Læsetid 6 min.

Medrivende insiderfortælling om reformpædagogikkens fødsel

Den sorte terpeskole forsvandt, og spanskrøret blev afskaffet. Progressive pædagoger og frihedselskende kulturradikale transformerede skolen til ukendelighed. Egon Clausen fortæller Danmarkshistorie fra det 20. århundrede – medrivende, engageret og teoriløst
30. september 2017

I november 2014 blev der afholdt 75-års fødselsdag for foreningen, forlaget og tidsskriftet Unge Pædagoger på Zahles Seminarium. En række velklædte gråhårede pædagoger var mødt op for at fejre fødselaren.

»Vandt eller tabte vi?« var ikke bare spørgsmålet for aftenens drøftelser – det udgør også den røde tråd i Egon Clausens bog Klassens frække elev. Kapitler af Unge Pædagogers danmarkshistorie.

I første nummer af bladet Unge Pædagoger, der udkom i december 1939, proklameredes: »De gamle undervisningsmetoder tvinger os ind i et system af falsk disciplin, tvang og dressur.«

De unge progressive pædagoger og mange kulturradikale stemmer i samtiden ønskede at afskaffe terperiet og den umyndiggørende skoleundervisning. De advokerede for nye undervisningsmetoder, for at højne respekten for børns og unges frihed og selvstændighed, og så gik de ind for, at seksualundervisning skulle være et skoleanliggende.

Venstremanden Jens Byskov, tidligere undervisningsminister og forstander ved Gedved Seminarium, blev ikke just begejstret, da han læste en artikel i bladet skrevet af forstander Georg Christensen fra Haderslev Seminarium, »der håner Skolen, fordi den endnu ikke har paataget sig den vigtige Opgave at oplyse Børnene om, hvorledes generende Følger af erotisk Samliv kan undgaas«.

Byskov og mange andre stærke samfundsstøtter gik i rette med truende nedbrydning af den almindelige moral.

Udforskende og tabuopsøgende

»Ro, orden og disciplin, lussinger og spanskrør i skabet, salmevers og udenadslære, var folkeskolens virkelighed i 1939,« skriver Egon Clausen.

Men i de efterfølgende 78 år undergik skolen en radikal forvandling til det bedre. Ind med gruppearbejde, samtidsorientering og musik. Ud med den kønsforskrækkede kristne moral og den småborgerlige autoritetstro.

Kildenært, kronologisk og medrivende skildrer Clausen kampen for at menneskeliggøre skolen. Hans helte er lærere som Thorkild Thejsen, der underviste i samtidsorientering i Albertslund og samtidig var meget aktiv i Unge Pædagoger. Da eleverne mødte undervisningen med ugidelighed, og pjækkeriet tog til, foreslog han sin syvendeklasse at arbejde med emnet pubertet. Efter at fniseriet havde lagt sig, blev der arbejdet uhyre energisk, og både piger og drenge skrev tekster om sig selv og udgav en digtsamling, der hed Drømmene.

Clausen citerer Thejsen: »Hvis jeg skal sige noget kort og samlende om elevernes arbejde må det blive med stikord som ’udforskende’, ’grænsesøgende’ og ’tabuopsøgende’.«

Digte blev læst op, og man »sad blot og lyttede andægtigt på en måde, som i hvert fald jeg kun kender fra beskrivelser af parisiske kunstnerkollektiver … Mit problem blev efterhånden kun at få dem til at holde op, når det ringede«.

Mange år senere skrev en elev til Thejsen: »Du har gjort en kæmpeforskel pga. det menneske, du var i din lærergerning dengang i 70’erne … Du respekterede den enkelte, lyttede og gav ansvar.«

Egon Clausen: Klassens frække elev. Kapitler af Unge Pædagogers danmarkshistorie

Stærk fortælling

Egon Clausen har været i arkivet. 241 slutnoter taler deres tydelige sprog. Han har gjort sit hjemmearbejde og opsøgt en række centrale aktører på plejehjem og forlag. Fremstillingen er letflydende, opdelt i hele 55(!) korte kapitler, rigt illustreret og krydret med levende beretninger og tankevækkende anekdoter.

Clausen er forfatter og uddannet lærer og har bl.a. været programmedarbejder og redaktør på P1 i Danmarks Radio fra 1970-2005 og redaktør af tidsskriftet Unge Pædagoger i den politisk ophidsede brydningstid mellem 1968 og 1971.

På forsiden af bogen angives der ikke bare titel og forfatternavn. Der står: »Fortalt af Egon Clausen«. Der er således tale om en stærkt personligt præget insiderfortælling med et nysgerrigt historisk udsyn – bagud mod oprindelsen og fremad mod en vurdering af det ubetvivlelige virkningshistoriske tryk, som den progressive pædagogiks mænd og kvinder satte på Danmarkshistorien.

Den bærende kraft bag såvel foreningen som forlaget og tidsskriftet Unge Pædagoger, Ole Gade Lorentzen, beretter med stolthed til forfatteren, at der siden 1979 er udgivet ca. 350 numre af tidsskriftet, men også at antallet af abonnenter er faldet drastisk igennem de senere år, og at det bliver ved med at dale (til under 500 i dag). Kun få kender tidsskriftet i 2017. Moderne pædagoger holder og læser tilsyneladende ikke tidsskrifter længere.

Da det første nummer af bladet Unge Pædagoger udkom i 1939, blev det sendt gratis til alle landets 2.000 seminarieelever, og man kunne tegne abonnement på ti numre à otte sider i magasinformat for to kroner om året, hvilket mange unge seminarister benyttede sig af.

Undervisningsminister Hartvig Frisch citeres for ordene: »Unge Pædagoger. Det lyder som en fanfare.«

I 1940’erne solgte Østerbroforlaget Unge Pædagoger over 300.000 letlæselige bøger med titler som I Absalons tjeneste, Sigyn, en pige fra jernalderen og Gut – en stenalderdreng. I 1950’erne var oplaget nær 4.000, og artikler og ledere i bladet fik indflydelse på både den skolepolitiske debat og efterhånden også på skolepolitikken.

I 1960’erne var Unge Pædagoger Danmarks største tidsskrift med et oplag på ca. 10.000, og kulturminister Julius Bomholdt skrev, at det »er et fortrinligt tidsskrift. Jeg læser det med glæde«. I 1970’erne havde forlaget sin storhedstid, og i 1977 blev der solgt 25.000 eksemplarer af Else Hammerichs Rapport fra et skoleår, som med Egon Clausens ord »på en meget jordnær måde fortalte om et skoleår i en førsteklasse i en af de nye forstæder«.

Genrebruddet udeblev

Man får kort sagt meget at vide. Men når Clausen mander sig op og træder i karakter, sker det uden den helt store teoretiske nytænkning og analytiske skarphed.

I forordet står der: »Vores historie … er meget lærerig. Den må ikke glemmes, og derfor skal den fortælles her.«

På de afsluttende sider får læseren at vide, at klassens frække elev er blevet pæn og artig; men også at kulturradikalismen absolut ikke er død.

»Den vil aldrig forsvinde … Kulturradikalismen er ånd. Den rummer et tilsagn til det enkelte menneske om, at det er muligt at leve i frihed. Derfor kan den aldrig udryddes.«

Clausen mener ikke, at de Unge Pædagoger har tabt kampen om at forme historien i frihed. I dag går de fleste ind for, at børn og unge skal respekteres som selvstændigt tænkende væsener, som man ikke må slå på, og at autoritær magtudøvelse og religiøs tvang ikke kan legitimeres.

»Ligestilling mellem kønnene og seksuel frigørelse omtales ligeledes i positive vendinger« selv af samfundets støtter, selv om slige ideer og idealer blev kaldt for samfundsomstyrtende og -truende, da Unge Pædagoger og kulturradikale kræfter lancerede dem for 60-70-80 år siden.

Clausens afsluttende fanfare lyder: »Dengang kirken havde magt over skolen, ville man gøre alle skolens elever til kristne. Da nationalismen blomstrede, ville man gøre alle elever til dannebrogssvingende nationalister. Da marxisterne kom til orde, ville de gøre dem til marxister. I dag skal den opvoksende slægt åbenbart gøres til noget så mærkværdigt som nationalkonservative liberalister. Det er masser af erfaringer for, at den slags ikke fører til god undervisning, men til tvang, eksamen, ufrihed og udskillelse.«

Det er alt sammen rigtigt set og sympatisk skrevet. Men ih, hvor jeg savnede et genrebrud undervejs. Egon Clausen er en god fortæller, men stiller ikke fundamentale filosofiske spørgsmål og byder ikke på dristige sociologiske tanker og teser.

Hvorfor bliver det uddannelsespolitiske felt i stigende grad underkastet og overtrumfet af økonomismen? Hvorfor tabte socialdemokraterne og store dele af midterborgerligheden respekten for kulturradikalismen? Lever kapitalismen (godt) af at integrere sine kritikere? Kan den progressive pædagogik ses som en international konkurrencefordel?

Lykkedes det (kun) for Unge Pædagoger at civilisere skolesystemet, fordi kapitalismen og den servile konkurrencestat, der styrer ved hjælp af frihed, er mere produktiv end en kapitalisme og en øvrighedsstat, der styrer ved hjælp af ufrihed?

Egon Clausen: Klassens frække elev. Kapitler af Unge Pædagogers danmarkshistorie. Gyldendal. 304 sider. 279,95 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Du kan godt slippe for annoncerne på information.dk

Det koster 20 kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Ejvind Larsen
    Ejvind Larsen
Ejvind Larsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu