Læsetid 4 min.

Prekære liv er også dyrebare

Endelig på dansk. Det er det første at sige til udgivelsen af ’Prekariatet – Den farlige nye klasse’. Med den imperative tilføjelse: læs!
En kvinde arbejder i et kreativt kontorfællesskab på Prags Boulevard i København.

En kvinde arbejder i et kreativt kontorfællesskab på Prags Boulevard i København.

Ditte Valente
15. juli 2017

Det er ikke en musikalsk skrevet bog, men en vigtig bog. Den udgør ikke en profeti, men peger på en foruroligende mulighed, som Standing (en anelse komisk-storladent) skriver i sit forord. En mulighed for en ny emergerende klasse som alle med politisk engagement bør orientere sig om og forholde sig til: prekariatet. Men hvorledes forstår Standing prekariatet som ny og betydende gruppering?

Standing peger på den (globale) tendens, at faste ansættelser bliver færre, mens der bliver flere løse ansættelser. Det skaber større usikkerhed, og en voksende gruppe af mennesker lever uden »den form for arbejdsrelateret sikkerhed, som socialdemokrater, arbejderpartier og fagbevægelsen efter Anden Verdenskrig arbejdede for som en del af deres dagsorden om ’industrielle borgerrettigheder’ til arbejderklassen eller industriproletariatet«.

Prekariatet må tage opgaver, men gives ingen af arbejdslivets gaver i form af sikkerhed. Eksempelvis ansættelses-, arbejds-, indtægts-, kompetenceudviklings- eller repræsentationssikkerhed. For ikke at tale om frynsegoder.

Prekariatsbetegnelsen blev allerede brugt af sociologer i 1980’ernes Frankrig om ’midlertidig eller sæsonbetonet arbejdskraft’, og netop midlertidighed i ansættelsen er fortsat centralt i Standings brug af begrebet.

Forventningerne til prekariatet er, at de udfører arbejde, når og hvor det er påkrævet, og »under forhold, som de stort set er uden indflydelse på«. Deres fritid er ikke hellig. De har ikke den ret. Men må træde til hver gang – og til tider arbejde dobbelt for at skabe økonomisk rum, hvis de kort efter skulle være uden arbejde.

Prekariatet står ikke uden for arbejdslivet, men de hænger på kanten og i med neglene. De er perifære. Og som sådan marginaliseret.

De forventes, ud over arbejdet, også at »arbejde for arbejde«. Hele tiden i gang med både midlertidigt arbejde og at søge samt forberede næste opgave. De er på samme tid ’underbeskæftigede’ og ’overbeskæftigede’. De får ikke mulighed for at bygge noget op over tid. Prekariatets vilkår er kortsigtethed. Igen og igen.

Prekariatet mangler fælles identitet

Bogen er spækket med udfoldelse af en lang række nicheaspekter ved grupperingen. Fra migration over yngre generationer af akademikeres begrænsede adgang til arbejdslivet – krydret med globale eksempler og referencer.

Når prekariatet ikke allerede udgør en decideret ny klasse, argumenterer Standing, skyldes det blandt andet manglen på fælles identitet. Prekariatet er i høj grad negativt bestemt; ved det, det ikke er. Og mange af prekariatets medlemmer har ikke blik for det fælles vilkår på tværs af gængse opdelinger som geografi og uddannelse. De ser ikke, hvad storbyakademikerens freelanceliv har at gøre med livet som manuelt arbejdende på landet.

Guy Standing: Prekariatet – Den farlige nye klasse.

Nogle må i perioder modtage supplerende offentlige ydelser med dertilhørende mere eller mindre absurde dokumentationskrav. Den tid, de skal bruge på symbolsk udfyldelse af formularer, regner ingen med. Og en lavtlønnet løsarbejder ender måske med at se ’bistandsnasseren’ som en, der på uretfærdig vis får mere på hans eller hendes bekostning.

En, der længe har boet i en bys lavindkomstkvarterer, kan nemt bringes til at betragte indvandrere som nogle, der får bedre job og kommer foran i bistandskøen. Spændinger i prekariatet sætter folk op mod hinanden og forhindrer dem i at indse, at det er de sociale og økonomiske strukturer, der skaber deres fælles sårbarhed.

For nogle udtrykker det prekære arbejdsliv et selvvalgt frihedselement, for andre er det en ufrivillig situation – en modsætning, der sætter prekariatets sammensatte karakter på spidsen.

»En af oplysningstidens læresætninger var, at det enkelte menneske skulle kontrollere sin egen skæbne, det skulle hverken Gud eller naturkræfterne. Prekariatet får at vide, at det står til ansvar over for markedskræfterne og bør være evigt omstillingsparat.«

Standings tanker peger ind i fremtiden

Men hvorfor udgør prekariatet en potentielt »farlig« klasse?

Når mennesker ikke føler sig sikre og ikke får det ud af tilværelsen, de drømmer om, så skabes der (for) nemt splid og mistillid, skriver Standing med mange begrundelser og forklaringer. En mistillid, der retter sig mange veje – også mod politikere og institutioner – for hvem varetager ’mine’ interesser, når jeg oplever en så fundamental livsusikkerhed?

Den mistillid giver større spillerum for demagogi, populisme og forsimplede politiske ’det er deres skyld’-forklaringer. Splittelse kan udnyttes til at få magt og bliver det. Standing har selv, efter bogens udgivelse på engelsk, eksemplificeret med Donald Trumps valg til præsident.

Prekariatet – Den farlige klasse udgør Standings populære versionering af mange års forskning. Og i lange afsnit har akademisk sprog forrang for mere æstetisk sprogsans. I andre passager er han overraskende polemisk. Prekariatet er ikke en pageturner. Men er til gengæld fremragende oversat af Lotte Follin. På intet tidspunkt føler man sig i uklare hænder eller forført af usikre ordvalg i det danske.

Ironisk nok gør læsningen det tydeligt, at jeg selv skriver denne anmeldelse på aldeles prekære vilkår. Dagbladet Informations, og øvrige mediers, øgede brug af freelancere er part i sagen. Jeg læser ikke længere kun om andres situation, men også til dels om min egen. Det er i sig selv en pointe for Standing. Prekariatet er snart ikke »dem«, men langt flere af »os«. Og på spørgsmålet om, hvem der kan blive en del af prekariatet, svarer han: »Et svar er ’alle faktisk’.«

De samme vilkår i den samme verden kan udlægges på mange måder. Derfor skal Prekariatet – Den farlige klasse ikke læses som bibel eller svar, men som et kvalificeret og gennemtænkt bud på fremtidige udfordringer. Et bud, der kan inspirere til nye spørgsmål og politiske løsninger.

Hvis udviklingen med flere løsarbejdere fortsætter – føj dertil fyringer pga. teknologisk udvikling – hvordan skaber vi så vilkår, der sikrer alle mennesker værdige og trygge liv? Nogen må og skal repræsentere prekariatets interesser, hvis ikke der skal opstå alvorlige problemer.

Prekariatet – Den farlige klasse er obligatorisk læsning for alle med selv den mindste politiske interesse. Standings tanker peger ind i fremtiden og er som sådan visionære.

Guy Standing: Prekariatet – Den farlige nye klasse. Oversat af Lotte Follin. Informations Forlag. Er udkommet

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Teresia Heiskanen
    Teresia Heiskanen
  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Teresia Heiskanen, Niels Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Poul Simonsen
Poul Simonsen

Det er en skam og en stor mangel, at Informations Forlag ikke har bedt Guy Standing om, at ajourføre han mange gode eksempler. Alle hans tal og eksempler er fra før og 2010, hvor bogen udkom på engelsk. Så de sidste 7 års udvikling er desværre ikke med.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ja, det lykkedes endnu engang liberalisterne at overbevise naive politikere om, at deres dræbende og samfundsundergravende ideologi havde noget at byde på i en moderne verden, hvor varemangel er en længst forladt position, og alene hensigtsmæssig fordeling af samfundets ressourcer står tilbage.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Poul Simonsem

Men burde den slags ikke stå i anmeldelsen? Eller står vi overfor en meget subtil fremstilling af prekariatets konsekvenser, en forældet debatbog, promoveres af et søvnigt forlag og anmeldes på et besynderligt dansk uden kvalitetscheck?

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

Jeg kan ikke se det store problem i at de data og eksempler der er i Guy Standings bog stammer fra 2010, han har vist forsket i det her ganske længe og beskriver en langvarig tendens i den måde ansættelsesforholdene på arbejdsmarkederne har udviklet sig på. Der er selvfølgelig altid den mulighed, at tingene har ændret sig radikalt siden 2010 selvom, det er der vist ikke meget, der tyder på. Men hvis nogen har nogle data, der peger på en anden udvikling, så kan de jo lægge dem frem.

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

Hele udgangspunktet for og holdingen i bogen er forkert!

Ja, hvis det store lysende ideal er, at vi alle er forvandlet til overenskomstlønnede 8-16 lønslaver i et socialdemokratisk himmerige, så har Standing ret.

Men den positive side at den udvikling, som Standing løseligt illustrerer, er, at et stærkt stigende antal mennesker får muligheden for at arbejde som egentlig selvstændige. Dvs. de bestemmer selv hvad, de vil arbejde med, de forhandler selv, hvilken betaling, de skal have for deres arbejde, de bestemmer hvem de vil arbejde for, de vælger selv deres arbejdstid og de scorer selv hele udbyttet af deres indsats. Det er sgu da langt at foretrække fremfor et liv i i en socialdemokratisk, fagforeningsdomineret trædemølle! Det er da iværksætteri og fremtiden!

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Jens Winther

Uenig, de selvstændige med de allermindste forretninger hvor man ikke kan begrænse konkurrencen. Ham der lejer en stol i en frisørsalon, uber-chaufføren, døgnkiosken etc. har for det meste elendige arbejdsvilkår og indtjening, også selvom mange af disse folk slider hårdt for at få forretningen til at blive bedre. Det nye er det nu også gælder for oversættere og andre akademikere der kan finde på at skrive læserbreve i avisen. Det er kun hvis det lykkes en at begrænse konkurrencen, at man kan tjene penge på markedet.

Flemming Berger, Britta Hansen, Niels Nielsen og Ebbe Overbye anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Henrik Brøndum, monopoler og karteller er ligesom blevet lidt umoderne, ikke?

Hvis ikke man sætter pris på selvstændighed, egenbestemmelse og en direkte forbindelse mellem indsats og belønning, så, ja, så skal man holde sig til at være lønmodtager og måske endda overveje et job i kommunen. Men for vi andre, er det meget sjovere at være selvstændig.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

"Hele udgangspunktet for og holdingen i bogen er forkert!"
"Men den positive side at den udvikling, Standing løseligt illustrerer, er, at et stærkt stigende antal mennesker får muligheden for at arbejde som egentlig selvstændige."

Den mulighed har mange fritstillede virkelig haft glæde af.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Jens Winther

Nu er jeg også selvstændig, og rigtig glad for det. Bl.a. fordi der ikke er så mange der kan kopiere hvad jeg gør, men jeg ville da hellere have en lufthavnsparkering i London - det er næsten det samme som at trykke penge.

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Henrik Brøndum, tjah, man kan jo altid drømme om en tilværelse i rigdom og lediggang. Men når alt kommer til alt: ville det være sundt og sjovt?

Brugerbillede for anne bach

Er selv blevet selvstændig efter mange år i det offentlige. Det går fint, har godt med arbejdsopgaver og kan tjene lidt mere end da jeg var i staten og samtidig arbejde lidt mindre. Men det vil jeg sandsynligvis aldrig kunne gøre, hvis jeg ikke havde det netværk, jeg nu har. Jeg vil tro, at det er meget vanskeligere for en nyuddannet med begrænset netværk. Og den gang havde jeg små børn og var meget mere afhængig af en fast indkomst.

Brugerbillede for Henrik Brøndum
Henrik Brøndum

@Jens Winther

Fordi jeg har en god forretning der næsten passer sig selv, er der jo ikke noget der forhindrer mig i at have en anden der er mere udfordrende!

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ha, Henrik Brøndum, da jeg var yngre, tænkte jeg, at forfattere burde skrive en rigtig kioskbasker, når det nu er så let med underlødig litteratur. Så havde de eksistensgrundlaget i orden.
Sådan tænker jeg imidlertid ikke mere, som du ved, bl.a. fordi folk vist har fundet ud af, at læsere er et lumskeligt folkefærd, man ikke kan regne med - og at det selvfølgelig ikke er tilfredsstillende nok i sig selv at tjene pengene, nej, de skal tjenes på det rigtige.

Til gengæld må jeg vende mig imod Jens Winthers søde naivitet: nej, der er ikke et forhold imellem arbejdets værdi og lønnen i langt de fleste tilfælde. Hvis det passede, ville det være umuligt at opbygge formuer på ryggen af andres indsats.

Modsat kom jeg for skade at læse om Paul Romer og hans tanker om at kopiere gode ideer i stedet for bevidstløst at forsøge at finde på sit eget. Problemstillingen er interessant, fordi den netop vil sprede feltet, så markedet ikke skaber det klumpspil, der udspiller sig i min brugs med 12 forskellige slags kokosmælk og tretten forskellige dåser tun, fordelt på hhv 6 dåser i vand og 6 i olie og så 1 i glas, som er den, jeg køber (når jeg har råd).
Romers tanke vil gøre efterspørgsel redundant, sammen med automatiseringen, der forhåbentlig ikke kommer til bevidstløst at sprøjte indbyrdes konkurrerende produkter på markedet, men tværtimod basere sig på fællesskabseje (ikke staten!) og bespoke produkter, bestilt hjemmefra computeren.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jens Winther
´Prekariatet´ omfatter altså ikke selvstændigt erhvervsdrivende; det er løsarbejdere - nogen af dem kaldes freelancere; altså mennesker uden fast tilknytning til en arbejdsplads, til forskel fra selvstændigt erhvervsdrivende.

Brugerbillede for Steffen Gliese
Steffen Gliese

Ikke helt rigtigt Jens Thaarup Nyberg, mange prekariatister er reelt organiseret som énmandsvirksomheder for i det mindste at opnå den fordel; men det er ofte ikke ønsket, men et krav fra visse firmaer indenfor visse brancher, f.eks. korrekturlæsning.

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Jens Thaarup Nyberg, medlemmer af det såkaldte "prekariat" er selvstændige erhvervsdrivende, og det er det, du kalder "løsarbejdere" også.

Om éns selvstændige virksomhed er organiseret som en privat enkeltmandsvirksomhed (under virksomhedsordningen eller ej) - eller som et A/S eller ApS er fuldstændigt ligegyldigt. Det afgørende er, at man er sin egen leder, at man selv skaber sin indkomst (direkte fra kunden) i princippet fra dag til dag eller projekt til projekt, og at der ikke er noget, der hedder feriepenge (ferie med løn) eller 14 dages/3/6/9 måneders opsigelse.

De fleste landmænd, tandlæger og mange advokater er fx medlemmer af "prekariatet".

For rigtig mange selvstændige - faktisk de fleste, tror jeg, er det en fornøjelse at være selvstændige - uanset om det er mere eller mindre lukrativt end en funktionær eller timelønsansættelse. Men det kræver arbejdsomhed, selvstændighed og sportsånd!

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jens Winther
19. juli, 2017 - 19:51
"@Jens Thaarup Nyberg, medlemmer af det såkaldte "prekariat" er selvstændige erhvervsdrivende, og det er det, du kalder "løsarbejdere" også."
Ok ?
Løsarbejderen leder og fordeler dog ikke sit arbejde; det gør arbejdsgiver, som løsarbejderen har fundet arbejde hos og får løn for udført arbejde af.
Den selvstændigt erhvervsdrivende driver eget firma, og er sin egen leder.

"Prekariat er et sociologisk begreb for en social gruppering, der på grund af svære livsforhold er truet af en social nedstigning. Den kan for eksempel bestå af unge akademikere, freelancere, immigranter og løsarbejdere uden pension, ferie og dagpenge. De er ufrivilligt løsansatte, og kan arbejde som projektansatte eller som vikarer. For eksempel journalister, der arbejder som "daglejere" på et dagblad via et vikarbureau.
Guy Standing har blandt andet brugt begrebet og sammenstiller det også med begrebet working poor."
Wiki.

Det er muligt, men jeg antager det ikke for sandsynligt, at de "fleste landmænd, tandlæger og mange advokater" er ved at gå fallit med deres virksomheder, men førend de er det, kommer de kke i nærheden af prekariatet.

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Jens Thaarup Nyberg, der findes naturligvis selvstændige, som ikke har succes. Der er også funktionærer og timelønnede, der bliver fyret.

Shit happens!

Men en selvstændig, der ikke lykkes med sit forehavende, er fsv ikke ringe stillet end den den ansatte direktør/funktionær/timelønnede, der får besked om, at hun/han kan betragte sit ansættelsesforhold som opsagt (i klar tekst: er blevet fyret).

Som jeg læser det, er ikke en nødvendig kvalifikation for at være medlem af "prekariatet", at man vakler på kanten af konkurs.

Hvis definitionen skal give mening, er "prekariatet" mennesker, der, uden at ønske det - og uden at påskønne de særlige kvaliteter ved den tilværelse, er "blevet" selvstændige. Og det har Standing så skrevet en bog om..

Der er sikkert mange selvstændige (incl mig selv), der kunne skrive en bog om hvor elendigt, de ville have det, hvis deres eneste udvej for at skaffe sig et daglige udkomme forekom at været at blive ansat som sagsbehandler i kommunen.

Den bog var der garanteret ikke ret mange lykkelige, kommunalt ansatte, der gad læse - ligesom jeg (en glad og tilfreds selvstændig) ikke forstår, at Standings bog kan påkalde nogen særlig interesse.

Livet er ikke altid nemt og ukompliceret. Nogle gange træffer man de forkerte valg - og andre gange føler man, at man ikke har noget valg.

"If you can't be with the one you love - love the one you're with" - er det ikke det, Standing ikke forstår?

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jens Winther
"Prekariat er et sociologisk begreb for en social gruppering, der på grund af svære livsforhold er truet af en social nedstigning."
Så, hvis du trues med at mister din forretning, og ikke har andre midler til at opretholde livet, tilhører du prekariatet.
Du siger selv, du nødigt vil arbejde som f.eks. kommunalt ansat. Men, da din forretning køre som smurt, er der intet at frygte - din situation er ikke prekær.
Standings bog er ikke interessant for alle, ud fra et personligt perspektiv - det interessante er, at flere og flere sættes i en prekær situation p.gra. ansættelsesforhold uden social sikring (ansættelseskontrakt, opsigelsesvarsel, arbejdsløhedsunderstøttelse o.lig. ).

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Jens Thaarup Nyberg, altså den definition er da så bred, at den er tæt på uinteressant.

Din - eller hvis det nu er - definition på prekariat omfatter alle personer, der er truet af indtægtsnedgang og/eller arbejdsløshed - uanset om de er selvstændige, ansatte direktører, funktionæransatte eller timelønsansatte. Den omfatter også kontanthjælpsmodtagere, som er i risiko for at få nedsat deres ydelse, mennesker, der rammes af alvorlig sygdom eller ulykke, for så vidt også personer, der udsættes for skilsmisse eller nærtståendes dødsfald osv., osv.

Det interessante er ikke at flere og flere "sættes i en prekær situation pga ansættelsesforhold uden social sikring" (i øvrigt er der vel så ikke tale om et ansættelsesforhold?). Det er heller ikke nyt, at vi mennesker ikke i alle situationer er herre over vores egen skæbne - sådan har det altid været. Og der er ikke noget, der underbygger, at selvstændiges mulighed for at påvirke deres livsvilkår skulle være ringere end lønmodtageres.

Det interessante er, om mennesker, der af den ene eller anden grund kommer i risiko for "social nedstigning" vælger offerrollen (det er samfundets og de andres skyld, og jeg kan ikke gøre noget ved min ubehagelige situation) - eller de vælger selv at gøre det lidt eller meget, de kan, for at afværge eller formindske risikoen (accepterer situationen, men tager ansvar for sig selv og sin tilværelse).

Standings bog er formodentlig en god inspirationskilde for dem, der vælger den passive offerrolle. Det er i sig selv et argument for at kaste den over venstre skulder.

I øvrigt giver det forhold, at min forretning lige pt kører fint ikke nogen sikkerhed for, at der ikke kan opstå problemer i morgen - er jeg så en del af prekariatet eller ej? Selv offentligt ansatte kan komme ud for udflytning til udkanten, eller bare nedskæringer eller omlægninger, der gør, at de får en uventet fyreseddel - er de så medlemmer af prekariatet eller ej? Tjenestemandsansatte hos PostNord, som går og venter på at blive "prikket" - hvilket uvægerligt indebærer risiko for social nedstigning - er de prekære eller ej?

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jens Winther; 20. juli - 12:37
Det er ikke min definition.

"Det interessante er, om mennesker, der af den ene eller anden grund kommer i risiko for "social nedstigning" vælger offerrollen (det er samfundets og de andres skyld, og jeg kan ikke gøre noget ved min ubehagelige situation) - eller de vælger selv at gøre det lidt eller meget, de kan, for at afværge eller formindske risikoen (accepterer situationen, men tager ansvar for sig selv og sin tilværelse)."
Det er interessant for dig er så, om de ramte af social ulykke selv er i stand til at rede sig ud af ulykken. Det er de typisk ikke.

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Jens Thaarup Nyberg, uanset hvem, der har forfattet definitionen, er den uinteressant (uden udsagnskraft).

Jeg synes ikke, at du gør meget ud af at modgå min argumentation.

Jeg taler ikke om med ét snuptag at redde sig selv ud af en truende eller indtruffet social deroute. Jeg taler om at gøre noget - det lidt eller meget, man kan - for at forbedre eller afværge situationen. Der er ikke noget mere personligheds- og værdighedsnedbrydende end offerrollen, og offerrollen er ikke en, man bliver tildelt, men en man vælger!

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jens Winther; 22. juli, 2017 - 10:03
Standing har næppe skrevet og fået udgivet sin bog uden, der er et grundlag i virkeligheden for at skrive som han gør.

"Der er ikke noget mere personligheds- og værdighedsnedbrydende end offerrollen, og offerrollen er ikke en, man bliver tildelt, men en man vælger!"
Sammenlign det med, at der ikke noget mere personligheds- og værdighedsnedbrydende end ikke at kunne leve i overensstemmelse med det man er og kan. Ifølge dette kan offerrollen ikke være valgt, men er tilfældig.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

PS.:
"... uanset hvem, der har forfattet definitionen, er den uinteressant (uden udsagnskraft)."
Problemet er snarere at den har gyldighedsområde der går videre end det sociale segment der interesserer os her, "daglejere" uden formaliserede muligheder for sociale sikring a la pension, arbejdsløshedsunderstøttelse etc.

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Jens Taarup Nyberg, nå, man så er vi da i det mindste enige om, at definitionen ikke tilfører noget nyt.

At Standing har skrevet bogen og fået den udgivet - og at nogle læser den, er ikke nogen kvalitetsgaranti. Der skrives, udgives og læses hvert år tonsvis af bøger fyldt med talentløst ævl.

Offerrollen består i, at man forholder sig passiv til de udfordringer, man møder, og indtager den holdning, at det er andres eller samfundets opgave at løse eller afbøde udfordringerne. Hvilke udfordringer, man møder, er i et vist omfang tilfældigt, men hvordan man forholder sig til udfordringerne (aktivt og ansvarstagende eller passivt og opgivende) er et valg, som den enkelte træffer. Offerrollen er selvvalgt!

Brugerbillede for Niels Nielsen
Niels Nielsen

"Offerrollen er selvvalg!"

Det kan du ikke mene, Jens Winther. Selv når du ikke har noget valg, er du selv ude om det? Tyveri er altså helt okay, for den bestjålne kunne bare have passet bedre på sine ting? Come on!

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

Guy Standings bog omhandler sådan set bare hvordan vilkårene på arbejdsmarkedet/jobmarkedet har ændret sig han opfordrer såvidt jeg kan se ikke til passivitet, så hvordan han skulle gøre folk til ofre er lidt svært at se. Eller bliver man automatisk et offer af, at læse en bog eller artikel af ham? Eller gør enhver analyse af et samfundsfænomen automatisk folk til ofre? Ellers forstår jeg ikke noget.

Brugerbillede for Jens Thaarup Nyberg
Jens Thaarup Nyberg

Jens Winther; 22. juli, 2017 - 12:43
Hvordan vi forholder os som offer er ganske vist individuelt, men offerpositionen er uforskyldt, forårsaget af manglende efterspørgsel på ens ydelse samt manglende mulighed for underhold af anden vej.

"Der skrives, udgives og læses hvert år tonsvis af bøger fyldt med talentløst ævl."
Er du i bogbranchen ?

" ... nå, man så er vi da i det mindste enige om, at definitionen ikke tilfører noget nyt."
Ja, hvis vi holder os til dette også:
"Prekariatsbetegnelsen blev allerede brugt af sociologer i 1980’ernes Frankrig om ’midlertidig eller sæsonbetonet arbejdskraft’, og netop midlertidighed i ansættelsen er fortsat centralt i Standings brug af begrebet.",
som er, hvad vi kender som ´løsarbejdere´, ´daglejere´, og som er, hvad Standing har iagttaget, er en form for ansættelsesforhold der vinder udbredelse, og som han mener er farlig for demokratiet, idet
"Når mennesker ikke føler sig sikre og ikke får det ud af tilværelsen, de drømmer om, så skabes der (for) nemt splid og mistillid, .... En mistillid, der retter sig mange veje – også mod politikere og institutioner – for hvem varetager ’mine’ interesser, når jeg oplever en så fundamental livsusikkerhed?
Den mistillid giver større spillerum for demagogi, populisme og forsimplede politiske ’det er deres skyld’-forklaringer. Splittelse kan udnyttes til at få magt og bliver det."

"At Standing har skrevet bogen og fået den udgivet - og at nogle læser den, er ikke nogen kvalitetsgaranti."
Næh, men han har dog lagt længere tid i studiet af økonomi, og er åbenbart nået til en konklusion, som er set før:
"Standing calls on politicians to make ambitious social reforms towards ensuring financial security as a right. He argues for an unconditional basic income as an important step to a new approach, stating that it would create economic growth. If politicians fail to take the necessary decisions, he predicts a wave of anger and violence, and the rise of far-right parties."

I gamle dage ville vi have været på vagt overfor sammenrendet af småborgere og pjalteproletarer.

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Niels Nielsen, nej tyveri eller anden kriminalitet er naturligvis ikke OK!

Du og Arveprins Knud får den lige én gang til: Offerrollen består i, at man forholder sig passiv til de udfordringer, man møder, og indtager den holdning, at det er andres eller samfundets opgave at løse eller afbøde udfordringerne. Hvilke udfordringer, man møder, er i et vist omfang tilfældigt, men hvordan man forholder sig til udfordringerne (aktivt og ansvarstagende eller passivt og opgivende) er et valg, som den enkelte træffer. Offerrollen er selvvalgt!

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

@ Jens Winther

Okay, så "offerrollen består i, at man forholder sig passiv til de udfordringer, man møder, og indtager den holdning, at det er andres eller samfundets opgave at løse eller afbøde udfordringerne", men du mangler stadigvæk at forklare, hvad det har med Guy Standings bog og udviklingen af et prekariat på arbejdsmarkedet at gøre, medmindre ud mener, at et prekariat er opstået som følge af en eller anden form for moralsk forfald, hvor mange har påtaget sig en offerrolle.

Brugerbillede for Britta Hansen
Britta Hansen

Jens Winther, skal lige hilse fra oversætterbranchen og fortælle, at der er oversættelsesbureauer her i Danmark, der ikke er villige til at betale over 0,75 DKK/ord - selv for tekniske oversættelser og andre krævende opgaver. Sprogrevisionsopgaver kaldes bare for 'korrektur' og genererer 0,20 DKK/ord.

Jeg prøvede sidstnævnte én gang og arbejdede på 13 forskellige småopgaver af forskellig karakter og sprogniveau (dvs. at det var umuligt for mig at bedømme opgaven som helhed på forhånd og ganske enkelt afvise den). Resultatet var en timeløn på 108,00 DKK (891 DKK for 8,25 t). Mennesker, som har brug for at overleve i fx Danmark kan ikke holde et sådant lønniveau, det siger sig selv.

Naturligvis har jeg sendt dem en begrundet klage (som de aldrig reagerede på) og meddelte, at jeg ikke agter, at arbejde til den løn igen.

Det gør dem tilsyneladende ikke noget: der sidder åbenbart tilstrækkeligt mange ude i lande med lavt omkostningsniveau (måske ægtefæller til udstationerede) eller personer for hvem det er en hobby at oversætte, og som har 'råd til' at lave den slags for sjov.

I hvert fald er priserne for oversættelser raslet ned i løbet af de sidste 1-2 årtier, og så længe der ikke findes noget som UBI, kan folk, der har en fastansættelse, prise sig privilegerede og heldige!

De andre risikerer ganske enkelt at ende som medlemmer af prekariatet.

Brugerbillede for Jens Winther
Jens Winther

@Søren Rehhoff, Standing argumenterer ud fra enkeltstående observationer i forskellige lande for, at en ny verdensomspændende "klasse" er ved at opstå. En klasse, "prekariatet", som er så bredt defineret, at den er ualmindelig heterogen, uden ret mange fælles karakteristika (se min oplistning i min tidligere kommentar, som endda alene forholder sig til danske forhold). Det forhold, at disse mennesker qua en beskæftigelse som mere eller mindre selvstændige agenter ikke er omfattet af de arbejdsmarkedspolitiske reguleringer, som "almindelige" ansatte (i Danmark: funktionærer og timelønnede), ser Standing som en enestående og markant udvikling. Dette uanset, at der altid har eksisteret mennesker, der skaffede sig beskæftigelse som selvstændige agenter (faktisk før fremkomsten af begrebet "lønmodtager"!), og uanset at der i forskellige lande trives vidt forskellige arbejdsmarkedspolitiske ordninger og regler, ligesom fagforeningernes rolle ikke er ens - i et sådant omfang, faktisk, at også det at være "selverhvervende" eller "selvstændig erhvervsdrivende" foregår under forskellige regler og sædvaner i forskellige lande.

Bl.a. på grund af sine vanskeligheder med at definere, hvad "prekariatet" egentlig er, og hvem det omfatter, kan Standing end ikke underbygge påstanden om denne "nye" klasses udvikling statistisk.

Standing gør et stort nummer ud af at problematisere, at det såkaldte prekariat ikke er omfattet af de politisk vedtagne regler og de muligheder for fagforeningstilslutning, som gælder for traditionelle lønmodtagere. Dette skulle indebære et større samfundsmæssigt problem.

Min holdning er, at det at være selvstændig erhvervsdrivende nok i nogle sammenhænge har nogle ulemper, men samtidig har en række betydelige fordele sammenlignet med en ansættelse som funktionær/timelønnet - fordele, som Standing helt ser bort fra. Hvorledes man vægter fordele vs. ulemper afhænger af personlige præferencer, som imidlertid ikke er statiske, og i høj grad beror på den enkeltes vilje til at tage ansvar for sin egen tilværelse. Og hvis man skulle blive selvstændig uden at det som udgangspunkt er resultatet af et dybtfølt ønske, så er det mere fremmende for ens velvære, at man fokuserer på og søger at udnytte de positive sider af denne arbejdsform, fremfor at fokusere negativt og passivt (vælge offerrollen).

Desuden er det min opfattelse, at "sikkerheden" i en lønmodtageransættelse er stærkt varierende landene imellem, men generelt overvurderet, herunder at den "indtægtssikring", som fx et medlemskab af arbejdsløshedskasse, giver, for mange mennesker i praksis ikke sikrer mod "social nedstigning". Der er jo mange mennesker, der har erfaret, at fastansat er man indtil man ikke er det mere...

Endelig findes der både forsikringsordninger og arbejdsløshedskasser for selvstændige.

Oven i alt det andet makværk, Standing gør sig skyldig i, formår han ikke at anvise andre "løsninger" på det påståede samfundsmæssige "problem" end en borgerlønslignende konstruktion.

Borgerløn/UBI indebærer imidlertid langt større moralske, samfundsmæssige og samfundsøkonomiske udfordringer end det af Standing postulerede prekariats-problem. Og udfordringerne er endvidere meget forskellige i alle de lande, som Standing påstår er "ramt" af prekariatsproblemet.

Standings bog hviler således på et slapt definitorisk apparat, fremfører letkøbte og udokumenterede påstande, inviterer til en opgivende holdning (samfundet må løse mit problem med risiko for indtægtsfald) og anviser en ubrugelig "løsning". Det er ringe arbejde af en fagøkonom! Bogen er ikke bedre værd end at kastes over venstre skulder.

Brugerbillede for Søren Rehhoff
Søren Rehhoff

@ Jens Winther

For det første skriver Standing jo selv, at det drejer sig om nogle tendenser og at prekariatet er en heterogen gruppe, der endnu ikke kan betragtes som en selvstændig klasse. Så mener jeg heller ikke, at det er rigtigt, at et prekariat bare udgøres af selvstændige, eller at man hvis man er selvstændig automatisk tilhører et prekariat, folk kan sagtens være ansat i f. eks. vikariater forskellige steder, også i kommunen og det offentlige iøvrigt, og på den måde være en del af noget, man kunne kalde et prekariat. Hvorvidt man tilhører prekariatet har nok mere noget at gøre med hvor løs eller fast en tilknytning man har til arbejdsmarkedet eller opgavemarkedet som man kan vel kalde det for, når det drejer sig om selvstændige, fremfor om man tjener sine penge som selvstændig eller som arbejdstager. Man skal sikkert også se det Standing beskriver som en ændring i den måde markederne fungerer på og hvordan det påvirker de forskellige aktørers forhandlings- og magtposition på markedet, hvadenten man er selvstændig eller arbejdstager. Der er en artikel om det her :

https://www.information.dk/udland/2017/07/usa-masser-arbejde-hvornaar-st...

Uanset hvad man så iøvrigt ellers mener om Standings forslag om borgerløn som modvægt til den situation, så har samfundet sådan set i meget lang tid via dagpenge og bistandshjælp i et eller omfang sikret folk mod risikoen for indtægtsfald, så at en borgerløn på den baggrund ligefrem skulle invitere til passivitet er nok lidt overdrevet, det kommer nok mest an på hvor fyrstelig den borgerløn bliver, men i første omgang er det jo tænkt som et middel, der skal give folk, der er løst tilknyttet til arbejdsmarkedet noget at stå imod med eller noget mere magt.

Brugerbillede for Anna Sørensen

Jeg bryder mig ikke om at grupper af mennesker udnævens til at være 'farlige'...
Derimod kan tendenser være det, men ikke mere 'dem og os'-opdeling, TAK!
Vi lever i et fællesskab på kloden, og vi ved nu at det fællesskab oven i købet er skrøbeligt.
Derfor handler det om at stå sammen, HELE fællesskabet, hvor vi er bevidste om vi selv er natur og er TOTALT afhængige af resten af naturen!!