Læsetid: 7 min.

To cykelryttere, der viser hver sin side af Italiens ansigt

Gino Bartali og Fausto Coppi har for længst indskrevet sig i cykelhistorien. I sit klassiske essay fra 1947, der nu kommer på dansk, løfter Curzio Malaparte rivalernes historie til fortællingen om et land i forandring
Cykelrytteren Gino Bartalis (på billedet) største rival var Fausto Coppi. De to cykelryttere kæmpede ikke kun om at komme først over målstregen, men stridedes også i deres syn på Italien.

Cykelrytteren Gino Bartalis (på billedet) største rival var Fausto Coppi. De to cykelryttere kæmpede ikke kun om at komme først over målstregen, men stridedes også i deres syn på Italien.

Jana Lapikova

1. juli 2017

I juli 1952 er verdens to mest berømte cykelryttere på vej op ad Galibier. Fausto Coppi fører an med Gino Bartali liggende lige bagved. Begge med et sammenbidt udtryk i ansigtet og en ekstra slange viklet om nakken. De deler en flaske vand.

Øjeblikket er fanget i et perfekt billede, der blandt mange har samme ikoniske status som Robert Capas fotografi af en døende soldat i Spanien. To rivaler forenet og isoleret i smerte.

Lidt efter rykker Coppi fra Bartali og vinder etapen og senere også Tour de France. Den sejr kan der ikke sættes spørgsmålstegn ved, men det kan der ved billedet. Da det blev publiceret første gang den 10. juli 1952 i Lo Sport Illustrato fortalte teksten, at det er Bartali, der rækker flasken til Coppi. Men er det sandt?

Billedet leverer ikke selv svaret. Det kan lige så vel være Coppi, der rækker flasken bagud til Bartali. De to kørte trods alt på samme italienske landshold under Touren.

I dag næres diskussionen, om hvem der rækker flasken til hvem, i høj grad af nostalgi. Tiden står stille på motivet, der, som forfatteren William Fotheringham skriver i sin biografi om Coppi, Fallen Angel (2009), viser »et forenet Italien, der kan samarbejde på trods af markante forskelle«.

Anderledes alvorligt forholdt det sig tilbage i efterkrigstiden, da cykelsporten oplevede en veritabel guldalder domineret af netop de to landsmænd og rivaler.

Dengang var Italien groft sagt splittet mellem Coppiani og Bartalini, to fangrupperinger adskilt af sociale, kulturelle og politiske skel. Det var umuligt at være neutral, og spørgsmålet om, hvad rytterne hver især symboliserede, fik hurtigt greb i landets journalister og forfattere. I stribevis forsøgte de at analysere og mytologisere fænomenet CoppieBartali.

En af de første var Curzio Malaparte, der i Coppi og Bartali så »to forskellige forestillinger om verden, to forskellige måder at forstå universet på«, som han skriver i Coppi og Bartali, der nu endelig foreligger på dansk.

Curzio Malaparte (1898-1957)

Journalist, forfatter og dramatiker, der som ung gjorde tjeneste som kaptajn i Første Verdenskrig og siden blev medlem af det italienske fascistparti. Hans senere kritik af Mussolini og Hitler sendte ham dog både i eksil og fængsel, inden han blev benådet af Mussolinis svigersøn.

I 1941 rejste han til Østfronten som korrespondent for avisen Corriere della Sera. Erfaringerne herfra gav stof til hans mest berømte bog, ’Kaput’ (1944), der i 2011 kom i dansk ny-oversættelse.

Malaparte bosatte sig efter krigen i Paris, hvor han blev kommunist.

Første mand i paradis

Det lille essay blev første gang publiceret på fransk i 1947 i avisen Sport Digest som optakt til det års Tour de France. Titlen var Le deux visages de L’Italie: Coppi et Bartali, altså Italiens to ansigter.

Gino Bartali var blot fem år ældre end Coppi, men ikke desto mindre er han »mesteren af verden, der allerede er forsvundet«, som det siges af Malaparte, i hvis optik rivaliseringen afspejler de forandringer, Italien gennemlevede i perioden lige efter krigen.

Forfatteren hæfter sig ved, at Bartali kommer fra det landlige Toscana, mens Coppi kommer fra Piemonte, centrum for landets tekniske og industrielle udvikling. For så vidt symboliserer Coppi Italiens genopbygning og økonomiske mirakel, moderniteten om man vil. Eller: »Mester af den nye verden, født af krigen og befrielsen«.

Modsætningerne kommer stærkest til udtryk i deres indstilling til religionen. Begge er de troende, men hvor »Bartali beder, mens han cykler« er Fausti Coppi »en mekaniker. Han tror kun på den motor, der er betroet ham, nemlig hans krop«, som Malaparte udtrykker det i en passage, der rundes af med essayets i mine øjne smukkeste formulering:

»Coppi frygter ikke helvede: Han frygter andenpladsen. Han ved, at måske vil Bartali komme først i paradis. Men hvorfor bekymre sig om det? Fausto Coppi ønsker at komme først på jorden«.

Også den professionelle tilværelse som cykelrytter greb de forskelligt an. I et interview jokede Coppi engang med, at Gud havde »vigtigere ting at tage sig til end at spekulere over vores cykler«. Af samme grund gjorde rytteren det selv. Intet blev overladt til tilfældighederne. Coppi udvalgte nøje sine hjælperyttere, testede konstant nyt cykelmateriale og havde såmænd også en diætist ansat til at varetage madlavningen.

Ifølge Fotheringhams Fallen Angel benyttede Bartali sig omvendt af, hvad han havde lært hjemmefra: salt og olivenolie i karbadet, tobaksblade på smertende sår, grapefrugt til ømme muskler og en likør til aftenkaffen.

Desuden forsøgte Bartali at undgå magnetfelter. Karrieren igennem medbragte rytteren derfor et kompas på sine rejser, og hver aften på hotelværelset flyttede han rundt på møblerne, så sengen stod med gærdet mod nord.

Gino Bartali (1914-2000)

Vandt Giro d’Italia i 1936 og 1937 og Tour de France i 1938, inden krigen satte en midlertidig stopper for karrieren.

Under krigen arbejdede han for den italienske modstandsbevægelse, hvor han under dække af at cykeltræne fragtede falske identitetspapirer til flygtende jøder, der skjulte sig i en kirke. Papirerne gemte han i styret.

Efter krigen vandt Bartali blandt andet Giro d’Italia i 1946 og Tour de France i 1948.

Bartali reddede Italien

Curzio Malapartes essay om de to cykellegender har siden udgivelsen været betragtet som en klassiker inden for genren, og det giver god mening endelig at lade det danske cykelpublikum læse med. Bastian Emil Goldschmidt har oversat og skrevet efterord, og det har han gjort godt.

Dog bliver jeg nødt til at knytte enkelte kommentarer til Malapartes tekst. Eller rettere, supplere med et par historier på foranledning af forfatterens påstand om, at der intet had var i deres rivalisering.

»Det er det rene nonsens. Gino og Fausto er to gode unge mænd, fulde af loyalitet og sund fornuft. Hvorfor skulle de hade hinanden? Sport er ikke politik«, skriver Malaparte, hvilket et par hændelser i 1948, altså året efter Coppi og Bartali blev skrevet, rokker ved.

Til daglig kørte de to ryttere for hver deres hold, Bianchi og Legnano, men ved Verdensmesterskabet og Tour de France arbejdede italienerne sammen på landsholdet. Her gik det helt galt ved VM i Holland. Særligt Coppi var så optaget af, at Bartali ikke vandt, at de endte med at køre mod hinanden i stedet for at hjælpes ad. Som resultat heraf udgik de begge og fik derefter to måneders karantæne for den usportslige opførsel.

Inden da havde Gino Bartali vundet årets Tour de France og derved reddet Italien fra revolution og borgerkrig. Det fortæller myten i hvert fald.

Den 14. juli 1948 blev lederen af landets kommunistparti, Palmiro Togliatti, skudt af en højreorienteret student i Rom. Nyheden spredte sig hurtigt til resten af landet, hvor voldsomme strejker og demonstrationer brød ud.

I Torino blev Fiat-direktøren taget som gidsel af arbejderne, i Rom forsøgte demonstranter at besætte premierministerens palæ, og overalt i landet blev skjulte og gamle stridigheder mellem politiske modstandere gravet frem.

Samme aften ringede premierminister De Gasperi til Bartali, der på det tidspunkt lå enogtyve minutter efter Louison Bobet i Tourens samlede klassement. Et håbløst tidstab.

»Det står meget skidt til, Gino,« sagde De Gasperi. »Kan du vinde Tour de France?«

»Det ved jeg virkelig ikke. Jeg kan ikke trylle, og der er en uge tilbage.«

»Det er vigtigt, Gino. Det er uhyre vigtigt for Italien og for os alle sammen,« insisterede De Gasperi.

Fausto Coppi (1919-1960)

Coppis karriere blev sat på hold, da han som ung soldat blev indkaldt til tjeneste i Anden Verdenskrig, hvor han blev taget til fange af briterne i Nordafrika. Ved krigens afslutning i 1945 blev han løsladt og var kort efter tilbage på landevejen.

Coppi vandt Tour de France to gange og Giro d’Italia fem gange. Desuden sejrede han i en klassiker ni gange og blev verdensmester i 1953.

Mod slutningen af karrieren rystede Coppi flere af sine italienske fans, da han trodsede den katolske kirke og blev skilt efter at have indledt en affære med en anden kvinde.

Sport og politik

Dagen efter bad Bartali sin faste morgenbøn, inden han indhentede det meste af tidstabet og kom først i mål på en udmarvende alpeetape. I alt sejrede Gino Bartali på syv etaper i det års Tour de France, som han altså vandt sammenlagt.

»Aviser og radioreportager oversvømmede Italien med hyldest til Bartali og hans fantastiske ridt. Samtidig fik de italienske fagforeninger skabt orden i geledderne, og næste dag afblæste de generalstrejken,« som Joakim Jakobsen skriver i Le Tour (2004), hvorfra jeg også har telefonsamtalen.

Malaparte må have vidst, hvordan sport og politik netop i Italien hænger sammen, at hævde andet er, ja, nonsens. Allerede i 1938 havde det fascistiske regime eksempelvis beordret Bartali til ikke at stille op i Giro d’Italia, så rytteren bedre kunne forberede sig til Tour de France – som han da også vandt til Mussolinis store glæde.

Men hændelserne i 1948 havde Malaparte naturligvis ikke kendskab til, da han skrev Coppi og Bartali.

Og heller ikke det berømte fotografi, der blev taget på Galibier i 1952. Først flere år senere røbede fotografen, Carlo Martini, over for en kollega, at jo, den er god nok: Det er Bartali, der rækker Coppi flasken med vand. Eller hvad? Den anerkendte italienske cykeljournalist Pier Bergonzi var ikke overbevist, selv om det var ham, der i 2010 interviewede kollegaen til den afdøde fotograf.

»Er det ikke bedre, hvis vi hver især fortolker fotografiet, som vi har lyst til?« lød hans konklusion.

Curzio Malaparte: ’Coppi og Bartali’. Oversat af Bastian Emil Goldschmidt. Atlas, 120 kroner, 46 sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Mikael Velschow-Rasmussen
Mikael Velschow-Rasmussen anbefalede denne artikel

Kommentarer