30 år med Trump

Det bliver taget for givet, at Trump er en gave til satirikerne. At han serverer deres levebrød på et sølvfad. Jeg er ikke så sikker.

Ja, særligt de amerikanske aftenshowværter har kronede dage – med Stephen Colbert og Trevor Noah i spidsen – men de koncentrerer sig i højere grad om den politiske og mediemæssige kontekst, der muliggør galskaben, end om manden selv.

De, der gør, har det svært: At Alec Baldwin er blevet lagt for had af præsidenten, kalder nok på kollegernes misundelse, men hans Saturday Night Live-portræt af præsidenten er hverken særligt præcist eller særligt sjovt. Han udkonkurreres i dén grad af den ægte vare.

Hvilket bringer os til Garry Trudeau, der siden 1968 i sin Pulitzer-vindende avisstribe Doonesbury dag for dag har opbygget et af de bedste bud på den store amerikanske samtidsroman. Dens syntese af varm persontegning og skarp politisk satire er velkendt for Informations læsere, al den stund at den har været trykt her dagligt siden 1973. 

Danmark er endvidere det eneste land uden for USA, hvor Doonesbury loyalt, komplet og løbende er blevet opsamlet i bogform. Nu får danske læsere tilmed en lidt opportunistisk lille opsamling af Trudeaus Doonesbury-striber om Trump. I hjemlandet udkom den – og landede på bestsellerlisterne – inden præsidentvalget fik dens klovneportræt til at smage af hybris. Her smager den lidt af too little, too late.

Stærkt satirisk instinkt

Som newyorker havde Trudeau det allestedsnærværende hentehår inde på lystavlen tidligt. Det ligner en tanke – og forlæggeren har ikke været sen til at tænke den – at hans første striber med Trump netop kom i kølvandet på den profetiske avisannonce i 1987, hvor den 41-årige spraytan-matador (næsten) annoncerede, at han ville stille op til det kommende præsidentvalg, fordi han mente at landet var på katastrofekurs og – værre! – genstand for hånlatter verden over.

Der skulle gå 30 år før vi alle skulle blive gidsler i dén vrangverden, men det siger unægtelig noget om Trudeaus satiriske instinkt. Tegneren foregreb endvidere Donald Trumps karriere i reality-tv i 1989, 15 før The Apprentice, og han lod sin evige stener Zonker Harris indrullere på fup-universitetet Trump U allerede i 2005.

Sjovest er en sekvens fra 1989, hvor kunstneren J.J. Caucus hyres som freskomaler på Trumps lystyacht. Han vil have nymfer over lokummet. 

G.B Trudeau: Enorm! 30 års Doonesbury om Trump.

»Her i forværelset vil jeg have en freske af Herkules’ prøvelser i Michelangelos eller Picassos eller sådan en berømt malers stil, og her på væggen skal du male en masse bøger. Jeg respekterer bøger …« bedyrer han, men han vil naturligvis kun have bestsellere.

Hun ender med at male ham som Michelangelos sixtinske Adam, givet liv af sin farmand, Fred Trump. Godt set.

Effektiv er også tegningerne af den verdensberømte toupet fra de nyere årgange. Syntetiske hår-extensions fæstnes via indtegnede diagrammer til den pyntesyge milliardærs hovedbund og omslynger kaotisk hans halvskaldet snakkende ansigt.

Det er længe siden, Trudeau selv tegnede sin stribe, og hans assistentstab er kun blevet ringere med tiden, men Doonesbury er stadig grafisk effektiv, når man således fornemmer den gamle satiretegners touch.

En pæn og bedaget oversættelse

Præsident nr. 45 er i øvrigt en levendegørelse af Trudeaus nok mest effektive mediestunt: hans opportunistfigur Onkel Dukes opstilling til præsidentvalget i 2000, komplet med 3d-avatar til tv-debatterne og et løfte om at »shake things up in Washington« – mon ikke det var 1987 der rumsterede?

Den afgørende forskel var selvsagt, at Duke ikke blev valgt. Han er, med andre ord, Trudeaus helt naturlige Trump-surrogat og optræder løbende, alene og i selskab med sin ligeså amoralske søn Earl, som Trumps problemknuser.

I de striber, Trudeau for tiden producerer (i reduceret, ugentligt tempo), har Duke endda overtalt præsidenten til at hyre den Saddam-afledte eksdiktator Trff Bmzklfrpz som specialrådgiver – en lidt håndfast parallel til Ruslandsaffæren.

I nærværende bog svækkes selv de bedste sekvenser imidlertid af at være taget ud af Doonesburys større kontekst, noget, der uundgåeligt vil forvirre den uindviede læser. Mere grundlæggende er der imidlertid tale om en parallel til Baldwins problem. Trudeaus Trump er genkendelig, men sjældent i nærheden af virkelighedens absurditet. Han siger de samme ting, som vi nu dagligt er tvangsindlagt til at tage stilling til – det er jo ikke i sig selv morsomt.

Og på dansk siger han det tilmed i den ellers rutinerede Ole Steen Hansens pæne og bedagede oversættelse: ord og vendinger som »dummernik« og »han er en vits!« smager mere af Erhard Jakobsen end Donald J. Trump.

Trumps sprog er så repetitivt, vulgært og overstyret, at det vanskeligt lader sig forvrænge satirisk – og vi får det i dag tilmed serveret dugfrisk via sociale medier. Så var det var nemmere med George W. Bush.

Dengang kunne Trudeau lave sjov med præsidentens kronisk utilstrækkelige forsøg på at lyde præsidentiel, og han kunne lade sine figurer Mark Slackmeyer og Mike Doonesbury præsentere Ws mest gådefulde citater i uredigerede talebobler til almen moro. Med Trump ville en sådan strategi – f.eks. med hans tweets – virke både ensformig og redundant.

Den sørgelige sandhed er nok, at det ganske enkelt er vanskeligt at lave effektiv sjov med den måske mest latterlige politiske figur i nyere tid. Det er bekymrende, for satiren har en helt central rolle at spille over for denne præsident, som virker ude af stand til personligt at le, og som forekommer patologisk angst netop for latter – og jeg kan ikke lade være med at tænke, at vores fælles fremtid kan afhænge af det.

G.B Trudeau: Enorm! 30 års Doonesbury om Trump. Oversat af Ole Steen Hansen. Cobolt. 112 s., farve, vejl. pris 268 kr.