Læsetid: 3 min.

Foucault og co. har tabt kampen om tanken

I en lille interviewbog forklarer den franske historiker François Cusset, hvorfor verden de seneste 50 år har drejet sig mere og mere mod højre
Hvad skete der egentlig med den tænkning, som var kritisk over for systemerne og kapitalen og alle de andre ubevidste kræfter? Sådan spørger den franske historiker François Cusset og svarer selv: Den skar selv den gren over. Dens modvilje mod det individuelle blev paradoksalt nok på den ene side en stjernedyrkelse af visse filosoffer – som Foucault og Derrida – mens det på den anden side blev umuligt at give faklen videre. De nægtede – qua deres tanker – at tage rollen på sig som ’mestre’ – selv om de rent faktisk var det.

Hvad skete der egentlig med den tænkning, som var kritisk over for systemerne og kapitalen og alle de andre ubevidste kræfter? Sådan spørger den franske historiker François Cusset og svarer selv: Den skar selv den gren over. Dens modvilje mod det individuelle blev paradoksalt nok på den ene side en stjernedyrkelse af visse filosoffer – som Foucault og Derrida – mens det på den anden side blev umuligt at give faklen videre. De nægtede – qua deres tanker – at tage rollen på sig som ’mestre’ – selv om de rent faktisk var det.

Bruno De Mones

26. august 2017

Lad mig for det første understrege, at La droitisation du monde – Højredrejningen af verden – nok er en af de bøger, som aldrig vil blive oversat, og det er fint nok. Det lange interview med François Cusset i forlaget Textuels serie Conversation pour demain – Samtaler for fremtiden – handler ganske vist om hele verden, men er alligevel i så høj grad sat i fransk kontekst, at den ikke bare kan oversættes. Alligevel er der noget at lære af den.

Francois Cusset har i Frankrig gjort sig bemærket ved sine forsøg på at tænke amerikansk kultur sammen med fransk kultur. Han underviser på Paris’ Nanterreu-universitet i amerikansk kultur, men udgav i 2003 essayet French Theory, som satte rammeforklaringen for, hvordan fransk filosofi flyttede over Atlanten og ind på de amerikanske universiteter. Og derfra kom tilbage igen.

Al den dér tænkning – fra Foucault, Derrida, Deleuze, men også Lacan – havde været i Frankrig længe, men var sådan set helt glemt. Indtil folk som Judith Butler, men også en hel række andre amerikanske tænkere bragte det tilbage på dagsordenen. Derfor den amerikanske titel på Cussets franske bog: French Theory.

Cusset understregede her, hvor heterogen denne tænkning så egentlig er. Det ved man selvfølgelig, hvis man har studeret filosofferne, ikke desto mindre kom de til at virke som en fælles front.

Fællestræk er der jo: Især kritikken af en subjekt tænkning, altså kritikken af et tænkende og styrende ’jeg’, som kan kaldes den store myte i en vis europæisk filosofi. Frihedsidealet, den personlige frihed, som ifølge disse tænkere er en illusion. Vi styres af så meget andet, end vi lige tror, siger samtlige disse tænkere.

Men vandt de så kampen om tanken? Overhovedet ikke forklarer Cusset. Faktisk skete det modsatte. Cusset forklarer, at på trods al mulig kritisk tænkning, trods alle denne French Theory, er verden blevet mere og mere højredrejet de seneste halvtreds år.

François Cusset: ’La droitisation du Monde’

Ben at gå på

Regis Meyran, journalist på dagbladet Libération, stiller spørgsmålene i Droitisation du monde. Cusset forklarer. Det er dette ellers filosofisk aflyste ’jeg’, der atter er blevet sat i højsædet, gennem en række især økonomiske, men også ideologiske alliancer.

Mens tænkerne dekonstruerede verden, var det i stedet sekterisme og netop identitetssøgning, som vandt terræn. Nyliberalisme forenede sig uskønt med nykonservatisme op gennem 1980’erne. Faldet af muren var endnu et knæk.

Hvordan kunne en venstrefløjsagtig antisubjekt-tænkning overhovedet bevare ben at gå på? Det er i al fald ikke i de klassiske partier, den findes – her må historien siges at have givet Cusset ret. Men hvad skete der så med hele denne tænkning, som var kritisk over for systemerne og kapitalen og alle de andre ubevidste kræfter?

Den skar selv den gren over, den sad på, mener Cusset. Dens modvilje mod det individuelle blev paradoksalt nok på den ene side en stjernedyrkelse af visse filosoffer – som Foucault og Derrida – mens det på den anden side blev umuligt at give faklen videre. De nægtede – qua deres tanker – at tage rollen på sig som ’mestre’ – også selv om de rent faktisk var det.

Ren form

Samtidig var der en form for viden, som blev dømt ude. Bernard Pivot blev erstattet af Laurent Ruquier. Og det er her, det bliver vanskeligt at oversætte Cussets tanker i La droitisation du monde fra en fransk kontekst til en international.

Det, Cusset mener, er, at Bernard Pivot, som gennem flere årtier kørte et glimrende litteraturprogram i tv, hvor han hver uge interviewede forfattere og satte dagsordenen for hele det franske litterære liv, blev erstattet af en klovneagtig showmand, som udelukkende kørte polemikker. Indholdet blev opgivet for ren form. Samtidig rykkede de intellektuelle tilbage på universiteterne og blev vældigt dygtige teknikere. Men de var altså i bogstaveligste forstand ikke længere på skærmen.

Er der så overhovedet noget at stille op mod den kolossale højredrejning?

Cusset ser håb i de nye bevægelser – især dem, der går på tværs af skellet mellem højre og venstre: Occupy Wall street i USA, Nuit debout i Frankrig.

Om Macron så er en ’løsning’ er fortsat uvist. Indtil da er det tilladt at tænke over, hvor kræfterne til at dæmme op for højredrejningen kan komme fra.

François Cusset: ’La droitisation du Monde’, Textuel, 181 sider. 15 euro.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
Niels Duus Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Odin Rasmussen

Pointerne i denne anmeldelse minder lidt om nogle af pointeren i ' Troldene marcherer' hvor det kritiske segment opfordres til at slukke facebook eventuelt blot benytte privat indstillingerne - også gå ind i nogen mere praktiske initiativer altså når diverse overfladiske personer optræder på scenen enten det handler om de sociale medier eller nationalt fjernsyn i Frankrig - og tænkere er blevet dygtige intellektuelle teoretiske teknikere på universiteterne og deres kritiske teori næsten er en art pour l'art æstetik i sig selv når den ikke bliver forenet med praksis. Hårdt arbejde er vejen til succes.

Anders Morgenstjerne

Anmeldelsen glemmer at overveje om en medvirkende årsag til højredrejningen kunne være det absolut våsede i dekonstruktivismen, der kan betegne fænomener som konstrueret diskurs, og på bedste Erasmus Montanus-vis påstå dem fløjet op i den blå luft som en fugl. National identiet, f.eks. Eller - hvorfor ikke? - kærlighed eller familiefølelse.