Læsetid: 5 min.

Nyt storværk opruster vores viden om pædagogikkens ideer

’Pædagogikkens idehistorie’ er uomgængelig for studerende, politikere, undervisere, forskere og ikke mindst nysgerrige læsere på jagt efter gedigen viden om de omskiftelige pædagogiske ideers historie fra antikken til nutiden
10. juni 2017

Jeg sidder med et digert, velskrevet og rigt illustreret værk i hånden og lystlæser. Pædagogikkens idehistorie giver et mere end 500 sider langt overblik over næsten 2.500 års historie med fokus på de skiftende ideer om, hvordan mennesket kan, skal og bør opdrages.

Bogen ønsker at give et overblik over pædagogiske og opdragelsesmæssige ideers historie i et dansk perspektiv, »der både har blik for det synkront-epokale og for de lange linjer«.

Projektet lykkes til overmål.

Værkets tre hovedforfattere, Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen og Hans Siggaard Jensen, er forskere ved Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU, Campus Emdrup) ved Aarhus Universitet, og de har arbejdet på dette uomgængelige værk de seneste fem-seks år.

Alle samfund opdrager, og mennesket bliver kun menneske gennem opdragelse. Begge sætninger optræder som anslag i værkets begyndelse. Den første sætning er en antropologisk, historisk og empirisk kendsgerning, og sætningen efter kommaet er et slidstærkt citat af Immanuel Kant.

Værket spænder vidt. Fra antikkens få frie mænd, der dyrkede idræt, musik, logik, filosofi og retorik etc. til tilblivelsen af de første universiteter langt fra Danmark i 1200-tallet. Fra middelalderens kristne klosterskoler og alfabetiseringen og læsekunstens udbredelse samt opfindelsen af bogtrykkerkunsten til almueskolen, undervisningspligten og det moderne gennembrud. Fra folkeskolen og uddannelseseksplosionen i slutningen af det 20. århundrede til livslang læring og anmassende kompetenceudvikling i begyndelsen af det 21. århundrede.

Bogens opbygning

Bogen er inddelt i ti kapitler. Kapitel et dækker hele tre store epoker: antikken, middelalderen og renæssancen. I kapitel ni, »Pædagogik og politik«, og kapitel ti, »Viden og dyd«, præsenteres nogle tematiske og lange historiske linjer på tværs af kapitlerne.

De to sidstnævnte kapitler kan med fordel anvendes som pensum på de uddannelsessteder i landet, hvor der arbejdes med aktuelle uddannelsesvidenskabelige problemstillinger, og hvor gør der ikke det.

Kapitel to til otte omhandler de seneste ca. 500 års historie – fra reformationen til globaliseringen. De syv delvist overlappende kapitler bærer overskrifterne:

  • »Reformation og kristen oplæring, 1536-1750«
  • »Oplysning og nyttige kundskaber, 1750-1820«
  • »Nyhumanisme og dannelse, 1776-1850«
  • »Folket og national dannelse, 1830-1940«
  • »Naturalisme og reformpædagogik, 1870-1945«
  • »Progressivisme og demokratisk dannelse, 1940-1989« og
  • »Globalisering og livslang læring, 1989-«

De syv centrale kapitler kaldes for epoker, og kapitlerne er komponeret efter samme læst: Først tegnes den epokale ramme og dens menneskesyn, så ses der nærmere på epokens pædagogiske filosofi og væsentligste didaktiske grundsynspunkter. Så blændes der op for epokens institutioner og professioner. Endelig følger forsøg på at tegne epokens virkningshistorie.

Forfatternes idehistoriske tilgang og metode får disse ord med på vejen: »Den pædagogiske idehistorie fortæller, hvilke ideer, idealer, begreber og opfattelser der i de enkelte epoker fik betydning og knyttede sig til det skete som motiverende eller begrundende. Den spørger ikke til, hvilke pædagogiske ideer der var rigtige eller gyldige, men til hvilke ideer, begreber, teorier og motiver, der formåede at gøre sig gældende, hvilke ideer og begreber der blev accepteret og gentaget som selvfølgelige og sat i omløb som handlingsforeskrivende.«

Som læser fornemmer man tydeligt, at forfatterne ikke ønsker at se begreber som ’opdragelse’, ’dannelse’, ’undervisning’ og sågar ’pædagogik’ forsvinde til fordel for ’uddannelse(svidenskab)’, ’læring(smål)’ og ’kompetence(udvikling)’ uden sværdslag og historiske anfægtelser. Ikke bare pågår der altid en diskursiv kamp om ordenes betydning; det er faktisk således, at selve sprogbrugen er samfundsforandrende. Den skolepolitiske verden ændrer således karakter ved at blive beskrevet, talt frem og holdt ved lige som læringsmålstyret. Studiefremdriftsreformen gør noget radikalt og ikke just lærdomsbefordrende eller frihedsmuliggørende ved universitetsspecialet.

Triumviratets ord falder således: »Begrebshistorie bygger på den ide, at der er en sammenhæng mellem samfundets strukturforandringer og semantiske skrift. Der er med andre ord en intim forbindelse mellem samfundsændringer og sproglige ændringer. Men der er ikke kun tale om, at man kan registrere samfundsforandringer ved at analysere sprogbrugen. Nej, sprogbrugen udgør i sig selv en afgørende drivkraft i den samfundsmæssige forandringsproces.«

En tænkende uddannelsespolitik

Pædagogik er at ville noget med nogen og dermed ikke kun noget, der udøves i et klasseværelse. Klartskuende Georg Brandes bestræbte sig på at opdrage på både bønder og arbejdere, Venstre og Socialdemokratiet, da han i Studentersamfundet i 1882 proklamerede: »Vort hverv er at bringe oplysning til dem begge, videnskabelig kultur til dem begge.«

I 2017 bør dette oplysningsarbejde fortsættes og intensiveres ved hjælp af Pædagogikkens idehistorie. For man kan da altid håbe på, at der findes tænkende, læsende og opdragelseslystne medlemmer i de to partiers ukendte gemmer.

I dag er det ikke længere således, at uddannelse er et privilegium for de få; men snarere at uddannelse er blevet en borgerpligt for alle, skriver forfatterne. Og hvis dannelsen ikke skal risikere at forsvinde ud af uddannelserne, men fastholdes som individets frie og livlige »selvvirksomhed« i den sociale interaktion med andre mennesker – som filosoffen, politikeren og universitetsgrundlæggeren Wilhelm von Humboldt skrev for mere end 200 år siden – så kræver det, at de pædagogisk professionelle aktører opruster deres viden om både pædagogikkens ideer og vidt forgrenede historie.

Der kan med fordel skelnes mellem de pædagogiske begrebers herkomst og begrundelser, mellem deres storhedstid og forfald og mellem deres legitimitet og deres legitimitetskrise. Og har man som pædagogisk aktør ikke modet til – eller er man ikke i stand til at begrunde, hvad man gør i kraft af et eget værdigt sprog – så bliver man helt sikkert beskrevet af andre(s).

Godsejer Friedrich Eberhart von Rochows utroligt populære læsebog Der Kinderfreund fra 1776 inddelte skolens læreplan i fire områder: Forstandsøvelser, sproglig træning, sagkundskab og moralsk dannelse. Og umiddelbart kan jeg ikke komme på noget fag eller gøremål i skolen, i ungdomsuddannelsen eller på universitetet, hvor disse fire områder ikke med fordel ville kunne revitaliseres og praktiseres.

Kritiske bemærkninger

Nogle få kritiske bemærkninger på falderebet. Det bliver aldrig helt klart, hvorfor nogle ideer sætter sig igennem, og hvorfor andre sendes på pension eller aldrig vækker genklang. Ej heller hvorfor bogen hedder Pædagogikkens idehistorie i bestemt form ental. Ideer er ikke selvstændige og selvbevægende aktører endsige altforklarende førsteårsager, og pædagogik er langt fra et éntydigt fænomen.

Desværre er der også er tendens til, at aktørerne forsvinder. Hvad blev der af børnene, lærerne, pædagogerne og forældrene? Der er så at sige forbløffende få fænomenologiske indersider og erfaringsmættede udsagn fra praksis med i værket.

Ganske tankevækkende er det også, som flere talere var inde på, da bogen blev præsenteret på DPU den 30.maj, at de tre forfattere ikke har turdet eller villet indskrive navne på danske fyrtårne i den sidste epoke, »Globalisering og livslang læring. 1989-« i deres to sider store figuropstilling. Den er helt og aldeles gabende tom.

Niels Egelund og Bertel Haarder er nok blevet vejet og fundet for lette, hvad de jo ret beset også er i sig selv målt på en alen for selvstændig pædagogisk og iderig tænkning – og ikke mindst set i forhold til P. Palladius, J.L. Reventlow, J.N. Madvig, N.F.S. Grundtvig og Hal Koch.

Ove Korsgaard, Jens Erik Kristensen, Hans Siggaard Jensen: 'Pædagogikkens idehistorie'. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag. 524 sider. 400 kr. Hardback.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu