Læsetid: 4 min.

Ud omkring værket og bag om bogen

Mangler vi læsemåder, som matcher den nyeste oprigtigheds- og blottelseslitteratur? Stefan Kjerkegaard mener ja – og foreslår at supplere eller erstatte den ’autonome’ tilgang med en ’heteronom’, der tager højde for værkets medialisering og kommunikation. Muligvis indvarsles her den definitive massakre på studiet af litteratur som æstetisk dannelsesmiddel
Især fire nye bøger har inspireret og igangsat Stefan Kjerkegaards projekt, en af dem er Caspar Erics ’7/11’ fra 2014. Arkivfoto.

Især fire nye bøger har inspireret og igangsat Stefan Kjerkegaards projekt, en af dem er Caspar Erics ’7/11’ fra 2014. Arkivfoto.

Sigrid Nygaard

5. august 2017

Man har længe i forsker- og dansklærerkredse oplevet et påtrængende behov for nye læsestrategier til at komme den nyeste litteratur i møde.

For vi ser i disse år talrige markante bøger, hvor forfatterne så at sige ’intervenerer’ i værket, investerer deres person i kompleks balancegang mellem nøgen selvfremstilling og bevidst iscenesat performance. I det hele taget forbinder tekst og kontekst sig via de nye medier på måder, vi endnu ikke er i stand til at se eller tage konsekvenserne af.

I denne situation spiller litteraten Stefan Kjerkegaard ud med en bog, som vel mest er tænkt som en faglig tankeigangsætter for dansklærere, men som sandelig også fortjener at blive respekteret som et højaktuelt samtidssignalement og diskuteret som et forslag til nye litterære tilgange og forholdsmåder. For ligesom litteratur af i dag formes af en omfattende medialisering af samfund og identitet, må også vore læsemåder forandres, mener Kjerkegaard.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Anmeldelsen skelner ikke klart nok mellem de foreslåede tilgange og forholdsmåder i sammenhæng med henholdsvis gymnasiets danskundervisning og så det at bedrive litteraturvidenskab.

Med hensyn til førstnævnte er der en stigende tendes til, at management - og markedstænkning vinder indpas i gymnasiernes undervisning og dermed også danskundervisning. Som en kollega sagde til mig, opfattede han sig efterhånden mere som en manager i et cirkus, hvis formål det var at skabe tilfredse kunder, end han opfattede sig som en pædagogisk formidler i forbindelse med litteratur.

Set i det perspektiv vil det være forholdsvis nemt at affærdige det anmeldte værk med, at det på populistisk vis er et redskab, der passer fint sammen med managementtænkning og fokus på kundetilfredshed. Vægten på det selvbiografiske og "litteraturens x - faktor" i samtidslitteratur går fint i tråd med mediernes bidrag til unges dyrkelse af f.eks. sangeres og filmskuespilleres interessante privatliv. Fortællingen om den lidende kunstner, der kæmper sig frem og får succes, trods alle odds, er en fortælling, der vil appellere til mange unge, især hvis den kan bidrage med en passende identitetspolitisk belæring og identifikation undervejs.

Kjerkegaards værk er altså ikke et afgørende brud, som nu forårsager voldsomme efteruddannelser og førtidspensioneringer, som anmeldelsen måske kan give indtryk af, men en del af en udvikling, der har stået på gennem de sidste 15 - 20 år.

Men, men, men:
Jeg ser ikke en modsætning mellem arbejde med skønlitteratur i gymnasiets danskundervisning og en litteraturvidenskabelig tilgang, når det drejer sig om f.eks. en litteraturhistorisk tilgang til et værk i samtiden med vægt på forhold, der går ud over det æstetiske (men som selvfølgelig ikke kan erstatte den æstetiske tilgang, der stadig er vigtig). Kjerkegaard bidrager med en ny præcisering af tilgange ud fra teorier og begreber, der er oppe i tiden, men set i et lidt større perspektiv, er der stort set tale om tilgange, der anvendes og i skiftende omfang har været anvendt gennem en hel del år. Det er ikke så nytænkende, som Kjerkegaard og Dansklærerforeningens forlag gerne vil give indtryk af.

For en række værker i samtiden vil det være oplagt at inddrage forhold, der medvirker til at gøre dem til de værker, som de ikke kun er, men som de også bliver til, bl.a. i kraft af arbejdet i gymnasiet med de pågældende værker. Når jeg formulerer det sådan, rejser det jo også et spørgsmål om kunstværkets (det litterære værks) ontologi (en diskussion, der ikke er plads til at tage her), men som bliver relevant, hvis værket ses som en symbiotisk del af den litterære institution.

Mange lidt naive gymnasieelever vil sidde med en fornemmelse af, at et værk er noget, som en forfatter har siddet og skabt ved sit skrivebord, som af sig selv er blevet til en bog, og som på en måde er hvirvlet gennem rummet og nu havner på deres bord, efter aftale om dansklæreren. Det gælder også om gennem arbejdet med værket på klassen at bryde med sådanne former for uvidenhed.

En række hurtigt omskiftelige forhold i samtiden er med til at gøre værkerne til det, som de nu engang bliver til. Især tænker jeg her på den altomfattende markedsgørelse og udviklingen i medierne, ikke mindst de sociale medier. Værkerne er både et produkt af og medvirker til at skabe disse forandringer. Værket indgår i symbiotiske forhold i disse sammenhænge.

Ud over forfatterens bidrag kan f.eks. nævnes forlagenes markedføring af forfatter og værk, mediernes (bl.a. dagblades og deres anmelderes) brug af denne markedsføring til at skabe fortællinger til læserne. Offentlige litterære arrangementer, der jo typisk også vil omfatte oplæsninger, spørgsmål og evt. diskussion. Statens kunstfond og private fondes bidrag til at understøtte skabelsen af værket. Undervisningsministeriets udformning af lovgivning om brug af samtidens værker i undervisningssituationer på alle niveauer i systemet, samt de undervisningsmaterialer, forlagene udarbejder til disse sammenhænge. F.eks. dansklæreres brug af universitetsforskere som Stefan Kjerkegaards værk til at planlægge undervisning med brug af det litterære værk og dermed bidrage til skabelse af et nyt perspektiv på værket.