Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Antifascistisk håndbog til tiden

USA’s militante venstrefløj opruster – nu også med beredskabslitteratur skrevet af en Antifa-ideolog og aktivist
Moderne Tider
2. september 2017

Berygtet er præsident Trumps ord efter balladen i Charlottesville, da han sidestillede marcherende højreekstremister og protesterende moddemonstranter.

»Man havde meget fine mennesker på begge sider. Ikke alle de mennesker var neonazister, ikke alle de mennesker var hvide supremacister.«

På det uafhængige forlag Melville House bemærkede man sig også udtalelsen og fremskyndede straks en udgivelse, der allerede var på vej. Nu foreligger Antifa: the Anti-fascist Handbook, der på en gang er historie og guide til den såkaldt antifascistiske bevægelse.

Den er skrevet af Mark Bray, der både forsker i politiske bevægelser og selv er højtprofileret aktivist. Han var med til at organisere Occupy Wall Street, en bevægelse der startede i kølvandet på finanskrisen og fik enorm udbredelse under slagordet ’Vi er de 99 procent’, og tidligere i år kunne man høre ham i diverse medier i forsvar for de sortklædte Antifa-aktivister, der med magt forhindrede ’højrefløjsprovokatøren’ Milo Yiannopoulos i at tale ved et offentligt arrangement i Berkeley, Californien.

»Det er absolut acceptabelt at gribe til vold,« udtalte aktivister i den forbindelse til Guardian.

»For det er 100 procent sikkert, de vil gribe til vold mod os.«

Brays bog går tilbage til de antifascistiske bevægelsers oprindelse i 1920’erne og helt frem til deres eksponentielle vækst i USA i dag. Endvidere kan man læse interviews med Antifa-aktivister, der gør rede for bevægelsens taktikker og bagvedliggende filosofi. Vinklen er ikke kritisk, men favnende. Bray beskriver selv sin bog som beredskabslitteratur, der opfordrer til militant handling og stiler efter at »udstyre en ny generation af antifascister med de nødvendige historiske og teoretiske forkundskaber til at besejre højreekstremisten«.

Bogens påstand er, at militant antifascisme er »et historisk gennemtænkt modsvar til den fascistiske trussel, som har bestået siden 1945, og som er blevet desto mere truende i de senere år«. Videre hedder det, at det ikke er sikkert, man bliver glødende antifascist af at læse bogen, »men i det mindste vil læseren forstå, at antifascisme er en legitim politisk tradition, der er vokset ud af et århundredes politiske kampe«.

En af Antifas fundamentale principper er, at fascismen ikke må få en chance for at erobre en platform. Antifa forkaster dermed, med Brays ord, »den liberale vildfarelse, at fascisme er en ideologi, som kan diskuteres og overvejes«.

Bogen udmunder i det budskab, at antifascitiske aktiviteter må omfatte mobilisering af lokalsamfund, overvågning af facistiske individer og vilje og forberedelse til om nødvendigt »fysisk at konfrontere højrefløjen«.

Mark Bray: 'Antifa: The Anti-Fascist Handbook'288 s., udgivet på forlaget Melville House

© The Guardian og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her