Læsetid: 4 min.

Ud omkring værket og bag om bogen

Mangler vi læsemåder, som matcher den nyeste oprigtigheds- og blottelseslitteratur? Stefan Kjerkegaard mener ja – og foreslår at supplere eller erstatte den ’autonome’ tilgang med en ’heteronom’, der tager højde for værkets medialisering og kommunikation. Muligvis indvarsles her den definitive massakre på studiet af litteratur som æstetisk dannelsesmiddel
Især fire nye bøger har inspireret og igangsat Stefan Kjerkegaards projekt, en af dem er Caspar Erics ’7/11’ fra 2014. Arkivfoto.

Især fire nye bøger har inspireret og igangsat Stefan Kjerkegaards projekt, en af dem er Caspar Erics ’7/11’ fra 2014. Arkivfoto.

Sigrid Nygaard

5. august 2017

Man har længe i forsker- og dansklærerkredse oplevet et påtrængende behov for nye læsestrategier til at komme den nyeste litteratur i møde.

For vi ser i disse år talrige markante bøger, hvor forfatterne så at sige ’intervenerer’ i værket, investerer deres person i kompleks balancegang mellem nøgen selvfremstilling og bevidst iscenesat performance. I det hele taget forbinder tekst og kontekst sig via de nye medier på måder, vi endnu ikke er i stand til at se eller tage konsekvenserne af.

I denne situation spiller litteraten Stefan Kjerkegaard ud med en bog, som vel mest er tænkt som en faglig tankeigangsætter for dansklærere, men som sandelig også fortjener at blive respekteret som et højaktuelt samtidssignalement og diskuteret som et forslag til nye litterære tilgange og forholdsmåder. For ligesom litteratur af i dag formes af en omfattende medialisering af samfund og identitet, må også vore læsemåder forandres, mener Kjerkegaard.

Han foreslår derfor en læsning, der bevæger sig »udefra og ind«, dvs. tænker litteraturen ’heteronomt’ som retorik og kommunikation med en bestemt afsender og modtager, til forskel fra at begribe litteratur ’autonomt’ som enkeltværker lukkede om sig selv, og principielt ad- og udskilte fra deres forfatter.

Det menneskelige: En styrke

Brugen af det selvbiografiske i den nyeste danske litteratur indebærer nemlig ikke kun radikal eksponering af forfatterens identitet, den indvarsler også en anderledes litteratur, »der kommunikerer på menneskelige og dermed fejlbarlige, altid utilstrækkelige og sårbare betingelser, hvor vi genkender os selv i de handlinger, der er vores egne.

En litteratur, der nok er selvfremstillende, men sjældent selvidealiserende«, og i hvilken det (med Nietzsches udtryk) »alt for menneskelige« ikke længere opfattes »som en æstetisk svaghed, men derimod som en ansvarsfuld og bevidst del af værket«.

Stefan Kjerkegaard: Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet

Det betyder, skriver Kjerkegaard, »at man må revidere gængse litterære spørgsmål og desuden gentænke fundamentale spørgsmål, der relaterer sig til litteraturbegrebet som sådan«.

Litteraturens hele situation i en stadigt mere medialiseret virkelighed lægger op til, at læsning og forskning ikke mere kan udspille sig på hermeneutikkens præmisser, altså som forståelse og tolkninger centreret om det singulære litterære værk.

Sker en sådan omorientering ikke, forsømmer vi, hedder det, muligheden for at blive bedre litteraturlæsere i en medialiseret tid.

Vi bliver, advarer Kjerkegaard, bare »dummere«, ja, »i sidste ende mere alene i verden som litterater med vores litterære viden, som kun vi forstår at håndtere«.

Og videre: »Hvis vi fortrænger det kommunikative aspekt ved litteraturen, herunder spørgsmålet om medier og medialisering, forbliver vi som litterater ikke bare analoge og ude af trit med virkeligheden, vi forbliver også dårligere læsere.«

Litteraturens x-faktor

Jamen dog! Man skuer for sit indre blik de kilometerlange køer ved indgangene til Dansklærerforeningens kommende efteruddannelseskurser, og man forudser allerede, hvorledes landets bedste filosofisk skolede tekstanalytikere førtidspensionerer sig og forlader de litterære institutter ad bagdøren med frakken trukket op over deres beskæmmet rødmende ører, fordi de ikke i tide forstod at erkende det selvbiografiske som en form for menneskelig plet eller ’blamage‘, en blottelse, en selvstigmatisering, ja, selveste »litteraturens x-faktor«, for nu at bruge et udtryk, som Kjerkegaard triumferende gentager mindst fire gange.

Især fire nye bøger har inspireret og igangsat Stefan Kjerkegaards projekt. Det er Claus Beck-Nielsen (1963-2001). En biografi (2003), hvor forfatteren på én gang afviklede sig selv og genskabte sig som performende koncept. Det er Yahya Hassan (2013), hvor en pæredansk perker skænkede vor litteratur dens nye Aladdin.

Det er genstanden for den fremragende afsluttende værkaflæsning, Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme (2013) med dens modige og æstetisk originale grænsekrydsninger mellem det almene og det biografiske og det i de fleste andre sammenhænge pinagtigt private. Og det er Caspar Erics 7/11 (2014), der tydeligere end mange andre udgivelser efter år 2000 tog den moderne medieformidlede identitetsdannelse på sig som vilkår.

Læseren som iværksætter

Disse og andre bøger møder Kjerkegaard frontalt og empatisk, idet han svarer på deres interventionspraksis med en »iværksættende« læsestrategi, hvorved forstås en tilgang, som overskrider »ideen om udelukkende at holde sig til det æstetiske«, som han lidt plumret skriver, alt imens han bagatelliserer sine egne formelle og dermed vel også ’æstetiske’ iagttagelser i de analyserede tekster.

For resten er hans fremstilling nu ikke altid lige nem at følge. Et afsnit hos Kjerkegaard begynder typisk med en appetitvækkende situationsbeskrivelse efterfulgt af et behjertet definitionsforsøg. Så kommer i bedste fald en konkret analyse, men også som regel en række trendy internationale paralleller pakket ind i lækker namedropping og modeprægede buzzwords, hvorefter afsnittet udmunder i udvandet ’følende’ smalltalk, hvor dybsindigheder og bombastiske banaliteter vælter rundt i lystig forvirring.

Perspektivet, der åbner sig efter læsning af Kjerkegaards bog, er på én gang opløftende og nedslående. Det tegner lyst, når en litterat så nysgerrigt og oplevelsessultent nærmer sig den nyeste litteratur og forsøger at etablere adækvate tilgange til den, men udsigten forekommer samtidig dyster, når han så beslutsomt, som det her sker, reducerer eller ligefrem suspenderer det specifikt æstetiske fokus, villig som han åbenbart må være til at lægge litteraturanalysen ind under performativitetsstudier og kommunikationsanalyse.

Bogens ellers så tilforladelige undertitel, ’Medialiseringen af litteratursystemet’, indvarsler muligvis den definitive massakre på studiet af litteratur som æstetisk dannelsesmiddel. Hellere end at demonstrere, hvordan man som læser kan flyde sammen med og blive ét med en kunstners frembringelse, vil Kjerkegaard propagere for den forståelsesform, »hvor teksten flyder ud omkring værket og bag om bogen«.

Heri får han støtte fra den nyeste litteratur, men han bør også have modstand af dem, der tør holde fast på, at digtekunst består i andet og mere end selv nok så skrøbelig og sårbar ’kommunikation’.

Stefan Kjerkegaard: Den menneskelige plet. Medialiseringen af litteratursystemet. Dansklærerforeningens Forlag. 158 sider. Illustreret. 199 kroner

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Anmeldelsen skelner ikke klart nok mellem de foreslåede tilgange og forholdsmåder i sammenhæng med henholdsvis gymnasiets danskundervisning og så det at bedrive litteraturvidenskab.

Med hensyn til førstnævnte er der en stigende tendes til, at management - og markedstænkning vinder indpas i gymnasiernes undervisning og dermed også danskundervisning. Som en kollega sagde til mig, opfattede han sig efterhånden mere som en manager i et cirkus, hvis formål det var at skabe tilfredse kunder, end han opfattede sig som en pædagogisk formidler i forbindelse med litteratur.

Set i det perspektiv vil det være forholdsvis nemt at affærdige det anmeldte værk med, at det på populistisk vis er et redskab, der passer fint sammen med managementtænkning og fokus på kundetilfredshed. Vægten på det selvbiografiske og "litteraturens x - faktor" i samtidslitteratur går fint i tråd med mediernes bidrag til unges dyrkelse af f.eks. sangeres og filmskuespilleres interessante privatliv. Fortællingen om den lidende kunstner, der kæmper sig frem og får succes, trods alle odds, er en fortælling, der vil appellere til mange unge, især hvis den kan bidrage med en passende identitetspolitisk belæring og identifikation undervejs.

Kjerkegaards værk er altså ikke et afgørende brud, som nu forårsager voldsomme efteruddannelser og førtidspensioneringer, som anmeldelsen måske kan give indtryk af, men en del af en udvikling, der har stået på gennem de sidste 15 - 20 år.

Men, men, men:
Jeg ser ikke en modsætning mellem arbejde med skønlitteratur i gymnasiets danskundervisning og en litteraturvidenskabelig tilgang, når det drejer sig om f.eks. en litteraturhistorisk tilgang til et værk i samtiden med vægt på forhold, der går ud over det æstetiske (men som selvfølgelig ikke kan erstatte den æstetiske tilgang, der stadig er vigtig). Kjerkegaard bidrager med en ny præcisering af tilgange ud fra teorier og begreber, der er oppe i tiden, men set i et lidt større perspektiv, er der stort set tale om tilgange, der anvendes og i skiftende omfang har været anvendt gennem en hel del år. Det er ikke så nytænkende, som Kjerkegaard og Dansklærerforeningens forlag gerne vil give indtryk af.

For en række værker i samtiden vil det være oplagt at inddrage forhold, der medvirker til at gøre dem til de værker, som de ikke kun er, men som de også bliver til, bl.a. i kraft af arbejdet i gymnasiet med de pågældende værker. Når jeg formulerer det sådan, rejser det jo også et spørgsmål om kunstværkets (det litterære værks) ontologi (en diskussion, der ikke er plads til at tage her), men som bliver relevant, hvis værket ses som en symbiotisk del af den litterære institution.

Mange lidt naive gymnasieelever vil sidde med en fornemmelse af, at et værk er noget, som en forfatter har siddet og skabt ved sit skrivebord, som af sig selv er blevet til en bog, og som på en måde er hvirvlet gennem rummet og nu havner på deres bord, efter aftale om dansklæreren. Det gælder også om gennem arbejdet med værket på klassen at bryde med sådanne former for uvidenhed.

En række hurtigt omskiftelige forhold i samtiden er med til at gøre værkerne til det, som de nu engang bliver til. Især tænker jeg her på den altomfattende markedsgørelse og udviklingen i medierne, ikke mindst de sociale medier. Værkerne er både et produkt af og medvirker til at skabe disse forandringer. Værket indgår i symbiotiske forhold i disse sammenhænge.

Ud over forfatterens bidrag kan f.eks. nævnes forlagenes markedføring af forfatter og værk, mediernes (bl.a. dagblades og deres anmelderes) brug af denne markedsføring til at skabe fortællinger til læserne. Offentlige litterære arrangementer, der jo typisk også vil omfatte oplæsninger, spørgsmål og evt. diskussion. Statens kunstfond og private fondes bidrag til at understøtte skabelsen af værket. Undervisningsministeriets udformning af lovgivning om brug af samtidens værker i undervisningssituationer på alle niveauer i systemet, samt de undervisningsmaterialer, forlagene udarbejder til disse sammenhænge. F.eks. dansklæreres brug af universitetsforskere som Stefan Kjerkegaards værk til at planlægge undervisning med brug af det litterære værk og dermed bidrage til skabelse af et nyt perspektiv på værket.