Louisiana Literature-aktuelle ’Voldens historie’ er en historie om racisme

Franske Édouard Louis blev en kendt forfatter, da han som kun 21-årig forkastede sit fødenavn og debuterede med den selvbiografiske Færdig med Eddy Bellegueule (2014). Romanen er et opgør med den sociale klasse, han er vokset op i: et landsbymiljø i det nordlige Frankrig præget af fattigdom, arbejdsløshed, forældede kønsrollemønstre, racisme og homofobi.

I romanen fortæller han om at være ung bøsse i et samfund med barske maskulinitetsidealer, indtil han ved bogens slutning slipper væk, når han bliver optaget på et gymnasium i en større by.

Senere flytter Louis til Paris for at studere sociologi, og det er her, den voldsomme hændelse finder sted, som er omdrejningspunktet for hans nye, ligeledes selvbiografiske roman: Da han julenat 2012 blev voldtaget og forsøgt kvalt i sin lejlighed.

Voldens historie er insisterende, elegant fortalt. Édouard er rejst nordpå for at besøge sin søster, som aldrig har forladt de »stinkende sukkerroer […], de endeløse rækker af murstenshuse, Front Nationals afskyelige plakater, de triste, små kirker, de nedlagte tankstationer, de rustne, vakkelvorne supermarkeder plantet midt på engene« – kort sagt: hele det deprimerende nordfranske landskab.

Han står uden for hendes køkkendør og smuglytter, mens søsteren taler til sin mand, og det er hendes monolog, hørt gennem døren, som skaber romanens rammefortælling, afbrudt undervejs af Édouards kommentarer og korrektioner.

Hun fortæller den historie, som han selv i en slags manisk »talevanvid« har fortalt igen og igen til politi, læger og venner: Hvordan han på vej hjem fra en julemiddag blev passet op af en mand på gaden, og hvordan et one night stand og tyveri af en mobiltelefon eskalerede til et ekstremt voldeligt overfald.

Systemets racisme

Louis’ prosa afspejler det brud med social arv, som fandt sted i forrige roman, og ligesom den, består teksten af flere sproglige registre. Han skriver formfuldendt, i et lidt højstemt sprog, og citerer William Faulkner, Imre Kertész og Hannah Arendt.

Når han omtaler sig selv i skrivende stund, skriver han »jeg«, men når han beskriver de fremmedgørende hændelser julenat, står der »du« – til sidst ligefrem »han«, når han betragter sig selv sengeliggende og medicineret efter overfaldet. 

Édouard Louis: Voldens historie.

Édouards stemme står i kontrast til søsterens næsten karikeret udannede talesprog og de lange passager med landsbysladder og lokal picardinsk dialekt.

Sidst men ikke mindst er romanen gennemløbet af det nøgterne sprog fra politirapporten efter hans modvillige anmeldelse; det cementerer hele systemets racisme og fravrister Édouard hans egen fortælling med sit insisterende fokus på, at gerningsmanden, Reda, var »af nordafrikansk udseende«.

Det er netop denne racisme, som er emnet for Voldens historie. Romanen er ikke en fortælling om offer og overgrebsmand; derimod reflekterer Louis over de mekanismer i samfundet, som drev Reda til sine handlinger.

Hele tiden dukker traumet op i teksten, og Louis væver forskellige fortællinger sammen, heriblandt den om Redas far, som kom til Paris fra Algeriet i 1960’erne. I gerningssituationen beskriver han Reda selv som »fortabt«; han føler en identifikation med denne mand, der nærmest er født ind i kriminalitet, som han selv.

Det er ikke kun det brutale, enkeltstående overgreb, som fremstilles, men den racisme, som gennemsyrer hele samfundet: kabyleren Redas racisme over for arabere; politiets »tvangsprægede racisme« (foruden deres mistro til den, som anmelder en voldtægt, det har man hørt før); ikke mindst Édouards skam over at genkende racismen hos sig selv, når han føler angst efter overfaldet.

Det er denne strukturelle racisme, som fastholder folk i fattigdom, der er den egentlige historie om vold, og det er smerteligt og stærkt fortalt.

Édouard Louis: Voldens historie. Oversat af François-Eric Grodin. Forlaget Etcetera. 224 sider, 249,95 kr.