Læsetid: 6 min.

Martin Ågerup kender ikke sine kæphestes begrænsninger

CEPOS-direktøren lægger med sin nye bog op til en tiltrængt kritik af velfærdsstaten, men kommer uforløst i mål. Et par simple ideer hæmmer udsynet, og overraskende nok synes han ikke at tage den klassisk-liberale tænkning alvorligt
Det er en intellektuel dyd, at man ikke bliver så besat af et par simple ideer, at man filtrerer alt det, man ser, gennem deres linser. Også selv om man som Martin Ågerup er debattør og ikke forsker.

Det er en intellektuel dyd, at man ikke bliver så besat af et par simple ideer, at man filtrerer alt det, man ser, gennem deres linser. Også selv om man som Martin Ågerup er debattør og ikke forsker.

Hustad Katinka

24. juni 2017

Enighed og konsensus kan være skadeligt for et samfund. Det konstaterede den liberale filosof John Stuart Mill tilbage i 1859 i sit værk Om friheden. Og med en enkelt sætning fik han formuleret hvorfor:

»Selv de rigtigste meninger stivner hurtigt og bliver til døde fordomme, hvis ikke de jævnligt og til bunds bliver diskuteret frit og uhildet.«

Disse indsigtsfulde ord gælder lige så meget i 2017, som de gjorde på filosoffens tid. Ethvert samfund har gavn af, at tidens fineste ideer og prægtigste forestillinger bliver sagt imod, vendt og drejet. Særligt hvis samfundet skal kunne forblive levende og udvikle sig på længere sigt.

Vender vi blikket mod det danske samfund, er der især én forestilling, som de fleste er enige om at holde af – nemlig den om velfærdsstatens fortræffelighed. Hele vejen fra Enhedslisten til Liberal Alliance bekender man sig til, at velfærdsstaten er god, og at den skal bevares. Ganske vist er der nogen uenighed om størrelsen og indretningen, men det ændrer ikke ved, at begge fløje taler for velfærdsstaten.

Det er slående ved denne danske konsensus, at selv nogle af velfærdsstatens argeste kritikere har meldt sig i koret af folk, der debatterer, hvordan velfærdsstaten kan overleve i fremtiden. En af disse kritikere er Martin Ågerup, som er direktør i den liberalistiske tænketank CEPOS. Han har netop udsendt murstensbogen Velfærd i det 21. århundrede, hvori han forsøger at komme med sit bud på et nyt, nationalt kompromis omkring velfærdsstaten og dens organisering. 

Lad det være sagt med det samme: Ågerup er langt fra begejstret for velfærdsstaten.

»Velfærdsstatens logik trækker i retning af en samfundsindretning, som ikke er økonomisk bæredygtig og ofte ganske urimelig,« skriver han.

Men samtidig må han konstatere, at »danskerne ønsker et samfund med en høj grad af omfordeling«. 

Derfor er afsættet for Ågerups nye bog først og fremmest pragmatisk. Han erkender, at størstedelen af danskerne ønsker en velfærdsstat, men han insisterer også på, at velfærdsstaten bør kritiseres og reformeres. Banen er med andre ord kridtet sundt op. Her melder sig en kritiker, som både vil prikke til den omfattende, danske velfærdskonsensus og på samme tid komme flertallet konstruktivt i møde.

Behov for store reformpakker

Kritikken af velfærdsstaten spænder bredt hos Ågerup. Han mener, at den offentlige velfærdssektor er sandet til i regler og administration. At den er domineret af særinteresser som eksempelvis de offentligt ansattes fagforeninger, der har travlt med at rage til sig på alle andres bekostning. At den hindrer iværksættere i at udfolde sig og skabe nyt, og at den på område efter område hæmmer den frie konkurrence og velstanden i samfundet.

Af den grund må der reformer til. Store reformpakker, der skal ramme Velfærdsdanmark som et »big bang« og sende den økonomiske vækst i vejret. Med andre ord er den økonomiske vækst det altafgørende mål i Ågerups velfærdsvisioner. Og skal vi opnå vækst, gælder det om at være innovative. Det vil sige: opfinde nye måder at indrette samfundets institutioner på. 

Martin Ågerup: Velfærd i det 21. århundrede – Skitse til et nyt nationalt kompromis.

Men vækst og innovation kommer ikke, hvis vi blot fodrer det offentlige maskineri med flere penge, mener Ågerup. Han vil have os til at gøre op med tanken om, at flere penge automatisk fører til bedre ydelser. Det handler snarere om at gøre det offentlige mere effektivt og altså tilvejebringe de samme ydelser for færre penge. Spørgsmålet bliver derfor, hvor man skal sætte ind, og hvad der skal gøres.

Et konkurrencemanifest

Det skorter ikke på steder, hvor der ifølge CEPOS-direktøren kan sættes ind. Han peger især på uddannelses- og sundhedssektoren, kommunerne og skattesystemet.

Omvendt er Ågerups forslag til, hvad der skal gøres, knap så mangfoldigt. Der skal slet og ret mere konkurrence ind. For konkurrencen får de innovative aktører og idéer frem i lyset. Og når de gør deres entré, vil samfundet blive mere effektivt, og væksten vil stige.

Martin Ågerup forsømmer ikke mange lejligheder til at gentage denne konkurrencekur. Henover de næsten 500 sider lyder konkurrencebegejstringen som et forudsigeligt omkvæd, der afslutter de fleste af bogens analyser. Havde man håbet på en veldoseret, liberal statskritik, går man uforløst fra bogen. I stedet får man et konkurrencemanifest fra en kriger, ikke en intellektuel.

Det er nemlig en intellektuel dyd, at man kender sine kæphestes begrænsninger. At man ikke bliver så besat af et par simple ideer, at man filtrerer alt det, man ser, gennem deres linser. Også selv om man som Martin Ågerup er debattør og ikke forsker.

Komiske regnestykker

Vi skal altså have mere konkurrence ind i uddannelsessektoren, mener Ågerup. Det kan der være mange gode grunde til, og han har fat i flere af dem selv. Blandt andet slår han til lyd for, at danske universitetsansatte i højere grad burde konkurrere på deres evner til at undervise. I dag er det frem for alt deres præstationer som forskere, der belønnes, og det skaber en uheldig incitamentsstruktur på universiteterne.

Men konkurrence- og effektivitetsbegejstringen er til tider så stor, at man som læser må spørge sig selv, om man i virkeligheden sidder med et forlæg til replikkerne i et absurd teater.

Som når han opstiller et regnestykke for den tid, det tager folkeskolebørn at komme tilbage fra et frikvarter og finde deres bøger frem. Hvis man indfører en striks orden i klassen og teaterringning i pauserne, kan det frigive »fem ekstra minutter pr. (dobbelt)lektion til undervisning – altså en effektivisering på 11 procent pr. enkeltlektion eller 5 procent pr. dobbeltlektion. I løbet af et grundskoleforløb på ti år svarer det til mindst et halv års undervisning«.

En sådan instrumentel tankegang er gennemgående for Ågerups syn på mennesker og institutioner. I dette tilfælde foregøgler han, at folkeskolens værdi kan gøres op i simple minutregnestykker for elevernes adfærd, og det er i sig selv bedrøveligt.

Men det ligger ikke desto mindre i logisk forlængelse af det syn, Ågerup har på uddannelsesinstitutioner: De skal fylde »læring« på elevmaskinerne, og er underviseren ikke i stand til at fylde målbar læring på eleverne, står »afskedigelse som en sidste, men nødvendig mulighed«.

Illiberale understrømme

Målinger af mennesker og samfundets institutioner er alfa og omega for CEPOS-direktøren. De fungerer som ledestjerner for de anbefalinger, han kommer med i sin bog. Han glemmer imidlertid, at målinger også let kan slå over i den frie tænknings modsætning – noget, han ellers som liberal burde have viet større opmærksomhed.

Målinger kan være gode og gavnlige, hvis vi skal se, om vores børn er bedre end svenskerne til matematik, eller om skolens idrætstimer forbedrer elevernes kondition. Omvendt er det langt sværere at måle, om man er god til at læse poesi eller erkende verden omkring én. I hvert fald ikke uden at gøre vold på kategorierne. Konsekvensen af denne manglende skepsis over for målinger er, at Ågerups bog flere steder bliver drevet frem af en illiberal understrøm.

I det hele taget er det bemærkelsesværdigt, at Ågerup synes at sætte sin vækst-, markeds- og målingsdagsorden over nogle af den klassisk-liberale tænknings kronjuveler. Det kommer særligt til syne i hans kritik af det danske bureaukrati, som han finder for trægt, innovationsskræmt og markedsfjendsk.

Ågerup synes her at fortrænge, at selv om bureaukratiet sommetider kan være tungt at danse med, sikrer det stabilitet, forudsigelighed og pålidelighed i borgernes omgang med myndighederne. Af den grund er bureaukratiet også en nøgleinstitution i moderne, liberale demokratier. Og lige netop disse størrelser risikerer at forsvinde, hvis man uhæmmet åbner sluserne for markedskræfterne.

Med John Stuart Mills indledende bemærkning om, at selv de rigtigste meninger bør tages frit og uhildet op, er der grund til at pege på, at det ikke kun er aktuelt for forestillingen om velfærdsstaten. For Martin Ågerups vedkommende gælder det også hans vækst-, markeds- og målingskæpheste.

Martin Ågerup: Velfærd i det 21. århundrede – Skitse til et nyt nationalt kompromis. People’sPress, 496 sider, 349,95 kr., 2017.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Anne Eriksen
  • Anders Graae
  • Torben K L Jensen
  • Lise Lotte Rahbek
  • Grethe Preisler
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Anne Eriksen, Anders Graae, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Grethe Preisler, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Eva Schwanenflügel

Tror jeg allerede kender mandens synspunkter gennem mediernes omfattende brug af hans meninger, og har efterhånden brækfornemmelser hver gang han toner frem på Deadline eller News med den samme analyse han har prædiket siden stenalderen.

kjeld jensen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Anders Graae, Curt Sørensen, Leif Vonge Nielsen, Margit Tang, Torben K L Jensen, Lise Lotte Rahbek, Bjarne Bisgaard Jensen, Jens Erik Starup og Grethe Preisler anbefalede denne kommentar

Disruption. Ågerups bog er skrevet af en robot ved navn Friedmann.

Eva Schwanenflügel, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Du godeste.. manden er jo endnu mere firkantet i hovedet end jeg frygtede.
Hvordan er han kommet til magt..?

Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Anne Eriksen, Arne Lund, Margit Tang og Steen Sohn anbefalede denne kommentar

Han er kommet til magt og ære via den gruppe pengemænd, der skabte propagandamaskinen CEPOS.
Bidrag hertil er iøvrigt fradragsberettigede, så vi betaler alle for de liberalistiske løjer og udskejelser, der dagligt publiceres i den samlede danske presse.

Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Anne Eriksen, Karsten Aaen, Curt Sørensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Det må være Phillip Larsen, der mener dette :
" Ågerup synes her at fortrænge, at selv om bureaukratiet sommetider kan være tungt at danse med, sikrer det stabilitet, forudsigelighed og pålidelighed i borgernes omgang med myndighederne. Af den grund er bureaukratiet også en nøgleinstitution i moderne, liberale demokratier. Og lige netop disse størrelser risikerer at forsvinde, hvis man uhæmmet åbner sluserne for markedskræfterne."

Så siger jeg bare - Dansk overbureaukratisering er ikke liberalt - frihedsskabende for alle borgere.
At de få borgere dominerer de mange, er ikke liberalt.
En stadig større offentlig administration er en snylter - ikke liberal.

Og penge, penge , penge : Hvad er alternativet til Hjallerup marked - det frie marked ?

Peter Sterling

LA’s forslag til mindre velfærd bygger på et særdeles grundigt arbejde gennemført for partiet af et hold af ihærdige lobbyfirmaer, med tilknytning af ultraliberale politiske aktivister, og er selvfølgeligt sponsoreret af Dansk Industri samt interesserede virksomheder med penge på kistebunden. Medlemmerne af Dansk Industri stemmer efter antal lønkroner, dvs. de store giganter bestemmer, dette lugter langt væk af særinteresser, bestilt propaganda og politisk spin.

Demolitionchefen hos lobbyfirmaet Cepos er i gang igen og alt skal ødelægges. Han og LA vil smadre mest muligt og peger på at der er masser af måder de kan smadre Danmark på, og de har i hvert fald mere end rigeligt med erfaringer på det område, mindst 25 % er allerede smadret. De rige betaler lobbyfirmaer trecifrede millionbeløb for at føre krig imod velfærdsstaten, og festen fortsætter på 1. klasse.

Succeskriteriet er i sidste ende at jævne det hele med jorden, manglen på omtanke er bemærkelsesværdig og kritisk. Vil Cepos fortsat bidrage til at ødelægge, hvad samfundet gennem generationer har bygget op? Hvordan smadrer man et samfund? Det lyder som et manifest fra en terorgruppe. Hvorfor bruger vi så mange resurser på terrorbekæmpelse når vil har Cepos, Venstre og Vismændene som Cepos nu er en fast del af?

Hvor mange penge er der i lobbyfirmaer herhjemme, hvor aktive højtbetalte spindoktorer placerer artikler i medierne udelukket med det formål at omgå demokratiet. Dem der har masser af penge, bruger i dag flere penge på lobbyisme end på valg, fordi de ved, at den nemmeste måde at få noget igennem folketinget på, er at leje en lobbyvirksomhed. Vi oplever en massiv devaluering af den almindelige vælgers stemme, til fordel til princippet; "en million en stemme" som er blevet normen ved Cepos, Bæredygtig Landbrug og de riges magt forbindelser.

Herhjemme ser vi summen af de neoliberalistiske politikere danne fælles front imod underklassen. Det hedder kannibalisme når man fjerner pengene fra bunden af samfundet og fodrer virksomhederne med dem. Hvis du vil vide hvordan lobbyorganisationer/virksomheder manipulerer, så se dokumentaren "Merchants of Doubt", som er en meget underholdende dokumentar om de korrupte klimabenægtere, der er samtidigt en historisk gennemgang af hvordan The Tobaco Industry betalte lobbyister for at forvrænge den offentlige debat angående om cigaretter medførte cancer, sjovt nok var det ofte de samme personer som var gennemgående benægtere.

Husejerne kan sove trygt - dem som er forsynet med nærmest uendelige fordele og unaturlige lave renter, de har vist aldrig været rigere, de har op imod 1000 milliarder i mursten og 4000 milliarder i pensionsfonde, og selv med den svimlende materiel rigdom til rådighed, taler husejerne velfærden ned og kræver nedskæringer i bunden af samfundet, selvom alle ved, at dette skaber ulighed og yderligere utryghed. Politikere har nu ét greb i værktøjskassen for at rette op på finanserne efter denne gaveregn; nedskæringer af førtidspension, sygedagpenge, fleksjob og kontanthjælp, man skulle tro at de kunne finde på noget andet end gemene og landsskadende nedskæringer. Det handler mere om politisk magt end om hvad der er godt for landet.

Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Anne Eriksen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Karsten Aaen

Naomi Klein har skrevet en ganske god bog, mener jeg, der hedder Chokdoktrinen. Og i den skriver hun lige præcis det samme som Martin Ågerup gør. Inden I alle nu bevæger jeg op i det røde felt, så gengiver hun ret præcist - faktisk - en vis MIlton Friedman's ideer om, hvordan et samfund skal indrettes: så meget konkurrence som muligt i et samfund, også imellem folkeskoler, sygehuse, lægehuse, den offentlige trafik mm. og mv. Kort sagt: Friedman vil have alt udsat for konkurrence i sit ideal-samfund. Dog ikke lige politiet, retsvæsenet og militæret. Kort sagt igen: Friedman får ind for de ultra-liberales natvægterstat - det gør Cepos-manden Martin Ågerup så åbenbart også!

Uden at tænke på, at der hvor man har gennemført hele eller dele af dette friedmanske program, ja der har det medført et mega-udsalg af lufthavne, havne-områder mm. og mv. så udenlandske, ofte amerikanske mm. globale firmaer har opkøbt dem til en billig penge! Og det har så også lige medført det her: de rigeste blev rigere - de fattigste blev endnu mere fattigere. Og i London, og delvist i Tyskland, har liberalisereingen af togdriften betyder, at det er blevet megadyrt at tage toget - samt at de firmaer, der står bag togdriften i London, alt for ofte kører med forsinkede tog - i mange flere tilfælde end DSB, samt at togtiderne mellem de 4-5? (eller flere?) firmaer, der kører tog i London ikke passer sammen så godt - mere!

Eva Schwanenflügel, Flemming Berger og Torben K L Jensen anbefalede denne kommentar