Jeg har, sikkert som så mange andre, ofte forestillet mig, hvordan det ville være at indtage en anden persons liv, levet mig helt ind i rollen som eventyrlig opdagelsesrejsende eller historisk romanfigur – og dermed forsøgt at iagttage verden med et slags dobbeltsyn, hvor man både er sig selv og en anden.
For kunstneren Pia Rönicke er denne indlevelse blevet en tilbagevendende kunstnerisk strategi, der åbner for en genforhandling af historisk og politisk materiale. Kunstneren har eksempelvis tidligere lavet værker over historiske figurer som Rosa Luxembourg eller Bauhaus-designeren Marianne Brandt, hvor hun placerer sig selv i disse kvinders fysiske rammer og efterladte arkiver for at afsøge nye fortællinger og perspektiver i stoffet.
Indlevelsen bliver en metode, hvor politiske og historiske realiteter kan filtreres gennem et personligt eller subjektivt blik.
Således også med Pia Rönickes aktuelle udstilling The Cloud Document, der har historisk afsæt i den danske botaniker Frederik Liebmanns forskningsrejse til Mexico i 1841-43, hvor han indsamlede over 50.000 planteeksemplarer med en særlig forkærlighed for bregnen. Man kan næsten tale om en slags ’genopdagelsesrejse’, hvor Rönicke følger i fodsporene på Liebmann til Mexico.
I samarbejde med to mexicanske botanikere har hun hen over sommeren 2016 foretaget en indsamling af nogle af de plantearter, som Liebmann navngav. Men mens Liebmanns rejseærinde var at bringe viden hjem om nye, ukendte plantearter til Danmark, synes Rönicke at have det stik modsatte formål for øje: Hun vil placere planterne tilbage i deres oprindelige omgivelser, performe arkivet på egen krop for at se det på nye måder.
Arkivets etiske og politiske implikationer
I en elegant og enkel arkivæstetik bearbejder udstillingen det botaniske arkiv, så Liebmanns døde, pressede planter og historiske optegnelser får nyt liv og aktuel relevans. Gennem film, udstillingsmontre, objekter og tekstuddrag undersøger kunstneren herbariet som et organisk dokument, der både peger tilbage til fortiden og ind i fremtiden. Centralt i udstillingen står otte montrer med Liebmanns indsamlede planter, der suppleres med uddrag fra Rönickes egen rejsedagbog i Mexico.
Hendes personlige notater fungerer som et destabiliserende element i herbariets systematiske, statiske orden, der gør opmærksom på indsamlingens etiske, politiske og praktiske dimensioner. Et sted skriver hun: »Hvad er det, jeg forestiller mig? Tanken var at finde tilbage til planternes ophav og frigøre dem af systemet. Men er jeg bare ved at gentage tidligere tiders indsamling?«
Rönickes personlige tvivl stiller grundlæggende spørgsmål til arkivets vidensproduktion og de valg, der ligger til grund for dem, og inviterer på den måde beskueren til at stille lignende spørgsmål.
I denne strategi ligger der samtidig et korrektiv til den imperialisme og herredømme-mentalitet, der løber som en understrøm hos Liebmann og andre vestlige opdagelsesrejsende fra det 18. og 19. århundrede: dels idéen om at kunne ’samle på’ andre mennesker, dyr og planter for at underordne dem sin egen kultur og dels positivismens ideer om objektiv, almengyldig erkendelse gennem systematisk indsamling og registrering.
Rönicke placerer sig selv tydeligt i arkivet, og det er netop en befriende kontrast til den positivistiske videnskabs stålsatte tro på objektivitet og universalisme.
Udstillingen vender sig dog ikke kun mod det historiske, men henviser samtidig til højaktuelle temaer, såsom digitalisering og klimaforandringer. En skærm visualiserer fremtidens dna-registreringer af planter, der ikke arkiveres i et herbarium, men i den digitale cloud.
Den tre kvarter lange dobbeltprojektion The Cloud Document beskriver Liebmanns plantesamling som en slags agent fra fortiden, der viser os den naturrigdom, vi er i fuld færd med at destruere. Som en tekstbid tørt konstaterer: »Paradokset er, at det, vi beskriver, forsvinder«.
Når udsagnet i filmen sammenstilles med Rönickes bjergtagende dokumentationer af frodige bregner og disede, bjergrige skovlandskaber fra Mexico, træder det klimapolitiske perspektiv tydeligt frem. Der er i denne film som på resten af udstillingen i det hele taget en sikker evne til at sammenstille elementer, så det nostalgiske balanceres med det samtidspolitiske, det fabulerende med det konkrete.
Udstillingens mest fortryllende værk, en grynet 16 mm-film fra Botanisk Have, demonstrerer dette særlige rönickske blik på arkivet, der altid både peger udad og indad: I filmen spejler og forskyder et lille håndholdt spejl nogle af de palmearter, som Liebmann bragte hjem fra Mexico. Spejlet gengiver planterne, men forskyder og tilføjer også nye synsvinkler på dem.
Arkivet sat i bevægelse
Udstillingen dyrker en stilsikker, nostalgisk æstetik, der måske risikerer at romantisere fordums tiders videnskabsproduktion og længslen efter opdagelsesrejser til fjerne, eksotiske egne. Men Rönickes poetiske nænsomhed og kritiske eftertænksomhed styrer os heldigvis uden om klichéerne ved at insistere på plads til tvivl og hele tiden holde det samtidspolitiske perspektiv for øje.
De mange film- og animationsværker på udstillingen viser samtidig en grundlæggende trang til at vise arkivet i bevægelige billeder, så de gamle naturhistoriske dokumenter ikke stivner i museumsmontrerne.
I værket Silva Depressa sker dette helt konkret ved, at en række af Liebmanns botaniske, litografiske optegnelser er blevet animeret, så billedmotivernes frodige vegetation pludselig vajer let i vinden, mens trillende fuglefløjt på lydsiden blot gør plantelitografierne endnu mere dynamiske. Værk for værk sættes det naturhistoriske arkiv i bevægelse, så det pludselig lever og ånder.
Som helhed gør The Cloud Document umiddelbart ikke noget stort væsen af sig, men tildeler man værkerne den langsomhed og fordybelse, de faktisk kræver, bliver man belønnet med et righoldigt og generøst kunstnerisk værk.
Udstillingens unikke dobbeltperspektiv, hvor det personlige bliver en katalysator for eftertænksomhed, lader hele tiden nye dimensioner og dybder træde frem i arkivet.
Pia Rönicke: ’The Cloud Document’. Overgaden. Overgaden Neden Vandet 17. København. Indtil den 6. august
