Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Den franske kultur findes ikke

Ifølge filosoffen François Jullien er der slet ikke sådan noget som ‘kulturel identitet’. Nybrud i tænkningen sker først i det øjeblik, man erstatter kålhøgen klassifikationstrang med nysgerrig søgen efter ’det rebelske universelle’
Moderne Tider
20. maj 2017

Til et møde i Lyon i februar kom Emmanuel Macron for skade at benægte den franske kultur. Hvad han dog mente med det, blev der spurgt. Tænk sig, en mand, der tror sig præsident og dog sår tvivl om den galliske hane! Hvad er dog Frankrig, hvis ikke kultur?

Det er jer, der ikke kan læse, svarede skoledrengen igen:

»Hvad jeg sagde var, at der ikke er én fransk kultur – der er kulturer.«

Med Macrons henvisning til, hvordan udvikling altid er sket i mødet med det fremmede – »fransk kultur er en flod med utallige tilløb« – vajede det liberale åbensind endnu engang i vinden.

Måske har den nyvalgte præsident fundet sit personlige take på spørgsmålet om den franske skønånd i landsmanden François Julliens essay Il n’y a pas d’identité culturelle (’Der er ikke nogen kulturel identitet’). Heri udpeger filosoffen og sinologen den gennemtærskede øjesten ‘kulturel identitet’ som en modsigelsesfuld og farlig forestilling, der dels forsegler (national) kultur som en definitiv ophobning af skatte, dels – netop i bekræftelsen af sin egen identitet – indebærer det det, der er radikalt andet og væsensforskelligt fra den selv.

Enhver debat, der baserer sig på denne idé, er »fordærvet i grunden«, mener Jullien, der i sin lovlig fabulerende bog i stedet foreslår at tale om ressourcer. Sådanne udmærker sig ved, at de »lader sig udlåne, importere og ikke tilhører nogen« – de er ikke ideologiske, og man kan hverken gå ind for dem eller prædike dem.

Perversion af det universelle

Disse kulturressourcer – sprog, litteratur, kunst – afmagres og udpines dog i en grad, der kalder på i det mindste en lille dommedagssang: »Hvis ikke vi organiserer et forsvar,« skriver Jullien, »vil der komme en dag, måske om ikke så længe, hvor man ikke længere kan studere Molière eller Pascal i skolen af frygt for at chokere folks overbevisninger.«

Gudskelov smider han straks en disclaimer: At ’forsvare’ vil sige at aktivere; at få folk til at udnytte og bruge af alle de kulturelle ressourcer, som netop »er i Frankrig« (som Macron ville sige), snarere end at holde krampagtigt fast i en »fantomidentitet« i guldramme.

Fra sin »teoretiske triade« af det universelle‚ det ensartede og det fælles ser Jullien to sideløbende trusler. På den ene side globaliseringens standardisering af kulturprodukter (’åh, at ispindene engang så anderledes ud, hvis man tog til Skagen’) og på den anden side en sekterisk opdeling i forskellige fællesskaber, der hver bekræfter egen særegenhed ved simultant at udpege de andres. Identitet er som bekendt nært knyttet til forskel, da enhver definition dels bekræfter tilhørsforholdet til en fællesmængde (’Marianne er et dyr’), dels angiver afvigelse fra andre i gruppen (’uden fjer’).

Samtidig skal man ikke tro, at det ensartede er en art realisering af det universelle (eller ’almene’) i kraft af at være ’for alle’. Når den samme Harry Potter i dette øjeblik kan findes i bunkevis over hele kloden, som Jullien anmærker lettere irriteret, er det snarere udtryk for en perversion af det universelle – en misforstået (læs markedsdrevet) gestus, der vil gøre alt til det samme. Uniformitet (tænk assimilation) har ikke noget med fællesskab at gøre, som kunstneren George Braque i en sammenligning af to malere indikerer: »Trouillebert ligner Corot, men de har intet til fælles.«

Verdensånd til hest

Hvis vi hverken skal klynge os til det ene eller det andet, ligheden eller forskellen, hvad da?

Jullien finder sit svar i begrebet om ’l’écart’, et velsagtens uoversætteligt ord, der med lidt held kan gengives ’spring’ eller ’afvigelse’ og betegner en »afstand, der åbner sig« og »får et mellemværende til at træde frem og stille det adskilte i et spændingsforhold«.

Det fælles (le commun) finder sted i den aldrig fuldbyrdede intention om at nå det universelle og de altid fejlslagne forsøg på at forene og udviske afvigelser. Og jagten på det fælles kan derfor umuligt foregå på globish, som forfatteren elsker at hade. Det fælles opstår lige præcis »i det imellem, som oversættelsen åbner«, som Jullien skriver i en fortsættelse af Umberto Ecos formular La langue de l’Europe, c’est la traduction (’Europas sprog er oversættelse’).

Ligesom Napoleon hos Hegel stod som »verdensånden til hest«, kritiserer Jullien Vesten for at fremstille sig selv som inkarnation af universelle værdier og altså dels gøre sig skyldig i imperialideologi, dels gå glip af de nybrud i tænkningen, som kun opstår, når man erstatter kålhøgen klassifikationstrang med nysgerrig søgen efter »det rebelske universelle«.

François Jullien: Il n’y a pas d’identité culturelle, Éditions de l’Herne, 2016. 104 sider, 7 €.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her