Læsetid: 3 min.

Aldo Moro spøger stadig i mange italieneres underbevidsthed

Drabet på den tidligere kristendemokratiske regeringsleder Aldo Moro i 1978 blev et nationalt traume. Sagen bliver nok aldrig opklaret, men en del af sandheden har hele tiden været lige for italienernes øjne, hævder litteraten Marco Belpoliti
6. maj 2017

Italien har mange lig i lasten. Men billedet af den døde Aldo Moro, sammenkrøllet som en hund i bagagerummet på en Renault 4 efter to måneders fangenskab hos De Røde Brigader i foråret 1978, var et chok, som landet aldrig rigtig er kommet sig over:

»Begravelsesritualet med at efterlade ham på den måde udelukkede enhver glædelig genfødsel,« skriver litteraten Marco Belpoliti i en bog om Moro-affærens æstetiske dimension, Da quella prigione – Moro, Warhol e le Brigate Rosse.

Og han tilføjer: »I det bagagerum var der gemt noget, som skulle holdes skjult: Det kristendemokratiske magtapparats fallit, den såkaldt første republiks sammenbrud og den forfærdelige afslutning på den utopiske drøm om frihedens rige. Hele Italien lå indhyllet i en stemning af død, der mere eller mindre bevidst også fremmanede billedet af det samme årtis anden rituelle menneskeofring: Pier Paolo Pasolinis opsvulmede og ødelagte ansigt, der blev vist i farver i tidens ugeblade og i sort-hvid på forsiden af alle aviser den 3. november 1975. De to var – som det også blev klart i de følgende årtier – republikkens ubegravede lig.«

Belpoliti har i forvejen skrevet flere bøger om 1970’erne som årtiet, italienerne har svært ved at lægge bag sig – navnlig den omfangsrige Settanta om periodens betydning for forfattere som Pasolini, Leonardo Sciascia og Italo Calvino. Da quella prigione består derimod af tre små essays om den visuelle iscenesættelse af Moro-affæren i lyset af kunsthistorikeren Hal Fosters begreb om »traumatisk realisme«.

Traumatiserende virkelighed

Kidnapningen af den kristendemokratiske leder, mens han var på vej til parlamentet for at inkludere kommunisterne i en ny regering, kostede hans fem livvagter livet. Det var tænkt som indledningen på et oprør mod det den internationale kapitalismes lakajer i det kristendemokratiske parti. De Røde Brigader distribuerede billeder af Moro, fordi de »ville retsforfølge og afsløre kristendemokraternes middelmådighed og servilitet«:

»Fotografierne af Moro skulle tjene det formål at give de kristendemokratiske ledere den krop, som de selv havde fornægtet ved at fremstå så triste, alvorlige og bureaukratagtige,« skriver Belpoliti.

Den serielle teknik, som den berømte amerikanske kunstner Andy Warhol i årene inden havde udviklet med udgangspunkt i brugen af polaroidbilleder, handler ifølge Hal Foster især om at gemme en traumatisk virkelighed bag en skærm af hyperrealisme. Billederne af Moro i fængslet er måske ubevidst inspireret af Warhol, hævder Belpoliti:

»Der er tale om en form for ’traumatisk realisme’, hvor iscenesættelsen af kidnapningen og ritualet med at tage forbryderbilleder af ham i endnu højere grad end kommunikeerne og den skriftlige propaganda bliver til et hyperrealistisk element – en slags overdeterminering af selve virkeligheden for at kunne gøre den til en hallucination og dermed fortrænge den. De vil ’undertrykke virkeligheden’ – som Foster udtrykker det – men uden helt at formå det. Det er udtryk for en form desperation, som nok ikke var nem at få øje på dengang, men som er blevet stadig mere åbenlys med årene.«

Fastfrosset menneskelighed

Hvis man vil vide mere om Moro-affærens mysterier og politiske kontekst, er det ikke Belpoliti, man skal gå til. Sciascias L’affaire Moro, som den sicilianske forfatter skrev umiddelbart efter drabet, er stadig en god introduktion til det konspiratoriske landskab, sagen udspillede sig i.

Hvis man derimod vil opdateres på seneste viden om baggrunden for Moros skæbne, er historikeren Miguel Gotor, der som parlamentariker også er medlem af den seneste undersøgelseskommission om sagen, nok den bedste kilde – navnlig hans Il memoriale della Repubblica fra 2011.

Hvis man vil forstå den rolle, Moro kom til at spille i italienernes underbevidsthed, indeholder Belpolitis essays vigtige tanker om det, der måske hele tiden har været synligt, men alligevel kan være svært at få øje på:

»På trods af den politiske brug, som de gjorde af billederne af Moro, er det, der bliver vist, på ingen måde den kristendemokratiske leders krop, som man kender den fra medierne,« skriver Belpoliti og fortsætter:

»Ved at fotografere ham har De Røde Brigader for evigt fastfrosset hans tilbageværende menneskelighed og forbindelse til en intimitet, der ikke kan reduceres. Derfor gennemtrænger hans blik historien – den store såvel som den lille historie – og unddrager sig samtidig ethvert symbolsk sprog.«

Marco Belpoliti: 'Da quella prigione – Moro, Warhol e le Brigate Rosse'. Ugo Guanda Editore. 80 sider, 8,90 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Maj-Britt Kent Hansen
Maj-Britt Kent Hansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu