De, som hader

Mød Kim, der vil skyde muslimer, mød Angelo, der vil smide dem alle ud, mød Jimmy, der er overbevidst om, at muslimer vil overtage Danmark, mød salafistimamen, der vil stene utro og myrde jøder, mød indvandrerbandetyperne, der hader danskere, mød folkekirkepræsten, der ser bøsser som syndere …

Lever vi i hadets tid? Det er en nærliggende tanke. Hadets og vredens giftblomster vokser vildt: Hademails, ondskabsfulde beskeder og tilsvininger på de (a)sociale medier er dagens orden for offentlige personer – og ikke kun for dem.

En virulent onlinekultur centreret om delte hadudgydelser og stødende indhold er vokset frem og har tag i den unge generation – et skræmmeeksempel var Offensimentum, en nu lukket facebookgruppe, der samlede over 100.000 medlemmer.

Hadkulturen faciliteres af internettets distance og anonymitet. Aldrig før har så mange så let kunnet få afløb for så negative følelser. Uden at afsenderne skal stå til regnskab, og uden at de kommer til at stå ansigt til ansigt med deres mobnings menneskelige mål. Hvis mediet er budskabet, er budskabet hyppigt had og sjældent gensidig forståelse. Jo, hadet er blevet synligere, allestedsnærværende.

Især mennesker med indvandrerbaggrund og deres meningers mod må se sig udsat for personhetz. For nogle er hadet slået over i trusler og politibeskyttelse. Vilkår, de må leve under, som Naser Khader kan fortælle os. Andre som Lars Aslan Rasmussen klarer sig med at flytte til andre bydele eller må som Ahmed Akkari eksilere sig selv på Grønland.

Andre igen vælger at opsøge og konfrontere plageånderne, invitere sig selv på kaffe og skrive en bog om, hvordan det gik. Resultatet er blevet et velkomment indspark for alle, der gerne vil bidrage til at bekæmpe fri florerende hadtale og styrke den demokratiske samtale.

Det er ikke nyt, at Özlem Cekic har indladt sig på disse ekspeditioner – ordet ’dialogkaffe’ er gledet ind i sproget, og BBC har fortalt hendes historie til verden. Men efter sin ufrivillige exit fra Folketinget og selvvalgte afsked med SF har hun nu gjort det til sin primære mission at række ud og »bygge bro«.

Özlem Cekic: ’Hvorfor hader han dig, mor?’

Et personligt møde

Om dette handler Hvorfor hader han dig, mor? Bogen tager udgangspunkt i to erfaringer: For det første blev de hadefulde henvendelser, Özlem Cekic fik som politiker, efterhånden uudholdeligt mange og ulideligt påtrængende – især en nynazistisk stalker trak store veksler på forfatterens psyke – og det blev nødvendigt at finde et eller andet modtræk. 

For det andet kom Özlem Cekic i tanker om, at der var engang, da hun selv som ganske ung havde ladet sig overbevise om, at alle gammeldanskere var racister – måske ikke så sært i lyset af hendes oplevelser med spyttemænd og personer, der søgte at flå hendes tørklæde af – og hun følte had til jøder og tyrkere efter at have hørt palæstinenseres og kurderes lidelseshistorier.

Hun blev naturligvis klogere. Men hvad der rokkede ved fordommene, var præcis de personlige møder og samtaler med gammeldanskere, jøder og tyrkere.

Ville et personligt møde med hadefulde forfølgere kunne få samme virkning? Kunne det korrigere deres afsporede opfattelser af, hvem hun var, hvad hun stod for og repræsenterede? Kunne samtaler, ansigt til ansigt, med de personer, der overfusede hende, afvæbne hadet? Ville de ændre deres syn på hende, når de lærte hende at kende som menneske?

Dette er indsatsen i bogen og bag dialogkaffeprojektet, og hvis man synes, at det og bogens titel umiddelbart lyder som føleri og humanistisk kitsch, bliver man altså nødt til at tage hatten af for forfatteren, når man læser videre.

For hvem har lyst til at opsøge individer, der kalder en for »klamme bitch« og »mest rædselsfulde kælling« og andet af samme skuffe og beskylder en for at »gøre alt for at få islam ind i mit land«? Hvordan er det muligt at overvinde frygt og væmmelse ved sådanne kontakter? Det kræver en helt særlig integritet, stamina og tro på samtalens magt.

Rig mulighed for demokratisk samtale

Den tro har Özlem Cekic, og hun proklamerer den allerede i en stærkt kritiseret dedikation: Bogen er tilegnet mindet om Finn Nørgaard og Dan Uzan, der »begge blev ofre for den manglende demokratiske samtale i Danmark, da de mistede livet under terrorangrebet den 14. februar 2015 i København«.

Dedikationen, som de efterladte angiveligt har givet deres velsignelse, er da også problematisk, for var det virkelig »Danmark«, der fravalgte at tale med gerningsmanden, Omar Hussein, en vred ung mand med en kriminel løbebane og en fortid som klient i adskillige behandlersystemer, hvor der må have været samtalepartnere?

Der er allerede rige muligheder for at deltage i demokratisk samtale i Danmark, men vel at mærke kun hvis man vælger at ville det og forstår præmisserne. ’At demokrati er samtale’ er en forståelse, der gennemsyrer samfundet på alle niveauer.

Hvad vi som åbent liberalt demokrati kollektivt kan gøre for at blive bedre til at aktivere og inddrage vores fjender i samtale, har forfatteren ikke gode bud på, og det er bogens svaghed. Det er næppe gjort med antydninger om, at medierne måske kunne begynde at skrive mindre »ekskluderende« og kritisk om indvandrergrupper med integrationsproblemer.

Reduktionistisk er det også at se ideologisk radikalisering som det uundgåelige svar på perfide politikerudtalelser. Den megen genklang, som ’indvandringskritiske’ stemninger har fået blandt selv mainstreampolitikere, der således optræder ‘inkluderende’ over for disse kræfter, har ej heller fået de vitterlige fremmedhadere til at tabe pusten, men snarere opildnet dem.

Özlems Cekics samtaleprojekt virker i bedste fald på det interpersonelle plan, og selv her er resultaterne blandede.

Hadet står tilbage

Bogens styrke og bedrift er, at vi får sat ansigter på de mennesker, der hader i en række velfortalte passager, der vidner om forfatterens store følelsesmæssige og menneskelige investeringer.

Portrætterne af Kim, Angelo, Mahmud og alle de andre hadefulde, som vi lærer at kende, er svære at ryste af. Det bemærkelsesværdige er, at de tager imod Özlem Cekics invitationer til samvær og samtale. Og at det lykkes at skabe om ikke ligefrem venskaber, så fortrolige, positive og varige relationer.

Det ville være for meget at sige, at vi kommer til at forstå dem eller holde af dem, for troen på den sokratiske dialog og den pædagogiske overtalelse, som forfatteren lagde ud med ved projektets begyndelse, brister som en illusion. Hun har kendsgerningerne på sin side og de bedste argumenter, og hun fremfører dem med stor styrke. Hun er selv som sekulær, feministisk, troende, demokratisk og muslim et levende dementi af fjendebilledet, men kan alligevel ikke få sine samtalepartnere fra deres hadefulde tvangstanker.

Trods styrken i deres had og intensiteten i deres dæmoniseringer sidder vi tilbage med indtrykket af svage, marginaliserede, udsatte mennesker, for hvem det at holde sammen på fjendebilledet er blevet et spørgsmål om at holde sammen på sig selv. Dette skal i nogen grad læses mellem linjerne, for forfatteren har så megen respekt for disse mennesker, at hun modstår enhver fristelse til at stakkelgøre dem.

Og alligevel holder heller ikke den forklaring hele vejen hjem, for Özlem Cecic får også aflivet en anden illusion. De hadefulde er ikke påfaldende kældermennesker med lange grimme negle og stinkende ånde. De ligner ikke uhyrer og er ikke mere stakkels end så mange andre. De er mennesker, der ligner dem vi kender, og de serverer kage til kaffen.

Nej, forfatteren får dem ikke omvendt til at blive tolerante demokrater, men hun får som minimum deres respekt for hende som person og samtalepartner, selv om deres forrykte synspunkter ikke rykker sig. Hadets gåde står tilbage. Det kan man måske kalde en halv sejr. Dialogerne fortsætter, og så længe der tales, kammer hadet ikke over i vold.

Ildsjælen Özlem Cecic noterer et halvt nederlag til sidst, men konstaterer, at hun dog gjorde, hvad hun kunne. Det kan vi andre også gøre, og god og stærk inspiration findes i denne bog.

Özlem Cekic: ’Hvorfor hader han dig, mor?’ Gyldendal, 266 sider, 299,95 kr.