Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Fanget i reklamernes omklamrende net

Det reklamefri rum hører fortiden til: Ny teknologi og manglende regulering har gjort det muligt for virksomheder at plastre hele livet til med reklamer, der skal få os til at købe mere. Ny bog undersøger den amerikanske markedsføringsindustri og dens stræben efter den totale kommercialisering.
Moderne Tider
16. september 2017

Kritik af reklameindustrien er ofte en af de mest forudsigelige former for samfundskritik. Måske fordi reklamer er en så synlig del af det kapitalistiske system, at kritikken ligger lige til højrebenet: Reklamerne koloniserer det offentlige rum og forvandler borgere til hjerneløse forbrugere, der sover på gaden i dagevis for at få lov at være den første, der smider tusinder af kroner efter den seneste iPhone.

Alt for ofte er reklamekritikken knyttet til en mere eller mindre implicit romantisk fantasi om at undslippe den fremmedgørende køb-og-smid-væk-kultur og dyrke DIY-livet i vildnisset, hvor alt bliver genbrugt i en harmonisk cyklus af organisk materiale. Konsumerismekritik kan være utroligt kedelig.

Alligevel bliver vi nødt til at beholde reklamerne i kritikkens synsfelt, for ikke blot har de utroligt skadelige konsekvenser for mange mennesker – de er også i hastig forandring i disse år, hvilket juraprofessoren Mark Bartholomew beretter om i Adcreep: The Case Against Modern Marketing.

Bartholomews kritik er relativt traditionel og kedelig, og de overflødige referencer til bl.a. Foucault, Marx og Orwell, der hist og her er drysset ud over teksten, forstærker blot fornemmelsen af, at det er let at lade kritikken køre på automatpilot, når det handler om reklamer. Når bogen alligevel er interessant, skyldes det, at den giver et konkret overblik over de seneste års udvikling inden for markedsføringsteknologier samt en historisk gennemgang af det amerikanske retssystems skiftende reaktioner på reklameindustriens udvikling.

Mark Bartholomew: ’Adcreep: The Case Against Modern Marketing’

Myrekryb

Adcreep handler om USA, men det betyder ikke, at er den irrelevant i andre kontekster, for kommercielle tendenser fra USA har det jo med sprede sig. Bogen beskriver en hverdag fyldt med reklamer, og når man læser om de mange eksempler på, hvordan moderne marketingfirmaer med gigantiske budgetter forsøger at lokke dollar ud af forbrugerne, mærker man den adcreep, Bartholomew kritiserer.

Den gennemsnitlige amerikaner eksponeres for 3.000 reklamer om dagen: De er ikke blot på enhver synlig overflade i det offentlige rum, men også på vores smartphones, på hjemmesider, i elevatorer, i venteværelset hos lægen, på skærme i busser og tog, i skoven, på bilens instrumentbræt, som product placement i film og computerspil eller på offentlige uddannelsesinstitutioner – som når en kageproducent sponsorerer matematikbøger, hvor eksemplerne regnes i antal af Oreo-kiks.

Telefoner, computere samt kameraer og mikrofoner installeret i alverdens ting og sager opsamler konstant gigantiske mængder af data, der samles og sælges til virksomheder, der også hyrer hjerneforskere til at lure, hvordan bestemte lyde og lugte kan fremkalde følelser, der får os til at sænke paraderne over for reklamerne.

Supermarkeder overvåger vores præcise adfærd i butikken, Netflix og Amazon holder øje med, hvor vi pauserer og spoler, når vi streamer tv-serier, og i butikkerne er mannequindukkernes øjne videokameraer, der kan genkende ansigter.

Lovgivning og aktivisme

Indtil 1970’erne forsøgte det amerikanske retssystem i nogen grad at beskytte forbrugere mod aggressiv markedsføring, men i den neoliberale epoke er det ikke overraskende virksomhedernes bundlinjer, der sættes over alt andet.

Siden den amerikanske højesteret i 1976 erklærede, at også virksomheder har forfatningsgaranteret ytringsfrihed, er alle forsøg på at regulere reklameindustrien blevet udskreget som paternalistisk og autoritær censur. I de seneste år er tendensen ifølge Bartholomew blevet endnu stærkere: Domstolene arbejder i dag konsekvent i reklameindustriens interesser.

Bartholomew efterlyser mere regulering og en mere kritisk retspraksis. At myndighederne kan spille en progressiv rolle er det nylige forbud mod reklamer, der udbreder ’urealistiske kropsidealer’ i Londons transportnetværk, et godt eksempel på. Men det er ærgerligt og indskrænket, at Bartholomews i øvrigt ret moderate kritik ikke orienterer sig mod mere aktivistiske praksisser.

For tiden bekæmper gruppen ’Markedet skal fa’me ikke bestemme hvordan vores kroppe skal se ud’ med forskellige metoder de reklamer for brystoperationer, privathospitalet Nygart inficerer det offentlige rum i Danmark med.

Den aktivistiske modstand mod reklamer har en lang historie, og taktikkerne rækker fra humoristiske og kunstneriske former for subvertising, hvor reklameindustriens udtryk og metoder bruges mod industrien selv, til den mere direkte ødelæggelse af reklamer og kommercielle rum, hvad enten det er i form af hacking eller fysisk hærværk. For hvorfor er det dem med penge, der skal bestemme, hvordan de rum, vi lever i, skal se ud?

Mark Bartholomew: ’Adcreep: The Case Against Modern Marketing’. 248 sider. 25 dollar

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Duus Nielsen

Husker I da Metroen i Kbh. blev bygget? Der var en del kritik over, at der ikke var budgetteret med kunstnerisk udsmykning af stationerne, hvilket blev imødegået med, at der var tale om et bevidst valg af design, hvor de grå flader skulle fremstå i deres egen monokrome skønhed uden farvemæssige distraktioner.

Gad vide, hvad argumentet så er for alle reklamerne, som nu kan beses overalt i Metroen?

Jeg husker tv-reklamernes indtog i Danmark som en skelsættende begivenhed, der rokkede ved noget grundliggende i samfundsånden (hvis man ellers kan tale om en sådan). En følelse af korrumpering, en dyne af dumhed der lagde sig over folks sjæle. En kynisk, beregnende dumhed, som havde alt for let spil og som vi stod magtesløse overfor, fordi den resonerede så perfekt med vores egen iboende dumhed.