Læsetid 6 min.

Carl Madsen ejede ikke tvivlens nådegave

Glimrende biografi om den kommunistiske sagfører Carl Madsen dokumenterer et modsætningsfyldt liv og lader et par vigtige spørgsmål stå åbne
Den kommunistiske advokat Carl Madsen bliver ikke sovset ind i sympati i Chris Holmsted Larsens nye biografi, der ikke tegner et særlig flatterende portræt af den kendte samfundsrevser.

Den kommunistiske advokat Carl Madsen bliver ikke sovset ind i sympati i Chris Holmsted Larsens nye biografi, der ikke tegner et særlig flatterende portræt af den kendte samfundsrevser.

Peer Pedersen
23. september 2017

Det siges om biografier, at de ofte lider under den svaghed, at forfatteren ligger under for en vis sympati med sin hovedperson. Dette kan der ikke siges at være fare for i Chris Holmsted Larsens bog om den kommunistiske sagfører Carl Madsen (1903-78).

Bogen er tværtimod båret af en vedvarende skepsis, ja nærmest antipati, over for sin protagonist. Den kritiske distance mangler mildest talt ikke, og man forstår det sådan set godt: Carl Madsen ejede ikke empati, han var selvoptaget grænsende til det ubehagelige, og familiemæssigt var han en katastrofe.

Carl Madsen levede og åndede for den kommunistiske revolution og var hensynsløs, når det gjaldt fjenderne, internt i partiet som eksternt, reelle som indbildte. Der er ingen tvivl om, at retsopgøret efter besættelsen havde talt hundredevis af henrettelser, hvis de folkedomstole, han arbejdede for, var blevet til noget.

Som så mange af tidens kommunister ejede Carl Madsen ikke tvivlens nådegave, og Chris Holmsted Larsen vender gang på gang tilbage til den altoverskyggende gåde, der omgav ikke bare Carl Madsen men også en lang række af hans partifæller i tiden: Hvilken psyke og hvilke motiver driver en mand til på den ene side at optræde så inderligt kritisk og fordømmende over for det omgivende samfund i alle dets aspekter og på den anden side koldblodigt at afvise al kritik af de ledere, man har valgt at følge?

Den forgudede sovjetstat

I virkeligheden handler det jo om, hvornår ideologi kammer over i fanatisme. Forfatteren gør ikke noget forsøg på at besvare dét spørgsmål. Han er imidlertid ikke bleg for at kalde kommunismen for en »erstatningsreligion«, uden dog at diskutere begrebet nærmere.

Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist

I tilfældet Carl Madsen ligger der ingen umiddelbare forklaringer for hånden, men der er meget, der tyder på, at det, der gjorde udslaget, var den demokratiske danske retsstats store svigt under besættelsen: Politiets internering af flere hundrede kommunister efter det tyske angreb på Sovjetunionen i juni 1941 og den efterfølgende internering og, for 150 DKP’eres vedkommende, deportation til kz-lejren Stutthof, hvor 20 af dem omkom.

Det var efterkrigstidens danske kommunisters formative begivenhed. Sagen havde hele tiden været for vigtig til, at man kunne spilde tid på intern fnidder. Men nu blev det personligt. Carl Madsen hadede politiet resten af sit liv.

I sin forbenede loyalitet over for partiledelsen og den forgudede sovjetstat benægtede Carl Madsen alt, hvad der kunne få mere samvittighedsanfægtede kammerater til at opgive troen.

Han var ikke ked af over for den danske offentlighed at præsentere et bizart skønmaleri af en fangelejr uden for Moskva, som han besøgte i 1962.

Kritik kunne han heller ikke selv tage. Tværtimod lader han til at have været næret af modgang. Det gjaldt hans virke som partifunktionær, som statsadvokat med ansvar for de særlige værnemagersager efter besættelsen og som landsretssagfører i efterkrigstiden, hvor han påtog sig forsvaret i alle mulige og umulige sager, hvor det kapitalistiske samfund og den borgerlige stats undertrykkelse kunne udstilles.

Dem, han skulle forsvare, interesserede ham ikke, indrømmede han på et tidspunkt. Det var sagernes principielle aspekter og samfundsnedbrydende potentiale, der betød noget. Det gjaldt også sagerne, han førte i forbindelse med Vietnam-demonstrationerne og senere Christiania – den sidste inden hans død.

Sagerne gjorde ham populær i kredse uden for DKP, men om man kan sige, at de ligefrem gjorde ham »folkekær«, jævnfør bogens titel, kan måske diskuteres.

Ideologi styrede også hans forhold til DDR, hvor han plejede mange gode kontakter og gjorde regimet tjenester, bl.a. som vidne i absentia-sager mod gamle naziforbrydere, der var kommet til tops i det vesttyske statsapparat. Til gengæld fik han adgang til arkivmateriale i DDR’s statsarkiv, som han kunne bruge i sin måske vigtigste bog, Flygtning 33.

Det betonstøbte forhold til DKP’s ledelse begyndte først at krakelere omkring 1970, da partiet efter hans mening slog ind på en farlig revisionistisk enhedskurs og lukkede op for et samarbejde med den øvrige venstrefløj.

Det blev for meget for Carl Madsen, som stædigt holdt fast i ultra-venstre-linjen, der gjorde socialdemokraterne til hovedfjenden. Han råbte så højt om det, at han i 1975, tre år før sin død, blev hældt ud af partiet. Da fik han sin egen medicin at smage. Var hans afvigelse sket i 30’rnes Moskva, var det blevet et nakkeskud i stedet.

Så langt holdt Carl Madsens loyalitet altså. Den opløstes, da han blev uenig med ledelsen. Den højt besungne ’demokratiske centralisme’ havde vist sig at være mere centralistisk end demokratisk.

Heller ikke hans forsøg på at rehabilitere ’bombefolkene’, altså Wollweber-agenten Richard Jensen og hans gruppe af venstrekommunister, som var blevet mobbet ud af fællesskabet i Horserødlejren, havde nogen chance for at lykkes, til hans store forbitrelse.

Til gengæld vejrede den ukuelige Madsen morgenluft ved de nye, mere revolutionære kommunistiske grupperinger på 70’ernes yderste venstrefløj.

Chris Holmsted Larsen fortæller sin historie forfra og lige på med inddragelse af et enormt kildemateriale, som dog er noget sparsomt, hvad angår de første år i DKP 1924-38. Det giver nogle lidt store spring i bogens første to kapitler.

Kapitlerne om besættelsen og retsopgøret, hvor han måtte opgive at gennemføre opgøret med værnemagerne, er til gengæld uhyre veldokumenterede, og det samme gælder det, der markerer bogens afsluttende højdepunkt: Det endelige opgør med partiet.

Chris Holmsted Larsens bog, som bygger på hans ph.d-afhandling fra RUC, er med sit engagement, overvældende dokumentation og sagligt velbalancerede fremstilling noget af en bedrift. Den indskriver sig uden problemer i rækken af glimrende biografier over ledende danske kommunister, der er udkommet siden 1989, og som omfatter Aksel Larsen, Arne Munch-Petersen, Mogens Fog og Børge Houmann.

Billedmaterialet gør, hvad det skal – sågar med en Carl Madsen årgang 1947 med Information stikkende op af jakkelommen! Teksten fungerer udmærket, trods skønhedsfejl, og historien fortælles i et let flydende tempo og i et enkelt sprog, der aldrig bliver simpelt.

Men det går altså ikke, at »en række andre ledende mandlige kommunister giftede sig med jødiske piger«. Der skal formentlig – forhåbentlig! – stå »kvinder«. Det ville de nok også selv have foretrukket.

Der er ikke et komma for meget i denne bog. Faktisk siger det noget om omfanget af den historie, der skal fortælles (og mængden af de kilder, der er endevendt undervejs), at 428 tryksider nærmest virker utilstrækkeligt. For der mangler kontekst!

Carl Madsen og de andre DKP’ere orienterede sig jo mod USSR, men der er meget lidt omtale af udviklingen eller forholdene i ’arbejderstaten’ i hele perioden. Det samme gælder den internationale udvikling i 30’rne, Hitlertyskland, Den Spanske Borgerkrig, Komintern, udviklingen i Danmark under tysk besættelse, partiets splittelse og SF’s dannelse efter Ungarnkrisen og SUKP’s 20. partikongres. Det nævnes alt sammen kun i forbifarten.

Om Aksel Larsens (hoved)rolle i partiet under besættelsen og kommunisternes ledende rolle i den modstandskamp, som mere end noget andet definerede deres selvopfattelse efter 1945, er forfatteren nærmest tavs, hvad der sikkert skyldes, at Carl Madsen var interneret mellem juni 1941 og august 1943.

I den sammenhæng kommer forfatteren til at lade Aksel Larsen optræde i vidneskranken i sagen mod Richard Jensen, som i juli 1941 fik 16 års fængsel for bombeattentatet mod to trawlere i Frederikshavn i 1938. Det kan dog næppe være rigtigt, idet Aksel Larsen først blev arresteret i november 1942.

Troen på sagen

Fremstillingen fungerer derfor bedst som et katalog over Carl Madsens personlige kampe i retssalene, i sine bøger og i partiet. Man kan sagtens få øje på det større perspektiv: Trods sit sene opgør med partiet var og blev den bidske sagfører selv et symbol på de danske kommunisters klippefaste tro på sagen – en tro, der var så urokkelig, at den ødelagde partiets muligheder for indflydelse på det danske samfunds udvikling og spændte ben for andres bestræbelser undervejs.

Men det er og bliver en svaghed ved bogen, at Carl Madsen og hans parti ikke placeres klarere i den store sammenhæng, nationalt såvel som internationalt. Chris Holmsted Larsens bog om Carl Madsen måtte med andre ord godt have været 100 sider længere. Men det er jo i grunden ikke den værste kritik, man kan udsætte en bog for. Det er en glimrende biografi. Og hvor ville man dog gerne have overværet en dag i retten med Carl Madsen.

Chris Holmsted Larsen: Den folkekære stalinist. En biografi om Carl Madsen. Gyldendal. 544 sider inkl. noter og bibliografi. 349,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Niels Nielsen
    Niels Nielsen
Niels Nielsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Odin Rasmussen

De herskende tanker er den herskende klasses tanker skrev Marx og det er ligeså sandt idag som som det var i det 19. århundrede - alle politiske ideologier har til formål at opretholde et bestemt samfunds system. Selv mener jeg at anti-imperialismen, Carl Madsen, DKP og andre med idealisme og den intention, som de havde dengang på den ene eller den anden måde bidrog til at hjælpe sandheden frem og give de magtesløse talerør og give små fattige nationer mulighed for at vælge deres egen udviklingsvej - og Carl Madsen var klar over at man ikke ustraffet taler kapitalen eller det mægtie Nato-militær imod da kampen foregik i Vietnam eller Chile. Det er jo dem som vinder krigen, der skriver historien, og det gælder uanset hvilken historisk epoke, vi taler om. Dem der tabte kender vi kun fra "vindernes" beretning - og dermed er der a grund til at tvivle på disse beretningers objektivitet.

Karsten Aaen, Niels Nielsen, Arne Lund, Anders Graae, Ole Arne Sejersen, Flemming Berger, Hans Larsen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for niels astrup

Det er ganske enkelt ikke rigtigt, at Carl Madsen ikke kunne tvivle. Faktisk fortalte han en gang om en oplevelse:

En sommerdag i Lejre. Madsen har lige malet sit stakit og ligger nu i haven. Forbi kommer to skoledrenge:

- Nå, siger den ene, Carl Madsen har nok fået malet sit stakit.

- I hvert fald på den ene side, svarede den anden.

Madsen brugte den her oplevelse til at understrege en pointe om, at man altid skulle se om stakittet nu også var malet på den anden side - og forstå, hvordan der så ud på den anden side.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

En landsdommer slog engang i bordet og sagde:

- "Hr. Carl Madsen, De skal have respekt for retten".

Hvortil Madsen svarede:

- "Dommeren kan ikke forlange, at jeg skal have respekt for retten. Kun at jeg skal vise respekt for retten"

Dennis Tomsen, Niels Nielsen, Arne Lund, Per Klüver, Per Torbensen, Bjarne Bisgaard Jensen, Holger Madsen, Flemming Berger, Hans Larsen og Karsten Aaen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Poul Simonsen

I et af hans radioforedrag gav han udtryk for, at der fandtes 3 slags kommunister: de indre missionske, de ligeglade og de grundtvigianske. Hvor var Carl Madsen placeret?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Niels Astrups anekdote om det malede stakit og tvivlens nådegave passer derhen, at en god jurist altid skal læse den næste paragraf, og altid skal se sagen fra den anden side. Datidens dommere var alle rekrutteret fra det bedre borgerskab, havde gået i søndagsskole og været igennem Justitsministeriet. De kendte ikke 'den anden side'. Arbejderklassens levevilkår indgik ikke deres i deres viden om verden.

En god jurist skulle for at kunne råbe disse dommere op, starte med at være i tvivl, og blive ved indtil der ikke var mere at være i tvivl om. En procedure er en fortælling, der fører historien fra tvivl til klarhed.
Derfor må tvivlens nådegave være en del af juristens repertoire.

Karsten Aaen, Holger Madsen og Flemming Berger anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Poul Simonsen - bemærk at alle tre kategorier henviser til tro og religion. Det er det eneste virkeligt sande i den udtalelse. Ingen religion sætter pris på tvivlens nådegave - heller ikke en religion som er sekulær og påstår sig selv ateistisk - samtidigt med at den dyrker både inkvisitioner, ikonbilleder, bibler og putter sine profeter i relikvieskrin.

Brugerbillede for Arne Lund

"Bogen er tværtimod båret af en vedvarende skepsis, ja nærmest antipati, over for sin protagonist. Den kritiske distance mangler mildest talt ikke, og man forstår det sådan set godt:"
Ja, Madsen var ikke nem at have med at gøre, men er det udelukkende det drejer sig om? Han var en familiemæssig katastrofe, får vi at vide. Tjah, også det er der flere bud på, og nogle af os, der er gamle i gårde, har andre oplevelser. Tæller det ikke, hvad Carl Madsen fik udrettet, eller kunne have fået udrettet?
Det er en letkøbt påstand fra anmelderens side, at hvis Carl Madsen fik magt som han havde agt, så ville flere hundrede været blevet henretter efter krigen, og ikke de ca. 50 det blev til.
Hvor ved anmelderen det fra? Og hvorfor forholder han sig ikke til, at retsopgøret efter besættelsen var alt for tilfældigt, alt for lemfældigt, og at alt for mange slap alt for billigt i forhold til, hvad de havde gjort?
En forfatter. der skriver en biografi om en kontroversiel person, og som iflg. anmeldelsen her, er så forudindtaget, vil jeg mene er inhabil. Læseren må kunne forlange en eller anden grad at solidaritet, eller sympati med den person, det handler om. Hvis Holmsted er så forudindtaget, som her beskrevet, så vil jeg mene, at han diskvalificerer sig selv. Her kunne han lære noget af Arne Hardis' bog om Scherfig.
Og nej - jeg advokerer ikke for sovjetisk historieskrivning, men blot om en smule fairness. Anmeldelsen giver mig ikke lyst til at læse bogen. Så hellere finde Carl Madsens bøger frem fra arkivet, og genlæse om hans kamp mod uret, det borgerlige samfunds korruption og det, der er værre.

Karsten Aaen, Holger Madsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for niels astrup

Arne: Korrekt. Guderne forbyde, at Carl Madsen nogensinde havde fået politisk magt i Danmark...

Men - Guderne forbyde, at der aldrig havde været danske jurister som ham.

Brugerbillede for Odin Rasmussen

Det skal lige tilføjes, at danske firmaer, som arbejdede i Tyskland for Hitler direkte tjente penge på at medvirke i Holocaust. Det gjaldt f.eks. Christiani & Nielsen, hvis ene direktør formidlede arbejdskraft til tysk militærindustri og som også producerede jern-beton (dengang en ny opfindelse) til de tyske ubåds-baser og til hegnspælene i Auswitz. Kvaliteten var så god, at pælene står der endnu. Så Danmark tjente gode penge på Holocaust, incl. de penge, som nogle fiskere tjente ved at sejle jøder og andre flygtninge til Sverige. Krigen var en god forretning for Danmark og derfor har skiftende danske regeringen ikke ønsket at retsforfølge de ansvarlige værnemagere og nazi-kollaboratører.

Karsten Aaen, Per Torbensen, Niels Nielsen, Arne Lund, Holger Madsen og Hans Larsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Arne du glemmer at Madsen åbenlyst sanktionerede Stalins skueprocesser og nakkeskud der kostede mere end en halv million socialister og kommunister livet (enkelte opposionelle men mestendels bare mulige konkurrenter til Stalin). Jo du det er ikke mindst derfra anmelderen og enkelte af os andre er overbevist om at hvis han havde fået magt som han havde agt så ville det givet været blevet en blodig affære.

Brugerbillede for Arne Lund

Robert Ørsted-Jensen - Hvor ved du fra, hvad jeg glemmer? Ikke alt kan medtages i de korte indlæg, der er gængs her på siden.
Men bl.a. pga. Carl Madsens og DKP's kritikløse støtte til Stalin og Moskvaprocesserne, har jeg aldrig tilhørt selvsamme fløj. Mit ståsted er venstresocialismen, der anser det dav sovjet/det nuv. Rusland for lige så imperialistiske som USA m.fl.
Jeg fordømme dog ikke Madsen helt og aldeles pga. hans stalinistiske sympatier. Han havde også andre" talenter", der i dag er en mangelvare i samfundet og blandt advokater.

Karsten Aaen, Holger Madsen og Niels Nielsen anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Steen Sohn

Til foråret (9. april) udkommer et værk af seniorforsker og arkivar Steen Andersen om retsopgøret efter krigen. Han blev interviewet af Arne Hardis i Weekendavisen 23. juni . Artiklen hed "Kommunisterne havde ret."

Heri hed det blandt andet, at Højesteret og samarbejdspolitikerne beskyttede hinanden under retsopgøret og systematisk hev tænderne ud af modstandsbevægelsen.

Om Carl Madsen:
"Den tredje tand blev trukket i en løbende modarbejdelse af modstandsbevægelsens mand i Statsadvokaturen, kommunisten Carl Madsen. Han havde med Steen Andersens ord ’fat i den lange ende,’ da han med Prisdirektoratets afgørelser i hånden lagde op til dom mod en stribe værnemagere, der havde brudt prisloven – det vil sige taget overpriser, som udnyttede Besættelsens tvangssituation.”

Karsten Aaen, Per Torbensen og Arne Lund anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Odin Rasmussen

om Stalin slog flest ihjel ( i helt egen person) eller det engelske imperium i samme periode eller USA der vistnok lavede folkemord på indianerne. Jeg har set opgørelser der hævder at op til 20 millioner indfødte blev udryddet i USA. Ofte så er der en tendens til kun at ville anerkende et eller to folkemord - og det er som regel dem man selv er blevet udsat for. Tilhængerne af folkemorderne vil først forsvare sig med at der døde slet ikke så mange - tallene er overdrevne, og derefter vil de forsvare sig med 'at det jo var krig' 'det var enten os eller dem' så hvis man mener man er i krig bl.a. med indianere, kommunister, indere, armenere, muslimer, jøder så må man være godt tilfreds med denne forklaring. HVis man som mig mener at mord og drab er forkert må man forkaste den. De nævnte folkemord er allerede begået. Højst kan man prøve at undgå fremtidige folkemord og udryddelser. Man kan sige at USSR mest udøvede vold indenfor landets egne grænser mod egen befolkning, mens den frie verden/vesten/ det engelske imperium/ Frankrig/USA osv. (Danmark) mest udøver vold udenfor deres egne grænser. Ofte med det formål at indføre "demokrati" men for det meste med fattigdom, undertrykkelse og diktatur som resultat.
Bevidsthedsdannelse og ideologiudvikling er svært at afgrænse
Hvis man skal sige noget negativt om Carl Madsen så spildte han jo sin tid, for det samfundsmæssige ideal han ønskede at realiserer, kunne formentligt ikke lade sig gøre, og de lande han mere eller mindre henviste til som værende socialistiske, viste sig senere at være økonomisk korrupte og stagnerede i sådan en grad, at alting brød sammen og borgerne flygtede ud så snart det var muligt.
Tro kan defineres som fast tillid til det man håber, og overbevisning om ting, man ikke ser. Det siges også , at troen kan flytte bjerge og at alt er muligt for den som tror. Men troen udelukker ikke tvivl, og den der tror er altid i fare for at miste denne tro. Men selvom troen er usikker og blandet med tvivl er det alligevel en vejleder for de fleste.

Brugerbillede for Arne Lund

Robert - Ja, hvis og hvis. Nu fik Carl Madsen jo ikke den magt, som du og anmelderen hævder han ville bruge til et opgør i bedste stalinistiske stil. Så derfor kan det kun blive gætterier. For i modsætning til Sovjet, så var der jo flere om at bestemme retsopgøret, og hvem der skulle henrettes.

Odin - Du skriver "Man kan sige at USSR mest udøvede vold indenfor landets egne grænser mod egen befolkning". For så vidt korrekt, bortset fra krigen i Afghanistan 1979-89, der iflg. Svetlana Aleksejevitjs' bog Zinkdrengene kostede ca. en mio afghanere livet. Endnu vides ikke (?) hvor mange der er blevet dræbt som følge af de russiske bombeangreb i Syrien, men det tæller da også med.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Nej "rets" opgøret i sovjet var Stalins personlige værk der er ingen grund til at putte blår i øjnene på nogen, og at Madsen mente at det var sådan man klarede den slags er hævet over enhver tvivl, det er ikke gætteri. Standretter for politiske modstandere uden forsvar efterfulgt af ni gram i nakken var i hans øjne helt ok. Det er ikke gætteri, det var retfærdighed i Madsen stil

Brugerbillede for Odin Rasmussen

Der døde ligeså mange mennesker i den russiske borgerkrig som under Første Verdenskrig. Som historiker kan man ligge vægt på forskelige strukturer i sin analyse - og ligefrem operer med en strukturdualitet - nok var Stalin en grimmer en, men man kan måske nuancerer sin forklaringsmodel en anelse ved at fokuserer på et samspil af andre strukturer end lige en given historisk aktør eller samspillet mellem dem - og man vil måske nuancerer sin analyse en smule.
Svetlana Aleksejevitjs som blev oversat til dansk for et par år siden og modtog en nobels-pris i litteratur har et rimeligt kritisk syn på den russiske såvel som den sovjet-russiske politik mht til krigene i Afghanistan og nu Syrien har russerne valgt at støtte de regeringer der er - og man skal nok ikke være blind for russernes strategiske interesse - og personligt er jeg da også temmeligt skeptisk overfor perspektiverne. Afghanistan og mellemøsten (Irak) var jo længe britisk og senere amerikansk interesse område og disse lande har jo ikke ligefrem støttet op om en sund og stabil politisk udvikling hverken før eller efter russernes indblanding.

Brugerbillede for Odin Rasmussen

For at forstå Carl Madsens synspunkter så må man jo konstaterer at baggrunden for dem nok var at Rusland forandrede sig meget på få årtier fra at være et tilbagestående og uudviklet monarki med en kæmpe analfabetisme blandt bondebefolkningen til at være en moderne industriel supermagt med en af verdens bedst uddannede befolkninger med muligheder uden fortilfælde for kvinder, og nogle af de vigtigste videnskabelige landvindinger i det 20. århundrede. Livet var måske ikke luksuriøst, men det meste af befolkningen havde tag over hovedet og mad på tallerkenen som de færreste lande har opnået. Man kan ikke vide hvad der var sket hvis det havde været nogle andre mennesker som havde magten eller hvis andre beslutninger var blevet truffet, men man må nok overveje det og lærer af historien hvis ikke samme fejl skal gentages sig i fremtiden
Men man kunne jo også dengang forlade kommunismen og fx blive SF'er ligesom den intellektuelle Mogens Fog en anden fremtrædende SF'er fra samme generation: Aksel Larsen valgte jo ligefrem at blive CIA informant ifølge en rapport udarbejdet af Diis i 2005. Når man undre sig over hvor mange fejltagelser mennesker har begået i fortiden på grund af forkerte opfattelser så er det måske nærliggende at se på vores egne indbildninger ?

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Odin.

Hvis man anser sig selv som venstreorienteret eller bare progressiv og ikke mindst socialist, så duer det altså ikke at man vedbliver at grave undskyldninger og whataboutisms frem for adfærd ingen virkelig socialist kan og må acceptere. Og da slet ikke af et styre og af individer der betegner sig selv som socialister, venstreorienterede og progressive. Det er sgu da renlivet selvmål det. Det her må ophøre ellers komme vi aldrig videre og så kan vi ligesågod kassere alt hvad vi står for som idioti og umuligt.

Det blive ikke mindst totalt absurd når sammenligningsgrundlaget for et påstået progressivt socialistisk land bringes helt ned på niveau med feudale og dybt tilbagestående diktatoriske lande og imperialistiske krige mellem kapitalistiske regimer. Det er sgu da selvmål så det klokker. Det svarer nøje til at sige at mere forventer vi os altså ikke af vores visioner om en bedre og mere retfærdig verden.

Hånden på hjertet, hvordan i himlens kan det gøres til at "lære af historien" - ja hvad kan vi overhovedet lære af sådan noget?

Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

1) Det koster at yde modstand.
2) Fred er ikke gratis.
3) Kampen mod fascisme og kampen mod imperialismen.
4)Det er altid lettere, mere trygt og økonomisk fordelagtigt at holde sin mund, så det vælger de fleste at gøre.
5)Når sejren så engang er vundet, vil de alle hævde, at de var på den rigtige side.
6) forhåbentlig vil der være nogle, som kan huske sandheden.

Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

For nogle kan det være vanskeligt at acceptere, at man på samme tid godt kan synes, at det var godt at den sovjetiske hær vandt over Nazi-Tyskland i 1945 og så at Stalin begik mange forbrydelser og dræbte et meget stort antal uskyldige.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Vel ssandheden her er indlysende for enher der evner at åbne øjnene. Sovjet med dets borgelige mindretalsdiktatur og Stalins kontrarevolution var ikke længere andet end bare en anden type facisme og imperialisme. Der var intet tilbage her af det der kunne have været en progressiv udvikling for Rusland og Europa. Salig Aksel begik sgu ikke forrædderi mod nogen form for socialisme - han havde bare erkendt sit livs store fejltagelse - og valgte derfor bare at støtte noget der i det mindste var demokrati frem for den rødmalede facisme han hidtil havde støttet - og derefter begyndte han en ny kurs mod opbyggelsen af en ny demokratisk og progressiv venstrefløj.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

For nogen kan det være svært at skulle acceptere at der ikke i de der regimer i øst var nogetsomhelst alternativ og at de ikke var noget bolværk hverken mod fascisme eller imperialisme. Sovjet var en allieret mod nazismen som så sandeligt var et værre regime deri at der var tale om en extrem racististisme som ikke havde råd til at risikere at lade vinde. Nazisme var ikke fascisme - det var noget langt værre og mere dødbringende. Sovjet derimod var bare en slags fascisme baseret på statslig kapitalisme.

Der er ikke noget alternativ til demokrati der er ikke nogen suverenitet uden folkelig demokratisk forankring.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

For nogen er det tilsyneladende stadig svært at forstå at have vi ikke haft USA - så ville vi have skullet vokse op enten som hitler jugend ell noget der var under opvæksten ville have været næsten lige så slemt - røde pionerer. Det er først og fremmest USA vi kan og bør takke for at det ikke var det valg vi fik og at vi kunne fortsætte med velfærd ytringsfrihed og demokrati i Danmark.

Brugerbillede for Odin Rasmussen
Odin Rasmussen

1)USA befriede ikke Europa - sandheden er at det var en fælles indsats og at de allierede nok ikke var kommet særligt langt uden den røde hær.
2) USA reddede ikke jøderne fra udryddelse i Europa. 6 millioner jøder blev slået ihjel, men det er måske lidt svært at argumenterer for at det var mere synd for dem end de resterende måske 22 millioner sovjet-borgere, der også blev slået ihjel af nazisterne ?
3) USA (og Nato) indfører ikke demokrati i hele verden, men derimod fattigdom, undertrykkelse og diktatur.
Jeg ved ikke om det er skadeligt at have været pioner - er det værre end at være spejder?. Jeg har mødt flere danskere der har været pionerer og de virkede da temmeligt normale trods at de blev mobbet lidt i folkeskolen på grund af at de gik rundt med en uniform.
Årsagen til at jøderne blev reddet var ikke de "flinke danskere" men derimod den tyske embedsmand som advarede Frihedsrådet om en forestående tysk aktion mod jøderne. Det fik han senere en israelsk medalje for. At danske fiskere hjalp jøderne skete af økonomiske årsager, tyskerne kendte godt til denne aktion, men valgte bevidst at ignorere den. Eugenetik var en anerkendt videnskab blandt diverse amerikanske filantroper i første del af det 20. århundrede som Hitler og det tredie rige blev inspireret af. Det siges at Hitler var Katolik. Men han var alligevel nok en anelse inspireret af Luther, der jo mente at alle der ikke fulgte ham skulle slås ihjel, katolikker, calvinere, jøder osv. Luther tog dog senere afstand fra meget af det han selv havde skrevet. Den ortodokse kirke i Rusland ser nok skævt til jøder hovedmodstanderen er nok stadig katolikker mere end jøder - selvom, der i høj grad blev udført forfølgelse af jøder i det russiske imperium. Holicaust startede med Luther, husk det. Den tyske embedsmand som reddede jøderne i dk hed G. F. Duckwitz. Tjek Folkedrab.dk. 200 danske jøder endte alligevel i Theresienstadt.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Ingen benægter Ruslands store ofre under anden verdenskrig Odin. Ofre som forværredes betydeligt at Stalins uduelighed og af hitlers krig mod andre “racer”. Hitler tabte fordi han skulle kæmpe på to fronter og fordi han med sine forbrydelser i øst fik alle der til at foretrække forbryderen Stalin - trods sine enorme myrderier var han stadig ikke ude i noget med herrefolk og racekrig.
Det jeg så også sagde var at uden USA ville demokratiet i nordvesteuropa ikke mindst vores skandinaviske lande være faldet. Det jeg derefter tilføjede var at jeg altså foretrækker dansk velfærdsdemokrati for de der sovjetiske velsignelser du altså stadig synes at kunne få øje på. Uanset hvad vi har af kritik af USA’s ofte forbryderiske og tåbelige politik på globalt niveau så var vores alliance med dem stadig garanten for vores models beståen og bedre for os end det der hæslige russiske “alternativ”. Det der russiske alternativ var så sandelig heller ikke velsignelser og demokrati til andre lande på kloden. Det udbredte ikke velfærd socialisme og demokrati noget sted. Det var ikke et alternativ til USA. Næe men vores system var alternativet! Istedet for at yde støtte til fe nordiske velflrdssystemers globale udbredelse og videreudvikling fordybede og spildte “venstrefløjen” i disse lande deres tid med sig med idioti og fantasier om sovetkommunismens og maoismens. pol pots og Cuba og hvad ved jegs velsignede “alternativ.” Vi og vores velfærd var det eneste virkelige globale alternativ - leninismen og USA var begge fallitboer og Vesteuropas venstrefløj svigtede totalt kampen for socialisme og folkenes globale velfærd - og grunden til det var at man lod sig afspore og forføre af den leninistiske narrehat og katastrofe i som startede i oktober 1917. Men forurenede ikke minds Marx tænkning med ævl om ulandssocialisme under leninistisk parti- mindretalsdiktatur og undertrykkelse af ikke mindst den ytringsfrihed som fik selv Marx selv til at foretrække England og - USA

Så det du nævner som ligge helt uden for vores diskussion. Hvis nogen skal lastes for ikke at gøre en skid for at stoppe hitlers jødeudryddelser så burde du se mere østover end vestover. Myrderierne fandt først og fremmest sted i Polen, de baltiske lande og i Ukraine. Det var steder hvor kun russerne kunne have præcisionsbombet.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

En virkelig venstrefløjs fornyelse - et virkeligt nyt venstre - kræver at man begynder med systematisk at erkende alle sine enorme fejltagelser siden 1917 og totalt befrier sig for den bolsjevikkiske (leninist-trotskistiske, stalinist-maoistiske) neoreligiøse sump. Alt dette var vores historiske kæmpefejltagelse. Ulandssocialisme og parti-despoti var aldrig noget alternativ til kapitalismen.

Brugerbillede for Robert Ørsted-Jensen
Robert Ørsted-Jensen

Rens ud i og fjern dette semi-religiøse spindelvæv som har vildført og ligget som tåger i hjernen på generationer af venstrefløj siden oktober 1917. Bolsjevismen var en revisionistisk taberideologisk vildførelse