til folket«. I 1570’erne blev det overvejende brugt som en advarsel imod at diskutere eller blot præsentere politiske og religiøse argumenter for folket.

I 1590’erne kunne ordet også referere netop til »den taktiske indsmigren hos folket«. Altså, at bestræbe sig på at vinde folkets gunst eller endvidere blot at diskutere politik med folket. ’Popularitet’ kunne også bare henvise til ’offentlig omtale’, altså at politik blev diskuteret af folket, mellem folket.

På grund af popularitetens mange ansigter skelnede man i 1590’erne mellem den faktiske popularitet, man havde blandt folket og den popularitet, man efterspurgte hos folket: »Popularitet og offentlig omtale opstår i en paradoksal relation til hinanden. Popularitet er gunstig, men kun hvis nogen kan blive populær uden at blive offentligt omtalt som én, der er populær.«

Dotys bog drejer sig gennemgående om denne problematik i udvalgte Shakespeare-værker, og det er værd at skitsere Dotys fremlæggelse af den historiske omvæltning i politisk kommunikation, der ligger forud.

Ud til folket

Tudor-dynastiet – Henry VII, Edward VI, men især Elisabeth I – er ifølge Doty de første, der bryder med monarkernes traditionelle reserverede kommunikationsform til masserne. Elisabeth I er dronning fra 1558 til 1603, og med hende skifter folkets egen orientering: De går fra at have været et undertrykt folk, totalt efterladt i sine monarkers skygge til at blive set som et undertrykt folk, der kommunikeres med.

I modsætning til tidligere monarker, vinder Elizabeth I folkets loyalitet, og regerer også igennem den. Efter Elisabeth I regerer James I, der var imod at støtte sig på enhver form for folkelig gunst, men ak, folket var allerede blevet vant til at blive set. I folkets selvforståelse betød de noget for det politiske.

Shakespeare gør teateret til en vugge for denne selvforståelse. Han danner og uddanner dem i politik ved at forevise de politiske tricks og kneb, der indgår i at tilegne sig den gunstige form for popularitet. Folket bliver i stand til at navigere i det politiske.

Shakespeares iscenesættelse af popularitet gennem Henry IV og Richard II »inviterer sit publikum til ikke nødvendigvis at væbne sig med ’en mening’, men til at forstå, reflektere over eller modstå, hvordan de – som en samling af private folk – er positioneret af eliten gennem følelsesmæssig appel og den lejlighedsvise fremlæggelse af politiske kontroverser. Ved at granske ’popularitet’, et nyopstået politisk problem, og ved at dramatisere nyheder og andre forhold af offentlig interesse, så forvandler Shakespeare teateret til et rum, hvori teatergængerne kan tænke over, hvordan magt fungerer i det politiske domæne«.

Den moderne offentlighed

Det, der udgør den tidlige moderne offentlighed, er, at popularitetsspørgsmålet peger på en eller anden form for politisk integritet hos folket. Det er elegant, at Dotys offentlighedsanalyse ikke beror på en plat eller flad tanke om et helstøbt og homogent folk.

Offentligheden er heller ikke en ideel meningsgenerator, hvori dialoger bliver til specifikke, beslutningsdygtige processer. Eller ses som et sted, hvor meninger mødes på fornuftig vis, og skabes på baggrund af overvejende entydig evidens. Derimod imødekommer Doty offentligheden som et komplekst felt, der på mange måder bearbejder de informationer, teateret og andre forholdsvis tilgængelige institutioner giver.

Således hævder Doty at popularitet anno 1600 i England er den glose, der kommer tættest på vores begreb om den tidlig moderne offentlighed.

»Det betyder dog ikke at ’popularitet’ var lig med ’en offentlighed’,« skriver han; men derimod giver det at afkode popularitetsfænomenet os mulighed for at aflæse både, hvilke bekymringer der var blandt dem, som skulle kommunikere med folket, og blandt folket, der skulle handle med en interesse i det politiske. Det er præcis dette fokus, der gør bogen så skarp, fordi offentligheden netop blev skabt ved folkets forventning om at deres billigelse havde noget sige.

Det nye, som vi finder hos Shakespeare, er forståelsen af den politiske offentlighed, der altid er i fare for at blive udsat for, eller fremkalde, populisme.

»Vi er tilbøjelige til at tænke, at offentlig opmærksomhed, eller offentligheder, som noget, der hjælper samfund med at stræbe efter det fælles gode, forhindre korruption eller fremme andre kvaliteter, der gør, at samfund kan blive anset som gode. Men Shakespeare viser, at den blotte tilstedeværelse af offentligheder i sig selv ikke er nogen garant for nogen af disse ting. En offentlighed, der er sårbar for populisme, er en svag en. Sådan en sårbarhed har sit udspring i en offentligheds modtagelighed for følelsesmæssig appel og smiger.«

Herskere og beherskede

Doty karakteriserer også andre sårbarheder, såsom karismatiske figurer i det politiske landskab, der kan reducere offentligheder til populistiske størrelser. Pointen er, at offentligheden er en politisk størrelse – der peger på sig selv som havende en eller anden form for politisk indflydelse – men en udefineret én.

Det betyder, at offentligheder ikke nødvendigvis følger demokratiske dyder og udmønter sig i opbyggelige diskurser. Indtrædelsen af offentlighederne i det politiske betød, at autoriteterne nu blev nødt til at forholde sig til offentligheden. De skulle deltage og navigere iblandt den. Det nye, som Shakespeare viser, er således, at »autoritet, legitim eller ej, skal optræde for den offentlighed, den har magt over«.

Kommunikationen mellem hersker og dem, hun hersker over, var åbnet, nu var det et spørgsmål om håndteringen af den. Selv denne minimale form for politisk integritet blev som sagt fostret af Elizabeth I, og Shakespeare stadfæstede denne integritet ved at fremlægge de magtkampe, folket aldrig havde været en del af og sågar altid været afskærmet fra.

Det, der så at sige ’foregik bag scenen’ blev ført frem på nye scener. Politisk håndværk fremlagt, eksamineret og dømt i rampelyset. Når man lyser ud i mørket, er der ofte ikke tomt. Pointen er simpel: »Ved at iscenesætte popularitet – et kontroversielt emne i sig selv – forstærkede Shakespeare sit publikums politiske årvågenhed.« Shakespeare avancerede i demokratisk tænkning gennem sine teatermanuskripter, idet han gennemtrumfede politisk refleksion i scenens lys. Det kunne utallige medier sagtens tage ved lære af i dag.

Jeffrey S. Doty: Shakespeare – Popularity and the Public Sphere. 218 sider. 99,99 pund. Cambridge University Press

Joachim S. Wiewiura er ph.d.-studerende i filosofi, Center for Information og Boblestudier, Københavns Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu