Arcade Fire i krig med skærmnarko og kapitalisme

Everything Now Corp har tilsyneladende overtaget Arcade Fires Facebook-side. Den canadiske supergruppe har i følge Everything Now Corp ikke opfyldt deres kontraktlige forpligtelser, så nu tager de sagen i egen hånd og har overtaget bandets officielle profil. Nu skal den guldkalv eddersprøjteme malkes.

Til formålet har de blandt andet lavet en video til »Creature Comfort«, en video, der hele tiden forstyrres af blurbs såsom: »Before every concert, the members of Arcade Fire stand in a circle and each say one thing they like about capitalism.«

På Everything Now Corps egen hjemmeside reklameres der for kondomer påtrykt teksten »Love is hard. Sex is easy« og cigaretter kaldet »First Kiss«.

Det er selvfølgelig et slet skjult stunt, som udmærket demonstrerer Arcade Fires forhold til de herskende økonomiske strukturer. Lad os diplomatisk kalde det anstrengt.

Deres femte studiealbum hedder Everything Now, og udover at mobbe kapitalisme fortsætter de med deres undersøgelser af vores onlineliv. Om forgængeren Reflektor skrev jeg: »Teksterne formulerer klart kampen for at få folk til at mærke efter uden brug af touch screen – et forsøg på at lade ord og lyd, ikke døde og levende billeder, være rum for vores begær og søgen.«

Arcade Fire tager den et skridt videre på Everything Now og adresserer vores informationsoverload, vores mæthed, måske endda kedsomhed i klare vendinger, helt ud i titlen og titelsangen.

»Every inch of space in your head/Is filled up with the things that you read/I guess that you’ve got everything now.«

Revolution med ABBA

Så langt så godt. Arcade Fire vil os noget med deres tekster og deres markedsføringskampagne.

Men hvad er de så brolagt med alle disse gode intentioner? En til tider berusende sødme, en kollektiv ekstase.

Revolutionen skal jo være præfigurativ, folkens. Sangene om, at vi skal være revolutionære, skal lyde som dén revolution, vi drømmer om at gennemføre. Utopien realiseret i musik. Som så i Arcade Fires tilfælde åbenbart lyder som ABBA.

Titelnummeret er en jublende konstatering af, at vi drukner i adgang, at alt er kortlagt, og indledes med et klavertema, der lyder som en ombygning af tangentmagien i ABBA's »Dancing Queen«.

Og så begynder bandbullen: »Every song that I've ever heard/Is playing at the same time it's absurd.« Kom så alle sammen »Everything now!« – bjæffet i kor, mens frontfigur Win Butler synger kulturkritisk et sted i mixet. Snart overtaget af et lystigt trallende kor. »Til every room in my house/Is filled with shit I couldn’t live without.« Hurra!

Sangen er en fortryllende blanding af et intimt rum, hvor der pustes i flasker, og så ABBA-symfoniske klaverakkorder. Og et smældende Talking Heads-bjæffet omkvæd.

Et andet nummer »Signs of Life« er en muskuløs soulfunk-sag, mens den godt bulede »Peter Pan« er en lystig legestue af beats og asiatiske mønstre. Den forheksende »Put Your Money On Me« med 80'er-kubistisk synth er til gengæld en helt ren kærlighedserklæring eller måske snarere et kærlighedskrav. Og i sine supersødmefulde korharmonier ligeledes voldsomt ABBA-influeret.

Everything Now forløses i en 70'er-ånd, en kannibaliserende new wave, måske tættest på Talking Heads, men også Blondie. Samt ABBA. Ja, i sin åbne tilgang også hiphoppens altkonsumerende legesyge.

Og det giver mig i sine bedste øjeblikke fornemmelsen af ekstatisk lykke i erotisk overophedede sommernætter, hvor egoerne glider af os.

Guy Aroch

Kristendom og kapitalisme

Men der er da også den fjollede teen-rock-sang »Chemistry«, der vist kan beskrives som brass glam. Ikke en genre, jeg vil ønske et langt og lykkeligt liv, baseret på forhåndenværende skabning.

Trods den anselige skepsis på vegne af kultur og økonomi ser Arcade Fire vistnok en form for håb i, at menneskets urinstinkter nok skal redde os. Hvem ved, måske selv efter en atomkrig? Eller dommedag?

»When Silicon Valley’s melted/Back into silicon/We’ll find a way to survive.«

Der er værelser fulde af cigaretaske. De er knoglerne under vores fødder, synger frontfigur Win Butler, om »the white lie of American prosperity«.

Og i et selvmordsbadekar – som figurerer i to sange, »Creature Comfort« og »Good God Damn« – er der en pige, der skærer i sig selv og nu er klar til at skære afgørende dybt.

Bibelske motiver driver gennem sangene. Der er Jesu genopstandelse. Dommedagsscenarier. Basunengle. En, der opfordres til at kravle ned fra sit kors. Og noget, der hele tiden skifter ham.

Hvilket vel er ondskaben selv? I canadiernes optik måske også kapitalismen, som har gjort os til konsumkvæg.

Arcade Fire forsøger at hele. Det sker i en musik, der skiftevis er triumferende og tvivlende. »Maybe there’s a good God, damn.« Og det sker ved at granske splittelserne, sågar modsætningerne i vores liv. Sex og kærlighed. Oplysning og overload. Konsumerisme og spiritualitet.

Og de slår bolden ud af parken med linjerne »Infinite content/We’re infinitely content«. Hvor de spiller på, at »content« både betyder indhold og tilfreds på engelsk. Der er uendeligt indhold. Vi er uendeligt tilfredse. Her i vort fremmedangste og asociale sammenhold, som C.V. Jørgensen måske ville formulere det i dag.

Konfuse karnevaller

Heldigvis er der også en fornemmelse af, at Arcade Fire tager part i overflodskulturen – at de synger inde fra forvirringen. Ja, nogle af albummets bedste sange kan beskrives som konfuse karnevaller. Fest på kanten af det rene ingenting.

Men der kan også være noget umodent over deres teksters til tider ret så banale observationer: »Spend your life/Waiting in line/You find it hard to define/But you do it every time/Then you do it again.« Det er en simpel modernitetskritik, som kan minde om Radioheads på OK Computer fra 1997, men den formuleres meget klarere og direkte her. En-til-en. En svaghed, men også en styrke.

Hertil kommer, at melodierne – i modsætning til Radiohead – kan synes bevidst banale, ikke fjernt fra Coldplay. Og det giver mening, fordi Arcade Fires projekt også er et kommunikationsprojekt. De taler til deres egen og måske også en yngre generation. De dyrker en løsagtig kollektivisme i deres til tider ret så stort opsatte sange forløst af et band, der aldrig er mindre end seks m/k højt. Det er en lyd, som signalerer rummelighed og pluralisme.

Det bedste, jeg kan sige om Arcade Fire, er, at deres musik kan føles, som om vi træder ind i et fællesskab. Man kan føle sig set og omfavnet. Er det en løgn? Nej, det er en fiktion. Lige som så meget andet i livet. Og hvis man begynder at tro på fiktionen, så kan den blive til virkelighed. Så bare hold fast. Eller stå af. Det er dit valg.

Arcade Fire: Everything Now (Columbia/Sony). Udkommer 28.7.2017