Læsetid: 3 min.

Gerd Laugesens nye bog signalerer dramatik, men en lidt tung en

Form og indhold danser ikke helt i samme takt i Gerd Laugesens nye bogobjekt som er visuelt prægnant, men poetisk løst i fugerne
5. august 2017

Kunstnerbøger er bogværker, som forholder sig eksperimenterende til bogen som medium, for eksempel ved at forstyrre den lineære læseretning og øge læserens mulighed for aktiv medskaben eller ved på anden vis at bringe selve bogunderlaget i spil.

Det kan der være masser af gode grunde til at gøre, og digteren Gerd Laugesen har i en del år arbejdet fint og fantasifuldt i netop dette felt mellem billede og skrift. For eksempel i Lommetørklædesamlinger (2012), hvor en række digte er skrevet på lommetørklæder, som digteren har samlet over tid og herefter har affotograferet og optrykt i en smuk, farvestrålende bog.

Sådan et eksperiment bringer på meget konkret vis digtene helt tæt på et levet hverdagsliv og på kroppen med al dens sved og sno, og punkterer på den måde forestillingen om digtet som et immaterielt, ideelt kunstobjekt. Laugesens seneste bogværk, Sort på hvidt, er ikke hæftet i ryggen, men holdt sammen af en elastik – og inviterer således sin læser til at forstyrre kronologien, plukke sider ud og blande dem på ny, eller hænge et af de grafisk meget smukke enkeltark op på væggen.

Men bortset fra den åbning, der ligger i denne gestus, så oplever jeg, at Laugesen i denne udgivelse trækker kunstnerbogen i en helt anden retning end tidligere. Visuelt er Sort på hvidt en fornøjelse at bladre igennem.

Den består af en række cut up-digte, skrevet i gnidret skrivemaskineskrift og sirligt klippet ud til hvide bånd, der danser hen over de mørke sider. Udtrykket fremstår grafisk distinkt, sirligt som et kalligrafisk værk fra østen, men samtidig bærer den rystede rejseskrivemaskineskrift med vekslende trykkraft og hyppige slåfejl på et helt anderledes stakåndet tempo.

Konceptuelt problem

Jeg kan godt forstå motivationen bag konceptet, hvor to forskellige skriftlige hastigheder overlejres i en og samme tekst. Der er den brølende on the road-skrift, massevis af sider skrevet på farten på den ene side, og den møjsommelige efterrationalisering på den anden.

Begge disse modi er manifesteret i det læste, samtidigt. Men selvom ideen lyder interessant, så gør den ikke rigtig noget godt for min oplevelse af teksterne, der forbliver mærkeligt anonyme, når jeg zoomer ind og begynder at læse.

Selv om enkeltelementer (politi, granater, vandkanoner, demonstranter og den slags) signalerer dramatiske begivenheder, så forhindrer fragmenteringen mig i at mærke intensiteten. Af og til forbinder fragmenterne sig til ret charmerende, næsten surreelle kæder, men lidt for tit forpurres deres læsværdighed af tungere poetiske skyts, for eksempel abstrakter som »tungheden«, »tavsheden« og halvdøde metaforer som »træthedens lænker« og »lyset bor i dit hjerte«. Og her er det, som om bogkonceptet faktisk trækker i den gale retning og blæser ’poetiskheden’ op i stedet for at punktere den.

Det bliver et konceptuelt problem, fordi de trashede slåfejl virker næsten stødende – på en gang sjuskede og kedeligt postulerede – når de står sirligt indklistrede på siderne: Når saksen alligevel er fremme, hvorfor så overhovedet medtage fejlene og de løsthængende kommaer, der flagrer for enden af hver anden linje?

Og det bliver et poetisk problem, fordi hver linje, når den således først er skrevet i en raptus, og herefter møjsommeligt er selekteret og klippet ud, fremstår som skabt i anden potens, og digtene helt enkelt har svært ved at leve op til denne dobbelte prægnans. Så gode er de heller ikke, selv om der er fine linjer imellem.

Gerd Laugesen: ’Sort på hvidt’. Korridor. 150 sider. 250 kr. 150 nummererede eksemplarer

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu