Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Med løgn bagefter

Morten Ramsland er godt gammeldags, og Andreas Nederland er oppe på beatet. Begge lægger de sig i selen for at fabulere og fortælle direkte til børn og børnene i os
Moderne Tider
22. juli 2017
’Da Leif invaderede jorden’ fandtes først som podcast på dr.dk med forfatter Andreas Nederland som totalt engageret fortæller. Men det passer faktisk godt til mundtligheden at blive illustreret af Mikkel Straarup Møller, hvis ekstremt levende tegninger ligner en tegnefilm, der skal til at gå i gang.

 

’Da Leif invaderede jorden’ fandtes først som podcast på dr.dk med forfatter Andreas Nederland som totalt engageret fortæller. Men det passer faktisk godt til mundtligheden at blive illustreret af Mikkel Straarup Møller, hvis ekstremt levende tegninger ligner en tegnefilm, der skal til at gå i gang.

 

Mikkel Straarup Møller

Der findes flere slags børnelitteraturer, og de to bøger her med titlerne Da Leif invaderede jorden og Uhyrlige historier hører til den slags, der henvender sig direkte til målgruppen ligesom et Anders And-blad.

Begge bøger har en ambition om at underholde, gudskelov. Det begynder naturligvis allerede på forsiden: På Leif-bogen med to rumvæsener og en font, der signalerer gys og ramasjang, og på de Uhyrlige historier med stribevis af hugtandssmilende uhyrer. Titlen står i rød lak, der ligner blod.

Mundtligheden har de to også til fælles. Da Leif invaderede jorden fandtes først som podcast på dr.dk med forfatter Andreas Nederland som totalt engageret fortæller. Han dramatiserer fortællingen med forskellige stemmer og fede lydeffekter. Hans mundtligt prægede sprog passer godt til den version.

Men det passer faktisk også godt til mundtligheden at blive illustreret af Mikkel Straarup Møller, hvis ekstremt levende tegninger ligner en tegnefilm, der skal til at gå i gang.

Bogversionen er noget nærig med illustrationer, men den tegnende jordbo får alligevel sat sit præg på rumhistorien – f.eks. er det ret sjovt, at han har udstyret Leifs ufo med bakspejle, og at Leif går rundt med numsen bar iført ternede morfarsutsko.

Frimærker gør det ikke

Antihelten og tøffelhelten Leif er buschauffør og filatelist, hans frygteligt undertrykkende hustru hedder Latoya the Destroya.

Hun beskrives sådan her på første side: »Latoya var fire gange så høj som Leif. Hun var dækket af skæl og havde svuppende sugekopper på sine lange blækspruttearme. Under hendes tre øjne sad munden, der stank som en kloak, og hun efterlod sig et tykt lag grønt slim, hvor end hun gik.«

Og hvordan laver man payoff på den detaljerigdom? Naturligvis med et: »Alt i alt havde Leif scoret noget over niveau – det vidste han godt.«

I det hele taget er Andreas Nederland eminent til at vende den velkendte verden på hovedet. I stedet for at betegne rumvæsenerne som kvinder og mænd, kalder han dem »splirber« og »splorber«. På den måde reproducerer Da Leif invaderede jorden ikke kønsstereotype forestillinger om mænd og deres koner, men leger underspillet og raffineret med dem.

Frimærker gør det ikke. Leif må invadere en planet for at holde på Latoya. Et firma kan hjælpe ham med at finde den rigtige. Deres tv-reklame siger: »Send en sms med teksten ’HÆRGDETLORT’ til 1212.«

Morfar giver det videre

Helt så frisk bestræber Morten Ramsland sig ikke på at være. Hans fem historier foregår i den der lidt ubestemmelige børnebogsfortid, som sindssygt mange historier for børn foregår i. Den, hvor børn leger selv, og man venter på far.

De uhyrlige har tidligere været udgivet som individuelle billedbøger. En af dem er Pedes uhyrer, som også findes indlejret i Ramslands løgnhalsroman fra 2005, Hundehoved. Og ligesom i den og hans aktuelle Æg er hans fortællinger samtidig en hyldest til fortællekunsten.

Den mundtlige fortælling har hos Ramsland en særlig kraft, den er bundet til folketroen og lever, fordi morfædrene fortæller historierne videre til deres børnebørn.

Ellers opfører Ramslands voksne sig ikke videre eksemplarisk. Pedes mor og far skændes, Børge B’s forældre ser ham slet ikke, og Sunes far er der bare ikke. Men en dag finder Sune et sammenkrøllet foto af en mand bag kommoden. Hans mor lyver ikke direkte, hun foreslår bare, at manden på billedet er Sunes onkel Pedro.

Komik er nænsomhed

Og så forsvinder Sunes talefejl, og det vælter ud af ham med fantastiske historier om onklen. De andre børn er godt underholdt: »Øj, må vi høre mere om onkel Pedro?«

Hvis man kan finde på at bruge Kim Fupz Aakeson som målestok i forhold til at kunne fortælle for børn – og det kan jeg – så rammer Ramslands talte sprog faktisk samme plet lige der mellem det stramme og det skødesløse: »Børge B hed Børge ligesom sin farfar og B, fordi han hed noget med B til efternavn.

Han hed også en fire-fem forskellige ting til mellemnavn, men det var ikke så vigtigt. Det vigtigste var nemlig, at Børge B ikke var bange for NOGET SOM HELST. Hverken for gyserfilm eller for store drenge, der kørte op og ned ad gaden på deres knallerter. Heller ikke for edderkopper eller dit eller dat, eller jeg skal komme efter dig.«

Løgnehistorier er ikke nogen dårlig ting hos hverken Ramsland eller Nederland. Man bliver modig af at fortælle dem. Leif får jo heller aldrig rigtigt invaderet jorden, som han påstår. Men som fortælleren siger: »Han forsøgte i hvert fald, og mere kan man jo ikke forlange af folk.«

Charlotte Pardi tegner alt det, man kan være bange for – uhyrer, en havmand, en isbjørn – virkeligt uhyggeligt, men samtidig også komisk. Der er en fin nænsomhed i det.

Og når Ramsland går mere psykologisk til værks med voldsom vrede og frustration, tegner hun også det, så man mærker de følelser. Hun er generøs med detaljerne, så den, der får læst højt, har noget at glo på, inden der bliver bladret videre.

Og løgne ved man jo først er løgne bagefter. Mens de bare er gode historier, kan de stive enhver antihelt i bar røv af.

Da Leif invaderede jorden. Tekst: Andreas Nederland. Illustration: Mikkel Straarup Møller. Carlsen. 60 sider. 200 kroner. Som podcast på http://www.dr.dk/radio/special-radio/da-leif-invaderede-jorden-series

Uhyrlige historier. Tekst: Morten Ramsland. Illustration: Charlotte Pardi. Høst & Søn. 96 sider. 200 kroner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her