Læsetid: 4 min.

Pokkers skarpe, usentimentale Hannah Arendt

Hannah Arendts 70 år gamle tanker om en flygtningeverden af i går fungerer som et knækket spejl. Meget er anderledes og ser ud til at være til det bedre, men det er stadig temmelig vanskeligt at være gæst
Hannah Arendts 70 år gamle tanker om en flygtningeverden af i går fungerer som et knækket spejl. Meget er anderledes og ser ud til at være til det bedre, men det er stadig temmelig vanskeligt at være gæst

Ritzau Foto

22. april 2017

Hvis et menneske mister sin politiske status – forfølges politisk eller tvinges til at forlade sit hjemland på grund af krig – vil det i kraft af princippet om medfødte og umistelige menneskerettigheder kunne finde hjælp et andet sted.

»Det modsatte er imidlertid tilfældet.«

Konklusionen tilhører Hannah Arendt, der i årene under og lige efter Anden Verdenskrig formulerede de mest ubønhørlige sandheder om situationen for flygtninge. Som hun kryptisk formulerede det, så ser det »ud til, at et menneske, der ikke er andet end et menneske, har mistet netop de egenskaber, der gør det muligt for andre mennesker at behandle ham som et medmenneske«.

Bogen De retsløse og de ydmygede samler tre tekster af Hannah Arendt om flygtninge og menneskerettigheder. I 1943 skrev hun essayet Vi flygtninge og året efter De retsløse og de ydmygede. Hun var selv i 1933 flygtet fra det nazistiske Tyskland og havde oplevet fængsling, internering og forfølgelse.

I De retsløse og de ydmygede blotlægger hun alle flygtningens vanskeligheder. Ikke kun med at få papir på, men også med at få grundlæggende styr på sig selv. Flygtninge er fanget i et juridisk limbo, som kun overgås af den eksistentielle nødtilstand, der følger af at måtte flygte uden at have gjort noget forkert.

Effekten af at læse Arendts essays er svær at beskrive. De er dybt personlige, men også analytisk skarpe og pokkers usentimentale. Man kommer til at glædes ved de fremskridt, vi har gjort, siden Anden Verdenskrig og vrider hænder over, at mekanismer som dem, Arendt så på med den største skepsis, ser ud til at trives i dag. Der er en hårdhed hos Arendt, et tab af illusioner som om hun har været på besøg i afgrunden, og alverdens flygtninge er vendt med tilbage.

De ydmygede

Tro mod sin filosofiske træning leverer Arendt en form for flygtningelivets fænomenologi om tabet af hjem, dagligt liv og det omfattende – og her afmægtige – ord ’identitet’. Flygtningen forsøger at kompensere med en desperat optimisme, der kan falde helt sammen: »Indimellem er der optimister blandt os, der – efter at have holdt en lang række optimistiske taler – går hjem og tænder for gassen eller benytter sig af skyskrabere på en helt ny og uventet måde«.

De nytilkomne kæmper med flere eksistentielle svikmøller: »Hvis vi bliver frelst, føler vi os ydmygede, hvis vi bliver hjulpet, føler vi os fornedrede.«

Frem for alt må man undgå at diske op med besværlige virkeligheder såsom krigstraumer og koncentrations- og interneringslejre. Det er vanskeligt at være gæst, når helvede ikke er et abstrakt konversationsemne, men en realitet.

Menneskerettighedernes impotens

Det kan være svært at følge Arendt i hendes omfattende skepsis over for menneskerettighederne. De er enten »bevis på en håbløs idealisme eller et forfjamsket og svagtbegavet hykleri«. Som hun syrligt kommenterer, udviser erklæringer om menneskerettigheder udsendt af dannede mennesker en ubehagelig lighed med erklæringer fra dyrebeskyttelsesorganisationer.

At menneskerettighederne er ’umistelige’ må jo betyde noget i stil med ’fungerer uafhængigt af alle regeringer’. Det fejlagtige i den fantasi bliver åbenbaret, når man mister sin regering og bliver flygtning. Så er der ifølge Arendt intet at falde tilbage på.

Læs også

Hvis vi ville tale sandt om menneskerettigheder, burde vi kalde dem for ’mistelige’ og ’dybt afhængige af alle regeringer’. Det er den misere, der er blevet så pinefuldt tydelig siden sidste sommer. Retten til rettigheder er ikke garanteret af ’det menneskelige’. Den er garanteret af stater, så længe de er villige. Man fornemmer den evige dans rundt om internationale konventioner og små stramninger af de begunstigelser, vi møder flygtninge med.

Bånd der binder

Arendts fortvivlelse over menneskerettighedernes abstrakte nøgenhed dukker op i bogens sidste og længste essay Nationalstatens forfald og enden på menneskets rettigheder. Men måske behøver vi ikke være helt så pessimistiske som Arendt.

Stater er i dag bundet til menneskerettighederne i kraft af internationale konventioner, der ofte er integreret i national lovgivning. Historisk lod nationalstater sig faktisk binde på hænder og fødder. Det er de bånd, Inger Støjberg må opleve som så snærende i dag. At de skærer, er der en grund til.

Konventioner er nemlig hele tiden til for de andre, for de fremmede, og gør det dermed umuligt at tage hensyn til folket. De politiske muligheder stækkes på grund af to sandheder om flygtninge: Det er umuligt at slippe af med dem, når først de er kommet, og det er umuligt at omskabe dem til nye borgere. Og nationalstater vil ifølge Arendt ikke tolerere nogen form for opposition og hellere miste dele af sin befolkning end give ly til folk af andre observanser.

Man skulle tro, at Arendts 70 år gamle refleksioner over flygtningeliv var langt væk fra vores virkelighed. Det er de også. Vi er lykkeligvis i en nådigere situation. Men gevinsten af skævheden er fantastisk. Arendts tanker om en flygtningeverden af i går fungerer som et knækket spejl. Meget er anderledes og ser ud til at være til det bedre, mens noget dybt og fundamentalt ved vores nationalstater er uforandret.

Hannah Arendt: 'De retsløse og de ydmygede – essays om flygtninge og statsløshed'. Informations Forlag. Forord af Thomas Gammeltoft-Hansen. 160 sider. 200 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu