Læsetid: 5 min.

En klartseende læser af samtiden

Den britiske kulturkritiker Mark Fisher nåede inden sin død i januar at aktivere et helt livs sanseminder af musik, litteratur, film og fjernsynsserier i essaysamlingen ’The Weird and the Eerie’. Et fint lille studie fra en vigtig stemme, som ulykkeligvis er forstummet nu
6. maj 2017

I Steven Spielbergs film Nærkontakt af tredje grad fra 1977 bliver en lille familie revet fra hinanden, da faren – spillet af Richard Dreyfuss – efter nærkontakt med en UFO bliver grebet af uforklarlige følelser og længsler. Han hører en bestemt melodi igen og igen – og i både barberskum og kartoffelmos ser han en mystisk form: et bjerg med et plateau øverst.

Hans kone benægter pragmatisk eksistensen af overnaturlige væsner, men taber i kampen mod sin maniske mand, som river buske op med rode og midt i stuen bygger en kæmpemodel af den mærkelige form, som hjemsøger ham.

Snart finder han nye fællesskaber med andre, som er berørt på samme måde. De ser fremmedartede luftfartøjer, som ligner elementer fra abstrakte malerier, svæve gennem natten. Det er ingen ringere end den franske filmskaber François Trudeau, som spiller lederen af velkomstkomiteen. Han står på landingspladsen, som ligner et filmsæt, og venter på de fremmede væsener.

Det er en underholdningsfilm, men ligner også en metafor for selve kunstoplevelsen. Optimisme og åbenhed over for Det Fremmede styrede vores begær i lang tid – en kraft, som synes underligt udmattet nu.

Kulturkritiske bøger

Ovenstående læsning må jeg tage på egen kappe. Den britiske kulturteoretiker Mark Fisher (1968-2017) er ikke så begejstret for Spielbergs film. Ifølge ham bliver den mystiske uhyggestemning hurtigt erstattet af action og special effects, og da de fremmede væsener ankommer, er de bare nuttede.

Fishers essaysamling The Weird and the Eerie udkom på det lille London-forlag Repeater Books i januar. Kort tid derefter valgte forfatteren, efter at have døjet med depression i længere tid, at tage sit eget liv.

Fisher underviste på Goldsmith University og var involveret i Repeater såvel som i Zero Books, som begge udgiver kulturkritiske bøger i et rasende tempo. Hans egen bog Capitalist Realism: Is There no Alternative? fra 2009 er Zero Books’ største bestseller, dels fordi han allerede havde en dedikeret læserskare på bloggen k-punk – en tænketank for de nysgerrige, en del af dem med baggrund i den legesyge britiske musikpresse, som slog sig løs i New Musical Express og Melody Maker op igennem 1980’erne og 90’erne (The Wire og The Quiteus er stolte arvtagere).

Disse musikavisers rige indflydelse kan næppe undervurderes. Herfra spredte teoretiske trends sig på et autodidakt gadeniveau, og den sociologiske vending (inspireret af Cultural Studies-traditionen) var markant i den måde, hvorpå populærmusik blev indlæst i bredere samfundsmæssige sammenhænge.

På sin blog og i sine bøger blev Fisher en klartseende læser af en samtid, som han oplevede gennem en linse, som var og er typisk for hans (og min) generation – en generation med hjerner formet af gnistrende fryd over Det Modernistisk Nye og en tiltagende skuffelse for ikke at sige dyb depression over den neoliberalistiske udvikling fra Thatcher og frem.

Med en poets sensibilitet sugede Fisher begreber til sig og gjorde dem til sine egne: Fra den franske filosof Jacques Derrida tog han hauntology og skrev om hjemsøgt sound (de knitrende lyde, som skal imitere vinylstøj) – et udtryk, han satte i spil som modsvar på tidens lavkonjunktur med noget andet end nostalgi og revivalisme.

Fra den italienske teoretiker Franco ’Bifo’ Berardi tog han tanker om the slow cancellation of the future og politisk depression. Han satte termer som »pulp modernism« i cirkulation – det øjeblik, hvor modernismens ideer bryder ind i mainstream og bliver populære.

Tusmørketime

I The Weird and the Eerie virker disse tusmørkeagtige størrelser kun indirekte som udtryk for forfatterens egen sindstilstand. Ofte er begreberne positivt ladet, som den gåsehudsfremkaldende fornemmelse, som opstår, når vi møder noget helt nyt og fremmedartet.

Typisk for Fisher aktiverer han et helt livs sanseminder af musik, litteratur, film og tv-serier – og sammensætter kritiske samtidsportrætter af sine erfaringer, som man også kan kalde hans sjæl. Og min. Et mødepunkt. Vores fælles sansemindegrund.

Under alt dette ligger en nærlæsning af Sigmund Freuds Das Unheimliche fra 1919. De sproglige nuancer mellem »weird« og »eerie« er vanskelige at oversætte til dansk, men defineres således: Weird (som Fisher bl.a. finder hos forfatteren H. P. Lovecraft, postpunkbandet The Fall og hos David Lynch) handler om grænseerfaringer, hvor det udvendige (lettest illustreret ved besøg fra andre tider eller planeter) bryder ind i den hverdagslige bevidsthed. Det er såkaldte tærskelerfaringer. Lynch er f.eks. besat af døråbninger og gardiner.

Kritikken af neoliberalismen er ikke så fremherskende i denne udgivelse, men stikker alligevel hovedet frem:

»Capital is at every level an eerie entity: conjured out of nothing, capital nevertheless exerts more influence than any allegedly substantial entit. The metaphysical scandal of capital brings us to the broader question of the agency of the immaterial and the inanimate.«

Spøgelsesagtige rester

Det, som er eerie, er som oftest knyttet til landskabet. Stenformationer som Stonehenge og statuekulturen på Påskeøen rejser spørgsmålet: Hvem agerede her?

Vores eget postindustrielle landskab kan lige så vel tage sig ud som spøgelsesagtige rester fra en kultur, som er ved at uddø. Fishers politiske engagement kommer til syne, når han tager os rundt i sin hjemlige havneby, Felixstowe uden for London. Her udgør efterladte eller mere eller mindre fuldautomatiserede skibsværfter et urovækkende skue:

»The port is a sign of the triumph of finance capital; it is part of the heavy material infrastructure that facilitates the illusion of ’dematerialised’ capitalism. It is the eerie underside of contemporary capital’s mundane gloss.«

Det mystiske og uhyggelige finder Fisher derudover i Daphne du Mauriers novelle The Birds (1952) og i Brian Enos ambiente værker fra Suffolk-egnen, f.eks. On Land (1982). En række filmstudier følger, og han slutter af med den bizarre australske film Picnic at Hanging Rock (Peter Weir, 1975), hvor elever på en pigeskole forsvinder sporløst i et bjerglandskab.

Weirs film har en besynderlig dramaturgi: Vi føler de søvngængeragtige teenagepiger i hvide kjoler, som befrier sig fra korsetterne i varmen. Muligvis går de igennem en mystisk portal til en anden verden, men intet opklares – de forsvinder blot.

The Weird and the Eerie er et fint lille studie fra en vigtig stemme, som ulykkeligvis er forstummet nu.

Mark Fisher: 'The Weird and the Eerie'. Er udkommet på forlaget Repeater Books. 144 sider, 11 dollar.

© Susanne Christensen og Information. Oversat fra norsk af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

CITB Det er ingen ringere end den franske filmskaber François Trudeau, ..." CITS

Truffaut er det vel?