Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Det er driften mod vores selvdestruktion, der gør kapitalismen så succesrig

Med kapitalismen undgår mennesket at konfrontere sig selv. Der er brug for indvortes revolution, skriver forfatteren bag den politisk-psykologiske bog ’Capitalism and Desire’, som også leverer en skarp kritik af hidtidige forsøg på livtag med kapitalismen
Moderne Tider
19. august 2017

Hvad er det ved kapitalismen, der i så høj grad tiltaler os, så den overlever finanskrise efter finanskrise?

Den amerikanske professor Todd McGowan har et godt bud. I sin seneste bog, Capitalism and Desire – The Psychic Cost of Free Markets, argumenterer han for, at kapitalismen har en indbygget modstandsdygtighed, som skyldes nogle helt grundlæggende – men skjulte – mekanismer i den menneskelige psyke. Den ubevidste drift mod vores egen død sår kimen til en grundlæggende misforståelse af, hvad der gør os lykkelige.

Sex, død og nydelse

Årsagen til kapitalismens tiltrækningskraft kan blandt andet findes i psykoanalysen, som den blev videreført af Jacques Lacan midt i det tyvende århundrede. I henhold til denne tradition er mennesket primært drevet af to forskellige kræfter: seksualdriften og dødsdriften.

Dødsdriften er kort sagt en drift mod vores egen selvdestruktion. Det var Freud, der i sin tid definerede begrebet efter at have iagttaget, hvordan adskillige af hans patienter syntes at sabotere deres egen bedring – som om de fandt en art nydelse i deres egen sygelighed og fiasko.

Seksualdriften forstås som en stræben efter umiddelbar fysisk nydelse. De to modsatrettede drifter er på den måde tæt forbundne, netop fordi smerten også fører til nydelse – en dobbelthed, Lacan navngav jouissance.

Langt de fleste af os har ikke anerkendt denne foruroligende sammenhæng, skriver McGowan. Det er et nødvendigt selvbedrag, når vi bilder os ind, at vi jagter tilfredsstillelsen og prøver at indfri vores drømme. I realiteten er det smerten, tabet, længslen og det utilfredsstillede begær, der driver os, og det er netop dét, kapitalismen giver os.

Ifølge McGowan afspejler strukturerne i et kapitalistisk system altså strukturerne i den menneskelige psykologi.

I Capitalism and Desire analyserer McGowan adskillige moderne fænomener for at understrege denne pointe: fra dating-apps til Hollywood-film.

Den slette uendelighed

Det frie marked pådutter os drømmen om lykke gennem akkumulation. Jo mere vi tilegner os, desto sødere bliver tilværelsen. Med et begreb lånt hos Hegel kalder McGowan fænomenet for den »slette uendelighed«. Dette skal forstås som en uendelighed i det ydre, hvoraf enhver delmængde altid forudsætter en anden, ny delmængde. Alting er således betinget af noget andet i en uendelighed.

Sagt på en anden måde: Vi jagter et mål, vi aldrig når.

Todd McGowan: Capitalism and Desire

Den konstante følelse af, at noget mangler, er det, Lacan kalder objet petit a (på dansk ’objekt lille a’). Det er hulrummet, som eksisterer mellem det, der er tilfældet (vores nuværende situation), og det, vi gerne så, var tilfældet (drømmescenariet).

Vi kan lande drømmejobbet, finde den store kærlighed og købe den bil, vi altid har drømt om, men så snart den sidste puslespilsbrik lægges, afslører motivet sig i sin utilstrækkelighed for os, uden at vi dog kan sætte en finger på, præcis hvad der mangler. Vi er tvunget til at finde nye mål, vi kan stræbe mod.

Kun i forsøget herpå kan vi til stadighed skjule for os selv, at det netop er i uforløsningen, i manglen, i smerten, at vi finder tilfredsstillelse. Vi har behov for at have noget, vi kan hige efter, fordi lidelse er en forudsætning for nydelse.

McGowan illustrerer, hvordan den herskende vækstfetichisme imødekommer dette behov. Vi skaber målsætninger i et væk, men negligerer vejen til målet. Produktivitet er blevet det højeste ideal, fordi den bringer os hurtigere frem. Ironisk nok viser målet sig i sidste ende at være et lykkeligere, nemmere liv, hvor den lovpriste produktivitet ikke længere er nødvendig – men dér må vi aldrig nå hen.

Og med det komplet monomane fokus på, hvilke mål vi vil opnå, devalueres de midler, der bringer os frem, hævder McGowan. Argumentationen i Capitalism and Desire halter dog lidt på dette punkt, og vi får intet empirisk belæg for påstanden om, at rejsen mod målet undermineres.

Kapitalismens afslutning?

En af bogens kardinalpunkter er, at antikapitalistiske bevægelser styrker kapitalismen, fordi de er drevet af samme besættelse af målet. Indlejret i kapitalismen er løftet om en (evigt udskudt) fremtidig tilfredsstillelse af vores begær til gengæld for et nutidigt offer (vores tid, arbejde, penge, osv.).

Samme potentielle transaktion gør sig ironisk nok gældende i begæret efter revolution. Den revolutionære antikapitalist drømmer om en bedre fremtid, som kan udfylde det oplevede tomrum, den manglende brik, på præcis samme måde, som den ukritiske forbruger drømmer om en bedre fremtid gennem akkumulation.

Her har vi fat i problemets rod: Ved at indlade os på kapitalismens endemålstyring låser vi os i virkeligheden fast i en tankegang, der umuliggør reelle nybrud, uagtet at endemålet er en afskaffelse af selvsamme kapitalisme.

McGowan underkender ikke de mange moderne bekvemmeligheder, kapitalismen historisk set har affødt: kvantespring inden for både teknologi, medicin og generel levestandard. Udviklingen er bare nået til et stadie, hvor vi gør uhelbredelig skade på klodens natur og den menneskelige psyke, skriver McGowan.

Men hvorledes undslipper vi så det frie markeds snærende bånd og bevæger os mod en mere bæredygtig fremtid, når vi ikke må kæmpe imod? Det giver Capitalism and Desire ikke et endegyldigt svar på, men McGowan kommer med et par spæde forslag:

For at bevæge os videre, må vi først erkende og acceptere, hvordan menneskelig nydelse er uløseligt forbundet med tab og smerte. Kun sådan kan vi indse, hvad det er, vi jagter. Vi jagter ikke berigelsen for berigelsens egen skyld, men i den tro, at den giver os nydelse. Når vi indser, at mere ikke indfrier vores lyster, kan vi løsrive os fra kapitalismens immanente krav om vækst.

Med forfatterens ord: »Indtil vi indser, at tilfredsstillelsen ved tabet er vores ledemotiv, vil vi vedblive at være ofre for en berigelsens økonomi.«

Capitalism and Desire er – trods mindre svagheder – en vigtig udgivelse, der opstiller de begrebslige rammer for en mere konstruktiv debat, som måske endda kan give revolutionens rødhuder og pengepungens proselytter et sprogligt rum at mødes i. Frem for at stå på hver deres side af afgrunden og kaste med sten.

Todd McGowan: Capitalism and Desire – The Psychic Cost of Free Markets. Columbia University Press, september 2016. 304 sider. $35.00.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bo Stefan Nielsen

"Det var Freud, der . . . have iagttaget, hvordan adskillige af hans patienter syntes at sabotere deres egen bedring – som om de fandt en art nydelse i deres egen sygelighed og fiasko."

"Vi kan lande drømmejobbet, finde den store kærlighed og købe den bil, vi altid har drømt om, men så snart den sidste puslespilsbrik lægges, afslører motivet sig i sin utilstrækkelighed for os, uden at vi dog kan sætte en finger på, præcis hvad der mangler."

Ja det ligner da også ved første øjekast et paradoks, at vi på den måde skulle være drevet mod lidelse, og at vi – selv det privilegerede mindretal, der ikke mangler noget økonomisk – grundlæggende finder os selv ufuldstændige og altid manglende 'noget'.

Karl Marx ville sige, at denne her grundfølelse af at mange 'noget' og følelsen af ufuldstændighed skyldes fremmedgørelse. Altså at mennesket/arbejderen under kapitalismen, grundet den private ejendomsret til produktionsmidlerne, er fremmedgjort fra sit produkt og fra naturen og i sidste ende fra sine medmennesker. Løsningen er at bryde lænkerne, at afskaffe kapitalismen.

Historien har kun eftertrykkeligt bekræftet Marx' pointe, at kapitalismen med dens private ejendomsret er den største fysiske lænke for det store flertal, verden nogensinde har set. Det er slemt – særligt når vi ser på den fart, dyre- og plantearter udryddes og temperaturerne stiger.

Et spadestik endnu dybere end materialisme og psykoanalyse: hvad skyldes mere grundlæggende menneskers tendens til grusomhed overfor hinanden og mod andre levende skabninger? Fremmedgørelse kan forklare afstumpethed under kapitalismen, men går vi længere tilbage i historien, står det klart, at vanviddet og volden ikke afgrænses af hverken samfundssystemer (eller kulturer og etnicitet for den sags skyld).

Eckhart Tolle (forfatter til bl.a. 'Nuets Kraft') forklarer hvordan vi alle, i forskellig grad, er plaget af en såkaldt smertekrop, som kort sagt får os til at tænke og handle destruktivt. Og at de enorme menneskelige og økologiske problemer, vi som menneskehed står med, skyldes den grundlæggende illusion om altings adskilthed, om at vi er adskilte fra hinanden og fra naturen.

Det er ikke så længe siden, at Information bragte en artikel med en amerikansk filosof, David Abram, som pegede på præcis denne forbindelse mellem klimaforandringerne og den økologiske krise og illusionen om, at vi er adskilt fra naturen, og at vi kan kontrollere den. Opgaven er at bryde den illusion, inden klimaforandringerne gør det for os, sagde han.

I samme artikel citeres der fra et interview med antikapitalisten Naomi Klein i det buddhistiske magasin Tricycle: "»Nu kommer jorden med en forsinket, men vild reaktion på klimaforandringerne for at sætte os mennesker på plads igen: ’I er gæster her, og I har aldrig været in charge.’ Jeg betragter klimaforandringerne som en grundlæggende narrativ krise for den vestlige civilisation«.

Hun mener – som David Abram – at løsningen på den økologiske krise ligger i erkendelsen af, at alt levende i naturen er indbyrdes forbundet.

»Vi mennesker lever i en illusion om, at vi er adskilt fra naturen. Opgaven er at nedbryde den illusion, før katastroferne indtræffer,« siger Naomi Klein til Tricycle."

Set i det lys, skyldes opbakningen til kapitalismen altså en form for vanvid. Tankevækkende, ikke?

Jens Østergaard Petersen, Marianne Borgvardt, Hani Abu-Khalil, Niels Duus Nielsen, kjeld jensen, søren ploug, Dina Hald, Anders Barfod, Jens Pedersen, Trond Meiring og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørn Andersen

Sålænge man benægter at kun en åndelig / spirituel opvågnen og ikke de dybt materialistiske Freud , Marx og Lacan, kan løse disse problemer , vil de escalere , grundet de stadigvæk dyriske dele af den menneskelige natur.