Læsetid: 5 min.

Ingen festtale for magtens tredeling

Demokratispecialist dr.phil. Mogens Herman Hansen plæderer for, at demokrati må forstås som en blandet forfatning, der indeholder både monarkiske, aristokratiske og demokratiske elementer. En demokratisk beslutning er nemlig ikke nødvendigvis en god eller retfærdig beslutning, og populister, der får magten via frie og demokratiske valg, er ikke af den grund garanter for en demokratisk politisk kultur
En demokratisk forfatningstype er ikke udelukkende godt. Domstolene og embedsværkets ’elitære’ og aristokratiske tiltag skal fx bidrage til at forsvare ytrings- og pressefriheden, der også må sikres for regeringskritiske stemmer, selvom folkeflertallet måtte sympatisere med stærke, politiske ledere som den tyrkiske præsident Erdoğan og den ungarske premierminister Viktor Orban.

En demokratisk forfatningstype er ikke udelukkende godt. Domstolene og embedsværkets ’elitære’ og aristokratiske tiltag skal fx bidrage til at forsvare ytrings- og pressefriheden, der også må sikres for regeringskritiske stemmer, selvom folkeflertallet måtte sympatisere med stærke, politiske ledere som den tyrkiske præsident Erdoğan og den ungarske premierminister Viktor Orban.

Kayhan Ozer

29. juli 2017

I paragraf 3 i Grundloven i den gældende version af 5. juni 1953 står der: »Den lovgivende magt er hos kongen og Folketinget i forening. Den udøvende magt er hos kongen. Den dømmende magt er hos domstolene.«

Men i den kommenterede udgave af Grundloven, der blev udgivet i 1999 i anledning af dens 150-års jubilæum, kan man erfare, at ’kongen’ ikke længere som i 1849 betyder kongen, men derimod regeringen. Således er magten delt mellem tre magter, der forvaltes af tre forskellige institutioner: den lovgivende magt (Folketinget), den udøvende magt (regeringen) og den dømmende magt (domstolene).

Med afsæt i en nærlæsning af disse to dokumenter indleder den internationalt anerkendte demokratiteoretiker og –historiker Mogens Herman Hansen bogen: En gentænkning af demokratiet.'

I sidste uge demonstrerede folk foran jobcenteret på Lærkevej i København. Anledningen var, at bogeren Vladimira Kristensen, der ikke kan få førtidspension, måtte deltage i et møde på jobcentret liggende på åen briks.
Læs også

Danmark er et demokrati. Det ved vi til selvjublende hudløshed; men hvor ved vi det fra, og hvad betyder det i praksis? Det er dobbeltspørgsmålet i den lille, vellykkede debatbog.

Teorien og idealet om magtens tredeling går tilbage til den franske tænker Montesquieu, der i 1748, på et tidspunkt hvor der ikke fandtes én eneste demokratisk stat i verden, skrev værket Om lovenes ånd. Men som Herman Hansen påpeger, er det bemærkelsesværdigt, at ’folket’ ikke nævnes i paragraf 3, og at hverken ’folkestyre’ eller ’demokrati’ finder mæle andre steder i grundloven, da det i et demokrati må være folket, der har magten, jf. begrebet ’folkesuverænitet’.

Skal ’folket’ mon forstås som en fjerde og ’glemt’ magt? Og hvordan begribes den demokratiske styreform, når Montesquieus tredeling af magten ofte er »blevet gennemhullet af undtagelser og modifikationer«?

Noget farligt rod

Når en væsentlig del af lovgivningsmagten flyttes fra parlamentet til regeringen, bliver resultatet, at den udøvende og lovgivende magt sammenblandes. Regeringen og dens embedsmænd udfærdiger lovene, og den lovgivende forsamling reduceres til et godkendelsesorgan.

Men samtidig er der ingen tvivl om, som den engelske publicist Walter Bagehot skrev i 1867, at det er hypereffektivt, når den lovgivende og udøvende magt fusioneres; men at noget er effektivt, er ikke nødvendigvis identisk med, at det er demokratisk.

Der er også modsætninger mellem at forstå demokrati som en statsform (dvs. som et folkestyre), hvor det er folket, der har direkte eller indirekte indflydelse på, hvordan staten styres, og at forstå statsformen som en retsstat, der styres af love og ikke af mennesker. Som Herman Hansen skarpsindigt pointerer: »Domstolene påberåber sig retsstaten, parlament og regering derimod demokratiet.«

En række paradokser skitseres: »Demokratiet foregiver at være en stat styret af folket; men er i virkeligheden en stat styret af politikere, retsstaten foregiver at være en stat, der styres af love, men er i virkeligheden en stat styret af jurister.« Og når der indføres særlige forvaltningsdomstole, begynder den dømmende magt at kontrollere den lovgivende og udøvende magt; men samtidig med at det må sikres, at domstolene er uafhængige, bliver resultatet, at de kommer til at fungere uden for demokratisk kontrol.

Dertil kommer, at autoritære regimers indgreb mod forfatningsdomstolene (i bl.a. Ungarn og Polen) ikke bare må opfattes som en krænkelse af de nationale demokratiske spilleregler for behørig magtdeling, men også som en alvorlig trussel mod EU’s demokratiske grundtanker. Og hvis et nationalt parlament, der hævder at agere som ’folkets’ sande repræsentation og at være dets inkarnerede udtryk, i majoritetsdemokratisk forstand belaver sig på at krænke de overnationale menneskerettigheder for migrerende mennesker, er det, som Herman Hansen fremhæver, paradoksalt nok forfatningsdomstolens ophøjede og på sin vis aristokratiske kritik af magthaveres nationalkonservative tiltag, der er mere demokratiske end de forhåndenværende demokratiske aktører og institutioner.

Så summa summarum lyder bogens tese: »Tiden er løbet fra magtfordelingslæren« og de af Montesquieu serverede tre idealtyper, der ellers genfindes i mange nationalstaters forfatninger.

Et forsvar for den blandede forfatning

Helt tilbage i oldtiden for 2.300-2.400 år siden skelnede Platon og Aristoteles mellem enevælde (kongedømme/tyranni), fåmandsvælde (aristokrati/oligarki) og folkevælde (borgerforfatning/demokrati). Hver af de tre forfatnings- og styreformer er her angivet i henholdsvis deres positive og negative samtidige varianter i de tre parenteser. Historikeren Polybios (ca. 200-118 f.v.t.), der skrev et værk om romernes vej til verdensherredømmet, kaldte demokrati for pøbelvælde (ochlokratia). Siden er der løbet en del vand i havet, og demokratiet er blevet talt frem af en række politiske tænkere de seneste 2-3-400 år.

Herman Hansen er af den opfattelse, at der er aktuel slidstyrke i den gamle tredeling, og at magtdelingen i det politiske system i 2017 med fordel kan tænkes som en blandet forfatning med monarkiske, aristokratiske og demokratiske træk. De tre forfatningstyper sikrer ikke bare, at alle interesser tilgodeses; de bidrager også til, at magten deles, og at magtmisbrug besværliggøres.

I bogens epilog og i det afsluttende appendiks om populisme endevendes det problem, at en demokratisk beslutning ikke nødvendigvis er en god eller retfærdig beslutning. Dertil kommer, at populister, der via almindelige, frie og lige valg får magten i demokratisk styrede lande, ikke af den grund er garanter for en demokratisk politisk kultur.

Her er det nødvendigt, at domstolenes og embedsværkets aristokratiske og ’elitære’ tiltag gør deres bedste for at stække den monarkiske populistiske leders almagt. Hertil kommer forsvaret af ytrings- og pressefriheden, der også må sikres for regeringskritiske stemmer, selvom folkeflertallet måtte sympatisere med stærke, politiske ledere som Putin, Erdoğan, Orban, Kaczynski, Chávez og … Trump.

Noget uudfoldet forekommer Herman Hansens idéer til, hvordan demokratiets kvalitet kunne højnes ved at anvende et lodtrækningsprincip for politisk repræsentation og beslutningstagen, der kan sikre, at det ikke som nu primært er levebrødspolitikere, der træffer de afgørende politiske valg.

Han forestiller sig også, at der kunne nedsættes nogle paneler, hvori velinformerede og velforberedte borgere kunne drøfte væsentlige anliggender og give deres standpunkter til kende forud for demokratiske beslutningsprocesser. Herman Hansen formulerer forsigtige og fromme håb om, at disse tiltag kunne udfordre, måske ligefrem udmanøvrere de private – og dermed kommercielle – opinionsmålingers betydning for den førte politik.

Demokratiet stopper ved fabriksporten

Herman Hansen er en klassisk politisk og institutionelt orienteret statstænker. Således udfolder han ikke demokratibegrebet i den mest omfattende, samfundsmæssige sammenhæng. For ham er demokrati alene et repræsentativt anliggende og må forstås som en styreform, der tager form inden for de mure, der huser Folketinget, regeringen og domstolene.

Spoles der en stund tilbage til en slagkraftig 1970’er-formulering, kan man sige, at demokratiet stopper ved fabriksporten. Kapitalismens økonomiske logik og den private ejendomsret til produktionsmidlerne bliver således ikke gjort til genstand for et samfundskritisk og radikalt demokratisk projekt.

Det ville nu også have undret mig, om det havde været tilfældet; thi den klart tænkende og velskrivende demokratiekspert synes som de fleste andre politologer og demokratihistorikere ikke at have en faible for fundamentale forandringer af de dominerende nationalt og transnationalt organiserede politisk-økonomiske styringsformer, som det politiske system næsten ingen indflydelse har på.

Men måske er der alligevel ved at komme lidt bevægelse i tingene, for Herman Hansen kalder den voksende økonomiske ulighed for »det liberale demokratis blindhed«.

Mogens Herman Hansen: ’En gentænkning af demokratiet’. Gyldendal. Til tiden. Ny serie om de nære og store forskydninger i samtiden. 176 sider. 99,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Stig Bøg
  • Eva Schwanenflügel
Stig Bøg og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Et stort emne, derfor kun en lille bemærkning.
Vi tilbeder en høj stemmeprocent, jo højere jo bedre.
Så må spørges - er det måske bedre med en lavere procent - give de uinteresserede og uvidende "lov" til at blive væk fra stemmeurnerne istedet for at idealisere borgerpligten.
Det nuværende folketing varetager jo alligevel ikke denne befolkningsdels ve og vel - min påstand.

Michael Kongstad Nielsen

Nej, nej, nej, ikke fifle med demokratiopfattelsen a lá Platon.
Så var det måske også bedre, at kvinderne ikke havde stemmeret de første 65 år af Danmarks demokrati, eller tyende og fattige?
Nej, der er kun én vej, fuldt demokrati efter Montesquieu og Hal Koch.

Michael Kongstad Nielsen

Leo Nygaard
Min respekt for Mogens Herman, som ellers er høj, daler lidt her, hvor en bog skal promoveres og er skrevet i lyset af demokratiets nyopfundne problemer. Når jeg nævner Hal Koch, er det pga. hans "samtale" som kriterium for demokrati, og netop den gode samtale bringer folk på højde med en kvalificeret stemmeafgivning.
Om der er 100% eller ej, er ikke afgørende, bare folk ved, hvad der stemmes om

jan henrik wegener

I en dansk sammenhæng kan bogen måske stille nogle spørgsmål til en for harmonisk opfattelse af demokrati. Nok kan samtale ses som vigtigt, men der må da også være noget andet. Handling, afgørelse. Om den side af demokratiet nogen sinde har været noget alle kunne være tilfredse med er et stort spørgsmål. Disharmoni og konflikt og modsigelse ( er det samtale) hører med.