Læsetid: 6 min.

Forbrydelse og skam i voldtægtens ABC

Voldtægt er noget, fremmede mænd gør mod promiskuøse kvinder. Mithu M. Sanyal undersøger i kulturhistorisk værk de forestillinger om magt, skam og kønsroller, der knytter sig til det komplekse fænomen
Voldtægt er noget, fremmede mænd gør mod promiskuøse kvinder. Mithu M. Sanyal undersøger i kulturhistorisk værk de forestillinger om magt, skam og kønsroller, der knytter sig til det komplekse fænomen

Mads Nissen/Ritzau Scanpix

29. juli 2017

1970’ernes feministiske protester mod voldtægt lykkedes med at slå fast, at voldtægt ikke er sex, men vold, og at det er et politisk anliggende, også selvom det som oftest foregår i privaten.

Vi er mange, der i forlængelse heraf vil have en tendens til at opfatte seksualiseret vold som den naturlige udløber af en gennemført patriarkalsk kultur – som politik fortsat med andre midler, for nu at fejlcitere general von Clausewitz.

Men ifølge den tyske kulturhistoriker og journalist Mithu M. Sanyal er denne trevne tankegang med til at tvinge bestemte standardiserede og kønnede forestillinger ned over enhver tale om voldtægt med uheldige følger for de direkte indblandede parter, såvel som for vores kulturelle selvudvikling.

Det ganske sympatiske projekt i hendes nye bog, Voldtægt – aspekter af en forbrydelse, er netop at løsne op i de fortærskede forståelsesskabeloner, der byder sig til, når vi skal forstå seksualiseret vold.

I løbet af 16 letlæste kapitlers mere eller mindre anekdotiske kildemateriale fra især medieomtalte overgrebssager, fragmenterede teoretiske overvejelser og et par eksempler fra populærkulturen, gennemgår Sanyal den nyere vestlige kulturhistories skiftende og konfliktende syn på voldtægt. Slutproduktet er lige så rodet, som sagen er kompleks.

Det er særligt arbejdet for at skabe en bredere vifte af fælles narrativer om voldtægt, der optager kulturhistoriker Mithu M. Sanyal. Hun mener nemlig, at det er nødvendigt at gøre op med de kulturelle forventninger, vi har til en kvinde, der har været udsat for seksuel vold.
Læs også

Ganske vist havde det været katastrofalt hovmodigt (og dog lettende) simpelthen at præsentere en ny programmatisk drejebog for det besynderlige fænomen. Og der er ingen tvivl om, at det behandlede emne – i sin miskmask af magt, køn og seksualitet – er besværligt og modsætningsfuldt som bare fanden. Men at konflikten skyldes sagen selv, kalder så meget desto mere på konsekvent og systematisk tænkning, hvad bogen ikke formår.

Hvad man til gengæld kan få ud af at læse med, er en række informative nedslag i den offentlige (især engelsksprogede) voldtægtsdebat fra særligt de seneste halvtreds år, skandalehistorier såsom Polanski-affæren og kidnapningen af Natascha Kampusch, samt nedslående ejendommeligheder i tysk retspraksis – det hele holdt i en stadig munter tone.

Gerningsmanden er en mand

Det er en udbredt indbildning at tro, at voldtægtsforbryderen altid er en mand, og offeret altid en kvinde. Det er, som om vores kulturelle kompas bare ikke kan tillade et setup, hvor eksempelvis en kvinde tiltvinger sig samleje med en mand, selvom vi kan konstatere, at det sker.

Manden har jo ikke nogen indre perle af elfenben, der kan blive taget fra ham, og kvinden i øvrigt næppe den fornødne utæmmelige lyst – medmindre hun er pervers, dvs. grim og gammel, selvfølgelig.

At kønne de retlige roller er bare ét eksempel på blinde vinkler som følger af en indøvet Mars/Venus-idioti, der fortsat opfostrer mennesker til kejthåndede kønskarikaturer, som vi alle havde været bedre foruden.

»Voldtægtsdiskursen er en af de sidste bastioner og rugepladser for kønsfordomme, som vi ellers knap nok vover at tænke, endsige udtale,« skriver Sanyal. »Så snart vi udtaler v-ordet, løber urene baglæns, og vi er stadigvæk og for evigt og altid i 1955.«

Den bedagede forestilling om mandens libido som en ustyrlig naturkraft – hvad Sanyal refererer til som ’dampkedelmodellen’ – udmunder i kombination med fantasien om den tillokkende (snarere end seksuelt vakte) kvinde i utallige arter af victim blaming, som når unge kvinder bliver advaret mod at drikke sig fulde, eller den krænkede part bliver spurgt til sin påklædning.

Læs også

Oplevelsen af at få besudlet sin (i øvrigt rene) krop udspringer af den essentielt kønnede voldtægtsmytologi. »Interessant nok,« bemærker Sanyal, »er symptomerne på voldtægtstraumasyndromet næsten de samme som ‘symptomerne’ på overhovedet at være kvinde«.

Sanyal når i forbifarten at nævne Michel Foucaults bemærkning om, at det i princippet ikke gør nogen forskel, om »man jager en knytnæve i munden på en person eller en penis i vedkommendes kønsdele«.

Sanyal forfølger desværre ikke tanken. Det kunne ellers være her, i en (fremtidig) ophævelse af den særligt betydningsladede aura, vi tillægger det seksuelle (læs: penetration med penis), at også voldtægten kunne befries for sit tyngende skær af skæbnesvangerhed.

Rom blev bygget på en voldtægt

I både det latinske rapio og det tyske ’Notzucht’ indgår betydningen af ’rov’ eller ’fratagelse’. Hvad er det, der bliver ’taget’ fra én med vold? Ifølge et yndet urbillede på voldtægt, nemlig historikeren Livius’ beretning om tyransønnen Sextus Tarquinius’ overfald på den dydige Lucretia et halvt årtusinde f.v.t, er det intet mindre end dit værd som menneske, der frarøves.

Jævnfør den romerske republiks grundlæggelsesmyte var Lucretia så kløgtig udi social symbolik, at hun tog sit eget liv for dermed at bibeholde sin ære. Den kvindelige af slagsen, forstås, nemlig dén, der i modsætning til mandens er »lokaliseret i kroppen, i hendes jomfruelighed eller i hendes status som ærbar ægtehustru eller enke«.

I dag er ærestab erstattet med skam. En af bogens stærkeste pointer er at pege på, at formodningen om, at en voldtægt nødvendigvis må udgøre et traumatiserende vendepunkt med afgørende betydning for ‘overleverens’ videre liv, i farlig grad indskrænker det rum vedkommende får til selv at fortolke hændelsen.

Det er når voldtægt ses »som diagnose snarere end som forbrydelse«, at den sociale skampåførelse begynder at sætte ind. Ikke bare i den konkrete mistænkeliggørelse hos politiet og i retten, men også i omverdenens forventning om, at det gode offer er et, der »bryder tabuet« og »generobrer sin krop«.

På opfordring fra nogle tilhørere til et oplæsningsarrangement begyndte Sanyal at bruge betegnelsen ’oplevere’ i stedet for ’ofre’ eller ’overlevere’. Det førte til en bølge af hademails og offentlig kritik, hvilket i sig selv eksemplificerer den udfordring, det er at udvide voldtægtens diskursive drejebog uden at blive skudt i skoene, at man bagatelliserer volden.

’De, som tager vores kvinder’

Ovenpå den berygtede nytårsnat i Köln er en tredje tematik atter ubehageligt aktuel: den racistiske brug og politiske manipulation af truslen om voldtægt. Sanyal trækker en hurtig parallel til amerikansk historie:

Da kvindebevægelsens første bølge begyndte at se ligheder mellem ægteskabelig undertrykkelse og slaveri, udløstes på samme tid »lynchgruppernes tortur af og mord på sorte mænd en sådan forfærdelse, at der kun var én mulighed for at gøre dem samfundsmæssigt acceptable« – nemlig at fremmane en arketype om den sorte voldtægtsmand.

En lignende kultursammenstødslogik gjorde sig gældende i offentlighedens omtale af det store antal tilfælde af overgreb eller ’gramseri’, der blev indberettet i Köln nytårsnat 2015/2016. Her kom billedet »den fremmede i busken« tilbage, skriver Sanyal, »men nu var det bare den arabisk udseende fremmede på domkirkepladsen.«

Hun peger på, hvordan en fordom om, »at arabisk og afrikansk udseende mennesker skulle være mere sexistiske end ’os’« reproduceres, så længe »vi vurderer vestlig seksuel vold som enkeltpersonernes handlinger med det, alle de andre begår, som kulturelt betinget«.

Så længe man belejligt placerer ‘den værst tænkelige forbrydelse’ i skødet på de fremmede, de andre, slipper man for at indse dens kulturelle vækstbetingelser i sin egen side af sengen. Voldtægt betragtes, som Sanyal er inde på, som »det samfundsmæssige Andet« – den radikale ondskab. Den fremstilles som det ubekendte og outrerede, som en undtagelse, men finder på tragisk vis sted i egne sovegemakker.

Volden må ud af sit mytiske ondskabsskjul og ind i en nøgtern politisk virkelighed, hvis den skal overmandes. Derfor er det et – desværre ikke enestående – tilfælde af inkonsekvens, når Sanyal slutter bogen med den krampeoptimistiske proklamation, at »ikke alle mænd er potentielle voldtægtsforbrydere, og ikke alle kvinder er potentielle ofre«.

Mithu Melanie Sanyal: ’Voldtægt – aspekter af en forbrydelse’. Tiderne Skifter, 7. juni 2017. 232 sider, 299,95 kr. Oversættelse fra tysk af Birgitte Grundtvig Huber

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu