Læsetid: 5 min.

Det moderne menneske er besat af identitet

Den amerikanske professor Mark Lilla bebrejder identitetspolitik for alverdens dårligdomme i sin nye bog. Han har ret langt hen ad vejen, men overser det vigtigste: At identitetspolitik i sig selv er et dilemma, der både splitter og frisætter et samfund
’The Once and Future Liberal: After Identity Politics’ er en udvidet version af en kontroversiel kronik, som professor Mark Lilla skrev i New York Times efter Donalds Trumps choksejr. Hans pointe er simpel: Identitetspolitik har ødelagt den amerikanske venstrefløj, og nu sidder de amerikanske storbydemokrater ligesom hippierne ved siden af Don Draper med lukkede øjne og mediterer over sig selv. De har glemt resten af verden.

’The Once and Future Liberal: After Identity Politics’ er en udvidet version af en kontroversiel kronik, som professor Mark Lilla skrev i New York Times efter Donalds Trumps choksejr. Hans pointe er simpel: Identitetspolitik har ødelagt den amerikanske venstrefløj, og nu sidder de amerikanske storbydemokrater ligesom hippierne ved siden af Don Draper med lukkede øjne og mediterer over sig selv. De har glemt resten af verden.

AP

2. september 2017

I sidste scene af tv-serien Mad Men (spoiler alert) sidder reklamegeniet Don Draper og en flok hippier ved den californiske klippekyst med lukkede øjne og benene over kors.

Don Draper er flygtet ud af New York – væk fra sig selv og væk fra ungdomsoprøret – og han er endt i en hippielejr, hvor christianiatyper i batiktrøjer laver råbeseancer og gruppeterapi, som skal befri deltagerne fra samfundets undertrykkende normer. Sådan lød sluttressernes psykologiske diktum: Ud med samfundets undertrykkende moral, ind med frit udtryk og autenticitet.

Pludselig smiler Don Draper, så seerne tror, at han efter syv lange sæsoner endelig har sluttet fred med verden. Men nej. Sekundet efter – i seriens allersidste og mest brillante sekvens – ruller en Coca Cola-reklame over skærmen: En flok unge blomsterbørn holder hinanden i hænderne og synger i kor: »I'd like to teach the world to sing/ In perfect harmony/ I'd like to buy the world a Coke.«

Og så falder tiøren. Don Draper har ikke fundet sig selv, han har bare lært, hvordan man sælger produkter til den nye generation. Han har lært, at når man river samfundets normer ned, sætter man ikke kun mennesker fri – man gør dem også tomme og forvirrede, så de til sidst ikke aner, hvem de er. Og så kan reklamefolk sælge dem noget nyt: en identitet.

Selv om demokrat og professor i humaniora på Columbia University Mark Lilla ikke nævner Don Draper i sin nye bog, The Once and Future Liberal: After Identity Politics, bygger han den på samme indsigt: Det moderne menneske er besat af identitet.

Bogen er en udvidet version af en kontroversiel kronik, som Lilla skrev i New York Times efter Donalds Trumps choksejr. Hans pointe er simpel: Identitetspolitik har ødelagt den amerikanske venstrefløj, og nu sidder de amerikanske storbydemokrater ligesom hippierne ved siden af Don Draper med lukkede øjne og mediterer over sig selv. De har glemt resten af verden.

Moral fremfor politik

Bogen har allerede vakt enorm debat i USA. Mark Lilla beskriver, hvordan the liberals i storbyen har udviklet en fetichistisk optagethed for køn, hudfarve og seksualitet; for safe spaces, kulturel appropriation og white privilege. De taler ikke længere om klasse og ulighed, men dyrker en »selvcentreret pseudopolitik med en stadig mere smal og ekskluderende selvdefinition«.

Den overdrevne optagethed af selvudfoldelse og identitet, der begyndte med hippierne, blev »radikaliseret« i yuppie-Reagan-1980’erne og videreført af Bill Clinton i 1990’erne, og nu har storbydemokraterne ikke længere en samlet vision for samfundet, mener Mark Lilla.

»Det eneste meningsfulde spørgsmål er blevet dybt personligt: Hvad skylder mit land mig på grund af min identitet,« skriver han.

»Identitetsliberalisme er ikke længere et politisk projekt, den er forvandlet til et evangelisk projekt.«

The liberals har reduceret politik til moral. Man skal ustandseligt bevise, at man har det rigtige syn på transseksuelle og sorte, men den faktiske politik – alt det, som handler om at overbevise flertallet af vælgerne, indgå smertefulde kompromiser i mørke forhandlingslokaler, rejse fra udkantsflække til udkantsflække for at opbygge koalition – alt det er de ligeglade med.

Det er derfor, Demokraterne taber, mener Lilla. Det er derfor, 26 ud af 50 stater i dag har et republikansk flertal, som langsomt gennemfører al den politik, som de universitetsstuderende i New York og Berkeley demonstrerer imod: Abortklinikker lukker, de offentlige budgetter barberes, og valgkredsene omlægges, så det bliver lettere for republikanere at vinde.

Sådan går det, når venstrefløjen er mere optaget af campusdemonstrationer end af realpolitik, mener Mark Lilla.

»Det er en uomgængelig lov i demokratier, at alt hvad der opnås gennem bevægelsespolitik, kan laves om gennem institutionel politik,« skriver han.

Hans analyse deles af højrefløjens detroniserede chefideolog Steven Bannon.

»Jeg vil gerne have, at de (Demokraterne, red.) taler om racisme hver dag,« sagde Bannon for nylig til en journalist fra The American Prospect.

»Hvis venstrefløjen taler om race og identitet, mens vi kører på med økonomisk nationalisme, kan vi knuse Demokraterne.«

Ekko fra Solsortesletten

Mark Lillas bog er på én gang intelligent og forfejlet. Han er så forhippet på at forklare alverdens dårligdomme med identitetspolitik, at han overser det mest interessante: at identitetspolitik i sig selv er et dilemma.

På den ene side har Mark Lilla ret.

Hvis man insisterer på, at mennesker tilhører små afgrænsede identitetsgrupper af etnicitet, seksualitet eller køn, har man ikke længere en samlet nation.

»Så snart du iscenesætter et emne, som om det udelukkende handler om identitet, inviterer du din modstander til at gøre det samme,« skriver Mark Lilla, og det er rigtigt.

Donald Trump kom til magten på en bølge af hvid identitetspolitik, og det var ikke overraskende, at Black Lives Matters’ slogan blev gentaget med omvendt fortegn af neonazistiske demonstranter i Charlottesville: »White lives matter!«

Hvide hørefløjsekstremister angriber en moddemonstration i Charlottesville, Virginia. Præsident Trumps uklare afstandtagen til højreekstremisterne har ført til kritik.
Læs også

USA er håbløst fragmenteret, og identitetspolitikken puster til ilden, fordi den opfatter samfundet som en nulsumsspil om knappe ressourcer. Som om identitet var et fodboldhold, man kan holde med, og folket er hooligans, der slås mod andre fans.

I værste fald kan identitetspolitik føre til en situation som i Jugoslavien i 1990’erne, hvor serbere slog muslimer ihjel med direkte henvisning til Osmannerrigets massakre på Solsortesletten i 1389 – i en identitetspolitisk verden kan man arve både skyld og privilegier.

Ved spisebordet og i bussen

Men det er kun den ene side af sagen.

Identitetspolitik kan nemlig også tage æren for de største frihedsbevægelser efter Anden Verdenskrig: kvindebevægelsen, Stonewall-optøjerne og Martin Luther Kings demonstrationer var også identitetspolitik.

Mark Lilla gør sig umage for at sætte parentes om køns- og racedemonstrationerne i 1960’erne – det var ikke rigtig-rigtig identitetspolitik, mener han. For modsat Women’s March og Black Lives Matter, som han kalder skolebogseksempler på, »hvordan man ikke opbygger solidaritet«, handlede 1960’ernes demonstrationer om »fælles værdighed som statsborgere«. Lilla bøjer sin argumentkæde for at slippe uden om identitetspolitikkens interessante dilemma: At den er både destruktiv og progressiv.

Mark Lilla har ret i, at moralske sejre skal følges op af hårde politiske kompromiser (uden Lyndon B. Johnsons reformer havde Martin Luther Kings protester næppe haft den betydning, de fik), men han overser den anden side: Uden hverdagslivets små oprør – ved spisebordene, til vejfesterne, i bussen – kan man slet ikke ændre befolkningens opfattelse af homoseksuelle ægteskaber eller sexchikane imod kvinder, og så bliver verden ikke mere progressiv. Det er nemlig ikke kun økonomi og politik, der kan ændre verden, det kan ideer også, og her har identitetspolitik en enorm gennemslagskraft.

Elementarpartikler

Mark Lillas kritik af moderne identitetspolitik er vigtig, men den er også unuanceret, og det er ærgerligt, at han ikke tager fat i identitetspolitikkens dilemma.

De hippier, Don Draper mediterer sammen med i sidste afsnit af Mad Men, har givet fingeren til deres forældres konforme parcelhusmoral, som fastlåste identiteten. For den nye genneration er der ikke længere én måde at være kvinde, skolelærer eller sort på – ja, det er faktisk et centralt tema i serien, at kvinder og minoriteter langsomt underløber de gamle patriarker.

Men i slutscenen ser vi identitetspolitikkens dobbelthed: Oprøret sætter den enkelte fri, men det splitter samtidig kollektivet. Individerne bliver »elementarpartikler spredt i det ydre rum, hvor hver af dem roterer med sin egen hastighed og følger sin egen bane«, som Mark Lilla poetisk formulerer det.

Pointen er, at det har både positive og negative konsekvenser.

Mark Lilla: 'The Once and Future Liberal: After Identity Politics'. HarperCollins, 160 sider. $24.99

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Jonathan Jakobsson
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Bjarne Toft Sørensen
Jonathan Jakobsson, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjarne Toft Sørensen

Mark Lillas kritik af den såkaldte amerikanske venstrefløj er meget præcis og rammende, men Christian Bennike har dog til dels ret i sin kritik. Bennikes fremhævelse af identitetspolitikkens "enorme gennemslagskraft" er imidlertid kraftigt overdrevet i kritikken af Mark Lillas synspunkter.

Citeret fra artiklen, med dens reference til serien "Mad Men": " ---- det er faktisk et centralt tema i serien, at kvinder og minoriteter langsomt underløber de gamle patriarker. ---- Men i slutscenen ser vi identitetspolitikkens dobbelthed: Oprøret sætter den enkelte fri, men det splitter samtidig kollektivet".

Det er for så vidt rigtigt, at de gamle patriarker bliver fjernet, men i stedet fik vi blot nogle nye patriarker, f.eks. Barack Obama og Hillary Clinton, der er administratorer for en ny - liberalistisk politik, hvor det er økonomiske særinteresser, der er afgørende for samfundets udvikling, inden for rammerne af en fortsat meget dominerende liberalistisk økonomi.

Hvordan Bennike kan tale om en oprør, der sætter den enkelte fri, er mig en gåde, når friheden er begrænset af en dominerende liberalistisk økonomi?

I Danmark kan man tilsvarende få det indtryk, at for den "bløde" venstrefløj drejer kulturpolitik sig stort set om identitetspolitik, hvor det i praksis mest kommer til at dreje sig om positionskampe inden for "reservatet". I stedet burde kulturpolitikken dreje sig om at få ændret nogle forudsætninger for den måde, som vi kulturelt organiserer samfundet på, f.eks. vedrørende medier, institutioner og økonomi.

Steffen Gliese, Trond Meiring, Odin Rasmussen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Der foregår en selvkritik blandt liberale amerikanere i disse år, som - efter min ringe mening - netop på en meget unuanceret måde angriber identitetspolitikken uden at anerkende, at der er tale om en yderst modsætningsfuld størrelse, som Bennike med rette gør opmærksom på.

Lad os tage Antifa som et eksempel: Her er der tale om en meget lille gruppering af radikale social retfærdighedskrigere, som er parate til at anvende vold for at bekæmpe højrefløjens vold. Det kan man mene om, hvad man vil, men realiteten er, at der er tale om en meget lille, omend relativt højtråbende gruppe, som har forladt logikkens regler om modsætningsfrihed til fordel for det mere pragmatiske "anything goes". Målet helliger midlet.

På trods af denne gruppes lidenhed får den relativt meget pressedækning, og interessant er den megen omtale mangedoblet efter Charlottesville og Trumps udtalelser om, at der er "good people on both sides", hvilket hurtigt kan fortolkes til, at der også er "bad people on both sides".

Spørgsmålet er nu, om Antifa eller andre SJW-grupperinger er berettiget til at modtage denne pludselige store opmærksomhed. Er der tale om et voksende problem? Er der tale om et lille mindretal, eller er de på grund af stor tilslutning en reel trussel mod samfundets sikkerhed? Er Black Lives Matter-bevægelsen en uberettiget kritik af et klasseløst samfund, der ikke skelner mellem etniske grupper, eller har de fat i noget, som på foruroligende vis demonstrerer en systemisk racisme, som i den offentlige bevidsthed er ikke-eksisterende?

Især libertarianere og objektivister (Ayn Rand-proselytter som fx filosoffen Stephen Hicks og populære internetguruer som Saron of Akkad) er ude med denne kritik. Selv Jordan Peterson, som ellers er berømt for hans meget nuancerede tilgang til den menneskelige psykologi, skærer postmodernisme og neomarxisme over samme kam i et forsøg på at diskreditere enhver form for kollektivisme.

Hvor kritikken rammer rigtigt, er i dens forsøg på at placere ansvaret hos individet, og ikke hos gruppen, således som de mest pubertære SJWer har en tendens til. Selvfølgelig er jeg som hvid mand ikke ansvarlig for alle hvide menneskers forbrydelser, og selvfølgelig er jeg hovedansvarlig for mine egne forbrydelser, for jeg kunne jo have ladet være.

Men der hvor kritikken fejler, er i dens afvisning af enhver form for kollektivisme. Uanset hvor meget vi vender og drejer det, er vi henvist til hinanden, og er derfor tvunget til til stadighed at forhandle med vore medmennesker om hvilken identitet vi hver især har.

Jeg kan ikke ændre min identitet alene, det kræver omverdenens, altså kollektivets accept. Og at jeg betragtes som tilhørende fx en bestemt etnisk gruppe eller et bestemt køn er ikke noget, jeg selv har kontrol over, det er en konsekvens af den generaliserende tendens, der er i enhver sprogbrug, som er klassificerende, og hvilken sprogbrug sætter ikke forskelle mellem tingene? Æbler er ikke pærer, det er derfor vi bruger to forskellige ord. Sorte er ikke hvide, for hvis de var, ville vi kalde dem hvide. Men fordi de kaldes noget forskelligt behøver det jo ikke at betyde, at de skal behandles forskelligt.

Selvfølgelig skal vi påtage os ansvaret for vore egne handlinger, men det ændre jo ikke på, at ansvar er noget, der netop opstår i samvær med andre mennesker. Kritikerne af den politiske korrekthed i dens venstresnoede udgave har fat i noget væsentligt, for gruppeidentitet er ikke enundskyldning for at fralægge sig ansvaret, men ved enøjet at udnævne postmodernisme og neomarxisme til hovedproblemet tager de reelt stilling for neoliberalisme og neonazisme.

Postmodernisme med dens mange ansigter er en rationel undsigelse af rationaliteten - og med det mener jeg, at der i rationaliteten er indbygget en irrationalitet, som er et alvorligt problem. Som allerede Adorno påpegede: Auschwitz er ikke et udtryk for irrationalitet, men netop det modsatte: Rationalitet ført ad absurdum.

Pubertære postmodernister, som ud fra erkendelsen af rationalitetens irrationalitet vælger at blive nihilister vælger selvfølgelig den nemme vej ud af dilemmaet, i stedet for at gå i gang med det meget besværlige arbejde det er, at klinke skårene efter Nietzsches angreb på porcelænsbutikken. Men pubertære objektivister, der ser postmodernismens dilemmaer som beviset på, at deres egen utilstrækkelige metafysik er det eneste mulige alternativ, er ikke mindre naive end pomoerne, snarere tværtimod, da de ikke har fattet det dilemma, modernismen har bragt sig selv i, og som ikke løses ved mere af det samme.

Jeg har ikke læst Lilla, og tror egentlig heller ikke jeg gider, efter at have læst Bennikes anmeldelse. Løsningen på verdens problemer er ikke at stikke hovedet i sandet som en struds, men derimod at tage kampen op mod de modsigelser, som modernismen lider under, og som postmodernisterne har afsløret. Sandheden er altid ilde hørt, og når sandheden selv bliver problematisk er det kun alt for menneskelig at lukke øjnene og udvælge de fake news, som støtter den metafysik, man i forvejen abonnerer på.

Sådan tænker jeg, at verden vil gå under i jubel af vittige hoveder, der tror, det er en vits, som en dansk dansker fra Danmark engang sagde.

Mikael Velschow-Rasmussen, Trond Meiring, Eva Schwanenflügel, Torben K L Jensen, Karsten Aaen og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Vibeke Rasmussen

Interessant nok mener sorte, kvinder, homo- og transseksuelle mv amerikanske demokrater – som i øvrigt udgør kernen i partiet – ikke, at deres parti, The Democratic Party, skal afvige fra identitetspolitik, som for dem er synonymt med at fokusere på racisme, sexisme, ligestilling uanset køn, hudfarve, seksuel orientering mv. Det er vist mest privilegerede hvide mænd, som fx Mark Lilla, der ser et problem i dét?

Er i øvrigt – uden helt at kunne følge med, hvilket jeg påtager mig det fulde ansvar for :) – enig med meget af det Niels Nielsen skriver ovenfor.

Bjarne Toft Sørensen

Niels Niels og Vibeke Rasmussen. Som jeg ser det, misforstår I til dels Mark Lillas kritik. Som han citeres for at sige i artiklen: »Identitetsliberalisme er ikke længere et politisk projekt, den er forvandlet til et evangelisk projekt.« Det samfundspolitiske perspektiv er forsvundet til fordel for en særinteresseorienteret form for moralisme. Det overdrevne fokus på identitetspolitik har betydet et svigt i forhold til at påtage sig et ansvar for at udvikle en fællesskabsorienteret politik.

Niels Duus Nielsen

Bjarne Toft Sørensen - Nej, jeg er helt enig i den del af kritikken. Min kommentar går mere på de andre kritikere i samme boldgade, især Stephen Hicks, som går skridtet videre og afviser enhver kollektivisme. Denne afvisning af fællesskaber og evangelisering af individcentrerede synspunkter er jeg stødt på ret mange af i den senere tid på nettet, og især efter Charlottesville.

Der er al mulig grund til at kritisere postmodernister med nihilistiske tilbøjeligheder og de moderigtige og politisk korrekte vulgærmarxister, men deres fejllæsning af de hellige postmodernistiske tekster er ikke grund nok til at afvise kollektivismen som sådan.

Jeg skulle have gjort det mere klart, at det ikke er Lilla, jeg kritiserer, da jeg ikke kender hans synspunkter i detaljer. Og hans pointe med hippierne, der bliver reklamesøjler for Coca Cola er da godt set, det vil jeg give ham.

Bjarne Toft Sørensen, Eva Schwanenflügel og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Hele tankegangen falder på én ting: vi er ikke kun ét! Vi tilhører det fælles samfund, klassen, regionen, byen, kvarteret, vores venner, vores kolleger, vore foreninger og alt muligt andet. Problemet er den postulerede dikotomi imellem det store og det små; Socialdemokratiet har ført en årtier lang kamp imod de mange undergrupper, der skaber os, for i stedet at få os til at sværge troskab imod velfærdsstaten; men vi vil ikke velfærdsstaten, hvor politikerne sætter rammerne, vi vil velfærdssamfundet, hvor politikerne finder finansieringen, og borgerne realiserer.

Eva Schwanenflügel og Bjarne Toft Sørensen anbefalede denne kommentar
Bjarne Toft Sørensen

Niels Nielsen. Der er noget indforstået i din fremstilling, hvor der ses stort på "mellemregningerne", som jeg ser det. Derfor et spørgsmål: Når SJW - grupperinger og lign. kritiseres for kollektivisme af f.eks. Jordan Petersen, opfatter disse grupperinger så selv deres aktiviteter som udtryk for en kollektivisme eller i videre forstand som noget, der er fællesskabsorienteret?

Jeg har svært ved at forstå det med, at der med udgangspunkt i den postmoderne tænkning (f.eks. hos Foucault og Deleuze) kan udvikles en form for tænkning, der er kollektivistisk og fællesskabsorienteret. Ligger vægten hos de postmoderne tænkere ikke primært på det at gøre os alle til skabende livskunstnere, i forlængelse af Nietzsches tænkning? Med vægten på det situerede, relationelle, kontekstuelle og pragmatik? Vægten ligger vel mere på det at skabe rum for livskunsten, end på det at vi skal kunne fungere som fællesskab i et samfund?

NB. Det er ikke det samme som, at jeg vil undsige de postmoderne tænkeres berettigede kritik af meget af den tænkning, vi forbinder med oplysningstraditionen.

Niels Duus Nielsen

Bjarne, som jeg opfatter SJWerne, er de kollektivister i egen selvforståelse. Ved at bekæmpe unødig politivold mod sorte bekæmper de unødig politivold mod alle, ikke kun de sorte (altså kæmper de for hele kollektivet), og bliver en kæp i hjulet for "elitens" (individualisternes) bestræbelse på at gøre samfundet til en politistat. Således lyder deres egen historie i hvert fald.

En terminologisk distinktion: Når jeg i det følgende benytter termen "pomo" er det i en pejorativ betydning, hvor det skal beskrive de mennesker som har fejllæst "postmodernisterne" (neutral deskriptiv term !?!) som jeg betragter som tænkere, der har afsløret flere alvorlige fejl i den metafysik (eller rettere de mange metafysikker), der underligger den såkaldte "modernistiske" tankegang.

Ligesom vulgærmarxister efter min ringe mening ikke har fattet en dyt af marxismen - som allerede Marx gjorde opmærksom på, ved at erklære, at "hvis det er marxisme, så er jeg ikke marxist" (tak til Henrik Brøndum), har pomoerne ikke fattet, hvad deres guruer egentlig havde gang i. (Men det har jeg!!!!! ;-))

Med andre ord, jeg ser ikke postmodernismen som noget, man kan tage udgangspunkt i med henblik på at skabe kollektivistiske og fællesskabsorienterede samfund, som du formulerer det, men som et korrektiv til den destruktive tænkning, som ledsagede modernismen, og som stadig er i højsædet på universiteterne i disse senkapitalistiske tider. Undtagen på diverse kvindestudier og minoritetsstudier, som domineres af pomoerne, men selv om der produceres både relevant og tankevækkende viden inden for disse forskningsprogrammer, er det mit indtryk, at også de lider under en fatal fejllæsning af både postmoderniterne og marxisterne.

At dette er en såkaldt "stor historie" generer ikke pomoerne, selvom de har erklæret de store historier for døde, da de - sammen med marxisterne - har forladt logikkens snævre lov om det udelukkede tredje. Men hvad der er en legitim dialektisk og politisk metodik - at fastholde modsigelserne som modsigelser og nægte at vælge side, når man konfronteres med spørgsmålet: "Er du med os eller imod os?" - bliver af pomoerne brugt til netop at konfrontere folk, de er uenige med, og kræve,at de vælger side. Postmodernismens største korrektiv til den modernistiske tænkning er efter mening deres påpegning af, at verden ikke er binær, som de logiske positivister påstår, men spektral.

Binaritet er et sprogligt fænomen, en kategoriseringsmetode, som ikke findes i virkeligheden uden for det menneskelige sprog. Virkeligheden er, punktum. At æbler er æbler og pærer er pærer er ikke en egenskab ved naturen, den er sgu da ligeglad, men en egenskab ved os som iagttagere af den natur, som ikke er os, men som bliver en del af os ved at vi tilføjer den logiske kategorier, navne, termer. We come to terms with the world. Philosophers come to terms with terms.

Og det bringer mig til Kant, som er berømt for at sige, at "tingen i sig selv" - den noumenale verden - er utilgængelig for mennesker. Hvorefter han vender sig mod "tingen for sig" - fænomenverdenen - og går i gang med sit arbejde med at udarbejde grænserne for fornuft. Hvis man tror, at Kant dermed påstår, at vi aldrig kan få kontakt med realiteten, har man misforstået ham. Den noumenale verden er uinteressant for Kant, et tomt logisk konstrukt, hvor realiteten for Kant netop er fænomenverdenen, hvorfor han selvfølgelig går i gang med at undersøge denne interessante verden, fænomenverdenen, som for ham er realiteten.

Hegel var utilfreds med dette logiske konstrukt og forsøgte at undgå det ved at identificere subjekt og objekt, hvilket bragte os det måske mest storslåede filosofiske system i historien. Som ikke desto mindre ikke holdt i længden, af mange grunde, som det vil føre for vidt at komme ind på her.

Marx forsøgte så at stille Hegels system på hovedet ved at lægge modsætningen ind i samfundet og tage aktivt stilling - med åbne øjne - for den ene side af modsætningen, nemlig materiens side, og i samfundsregi arbejderklassen.

Heidegger - som på ingen måde var marxist - introducerede skellet mellem hvad der er "for hånden" og hvad der er "ved hånden", og anerkendte begge anskuelsesmåder som legitime, men gjorde opmærksom på, at den ene af de to var løbet med al den filosofiske opmærksomhed, og at det måske var på tide at vi begyndte at tænke lidt over den anden.

Foucault påpegede - med strengt logiske midler - at sproget, og dermed fænomenverdenen, tilføres en falsk nødvendighed, som er historisk, og ikke logisk. Der er altid et udvalg af måder at betragte verden på, og at det er et bestemt "blik" på verden, der ender med at være det dominerende, skyldes ikke "det bedre argument", som Habermas tror, eller at dette blik er de andre betragtningsmåder overlegent, som scientisterne tror, men at det i en historisk situation, omgivet af en blanding af tilfældigheder og magtinteresser, var det, som blev valgt i situationen. Galskab er ikke et naturfænomen, men en arbitrær grænsedragning mellem normalitet og afvigelse. Grænsen kunne være draget anderledes. Hvad der for halvtreds år siden bare var uvorne unger er i dag ADHD-patienter.

Jeg vil undlade at opsummere Deleuze, da han er blandt de postmodernister, som jeg endnu ikke har et bare nogenlunde fast greb om, og som jeg frygter, at jeg aldrig helt vil forstå. Hvilket jeg ikke klandrer Deleuze for. Hvis filosofiens opgave er at skabe nye begreber, er det ikke nødvendigvis hans skyld, at jeg er for dum til at forstå dem. Som mange kritikere af postmodernisterne påstår.

Okay, nu begynder det at blive for langt. Summa summarum: Jeg mener ikke, at der i postmodernisternes tænkning kan findes fast grund at bygge et fælles samfund på, og at det netop er det, pomoerne (og vulgærmarxisterne) misforstår. Postmodernismen er et korrektiv til den moderne tænkning, ikke en erstatning.

Et billede: Jeg har længe tænkt over, hvad en "ophævelse" af kapitalismen til socialisme betyder. Ifølge Hegel (og dermed Marx) betyder det, at det kapitalistiske samfund er indeholdt i det socialistiske samfund som et integreret delelement af et større hele. På samme måde som Newtons teori er indeholdt som et særtilfælde i Einsteins mere omfattende teori.

Men hvad betyder det i praksis? Hvad skal bevares, og hvad skal afskaffes? Pomoerne synes at mene, at den gamle orden skal rykkes op med rode, endda uden at vi har et gennemtænkt alternativ at sætte i stedet. Postmodernisterne har påpeget en række fejl i de bestående systemer, men har ikke rigtigt peget på løsninger - andet end som du siger, en opfordring til at blive livskunstner på det individuelle plan.

Jeg har ikke svaret, og måske er jeg for dum til at finde det. Men jeg har en tyrkertro (belief, ikke faith) på, at et eller andet ungt menneske i en ikke alt for fjern fremtid vil få den ide, som vil bringe os videre. Vi er evolutionære væsner, og miljøet er i voldsom forandring, så mon ikke der kommer en mutant, der kan bringe os videre som art? Hvis ikke må vi jo bare konstatere, at vi også bare var et af naturens fejlskud, ligesom dronten.

Bjarne Toft Sørensen, Trond Meiring og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Torsten Jacobsen

Uden jeg direkte og uden videre vil tilføje Christian Bennike til dén fold, så synes jeg man til en start kan stoppe og, og helt lavpraktisk spørge sige selv: Hvad kendetegner den identitetspolitiske kamps 'venstre flanke' (de såkaldte 'social justice warriors':

Generelt gør følgende to fællesnævnere sig gældende, vil jeg hævde:

- De identitetspolitiske 'frihedskæmpere' tilhører en privilegeret og velstående middel- og overklasse i deres respektive samfund: Der er i vid udstrækning om mennesker, som læser eller har læst på universitetet, og som derfor - en generalisering, bevares, kommer fra 'et hjem med klaver'. Ikke mindst i USA, den identitetspolitiske kamps fødested, hvor universiteterne næsten udelukkende er forbeholdt de privilegerede klassers børn.

- De identitetspolitiske 'frihedskæmpere' taler meget lidt om økonomi, men rigtig meget om 'nedarvede sociale strukturer' (læs: det hvide patriarkat).

Hvordan kan det egentlig være? Jordan B. Peterson (Som Niels Nielsen nævner ovenfor, og som alle med interesse for psykologi, eksistentialisme og jungianske arketyper burde stifte bekendtskab med) påpeger, at mens den oprindelige marxistiske drøm om 'det klasseløse samfund' led endegyldigt skibbrud i først og fremmest Gulag, men også i kommunismens manglende evne til at producere materiel velstand på et sammenligneligt niveau med kapitalismens, så har en ny generation af 'marxister' fundet nye veje at søge dominans på:

Nu handler det ikke mere om at skabe et 'klasseløst samfund' på den økonomiske front - ret belejligt for (over)privilegerede unge mennesker med kærlighed til både Iphones og designer Shorts - men om at skabe en 'lige verden' på alle parametre der ikke har noget med indkomst eller økonomi at gøre.

"Lad os kæmpe for minoriteterne!". Dem er der heldigvis masser af, og den slags kan som bekendt ikke finde ud af at kæmpe for sig selv! Det historiske ekko giver genlyd, men vor tids 'ung-marxister' hører ikke en lyd: Med 'Beats by Dre' trykket ned over ørerne, og en global og af sociale medier forbundet legeplads til sin rådighed, kan den gennem-privilegerede og åh så moralsk overlegne klasse af 'Social Justice Warriors' endelig skrige deres (selv)foragt og deres (selv)had ud over Flint, Michigan; Ud over Bibelbælter og Des Moines, Nowhere. Ud over hele den masse af i bund og grund ganske almindelige 'Nobodies', som ikke endnu har lært sig at danse efter den korrekte melodi...

Bjarne Toft Sørensen og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Hej Torsten Jakobsen, jeg ser at du læser med, så jeg vil benytte lejligheden til at takke dig for at du henviste mig til Jordan Peterson. Hans psykologi/filosofi er noget af det mest banebrydende og bevidsthedsudvidende jeg har oplevet, siden jeg som ung læste Jung samtidig med at jeg legede med lsd.

At han er så kompromisløs i forhold til hvad han kalder "neomarxisme" og "postmodernisme" har derfor været en voldsom udfordring for mig. Jeg har indtil videre valgt at være enig med ham i hans kritik af neomarxismen, som jeg selv kalder "vulgærmarxisme", ligesom jeg overlever angrebet på postmodernismen ved at skelne mellem "pomoer" og seriøse postmodernister.

Men det ændrer ikke på, at hans kritik ramte dybt, og at jeg har meget arbejde foran mig, før jeg igen kan sove roligt om natten ;-).

Endnu en gang tak for henvisningen, livet er atter blevet værd at leve!

:-)

Bjarne Toft Sørensen, Trond Meiring og Torsten Jacobsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Trond Meiring, ifølge min meget slagfærdige og utraditionelle psykiater lider jeg af "bipolar light", så jeg går ud fra, at jeg er midt i et af mine maniske anfald.

Det var også ham, der overbeviste mig om, at det ikke var mig, men verden, der var sindssyg. Han er desværre gået på pension.

;-)

Torsten Jacobsen

Hej Niels Nielsen,

Jamen det var da så lidt :). Vi deler oplevelsen af, at manden er vel kompromisløs i sin kritik, men det er samtidig - efter min mening - ret velgørende: Det hvæsser ligesom intelligensen, ikke sandt? Ikke ulig en Christopher Hitchens, uden sammenligning i øvrigt.. :)

Niels Nielsen,
Psykiaterne siger, at jeg også er bipolar (ikke light.) Jeg synes også at vi har nogen andre ting til fælles. Men jeg tror, at du kun er hypoman. Jeg vrøvler meget når jeg er manisk, men du holder dig til det rationelle og logiske.

Torsten Jacobsen

P.S. Niels Nielsen

Vi deler også oplevelsen af, at manden virkelig har 'hul igennem' til 'the real shit':

Et perspektiv, som frugtbart beriger ens eget :)

Johnny Winther Ronnenberg

Niels Nilsen

Når man introducerer et nyt ord som "Pomoerne" så bør man smide en kortforklaring i en parentes, det gør det lidt lettere at forstå forskellen ;-)

Jeg ingen andre indvendinger mod din kommentar, men jeg måtte læse den tre gange, før jeg forstod betydningen af "det alternative ord".

Niels Duus Nielsen

Som du måske ved, Trond, er der ikke noget, der hedder "bipolar light". Ifølge den hellige psykiatriske videnskab er man enten bipolær eller ikke bipolær, et tredje findes ikke, for af en eller anden grund, som overstiger min lægmandsviden, er denne medicinske(?) skelnen binær.

Anekdote: Jeg nævnede en passant og som den joke, det er, for en sagsbehandler/jobkonsulent ved en af de obligatoriske mussesamtaler, man som kontanthjælpsmodtager er tvangsindlagt til. Hun blev dybt foruroliget og klassificerede mig straks som "stakkel", hvilket jeg ikke så nogen grund til at protestere imod.

Jeg er nemlig officielt klassificeret i systemet som lidende af en depression, men det er ingen skade til, at systemet tror, at det er meget værre fat med mig. De kan jo alligevel ikke finde et job til mig, så hvorfor ikke smykke sig med falske og ikkeeksisterende diagnoser, hvis det kan bidrage til, at jeg får lov til at gå lidt i fred i de få år, der er tilbage, før jeg alligevel skal på folkepension?

Det gør mig vel til "socialnasser", at jeg således forsøger at forme den fælles virkelighed i mit favør. Men som jeg altid siger: Gør mig til jobkonsulent, jeg har årelang erfaring i jobkonsulenteri, jeg er sikker på at jeg vil blive en glimrende og afholdt jobkonsulent, for jeg ved, hvordan det er at sidde på den anden side af skrivebordet. Men det tør de sgu alligevel ikke, de frygter nok, at jeg vil undlade at sanktionere folk for at være syge, og så kan man jo ikke være jpbkonsulent.

(Note to self:) Okay, nu stopper du Niels Nielsen, spis dine piller og hold din kæft.

Mikael Velschow-Rasmussen og Trond Meiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Johnny, udtrykket "pomoer" stammer fra min tid som filosofistuderende, hvor det var en yndet beskæftigelse for os kritiske metafysikere at gå til forelæsninger på litteraturvidenskab og lignende steder, hvor der forelæstes i postmodernisme, og stille kloge spørgsmål til professoren.

Vi havde selvfølgelig selv sat os grundigt ind i de omtalte forfatterskaber, så vi kunne angribe teserne indefra, hvilket er en anerkendt videnskabelig metode, men af en eller anden grund blev det næsten altid opfattet som sabotage.

Så en pomo er for mig en person der docerer en lære, vedkommende ikke rigtigt har fattet omfanget og dybden af, hvorfor vedkommende selvfølgelig drager falske konklusioner.

I modsætning til postmodernisterne selv, som for det meste forholder sig aporisk til deres egne erkendelser, og nøjes med at fremsætte deres foruroligende påvisninger af den moderne tænknings inkonsistenser som noget, man kan gå hjem og tænke over.

Foucault er berygtet for at fremsætte alle sine afgørende teser som spørgsmål: "Hvis A er tilfældet, betyder det så ikke, at vi må acceptere, at B også er tilfældet? Eller hvad? Tænk selv, der er ingen andre, der kan gøre det for dig, heller ikke jeg!"

Steffen Gliese, Bjarne Toft Sørensen, Johnny Winther Ronnenberg og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Jeg er ked af at måtte sige, at ophævelsen af kapitalismen til socialisme næppe betyder andet, end at folk bliver trætte af det evindelige forbrug og i stedet glider over i et socialistisk samfund, der lægger mindre vægt på overfloden og mere på den personlige udvikling i fællesskab med andre.

Johnny Winther Ronnenberg

Niels jeg fangede den første gang, men jeg er også et gammelt røvhul med alt for mange akademiske bøger på bagen og jeg skriver selv alt for tit indforstået.

Hvis du er "on a high" så nyd det, mens du kan ;-)

Torsten Jacobsen

Steffen Gliese,

Den eneste ophævelse der for tiden finder sted, er et udskillelsesløb, hvor en uinteresseret men selvabsorberet kosmopolitisk og kulturel overklasse (Bourdieu) søger at distancere sig fra 'rosset', det vil sige alle os, som er udset til at tømme skraldespandene. Vi er selvsagt beskidte, og er vi ikke allerede klar over det, skal der nok være en studine fra RUC som forstår at give os klar besked..

Torsten Jacobsen

Hvad angår udtrykket 'socialnasser', så kan man vel kun bebrejde et så belæst menneske som Niels Nielsen - hans formildende ironiske distance til trods - at han hæfter prædikatet på sig selv:

Samfundsnasseren er det røvhul, som under på sin færd opad benytter sig af stigerne i det uden hans medvirken opbyggede sociale hierarki, for så efterfølgende at benægte deres eksistens. Den slags, som spytter ned fra et tårn de ikke selv har bygget, i stedet for blot at nyde udsigten..

Rune Rasmussen, Steffen Gliese, Trond Meiring og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Johnny Winther Ronnenberg

Trond Meiring
03. september, 2017 - 21:14

"Jeg tror ikke, at han er høj af syre, hvis det var deyt du mente, Johnny W.R...."

Det var ikke i nærheden af hvad jeg mente, jeg kender blot flere med bipolar affektiv lidelse og de har ind i mellem "a high" og de kan faktisk være ret brillante når de er der. Så det var faktisk en ros ;-)

Torsten Jacobsen

P.P.S, Niels Nielsen

Det er lidt et 'stretch', men nu jeg selv påkaldte gamle Hitchens, så lad os da lige (gen)besøge én måde at tale med det, man nu om dage kalder 'The Alt-Right' på. En måde som synes at være gået de mere 'progressive' kræfters næse helt forbi..

Hvem udstiller idioterne bedst? Hitchens eller mere 'progressive' kræfter?

Johnny Winther Ronnenberg

Nogen gange er "kommentariatet" et lidt indforstået et ord der ikke indgår i ordbøger, der kun findes her.

Måske vi skulle finde et simplere sprog som andre kan forstå ;-)

Vibeke Rasmussen

I et interview i The Guardian gør Salman Rushdie følgende observation angående identitet:

“In America when you talk about identity issues, at the moment a lot of that is gender identity. If you’re in England, there’s this other argument about national identity, which was behind the Brexit catastrophe; and in India, when people talk about identity, they’re really talking about religious sectarianism. In all three places, the identity subject is colossal but it is understood completely differently."

Hvilket meget godt illustrerer, hvordan man ikke blot kan overføre begreber som eksempelvis "identitet" 1:1 fra amerikanske til danske tilstande – eller på anden måde overføre begrebet "inter-nationalt". Som i øvrigt med så meget andet man heller ikke bare uden videre kan sidestille fra ét land med ét sæt omstændigheder til et andet.

Johnny Winther Ronnenberg, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Torsten Jacobsen, interessant link. Problemet, som jeg ser det, er at Hitchen ikke overbeviser mennesker, som allerede er fuldt og fast overbeviste om den hvide races overlegenhed.

De "progressive", som du nævner, og som forsøger at forhindre den slags mennesker i at udbrede deres synspunkter ved at kræve censur, safe spaces og lukning af muslimske privatskoler, har helt klart ikke fattet, at dette blot forstærker det ressentiment, som er oprørets motor. Dette gælder både pomoer og neomarxister og Mette Frederiksen, som af en eller anden grund kaldes "progressive", selv om de ikke er det.

Det mest uhyggelige efter min mening er, at argumenterne faktisk er logisk sammenhængende, hvis man accepterer deres udgangspunkter. Hvis den hvide race er overlegen, og hvis den amerikanske regering er i lommen på jøderne, følger resten af deres påstande uden alvorlige modsætninger. Hver gang de stilles over for en absurditet i deres egen diskurs, foretager de en efterrationalisering, der blot inddrager nye præmisser.

Dette spil med efterrationaliseringer er ikke unikt for hverken alt-right eller alt-left, det er et spil, vi alle spiller hele tiden. Hvis jeg bliver spurgt, hvorfor jeg mener det ene eller det andet, konstruerer jeg en rationel grund. Hvis jeg ikke bliver spurgt, konstruerer jeg ikke en grund, men har blot min mening, ofte uden at være klar over, at det er det jeg mener. Ofte bliver jeg først opmærksom på min egen mening, når jeg læser i Information at en eller anden ignorant mener noget, som provokerer mig, og som jeg som udgangspunkt bare er uenig med, men som jeg så må finde en rationel begrundelse til, så jeg ikke fremstår som en komplet idiot, når jeg begynder at brokke mig.

Nogle af os er bedre til dette spil end andre, ikke fordi vi er bedre som mennesker, men simpelthen fordi vi har øvet os. Jeg kan spille røven ud af bukserne på de fleste med min guitar, men jeg øvede mig også flere timer hver evig eneste dag i mere end 15 år.

Men rigtig mange mennesker er ikke særlig dygtige til dette spil, så de tenderer mod at acceptere absurde præmisser, fordi disse præmisser resonerer med deres eget ressentiment, og tillader dem at udarbejde følgeslutninger, som passer med deres fordomme. I mine mørkeste stunder tvivler jeg på, at alle os med de "rigtige" meninger er så meget bedre, vi er bare mere "agreeable" end dem med de forkerte meninger, for nu at låne et af Petersons argumenter.

Så mit svar er, at for dig og mig er Hitchens kritik adækvat. Vi er, som ham, tænkende mennesker, som deler en lang række præmisser.

Nazi-Henrik og Rocker-Brian vil derimod skide på Hitchens kritik, for han er bare en repræsentant for det jødisk inficerede medieetablissement, som ikke har fattet en skid, enten fordi de er i lommen på etablissementet, eller fordi de simpelthem ikke har fattet en dyt. Så de forbliver i deres tro, ligesom vi forbliver i vores tro. Så længe vi er uenige om præmisserne, især de uudtalte præmisser, kan der ikke finde en kommunikation sted.

Som demonstreret af diskussionen mellem Jordan Peterson og Sam Harris: De kunne ikke komme hinanden i møde, på trods af at de begge er meget intelligente mennesker, fordi de ikke havde et fælles udgangspunkt, fælles præmisser. Jordan Petersons metafysik er radikalt forskellig fra Sam Harris' metafysik, på den måde, at Harris' metafysik er indeholdt som et særtilfælde i Petersons metafysik. Så Harris havde ikke en chance.

Hvilket delvis er hans egen skyld, for så vidt han insisterede på, at Peterson ikke kunne mene, hvad han sagde, og delvis Petersons skyld, fordi han ikke gjorde Harris opmærksom på, at den eneste måde at forstå Peterson på, er ved at suspendere de overbevisninger, som er styrende for Harris' projekt. Spørgsmålet er så, om Harris ville være villig, eller overhovedet i stand til at foretage denne "suspension of disbelief".

Lidt synd, faktisk, for de efterstræber samme mål: Et sammenhængende etisk system, som er begrundet i videnskab. Men hvor Harris ikke kan overskride, hvad han betragter som den naturalistiske fejlslutning, bevæger Peterson sig langt hinsides denne grænse. For Harris er det kætteri at slutte fra et "er" til et "bør", for Peterson er det uomgængeligt.

Torsten Jacobsen

Alle argumenter er logisk sammenhængende for den, der fremsætter dem: Det kaldes 'efterrationalisering'. og efterrationaliseringen indtræffer ikke - som man ellers vanligt forestiller sig - når argumentet modsiges, men derimod som reaktion på det netop udsagte: Jeget's desperate kamp for at retfærdiggøre det nonsens, som henholdsvis ID og Overjeg lige har ladet slippe ud i det

Alene af den grund er Sam Harris' (et menneske, hvis perspektiver jeg påskønner) insisteren på den rationelle diskurs' overlegenhed dødfødt. Selvfølgelig er det muligt at træne sig selv til at være mere lydhør for andre rationaler, men som dit eksempel med samtalen mellem Harris og Peterson jo så glimrende illustrerer, så fører selv skarp træning kun så langt.. At erkende burets eksistens er ikke det samme som at undslippe det..

Men nu handler det jo heller ikke om at overbevise 'Nazi-Henrik' og 'Rocker-Brian', endsige 'Lebbe-Laila' eller 'Trans-Troels' De må mene hvad de vil, og godt for dem. Det handler om at holde en dialog kørende, hvor vi med opmærksomhed og interesse lytter til selv de mest horrible påstande. Dels lærer vi et nyt perspektiv at kende, og dels lærer vi noget om de mennesker, hvis ytringer vi således tolererer..

(Og nej, hvis nogen pludselig skulle blive i tvivl: Jeg satte ikke lige lighedstegn mellem nazisme og afvigelser fra den såkaldt heteronormative orden.).

Niels Duus Nielsen

" Jeget’s desperate kamp for at retfærdiggøre det nonsens, som henholdsvis ID og Overjeg lige har ladet slippe ud..."

lol - skøn formulering!

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, det kommer an på, hvad du betragter som videnskab.

Som jeg forstår Peterson, handler det om at analysere menneskelige adfærdsmønstre indenfor en evolutionær ramme, hvor sandhed er det, som tjener menneskets overlevelse og udvikling som art.

Indenfor denne ramme er atomfysik således ikke en videnskab, der frembringer sande erkendelser andet end i den trivielle forstand, da fremstillingen af atombomben ikke kan betragtes som noget, der på nogen måde tjener mennesket som biologisk art, hvorfor atomvidenskabens erkendelser kun kan betragtes som sande indenfor den snævre scientistiske ramme, som de er udviklet inden for - mens de ikke er "sande nok" indenfor den evolutionsvidenskabelige ramme, som Peterson anvender.

Sam Harris' projekt er derfor at betragte som et absurd projekt, men Petersons er ikke. Ikke nødvendigvis, i hvert fald, jeg er stadig en novice indenfor det Petersonske univers, og kan derfor ikke afgøre endnu, om hans vision holder for en nærmere analyse.

Men jeg er meget fascineret af hans udvidede forståelse af Jungs arketypebegreb, som han giver et helt nyt indhold ved at beskæftige sig intenst med religiøse myter og narrativer og deres betydning for menneskets overlevelse som art.

Der gøres alt for meget ud af evolutionen som dynamik, og det er nok det farligste tankespind, vi kan give os af med. Vi aner intet om mekanismen i praksis, og det overses rask væk, at den om noget bygger på en dybtliggende og tillært metafysik, der tildeler naturen 'formål'.
Heldigvis er der andre sider af videnskaben, der går den modsatte vej, ovre hos 'de andre' - og det med revolutionerende opdagelser til følge, og især indenfor kommunikative systemer - hvor vi med Jesper Hoffmeyer faktisk burde have en forskningsmæssig fordel.
Men hold kæft hvor er jeg træt af den evige søgen tilbage til de enkle forklaringer i modelopstilling og den aldrig svigtende megalomani, der hver gang for en tid trækker samfundet skævt og hvidvasker retten til overgreb.

Nej, Steffen Gliese, evolution(-steori) tildeler ikke naturen "formål", men om helt TILFÆLDIGT forekommende genetisk variation (b.la. ved mutationer), og fordele og overlevelse til de individer og arter, der er bedst tilpasset sit miljø, tilfældigvis.
Evolutionsmodstandere (som kreationister) tillægger derimod ofte naturen formål.

Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, at kritisere evolutionsteori for at have teleologiske tendenser og at påstå, at vi ikke ved noget om mekanismen i praksis er absurd, og viser kun, at du ikke ved meget om evolutionsteori.

Og at inddrage Hoffmeyer er helt forfejlet, især, hvis du betragter ham som en af "de andre" - hvilke andre? Hoffmeyer er biolog, en af de mere visionære af slagsen, men ikke desto mindre biolog, ergo er han evolutionsteoretiker. De to ting følges ad, i hvert fald hvis man ønsker at gøre akademisk karriere.

Jeg satte mig i sin tid for at undersøge Darwins teori, fordi jeg mente, at den forudsatte hvad den forsøgte at bevise, og fordi den forekom mig ikke at være falsificerbar.

Efter at have læst stort set alt, hvad Darwin selv havde skrevet, og et utal af senere evolutionsteoretikere, måtte jeg konstatere, at Darwins argument intet fejler. Præmisserne er i orden, argumenterne holder, og iagttagelser og eksperimentelle resultater støtter konklusionerne.

Det er svært at falsificere evolutionsteorien, fordi den er så omfattende og konsistent, at en enkelt gådefuld mutation ikke kan vælte læsset. Det er den hidtil bedste forklaring på, hvorfor der finde forskellige arter i stedet for one-size-fits-all-dyr.

Mutationer er "fejltagelser", "afvigelser" fra normen, som viser sig at være bedre tilpassede end de "normale" eksemplarer af arten. Ikke fordi det var meningen, men fordi det var sådan det faktisk faldt ud i det konkrete miljø.

Bananfluer muterer hele tiden, og deres eksistentielle tidsramme er så kort, at en enkelt forsker kan nå at iagttage og manipulere tusindvis af generationer af bananfluer indenfor sin egen eksistentielle tidsramme. Så det er der rigtig mange biologer, der har gjort, hvorfor det er et af de forskningsområder, hvor vi kan være ret sikre på, at ingen har snydt på vægten.

Og at du kritiserer evolutionsteoretikerne for at søge tilbage til enkle forklaringer er absurd. Som alle gode teorier er den relativt enkel i sine grundprincipper, styrken findes netop i den kompleksitet, som fremkommer, når disse enkle principper anvendes på hinanden og sig selv og i processen skaber en dybt kompleks model. At kritisere modellen for at være en model og ikke virkeligheden selv er at kræve for meget af videnskaben, al den stund det ikke er muligt overhovedet at erkende virkeligheden uden at anvende en model.

Den "aldrig svigtende megalomi" er efter min mening netop en fare for religiøst inklinerede mennesker, som allerede besidder "sandheden" og derfor ikke ønsker at høre kendsgerninger, der går deres "sandhed" imod. Det kan man så sige er et problem ved en videnskab, som har overtaget religionens rolle som sandhedsvidne, men at videnskaberne har overtaget religionernes rolle er ikke et videnskabeligt problem, derimod et metafysisk problem.

Men kritikken glæder mig da, for den viser, at der stadig er brug for filosoffer til at gennemskue de mange vildfarelser, folk abonnerer på.

Mikael Velschow-Rasmussen, Johnny Winther Ronnenberg og Trond Meiring anbefalede denne kommentar

Niels Nielsen,
Du giver stadig mening, set fra min p.t. "normale" sindstilstand/stemningsleje.
Fra en bipolar til en anden.
(Jeg er diagnostiseret som bipolar 1, hvad der tidligere var kendt som manio-depressiv (affektiv) lidelse.)