Læsetid: 2 min.

Kunsten at fare vild og genopfinde sig selv

’Nataljas Fortællinger’ var Inger Christensens bidrag til fortællekredsen ’Septemberfortællinger’. Nu er de syv små historier om en migrantskæbne udgivet for sig selv. Resultatet er på én gang letlæst og irriterende drilagtigt
22. juli 2017

Nataljas Fortællinger er som forvandlingsbolsjer. Man tror, man står med en kompliceret skæbnefortælling om en kvindelig migrant, der mister alt og søger en rød tråd hjem til sit jeg og sin historie.

Og så er Nataljas Fortællinger reelt beretningen om en kvinde, der flyder gennem begærets labyrinter og benytter skiftende omgivelser til bestandig at genopfinde sig selv. Blandt andet overtager hun på et tidspunkt en afdøds identitet: »og således begyndte min tilværelse som Natalja Valadon.«

Forvirret? Det gælder i hvert fald denne læser.

Sådan her begynder bogen: »Der var engang en kvinde, der rejste den lange vej fra Krim til Danmark for at få sin mor begravet.«

Hvad der siden skete, bliver Natalja dog aldrig helt enig med sig selv om.

Uvisheden låner en humoristisk tone til et ellers gravalvorligt fortælleprojekt. Nataljas fortællinger udgjorde Inger Christensens bidrag til fortællekredsen Septemberfortællinger (1988). En fiktiv katastrofe på atomkraftværket Barsebäck fungerede som dogme eller benspænd, der skulle gøre fortællingerne til en moderne version af Boccaccios Dekameron (1349-52).

Sprog og begær

Bogen udkom på Brøndums forlag i 1988 på initiativ af forfatterne Vagn Lundbye og Erik A. Nielsen. Blandt de syv medvirkende forfattere var Lundbye selv, Maria Giacobbe og Svend Åge Madsen.

Inger Christensen udfyldte dog formen på sin egen måde. Snarere end en beretning om flugt fra katastrofen handler Nataljas fortællinger om sprog og begær som tilværelsens holdepunkter. Stederne kan det være mere ligemeget med!

Derfor griber både Natalja (og hendes mor og bedstemor) chancen for konstant at lege med skæbnen, genopfinde sig selv og endda bekvemt ommøblere deres erindringer.

Hver fortælling fører på labyrintisk vis Natalja tilbage til udgangspunktet, skibet fra Krim til Danmark, hvor hun ikke helt ved, hvordan hun er havnet, som ihændehaver af en kinesisk krukke, der måske, måske ikke, indeholder moderens aske. Som dragen på krukken, der »snoede sig som et rodløst træ hen over dens ene side«, snor hun sig gennem begæret og tilværelsen med stadig nye versioner af sin historie.

De syv små tekster er med andre ord selv en labyrint, som også læseren farer vild i og irriteres over. Den midterste af de syv tekster hedder netop Nataljas fortælling om at fare vild.

Natalja selv fremstår som i chok eller med hukommelsestab, men hun nyder også sin flydende identitet, der kulminerer i hede erotiske møder med den lige så omskiftelige Victor. I stedet for erindringen bliver skriften det faste holdepunkt, selv når der ingen er til at læse og forstå: »sådan er der så meget, der kun bliver læst den ene gang, hvor det bliver skrevet,« som hun reflekterer.

Guirlander

Gyldendal har netop genudgivet Nataljas Fortællinger som selvstændig bog på sønnen Peter Borums og forfatteren Hans Otto Jørgensens initiativ. Man har måske tænkt, at de syv små historier har fornyet aktualitet, fordi de tilsammen danner beretningen om en flygtningeskæbne.

I stedet for en konventionel lidelseshistorie om tab og katastrofe fremtræder bogen dog som en drilagtig beretning om at gribe tilfældet, lægge fortiden bag sig og blive en anden – reelt en dekonstruktion af det sædvanlige take på migrantskæbnen som tragisk narrativ.

Nataljas Fortællinger er en stor digters små forvandlingsbolsjer, som kan nydes for sine guirlander af sproglig skønhed og erotiske møder.

Inger Christensen: Nataljas fortællinger. 101 sider, 150 kr. Gyldendal.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu