Læsetid: 6 min.

Vi har aldrig før haft så progressive overklasser, men ...

Den britiske journalist Edward Luce afdækker i sin nye bog ’The Retreat of Western Liberalism’, hvorfor de sejrende politiske ideer taber i nutidens vestlige samfund
Det var frygtelige scener i Charlottesville, hvor demonstranterne og moddemonstranterne slog løs på hinanden med køller, råbte og græd. Dramaet er et godt billede på det, der ifølge den britiske journalist Edward Luce finder sted i Vesten i disse år. Hans nye bog ’The Retreat of Western Liberalism’ er et forsøg på en stor fortælling, som forklarer åbenlyse opløsningstendenser i vores vestlige samfund.

Det var frygtelige scener i Charlottesville, hvor demonstranterne og moddemonstranterne slog løs på hinanden med køller, råbte og græd. Dramaet er et godt billede på det, der ifølge den britiske journalist Edward Luce finder sted i Vesten i disse år. Hans nye bog ’The Retreat of Western Liberalism’ er et forsøg på en stor fortælling, som forklarer åbenlyse opløsningstendenser i vores vestlige samfund.

Anda Chu

30. september 2017

En virkeligt samtidsdrama blev opført i Charlottesville denne sommer. Hvide demonstranter protesterede militant, som om de var de nye sorte i det amerikanske samfund.

»White lives matter! White lives matter!« råbte de hvide aktivister i kor, da de med flammende fakler en sen aften marcherede gennem campus på University of Virginia.

De havde overtaget protestbevægelsen Black Lives Matter’s slagord, men erstattet ’sort’ med ’hvid’. Deres politiske budskab var: De hvide er ikke længere den stærke majoritet i det amerikanske samfund, men det gamle flertal, som mener sig fortrængt af alle mulige andre.

»Jews shall not replace us,« råbte de også.

Deres demonstration talte til en fornemmelse af, at de hvide er blevet til fremmede i deres eget land, og at systemet med positiv særbehandling, politisk korrekthed og såkaldt affirmative action favoriserer alle de andre.

Hvide hørefløjsekstremister angriber en moddemonstration i Charlottesville, Virginia. Præsident Trumps uklare afstandtagen til højreekstremisterne har ført til kritik.
Læs også

Næste dag demonstrerede de foran en statue af Robert E. Lee, som er et ikon på Sydstaternes kamp for at bevare slaveriet. Byrådet i Charlottesville havde nemlig vedtaget at flytte den ellers centralt placerede statue, fordi den var et anstødeligt symbol i det 21. århundredes Amerika.

De hvide demonstranter hævder, at de er samtidens ofre i Amerika. De hvide, hvortil man i USA ikke regner såkaldte hispanics, er stadig majoriteten i USA, men en fremskrivning fra Pew Research anslår, at under halvdelen af den amerikanske befolkning vil være hvide mennesker i 2065 – det samme tal var over 80 procent i 1965.

De hvide demonstranter stod i Charlottesville over for andre bevægelser, som insisterer på, at det er dem, som kæmper for ofrene mod overmagten. Den antifascistiske bevægelse Antifa blokerede og obstruerede demonstrationen foran Robert E. Lee-statuen.

Black Lives Matter-bevægelsen hævder, at de sorte er de mest udsatte i det amerikanske samfund, og at det kræver kamp at få deres liv tilskrevet samme værdi og værdighed som de hvide.

Det var frygtelige scener i Charlottesville, hvor demonstranterne og moddemonstranterne slog løs på hinanden med køller, råbte og græd. Forskellige grupper, som hver især kan være betrængte eller udsatte, kom op og slås, og det hele endte med, at en af de progressive blev slået ihjel, og demonstrationen blev ophævet.

Sød elite

Dramaet i Charlottesville er et godt billede på det, der ifølge den britiske journalist Edward Luce finder sted i Vesten i disse år. Hans nye bog The Retreat of Western Liberalism er et forsøg på en stor fortælling, som forklarer åbenlyse opløsningstendenser i vores vestlige samfund.

De lavere sociale klasser kæmper ikke samlet imod en overklasse om fordelingen af værdierne i samfundet, de slås indbyrdes. Og de progressive er bange for de nye reaktionære bevægelsers politiske kraft, så de bekæmper deres ret til at demonstrere og tale deres sag i offentligheden.

De nye reaktionære grupper tror ikke på individuelle rettigheder, fordi de oplever det som politisk korrekthed og favorisering af de fremmede:

»Fascisme er baseret på grupperettigheder. Det liberale demokrati bygger derimod på individuelle rettigheder,« anfører Luce.

De, som engagerer sig i kampen for de hvides herredømme i USA, råbte også i Charlottesville: »Blood and soil!« – blod og jord.

Endelig har den urbane klasse, som skulle være den mest progressive og liberale, mistet sin legitimitet, fordi den er blevet til en mondæn overklasse. De byer i USA, som er mest liberale, er ifølge Luce også de byer med størst ulighed. Den by med størst økonomisk ulighed overhovedet skulle være den gamle hippieby San Francisco, hvor man har demonstreret for homoseksuelles rettigheder, retten til at leve anderledes og anerkendelse af minoriteter. Og det er nu også den by, hvor mange nye techmilliardærer bor, så de kan leve lækkert urbant, mens de arbejder i Sillicon Valley.

»En af de store ironier i Vestens eksplosivt voksende storbyer er, hvor meget de mest velstillede væsner hylder det progressive verdensbillede,« skriver Luce.

»Vi kunne virkelig ikke have drømt om en sødere elite. Men konsekvenserne af, hvordan de bruger deres penge, er ikke særligt progressive. På trods af lovprisningen af de multikulturelle byer er det også steder, hvor den oligarkiske virkelighed bliver sat i scene.«

Når de progressive er de rigeste, bliver opgøret med deres verden også let til et opgør med det progressive. Og uligheden mellem de nye millionærer og resten af samfundet er blevet så stor, at de lever på forskellige præmisser. Det er ikke vanskeligt at være tolerant over for geniale indiske udviklere, men det kan være anderledes svært at nyde den multikulturelle mangfoldighed, hvis det betyder, at ens job bliver overtaget af indvandrere, som er villige til at arbejde for lave lønninger.

Skuffede forventninger

Den politiske krise i Vesten er udgangspunktet for Edwards Luces analyse. Han ser valget af Donald Trump i Amerika som kultminationen på et opgør, der længe har været undervejs. Det skete med Hemingways ord »gradually, then suddenly«; først langsomt, og så pludseligt slog det igennem.

»Vestens krise er virkelig og strukturel, og den vil sandsynligvis fortsætte,« skriver Luce i sit forord.

»Intet er uundgåeligt. Noget af det, som truer Vesten, er det inden for vores rækkevidde at reparere. Hvis vi skal gøre det, skal vi forstå, hvordan vi nåede hertil,« hvilket bliver anliggendet i The Retreat of Western Liberalism.

Luces analyse er inddelt i tre afsnit: Det første handler om globaliseringen af kapitalismen og de nationale demokratier. Anden del handler om den politiske reaktion, mens tredje del beskriver de globale politiske konsekvenser af Vestens krise politisk. Til sidst følger vage anvisninger for fremtiden.

Den første del af analysen er mest interessant. Luce forstår politisk liberalisme som det bedste kompromis mellem individuelle rettigheder og demokrati. Hver borgers frihed og selvstændighed bliver forsvaret af rettigheder, og hvert land regeres af ledere, som er folkevalgte.

Vi har været vant til at tænke politisk liberalisme som den sejrende idé i historien. Men Luce anfører, at der er økonomiske forudsætninger for den politiske liberalisme, som vi har taget for givet. Liberalisme blev udviklet i den turbulente tid fra 1870 til 1970, som var præget af fremskridt og reaktioner. Nye teknologiske muligheder, produktivitetstigninger, økonomisk vækst og en hel ny verden af forbrugsmuligheder og underholdning. Der var militante politiske reaktioner og økonomisk krise, men grundlæggende er det de 100 år i verdenshistorien med størst vækst. Og det skabte de fælles forventninger om stadig større velstand for hver generation.

Men siden 1970’erne har dele af befolkningerne i Vesten oplevet meget mindre vækst end andre.

»Lad mig slå fast: Bitterheden i Vesten handler mere om skuffede forventninger end om en nedgang i materiel velstand,« skriver Luce.

Folk i Vesten er ikke blevet fattigere, og de fleste har stadig adgang til langt flere forbrugsgoder end deres forældre. Men de forventninger, som blev skabt i den lange vækstperiode, kan ikke indfries i perioder med lavere vækst, hvor uligheden til gengæld er steget radikalt mellem midten og toppen, så alle kan se alt det, de ikke kan få.

Dertil kommer den politiske desillusion. Vi forventer nemlig politisk, at vi i de vestlige demokratier både kan få national suverænitet, demokrati og global frihandel. Men hvis vi vil have demokrati og national selvbestemmelse, kan vi også være en del af den globale økonomi. Og hvis vi vil have demokrati og global kapitalisme, må vi erkende, at vi ikke er herrer i eget hus.

Den værdige sag

Det drama, vi så i Charlottesville, og de politiske opløsningstendenser, vi ser overalt i Vesten, bliver ifølge Luce til indikationer på, at det økonomiske grundlag for vores politiske orden er blevet undermineret.

Det meste i Luces bog er skrevet bedre, mere grundigt og overbevisende andre steder, men det er også en kort bog om en lang historie. Hans forklaring af, hvordan og hvorfor de historisk sejrende politiske ideer kan tabe i nutidens samfund, er til gengæld bemærkelsesværdig.

Den kan hjælpe os til forstå, hvorfor så mange kæmper så hårdt om at blive anerkendt som dem med den værdige sag, og hvorfor de historisk sejrende ideer taber i nutidens samfund. Og hvordan det kan være, at vi har den mest progressive overklasse i verdenshistorien samtidig med demonstranter, som tænder fakler og råber: »Blod og jord!«

Edward Luce: The Retreat of Western Liberalism. Atlantic Monthly Press 240 sider. $24.00.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Torsten Jacobsen

Det er progressivt at gå ind for større økonomisk lighed, hvis man er nået til den indsigt, at for stor økonomisk ulighed i et demokratisk system, før eller siden fører til had, vold og konflikter i bunden af samfundet.

'Del og hersk', på kapitalistisk, simpelthen.

Er man nået til denne indsigt, men insisterer man alligevel fortsat på, at man fortjener en indtægt, der er mange gange højere end gennemsnittets, så er man ikke længere progressiv. Så er man derimod enten stupid, kyniker, eller begge dele på samme tid.

Men progressiv? Fandeme nej!

Jes Balle Hansen , Torben K L Jensen, Karsten Aaen, Bjarne Bisgaard Jensen, Steffen Gliese, Bjørn Pedersen, David Zennaro, Egon Stich, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Bjørn Pedersen

Med henvisning til artiklens første del om konkurrencen om at blive set som de største ofre og konflikt mellem samme økonomiske klasser, vil jeg anbefale en artikel om to amerikanske sociologers definition af denne kulturelle tendens i USA. Det de beskriver som udviklingen af en "victimhood culture":

https://www.theatlantic.com/politics/archive/2015/09/the-rise-of-victimh...

Eva Schwanenflügel og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar