Læsetid: 10 min.

Den pinefulde fortælling om socialdemokraterne og udlændingepolitikken

Socialdemokraten Mattias Tesfaye leverer med sin nye bog en – næsten – loyal fremstilling af sit partis udlændingepolitik gennem 50 år. Men forholdene i de lande, som flygtningene har forladt, interesserer ham ikke
I dag glæder Mattias Tesfaye sig over, at Socialdemokratiet endelig, efter alle de pinefulde diskussioner og nederlag, er »ved at finde sine ben i den udlændingepolitiske debat«, som han skriver i bogens afsluttende kapitel

I dag glæder Mattias Tesfaye sig over, at Socialdemokratiet endelig, efter alle de pinefulde diskussioner og nederlag, er »ved at finde sine ben i den udlændingepolitiske debat«, som han skriver i bogens afsluttende kapitel

Rasmus Flindt Pedersen

15. april 2017

Udlændingepolitik gør så ondt på socialdemokrater. Den pinefulde erfaring for dem er, at det evige udlændingespørgsmål er noget, de igen og igen taber valg på.

 Som den nyligt udkomne valgundersøgelse viser, var det også tilfældet ved det seneste folketingsvalg i 2015. Midt i valgkampen lancerede Venstre et udspil om strammere asyl- og familiesammenføringsregler, og rød blok, der ellers havde opnået et lille flertal i meningsmålingerne, tabte føringen.

Men nu skal det være slut. Målbevidst er Socialdemokratiet rykket mod højre på udlændingeområdet, og denne bevægelse udgør den måske mest afgørende forskydning i dansk politik inden for de seneste mange år.

Med sin nye bog, Velkommen Mustafa, vil det socialdemokratiske folketingsmedlem Mattias Tesfaye overbevise sine læsere om, at rykket mod højre er rigtigt og nødvendigt. Og samtidig vil han skrive historien om de seneste 50 års socialdemokratiske udlændingepolitik.

Bogen har allerede skabt heftig debat, og forfatteren er blevet beskyldt for at skamride historien i et forsøg på at legitimere sit partis politik. Det er hårde ord om den fyldige og omstændelige bog, der mestendels er baseret på samtidens pressedækning, og som langsomt opruller den socialdemokratiske udlændingepolitiks kronologi.

Mattias Tesfaye har læst sig igennem en utrolig masse artikler og andre kilder, der belyser emnet. Det er i sig selv et imponerende arkivarbejde, og hans gennemgang gør læseren klogere.

Men selvfølgelig er der en konflikt mellem nøgtern oplysning og partsindlæg indbygget i hans tilgang. Og selv om bogen langt hen ad vejen leverer en forbløffende nuanceret fremstilling af emnet – taget i betragtning at forfatteren er socialdemokratisk folketingsmedlem og en ivrig fortaler for partiets nuværende udlændingepolitiske kurs – præsenteres argumenter, der taler imod den aktuelle partilinje, ikke hver gang med samme vægt som dem, der taler for.

’Orden i sagerne’

Den socialdemokratiske bevægelse mod højre på udlændingeområdet har været i gang længe. Det er rimeligt at sige, at den begyndte så småt under Poul Nyrup Rasmussens formandskab, fortsatte under Mogens Lykketoft, accelererede under Helle Thorning-Schmidt og nu synes fuldendt under Mette Frederiksen, hvor Socialdemokratiet har flyttet sig så langt fra de tidligere regeringspartnere hos De Radikale, at det kan være vanskeligt at få øje på forskellen mellem Socialdemokratiets og den borgerlige bloks udlændingepolitik.

Mattias Tesfaye begynder langt tidligere, i 1960’erne, da fremmedarbejderne blev inviteret til Danmark for at afhjælpe behovet for arbejdskraft. I begyndelsen af årtiet var en SR-regering ved magten. Mens De Radikale og erhvervsorganisationerne insisterede på behovet for udenlandsk arbejdskraft, var Socialdemokratiet og fagbevægelsen bekymret på danske arbejderes vegne.

»Dermed var grundstenen lagt til den konflikt, der har martret det socialdemokratiske og radikale samarbejde i udlændingepolitikken i et halvt århundrede«, skriver Mattias Tesfaye.

Socialdemokraterne og LO-formand Thomas Nielsen lod sig dog overbevise af rapporter, der viste en sammenhæng mellem økonomisk vækst og udenlandsk arbejdskraft, og i 1967 åbnede regeringen, der nu kun bestod af Socialdemokratiet, for fremmedarbejdere.

Ishøjs socialdemokratiske borgmester, Per Madsen, der senere skulle advare indtrængende om problemerne ved indvandringen, forsvarede først de mange nye udenlandske borgere i kommunen. Det vil formentlig overraske mange.

»De passer deres ting, og de betaler deres husleje til tiden. De har orden i sagerne. Og så kommer der nogle af vores, som ikke engang gider at ta’ hænderne op af lommen, og som piver over de mindste ting. Vi kan ikke være det bekendt«, udtalte Per Madsen i sommeren 1976 til Berlingske Tidende.

Andre mediers anmeldelser af Mattias Tesfayes bog ’Velkommen Mustafa’

  • Steen Andersen i Politiken (to hjerter ud af seks)

»Den personlige indgang til problemstillingen glider ud i bogens hovedkapitler og forekommer mest af alt påklistret, og bogen tager sig derfor mere ud som en fortælling, der skal samle et splittet parti. Tesfayes partihistorie skal bidrage til afstivning af den indre front og fastholde den stramme kurs, som altid har været indlejret i partiorganisationen. Hermed har Socialdemokratiet fået konsensushistorie for alle pengene.«

  • Sørine Gotfredsen i Kristeligt Dagblad (fem stjerner ud af seks)

»Fire årtiers flygtningelammelse i Socialdemokratiet fik afgørende betydning for det Danmark, der findes i dag, og denne bog skal læses. Det er ikke nødvendigvis behageligt, men det er nødvendigt, hvis vi skal lære af vore egne fejl.«

Voksende problemer

Men integrationen skulle vise sig at blive vanskeligere end forventet. Særligt på den københavnske vestegn, hvor koncentrationen af udlændinge hurtigt blev høj: social kontrol, kvindeundertrykkelse, skoler med alt for store andele af fremmedsprogede børn, høje kriminalitetsrater og efterhånden lav beskæftigelse blandt udlændinge.

Desuden medførte de på det tidspunkt overordentligt lempelige bestemmelser om familiesammenføring en voldsom, eksponentiel vækst i antallet af udlændinge. Som en rapport skulle vise i 2001, var en gruppe på 145 tyrkiske mænd, der kom til Ishøj Kommune i 1969-1970, vokset til 2.831 personer. Det skete primært i kraft af familiesammenføringer – og mest bekymrende: Ud af de 747 ægteskaber i tredje generation blev de 734 indgået med en person fra Tyrkiet.

Som Mattias Tesfaye skriver, var det »typiske argument for de eksisterende regler om familiesammenføring«, at man »af humanitære årsager ikke skulle splitte familier«. Men reelt viste undersøgelser, at reglerne næsten udelukkende blev »brugt til at sammenføre nye ægtefæller og ikke familier, der allerede var etableret«.

Naiviteten

Det var åbenlyst et svigt, at Socialdemokratiets ledelse ikke lyttede til de røster fra deres eget parti, der advarede om problemerne. Det lægger Mattias Tesfaye ikke skjul på, at han mener, og det har han ret i.

Eksempelvis udarbejdede Albertslunds socialdemokratiske skoleudvalgsformand, den senere amtsborgmester og regionsrådsformand Vibeke Storm Rasmussen, ambitiøse forslag, der blev ignoreret og ligefrem hemmeligholdt.

Det er muligt, at hun og andre bekymrede vestegnspolitikere ikke havde ret i alle deres vurderinger, men de havde ret i meget, og i dag forekommer det uforståeligt, at det var for kontroversielt at sætte ind mod blandt andet tvangsægteskaber og bekymrende høje andele af udlændinge i bestemte boligområder og skoler.

Alt for længe blev partiledelsen ved med at insistere på, at »de sociale problemer, vi har i Danmark, er hverken blevet større eller mindre på grund af indvandrere eller flygtninge«, som der stod i en socialdemokratisk oplysningspjece fra 1993, der fortsatte: »Der er ingen sammenhæng mellem antallet af udlændinge og så de problemer, der i øvrigt er i det danske samfund.«

Netop spørgsmålet om, hvorvidt antallet af udlændinge betyder noget, skulle blive centralt i partiets udlændingedebat. I dag hører vi igen og igen socialdemokratiske politikere forklare den øvrige venstrefløj, at »antallet betyder noget«, men når man læser Mattias Tesfayes bog, bliver man mindet om, at formaningen nærmest har karakter af projektion, som gode gamle Freud ville sige.

For det er i meget høj grad socialdemokraterne selv, der har hævdet, at »antallet i sig selv udgør ikke noget problem«, som daværende udlændingeordfører Ritt Bjerregaard eksempelvis sagde til BT i 2002 – hvorefter den nye formand, Mogens Lykketoft, i 2003 slog fast, at antallet af udlændinge havde en betydning, og at det var nødvendigt at begrænset det.

De skide radikale

Det var som sagt Poul Nyrup Rasmussen, der som formand begyndte den forsigtige opstramning af Socialdemokratiets udlændingepolitik. Efter at indenrigsminister Birte Weiss havde gennemført en række skærpelser af udlændingeloven – selv om hun senere blev kendt som en slapper på udlændingeområdet – erstattede Poul Nyrup hende med den aldrende Aarhus-borgmester Thorkild Simonsen.

Han havde på linje med vestegnsborgmestrene markeret sig med kritik af partitoppen for at ignorere problemerne med integrationen ude i kommunerne. Men den garvede socialdemokrat måtte sande, at det var vanskeligere end som så at komme igennem med stramninger, når man sad i regering med De Radikale. Samme erfaring blev gjort af den stærkt udlændingekritiske Karen Jespersen, som Poul Nyrup senere satte til at afløse Thorkild Simonsen.

Hun blev i særdeleshed også mødt med modstand fra den mere udlændingevenlige del af partiet, som i dag på det nærmeste er renset ud af folketingsgruppen, men som dengang blev anført af den detroniserede, men stadig stærke Svend Auken.

Mattias Tesfaye skriver det ikke direkte i sin bog, men det står klart, at mange ledende socialdemokrater efter nederlaget ved valget i 2001 konkluderede, at partiet tabte regeringsmagten, fordi Poul Nyrup ikke havde styrken til at stå imod De Radiale og Aukenfløjen og gennemføre de stramninger, som Karen Jespersen havde foreslået.

Det er således også påfaldende, at Mogens Lykketoft som ny formand i 2003 lancerede et udlændingeudspil, der i realiteten indeholdt flere af de stramninger, som Karen Jespersen ikke var kommet igennem med.

  • Henrik Jensen i Jyllands-Posten (fire stjerner ud af seks)

»Mattias Tesfaye er rimelig fast i kødet. Hans bog dokumenterer, hvor ufatteligt længe Socialdemokratiet var om at se problemerne i øjnene. Den eksemplificerer også den nye politik. Tesfaye mener, at 5.000 indvandrere fra ikkevestlige lande om året burde være maksimum, og han lægger ikke skjul på, at indvandringen fra ikkevestlige lande koster det hvide, blandt andet fordi så mange af dem ender på overførselsindkomst.«

  • Ritt Bjerregaard i Weekendavisen

»De radikales afgørende rolle tegnes klart op, og dermed beskrives også den begrænsning, socialdemokraterne skulle forholde sig til, når der skulle lægges en linje, som partiet kunne holde sammen om….Velkommen Mustafa er anbefalelsesværdig læsning, og Mattias Tesfaye fortjener stor tak for at have gjort et kæmpearbejde og fået en god bog ud af det.«

Partitaktiske hensyn

Dengang pågik en heftig intern kamp i Socialdemokratiet om udlændingepolitikken. Den kom særligt til syne i offentligheden, da de danske myndigheder afviste at give ophold til en stor gruppe asylansøgere fra Irak i årene efter den vestlige koalitions invasion, der blev afløst af en uhørt blodig, sekterisk borgerkrig. Mattias Tesfayes gennemgang af den socialdemokratiske debat om irakerne viser, at han ikke helt så loyalt gengiver de mere udlændingevenlige socialdemokrater, som han eksempelvis gengiver de kritiske vestegnsborgmestre.

Tesfaye beretter, hvordan Svend Auken i en tale på Rådhuspladsen i 2009 – som for øvrigt var den tidligere formands sidste offentlige optræden, før han døde – opfordrede regeringen til at give irakerne opholdstilladelse, selv om det ikke var socialdemokratisk politik.

Men forfatteren beskriver ikke, hvad der var Svend Auken og hans støtters vel nok vægtigste motiv til at støtte irakerne: At FN’s Flygtningehøjkommissariat, UNHCR, på det kraftigste indstillede til lande som Danmark om at give ophold til irakere fra det sydlige og centrale Irak, hvor størstedelen af irakerne i Danmark stammede fra. Og at kommissariatet blankt afviste muligheden for at sende irakerne hjem, sådan som både regeringen og Socialdemokratiet ønskede.

For socialdemokraterne var det historisk at gå så direkte imod FN, og Svend Auken appellerede i sin tale til, at Danmark skulle rette ind efter højkommissariatet. Men netop den del af talen refererer Mattias Tesfaye ikke, ligesom læserne generelt ikke får noget at vide om den danske konflikt med FN om irakerne, når de andre socialdemokratiske kritikere af partilinjen omtales.

Til gengæld refereres den daværende socialdemokratiske udlændingeordfører, Henrik Dam Kristensen, udførligt for, at socialdemokratiet ikke kunne gå med til en særlov for at give ophold til irakerne, der havde fået afslag på asyl i Flygtningenævnet.

Men sandheden er, at en særlov ikke var nødvendig. De daværende regler tillod både, at man fra politisk side havde givet midlertidigt humanitært ophold til irakerne eller havde anvendt en anden opsamlingsbestemmelse i udlændingeloven, der kunne have givet dem midlertidigt ophold, eksempelvis indtil FN ændrede sine retningslinjer.

Bemærkelsesværdigt er det for øvrigt, hvordan Henrik Dam Kristensen i bogen argumenterer imod en særlov. Han forholder sig ikke til, hvad der er rigtigst at gøre i forhold til irakerne og henstillingerne fra FN, men henviser til partitaktiske hensyn: At »års møjsommeligt arbejde med at genvinde vælgernes tillid i udlændingepolitikken« ville »blive tabt på gulvet«, og at Helle Torning-Schmidts kandidatur til statsministerposten ville »falde på jorden«, hvis »vi rystede på hånden og foreslog en særlov, der kunne give irakerne lov til at blive«.

Ren indenrigspolitik

Mattias Tesfayes gennemgang af sagen om irakerne viser også noget andet bemærkelsesværdigt om hans syn på udlændingepolitikken. Forholdene i Irak spiller ikke den mindste rolle, og sådan er det generelt i bogen: Konflikterne i de lande, flygtninge kommer fra, indgår ikke i overvejelserne om, hvorvidt vi burde beskytte dem.

Der var jo ellers en grund til, at FN så indtrængende indstillede til, at ingen lande sendte folk tilbage til det sydlige og centrale Irak – og til at mange europæiske lande i højere grad end Danmark gav irakere opholdstilladelse.

Hundredetusinder blev dræbt i årene efter invasionen. Sunni- og shiamilitser udrensede hele byer og kvarterer for anderledes troende, civile blev tortureret og likvideret, og hverken koalitionsstyrkerne eller irakiske sikkerhedsstyrker kunne kontrollere situationen.

Men som sagt spiller det ingen rolle i Mattias Tesfayes gennemgang. Det er dog ikke så meget udtryk for, at lige netop Mattias Tesfaye er særlig ignorant over for situationen i de såkaldt flygtningeproducerende lande, men snarere, at det er sådan, dansk udlændingepolitik over årene er blevet: Et indenrigspolitisk anliggende, der alene handler om problemerne for Danmark ved at tage imod flygtninge.

Disse problemer er det afgørende vigtigt at beskrive og diskutere, og det står klart, at de ikke altid har fået den nødvendige opmærksomhed, men det ville også være oplagt at medtage den anden del af ligningen.

Historisk bevidsthed

I dag glæder Mattias Tesfaye sig over, at Socialdemokratiet endelig, efter alle de pinefulde diskussioner og nederlag, er »ved at finde sine ben i den udlændingepolitiske debat«, som han skriver i bogens afsluttende kapitel.

Han omtaler respektfuldt socialdemokratiske koryfæer som Anker Jørgensen, Ole Espersen og Svend Auken, der vel ellers ret beset burde falde ind under hans gruppeformand i Folketinget Henrik Sass Larsens definition på »utopiske humanister«, hvis insisteren på konventioner og menneskerettigheder er en trussel mod nationalstaten og velfærdssamfundet.

De var velmenende, men tog fejl, når de anlagde en mere udlændingevenlig linje, end han selv og partiet nu gør, mener Mattias Tesfaye. Det argumenterer han lødigt og grundigt for, og det er i sig selv velgørende.

Tilbage står dog spørgsmålet om, hvorvidt Socialdemokratiet i realiteten har fundet frem til en selvstændig politisk position. Eller om partitoppen blot har besluttet at kopiere den borgerlige bloks politik for ikke endnu en gang at miste stemmer på at fremstå som slappere.

'Velkommen Mustafa – om 50 års socialdemokratisk udlændingepolitik'. Mattias Tesfaye. 386 sider. 249,95 kroner. Gyldendal

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torben - Nielsen

Jeg tror, at den danske lønmodtager oplever den største trussel på sit levebrød, at der altid er anden, der er parat til udføre lønmodtagerens arbejde, for en lavere løn.

Og denne anden har oftest skikkelse af en som ikke er dansker.

Derfor er det ikke i den danske lønmodtagers interesse, at der nærmest er fri indvandring til landet. Og da Dansk Folkeparti har været ene om, at ønske en begrænsning af tilstrømningen til landet, har de derfor fået en stor tilslutning fra almindelige danske lønmodtagere.

Og ser vi situationen fra arbejdsgivernes side, så ser tingene lidt anderledes ud. Her vil det altid være ønskeligt, hvis der er et vist overskud af ledig arbejdskraft, og så er det ligegyldigt om den er dansk eller udenlandsk, bare den konkurrer tilstrækkeligt om at underbyde sig selv. Og mange af de borgerlige partier har en økonomisk politik, som styrker dereguleringen på det danske arbejdsmarked, med færre regler og svagere fagforeninger.

Derfor har jeg heller ikke rigtigt, forstået Dansk Folkeparti tilslutning til de borgerliges økonomiske politik, da den jo bygger på en stik modsat effekt af tilstrømningen af ledig arbejdskraft her til landet.

Godt nok har den borgerlige regering indført en del stramninger på udlændinge området, men det var fordi den borgerlige regering var afhængig af Dansk Folkeparti som støtteparti, hvor Dansk Folkeparti fik indført stramningerne, hvis de ellers stemte for de borgerliges økonomiske politik.

På den anden side igen, forstår jeg så heller ikke rigtigt, at venstrefløjens partier er så ivrige efter at få så mange indvandrere til landet og gøre det så nemt som muligt at få asyl og opholdstilladelse.
Jeg tror ikke, at det er til fordel for de vælgere, som stemmer til venstre for midten, at få åbnet op for en øget tilstrømning af ledig arbejdskraft udefra. Det er simpelthen ikke i den almindelige danske lønmodtagers interesse, at få åbnet op for en øget tilstrømning af ledig arbejdskraft udefra.

Eller sagt på en anden måde:

Prøv engang at lægge mærke til at de fleste politiske partier har en udlændinge politik som er i modstrid med de samme partiers økonomiske politik

For de borgerlige gælder det at de fører en stram udlændinge politik som går ud på at begrænse indvandringen til Danmark. De samme partier føre en økonomisk politik som går ud på at arbejdstagerne konkurrerer mest muligt om at sælge sin arbejdskraft så billigt som muligt. Denne økonomiske politik vil blive understøttet af en større indvandring til Danmark, en politik som den borgerlige blok er imod.

Den røde blok derimod fører en økonomisk politik som varetager arbejdstagers muligheder mest mulig, med beskyttelse mod social dumpning. Til gengæld fører rød blok en udlændinge politik som tillader størst mulig indvandring til Danmark. Det betyder at den røde bloks økonomiske politik bliver undergravet af de samme partiers udlændinge politik, som vil resultere i mere konkurrence om de ledige jobs.

Kun de Radikale Venstre har en udlændinge politik som understøtter deres økonomiske politik.

Ikke sådan at forstå at hjalp dem ved seneste valg.

Om de Radikale plejer jeg at sige: at de kan ødelægge enhver politik de deltager i, - rød som blå!!

Steffen Gliese

Torben Nielsen, det er bare ikke det, det drejer sig om: hvorvidt er til fordel eller ulempe for den danske arbejder at modtage folk, der er på flugt. Det handler om at hjælpe nogle folk, der er på flugt.

Hvis Nyrup havde været ligeså meget Socialdemokrat som Poul Schlüter, havde han sørget for opførelse af nye afdelinger af det almennyttige byggeri, der ville kunne rumme flygtninge og de kronisk jobsøgende unge. I stedet var man forhippet på at skære ned på den offentlige sektor og brugte til det formål boligmarkedet, der fik udvidet løbetiden på realkreditlån fra 20 til 30 år, og senere fulgte andre lempelser, som blot voldsomt forstærket under Fogh i 00erne.

Det er og bliver dog ikke årsagen til Socialdemokratiets valgnederlag i '01, at de førte for lempelig en udlændingepolitik, nej, årsagen er og bliver den almindelige forringelse af velfærdsstaten, herunder behandlingskøer, og i særdeleshed forringelselserne af efterlønsordningen, som folk var i deres gode ret til at mene, at de i forvejen finansierede rigeligt med deres kontingent og 8% arbejdsmarkedsbidrag.
Når vi ikke har fået en tilstrækkelig integrationsindsats, skyldes det helt overvejende, at politikerne ikke har fundet det opportunt og ikke fundet det sjovt nok.

H.C. (Hans Christian) Ebbe, Niels Duus Nielsen, Anders Reinholdt, Flemming Berger, Karsten Aaen, Viggo Okholm, Sus johnsen, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Janus Agerbo og Michael Mansdotter anbefalede denne kommentar

Fløjbaglands-pres mest af alt, er det som skaber de egentlig banale selvmodsigelser, som Torben Nielsen fremlægger, og som deres uvelkommenhed taget i betragtning nok er en messe værd alligevel, Ligefrem nægte forholdene er rigtig nok meningsløst, der er kun at snakke om noget andet 'det', som 'det' kan dreje sig om, men ligegyldigt hvad 'det' drejer sig om, så drejer det ikke særlig godt på selvmodsigende præmisser :-) Denne fremtrædende virkelighed bør også justeres for strategi, og man kan antage at de 'venstre' fløjes signaler er reele, at forvrøvlingen / troværdighedsproblemet faktisk menes.. De 'højre' fløjes modsvarende forvrøvling er derimod formentlig strategisk - man ved godt det iukke hænger sammen lige sådan - men ... på grund af støtteparti #1, og holder tilsyneladende kun til JBO kommer i nærheden af en mikrofon.
Er venstreorienterede så dumme og højreorienterede luskede .... mjaaaaa.........;-D

t.o.- Social-Demokraten, 27. april 1937 K.K. Steincke "Emigrantspørgsmaalet i Danmark":"Det kan ikke benægtes at det dobbelt Pres, man som Justitsminister kommer ud for, dels paa grund af det store Antal, som flygter eller søger bort særlig fra Tyskland, dels paa grund af Arbejdsløsheden herhjemme, gør Administrationen af hele dette omraade vanskeligere og vanskeligere. Umenneskelig vil man ikke være, og menneskelig tør man ikke være - af hensyn til Konsekvenserne". - Politiken 18.11.2014 Mette Frederiksen: Redning af bådflygtninge er Italiens ansvar "Justitsminister Mette Frederiksen (S) vil ikke vurdere, om man bør redde bådflygtninge nær Afrikas kyst: »Jeg er ikke maritim ekspert«.

Hans Larsen, Niels Duus Nielsen, Martin Madsen, Flemming Berger, Karsten Aaen, Steffen Gliese, René Skov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Torben - Nielsen

Det som Mattias Tesfaye har erkendt, er at man skal vælge sine kampe med omhu.

I et lille land med begrænsede resurser, er man nødt til, at træffe nogle nogen gange hårde valg og prioriteter.

Det kan sammenlignes med en redningsbåd, som er i færd med at samle skibbrudne op fra vandet.

Der er flere mennesker i vandet end der plads i båden.

Hvis man samler alle mennesker op i redningsnåden, bliver båden overfyldt, og så synker den og ingen bliver reddet.

Vælger man at samle kvinder og børn op, risikerer man, at der ikke er nogen til at ro båden i land, og så bliver ingen reddet.

Vælger man at samle store drenge og mænd op, er sandsynligheden for at kunne ro båden i land større.

Til gengæld må de overlevende så erkende, at de har efterladt nogle tilbage i vandet, men også at det var ikke muligt at redde alle.

Og det er også den erkendelse som Mattias Tesfaye er kommet frem til, - man kan ikke redde alle.

Mattias Tesfaye har erkendt at den faktor, som overtrumfer FN’s menneskerettighedskonventioner, Europæiske menneskerettighedskonventioner, Dublin forordninger og lokale lovgivning, at det er antallet!!
Og antallet er afhængig af antallet af pladser i redningsbåden, - der er ikke plads til flere, bare fordi der er mange mennesker i vandet.

Mere direkte kan man sige, at venstrefløjen må vælge hvem de vil kæmpe for, om de vil kæmpe for at arbejderklassen får bedre forhold, eller kæmper venstrefløjen for at flygtninge og indvandrer får bedre forhold.

Men venstrefløjen bliver nødt til at erkende, at de ikke kan kæmpe begge kampe!!

Morten Nielsen, Christel Larsen, Morten Pedersen, Mette Poulsen og Torben Pedersen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Men dit udgangspunkt er forkert, Torben Nielsen: vore ressourcer er ikke begrænsede, de er bare blevet helt fortvivlende uretfærdigt fordelt efterhånden, pga. politik uden nogen forbindelse til vore få nye medborgere.
Vi har også brug for at høre om alle de etniske danske, der stadig bor i almennyttigt byggeri: der er efter sigende 1 mio danskere, der bor almennyttigt, og der er knap 400.000 ikke-vestlige indvandrere og efterkommere alt i alt, hvoraf langt fra alle bor almennyttigt.

Hans Larsen, Niels Duus Nielsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Søren Ferling

"...men snarere, at det er sådan, dansk udlændingepolitik over årene er blevet: Et indenrigspolitisk anliggende, der alene handler om problemerne for Danmark ved at tage imod flygtninge."

Det er da ikke noget særligt for dansk indvandringspolitik - den er altid et indenrigspolitisk eller globalistisk fænomen. Der er ingen, der har indvandring for at hjælpe nogen med noget - det er salgstalen.

Man har indvandring, fordi det er til fordel for de i forvejen magtfulde og velhavende - big corp., banker osv.

Utroligt at det ikke er tydeligt: Indvandring og flygtninge er et resultat af spændinger i en globaliseret verden som er blevet endnu mere globaliseret efter murens fald og EU og Natos fuldstændigt skrupelløse indsats for at få gamle kommunister ind i folden. De var jo lette ofre. Hele Mellemøsten har jo lidt under forskellige interesser og så det faktum at det eneste de reelt har/havde var olie og opium og så en gammel strid teologisk. Et lille land dernede fik lov til at sætte sig på en magt, det aldrig burde have haft og hermed indirekte var/er skyld i at ingen vil turde sætte dem stolen for døren. Når bomberne så falder både internt og eksternt så tror F... da at folk vil væk og hvem er tættest os. Hvordan kan nogen tillade sig at sige om det er i vores interesse? Kloden har mennesker og ingen absolut ingen er vigtigere end andre og vi må gøre op med myten:en hver er sig selv nærmest og det gør sgu ondt på pengepungen. problemet for mennesker er at de tror at erhvervede rettigheder er rettigheder til deres dødsdag ikke mindst dem der har nok. Undskyld salven her!

Niels Duus Nielsen, Martin E. Haastrup, Anders Reinholdt, Anne Mette Jørgensen, Flemming Berger, Karsten Aaen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar
Morten Pedersen

Viggo, du overser en anden kæmpe årsag til indvandrere og flygtninge til vores del af verden, nemlig et enormt befolkningsoverskud, der ikke er plads til i de respektive lande. Da jeg blev født i 1963 havde Syrien en befolkning på størrelse med Danmark, nu er den på ca 23 mio. Dengang havde Sverige og Irak lige mange indbyggere, nu har Irak over 33 mio. Og så videre, det gælder Mellemøsten, Nordafrika og Afrika syd for Sahara. De kan enten tage til den Arabiske halvø eller Europa. Personligt havde jeg valgt Europa.

Else Marie Arevad, Hans Aagaard og Christel Larsen anbefalede denne kommentar

...og i fremtiden bliver det nok ikke nemt at være sekulær i Tyrkiet, men de er heldigvis integrerbare.

René Arestrup

MT drager vel blot den indlysende logiske - men i sin essens også kyniske - konklusion, at der er en grænse for hvor mange flygtninge/migranter fra andre kulturkredse et lille og forholdsvis homogent velfærdssamfund kan tage imod uden at kollapse. Uanset, hvordan verden i øvrigt tager sig ud. Det virkelig interessante spørgsmål er imidlertid, hvordan vi skal tackle en flygtninge- og migrantkrise, som med garanti ikke bliver mindre i fremtiden. Begrænset indvandring er jo ikke et langtidsholdbart svar på folkevandringerne, men vil kun være en kilde til mere menneskelig ulykke og flere konflikter. Den rige og ressourcestærke del af verden er simpelthen nødt til at indse, at tiderne med ulands-almisser er forbi. Vi er nødt til at indstille os på en anderledes massiv, global omfordeling.

Torben - Nielsen, Hans Larsen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

"Han forholder sig ikke til, hvad der er rigtigst at gøre i forhold til irakerne og henstillingerne fra FN, men henviser til partitaktiske hensyn..."

Partierne er blevet kommunikationsfabrikker, hvis fremmeste formål er at erobre stemmer fra de andre partier. Politik er blevet en sidebeskæftigelse, som opretholder illusionen om, at partierne arbejder for befolkningens bedste, hvor virkeligheden er, at partierne kun arbejder for partiernes bedste, med særlig hensyntagen til de ledende partimedlemmer.

Torsten Mandal

Det går fremad med integrationen i f.eks. Albertslund, check intergrationsbarometeret.dk. Fremgangen for for gammeldanske arbejdere skyldes i høj grad at det mest opslidende og lavtlønnede arbejde er overtaget af nydanskere, mens de selv er rykket op viser omfattende dansk forskning, der har fået stor opmærksomhed i udlandet men ikke i Danmark. videnskab.dk/kultur-samfund/indvandringen-har-givet-danskere-bedre-jobs-og-hojere-lon Desuden har kontakt til nye vækstmarkeder, og deres sprog og kultur, været afgørende for dansk vækst ligesom at arbejdsstyrken og efterspørgslen er blevet opretholdt. Nydanskere uddanner sig idag (ikke for 5-10 år siden) stort set som gammeldanskere men med større fokus på jobmuligheder, og med dansk uddannelse får de i stort set ligeså høj grad job (Danmarks Statistik).

Torben - Nielsen

Selv om jeg hverken er religiøs, troende eller medlem af noget trossamfund, er det nu jeg plejer at citere en af de kendte, gamle bøger:

Vor Herres goder er ulige fordelt.

Og selv om ordene er gamle, så holder de endnu.

Og selv om der ser ud som om at der er uendelige resurser til rådighed her i landet, må vi nok erkende, at træerne vokser ikke ind i himlen.

Men disse resurser, er ikke nogle vi blot samler op fra jorden, selv om vi kan høste en gang om året og fiske i det omgivende hav, så er træet i vores skove, noget vi selv har plantet. Og vi har her hjemme, været gode til at tage hånd om de tilgængelige resurser, og få mest muligt ud af dem.

Det betyder at hvis vi opfører os på en bestemt måde, så kan vi få en relativ behagelig tilværelse, selv om vores geografi ikke er begunstiget med mange naturresurser.

Som sagt: Vor Herres goder er ulige fordelt.

Vi er efterhånden kommet så vidt, at mange af vores resurser ikke længere består at fysiske genstande, men består mere og mere af viden, metoder, procedurer og et veludviklet handelstalent.

Med andre ord så består vores velstand mest af uddannelse og hårdt arbejde.

Men også, at man er nødt til at opføre sig på en bestemt måde, både for kunne skabe og vedligeholde disse resurser. Det er med andre ord heller ikke ligegyldigt, forledes man opfører sig, for at få adgang til disse resurser.

Med et andet gammelt udtryk: Man skal tude som de ulve man er i blandt.

Og igen, det betyder, at det er den måde vi har indrettet os på, som gør at vi fremstår som et rigt og velhavende samfund. Man kan sige, at man får ikke nødvendigvis adgang til disse resurser, bare fordi man skifter sit geografiske opholdssted ud med dansk geografi. Man er også nødt til, at opføre sig som en af flokken.

Det har vi også et gammelt ord for: Skik følge eller land fly.

Og de nye som er kommet til flokken. De skulle jo også gerne have adgang til flokkens resurser.

Der er to yderpunkter, som kan beskrive adgangen til disse resurser.

Man kan deltage i flokkens aktiviteter og løfte opgaverne i fællesskab, eller man kan sætte sig hen i hjørnet og vente på henkastede smuler fra de riges bord. De fleste nytilkomne vil nok befinde et eller andet sted i mellem disse to yderpunkter. Og her er de, som vælger at deltage på lige fod i flokkens aktiviteter efter bedste evne, sjældent være til besvær eller problematisk.

Men dem, som vælger at sætte sig hen i hjørnet, uden at deltage i flokkens aktiviteter, vil skade flokkens sammenhold og kan på sigt true flokkens overlevelse. For det første bruger de løs af flokkens resurser, som andre i flokken har fremskaffet. Dernæst bliver sammenholdet sat på prøve, da der altid er nogen som siger, at de nye godt kan blive. Andre vil have de nytilkomne ud, da de udgør en belastning for flokken.

Og nu begynder flokken at skændes indbyrdes, og det truer flokkens sammenhold.

Det har vi også et gammelt ord for: Liden tue kan vælte et stort læs.

Jeg tror, at Mattias Tesfaye har erkendt, at man hjælper ikke folk på flugt, uden at sikre sig at de også er parat til deltage i flokkens aktiviteter, - ellers vil det være at gøre dem en bjørnetjeneste!!

Og jeg tror at de fleste som kommer hertil, i håbet at blive lige så velstående som vi er, bliver dybt skuffede.

Det er nemlig ikke nok bare at skifte geografien, man er også nødt til at skifte vaner og normer.