Læsetid: 3 min.

Belgien ifølge Baudelaire: ’Alt er kedeligt, trist, intetsigende, sovende’

I 1864 tog Charles Baudelaire fra Paris til Bruxelles i et desperat forsøg på at vende lykken. I stedet kom Belgien til at repræsentere kulminationen på alle det miskendte genis ydmygelser, hvilket stadig klæber til landets selvforståelse
Belgiske mænd drikker te. Charles Baudelaire var ikke imponeret over landet, da nogle år senere var på visit i din særegent konstruerede stat.

Belgiske mænd drikker te. Charles Baudelaire var ikke imponeret over landet, da nogle år senere var på visit i din særegent konstruerede stat.

Scanpix

23. september 2017

Hvordan er det at være belgisk? Og hvad er ’en god belgier’? Indbyggerne i den vesteuropæiske stødpudestat, der opstod i 1831, er fra fødslen udstyret med en kompliceret, negativt defineret, næsten hypotetisk identitet.

Udgør dette land med forskellige sprogområder, der vender hinanden ryggen og kulturelt orienterer sig mod større nabolande, overhovedet en rigtig nation, spørger eksempelvis den flamske digter Leonard Nolens:

»Jeg er født i Belgien, men Belgien er aldrig født i mig.«

Også udlændinge har beskæftiget sig med den belgiske ubetydelighed:

»Belgien, denne på verdenskortet næsten uskelnelige grågule plet,« skriver tyskeren W.G. Sebald i romanen Austerlitz, hvor fortælleren bliver grebet af »en følelse af utilpashed« i og ved Belgien.

Men det mest prægnante bidrag til belgiernes nationale selvhad er fransk: Pauvre Belgique – arme Belgien – var en af arbejdstitlerne på den bog, som Charles Baudelaire planlagde, men ikke nåede eller formåede at skrive inden sin død som blot 46-årig i 1867.

Baudelaire grundlagde dermed ’belgofobien’, men angsten for alt belgisk handler ikke mindst om et personligt sammenbrud, hævder den belgiske Baudelaire-ekspert og forfatter Jean-Baptiste Baronian i bogen Baudelaire au pays des Singes (Baudelaire i abernes land).

Uendelig langsomhed

Baudelaire ankom til Bruxelles i april 18

Jean-Baptiste Baronian: Baudelaire au pays des Singes

64. Han var inviteret til at holde fem foredrag i byens Cercle Artistique et Litteraire – »et mødested for kunstens og litteraturens venner« – men havde selv aktivt søgt at blive inviteret og nærede en del forventninger til opholdet:

»Da jeg er utilfreds med mine parisiske udgivere og –  ikke ubegrundet – mener, at man ikke yder mig retfærdighed, har jeg besluttet at rejse til udlandet for at finde en udgiver,« skriver han til Victor Hugo.

Syv år tidligere var Baudelaire blevet dømt for at have krænket »den religiøse og offentlige moral« med Les Fleurs du mal (Syndens Blomster). Seks af digtene var det forbudt at udgive i Frankrig helt indtil 1949 – også fordi Baudelaire ikke selv orkede at anke dommen. Han håbede, at Belgien ville være vejen til økonomisk genoprejsning og kunstnerisk anerkendelse – »selv om jeg nærer lidt mistillid til belgiernes dannelse«, som han skriver i brevet til Hugo.

Det var ikke bare et miskendt geni med økonomiske problemer, der ankom til det unge kongeriges lille hovedstad, men også en alkoholiseret syfilitiker i accelererende forfald. Til sin mor skrev han, at foredragene blev »en så stor succes, at man ikke mindes at have set noget lignende«. Men Baudelaires første og sidste offentlige optræden var et historisk flop.

Han blev tvunget til at acceptere et meget lavere honorar, end han havde forventet, de lokale notabiliteter udeblev, de fem foredrag blev til to, og til det andet kom knap 20 søvnige tilhørere. Så inden året var omme, havde han ophobet tre måneders ubetalte hotelregninger, mente, at belgierne udgjorde »en kæmpe masse af tomme hjerner«, og klagede over, at »alt foregår med uendelig langsomhed«.

Påduttet portræt

Poeten havde planer om at skrive en bog om Belgien som metafor for alt det værste ved Frankrig. Men det blev blot til spredte iagttagelser, en slags arbejdsplan og nogle få digte.

»På nært hold tager Frankrig sig barbarisk ud. Men tag til Belgien, og så bliver De mindre hård ved Deres eget land,« noterer Baudelaire. »At flanere, som er så populært blandt folk udstyret med fantasi, er umuligt i Bruxelles. Der er intet at se og umulige veje.«

Den desperate dandy kunne heller ikke holde de joviale belgieres omfangsformer ud. De griner dumt, hader skønhed, er inkompetente, idéforladte, mistroiske og abeagtige flokdyr, der glæder sig over andres ulykke, skriver han.

»Livets generelle kedsommelighed. Cigarer, grøntsager, blomster, frugt, mad, øjne og hår: Alt er kedeligt, alt er trist, intetsigende, sovende.«

På en udflugt til Namur i marts 1866 knækkede helbredet definitivt, og Baudelaire døde året efter hjemme i Paris. Belgierhadet i fragmenterne er mest udtryk for en generel misantropi, mener Baronian, der som fransksproget forfatter fra den flamske havneby Antwerpen er noget så relativt sjældent som en hybridbelgier.

Baronians essay er således både en filologisk grundig rekonstruktion af en kunstners nedsmeltning og et paradoksalt patriotisk forsvar for et land, der har ladet sig pådutte et portræt, som aldrig blev skrevet.

Jean-Baptiste Baronian: Baudelaire au pays des Singes. Éditions Pierre-Guillaume de Roux. 160 sider, 19,50 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Hans Aagaard
Hans Aagaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu