Læsetid 6 min.

Modsigelsernes mester

A = A. Eller hvad? Den tyske filosof Theodor W. Adornos hovedværk ’Negativ dialektik’, der nu foreligger på dansk, er én lang opvisning i identitetens bedrageriske natur
Ifølge Adorno har filosofiens historie været behersket af kravet om identitet. Ved at opløse det partikulære i almenbegreber har filosofien forsøgt at skabe en harmonisk orden og bandlyse enhver selvmodsigelse. Men identiteten er falsk, og denne indsigt er grundlaget for den måde at bedrive filosofi på, som Adorno kalder ’negativ dialektik’.

Ifølge Adorno har filosofiens historie været behersket af kravet om identitet. Ved at opløse det partikulære i almenbegreber har filosofien forsøgt at skabe en harmonisk orden og bandlyse enhver selvmodsigelse. Men identiteten er falsk, og denne indsigt er grundlaget for den måde at bedrive filosofi på, som Adorno kalder ’negativ dialektik’.

Ritzau Foto
2. september 2017

Filosoffer optræder ofte som en slags begrebsligt rengøringspersonale, der ilende kommer til undsætning, hvor end logisk forvirring opstår. De definerer og raffinerer begreber, rydder ud i misforståelser, blotlægger implicitte forudsætninger, drager et par distinktioner og specificerer relationerne mellem begreberne.

Man kan også sige det på den måde, at filosofien identificerer.

Når man skelner mellem A og B, hævder man i samme ombæring, at A faktisk er A, og B faktisk er B. At definere et begreb er at adskille dét, der tilhører begrebet, fra det, der ikke gør: Filosofien, eller måske tænkningen i det hele taget, beror på evnen til at bruge sproget til at skære virkeligheden op i selvidentiske enheder for derefter at rekonstruere deres indbyrdes relationer.

Det er denne dybest set paranoide identificeringsiver, Adorno er ude med riven efter i Negativ dialektik fra 1966, som forlaget Klim nu føjer til deres prisværdige perlerække af oversættelser af væsentlige filosofiske værker. Ifølge den tyske filosof, sociolog og komponist har filosofiens historie været behersket af kravet om identitet. Ved at opløse det partikulære i almenbegreber har filosofien forsøgt at skabe en harmonisk orden og bandlyse enhver selvmodsigelse.

Men identiteten er falsk, og denne indsigt er grundlaget for den måde at bedrive filosofi på, som Adorno kalder negativ dialektik.

»Navnet dialektik,« skriver han, »betyder i første omgang ikke andet end, at genstandene ikke går op i deres begreb.«

Begreberne formår aldrig rigtigt at indfange det, der skal begribes, uden at efterlade en rest, der ikke går op, og dialektik er navnet på den teoretiske praksis, der er viet til at påvise identitetens falskhed.

Målet er at nedbryde

»Dialektik er den konsekvente bevidsthed om ikkeidentitet,« som der står i en af de mange kondenserede og alvorsfyldte sætninger, der er så karakteristiske for Adorno.

Dialektik er et usædvanligt misbrugt begreb. Når nogen siger, at relationen mellem dette og hint er ’dialektisk’, betyder det ofte blot, at det hele er noget værre kompliceret noget.

Men ikke hos Adorno, der står i dyb intellektuel gæld til dialektikkens mester, den tyske filosof G.W.F. Hegel (1770-1831), der sammen med Kant, Marx og Freud danner den intellektuelle baggrund for Adornos tænkning.

Hos Hegel er dialektik den bevægelse, hvorigennem det viser sig, at noget indeholder sin egen modsætning. Hegels filosofiske system er bygget op af en serie af begreber, vævet sammen af dialektiske overgange. Det viser sig altid, at et begreb rummer en skjult selvmodsigelse. Eller med andre ord: A ikke bare er A, men også ikke-A.

For Hegel rummer denne ’negativitet’ altid et positivt indhold: Negationen af et begreb rummer implicit et nyt begreb, og således fortsætter Hegels dialektiske tænkemaskine med selvmodsigelsen som brændstof.

Adorno vil »befri dialektikken for et sådant affirmativt væsen«. Den skal være rent negativ: Målet er ikke at konstruere et filosofisk system, men at nedbryde, kritisere og underminere systemerne – dialektisk logik er »en opløsningens logik«.

Derfor er Negativ dialektik ikke bygget op som et systematisk filosofisk værk, men består i stedet af en serie af tekster, der kritisk borer sig igennem og vender vrangen ud på klassiske filosofiske problemer og tænkere som Heidegger, Kant og Hegel.

Identitetens falskhed

»At tænke vil sige at identificere,« men samtidig er enhver identitet falsk. Hvad stiller vi da op?

Adorno afviser resolut enhver idé om at forlade filosofien, og han har kun hån tilovers over for forestillingen om en intuitiv og ikkesproglig erkendelsesform. Adorno insisterer på tænkningens Sisyfos-opgave, på »at nå ud over begrebet ved hjælp af begrebet«. Tænkningen må hengive sig til sin egen konstante selvkritik, alt imens den holder for øje, at: »Erkendelsens utopi ville være at åbne det begrebsløse med begreber, uden at gøre det lig dem.«

Når det, der skal begribes, aldrig restløst går op i begrebet, har vi altså ikke at gøre med en modsætning mellem et gråt og forstenet begrebsskema og en rig og ubesmittet virkelighed. Adorno er ikke ude i en pseudoreligiøs og antiintellektualistisk fejring af verdens uendelige mangfoldighed. Modsætningen skal findes i begreberne selv, og den kritiske teori består i at forsænke sig i begreberne og sprænge dem indefra.

På samme måde er Adornos filosofi – som Hegels – en svoren modstander af enhver hævdelse af umiddelbarhed og oprindelighed. Længslen efter en fast grund under fødderne, en absolut og uforfalsket enhed, er ikke andet end en retrospektivt dannet fantasi. Det gælder også i filosofien: Der er ingen absolutte første principper, aksiomer eller grundsætninger.

Derfor er negativ dialektik heller »ikke en filosofisk position, der frit kan vælges blandt andre på et prøvekort«. Identitetens falskhed er ikke en hypotese, der bakkes op af data og skudsikre argumenter, men en intellektuel praksis.

Irrationel rationalitet

Som den marxist, han er, ser Adorno en snæver sammenhæng mellem tankeformer og sociale strukturer. Filosofikritikken er umulig at adskille fra kapitalismekritikken, og identitetsprincippets herredømme genfindes i både fascismen, den statssocialistiske østblok og den amerikanske kulturindustri.

Marx’ analyse af den kapitalistiske markedsøkonomi er en uadskillelig del af Adornos kritiske teori. I den borgerlige økonomi bliver alt sidestillet som varer, der kan byttes for penge. Penge er den universelle ækvivalent, der indstifter identiteten i det økonomiske liv og integrerer alle samfundsmedlemmer i en totalitær funktionssammenhæng. Den identitetsfilosofiske vold mod det partikulære har sin grund i den »blodige udbredelse af det borgerlige samfund«.

»Abstraktionsprocessen, der forklares af filosofien og alene tilskrives det erkendende subjekt, udspiller sig i det faktiske byttesamfund,« skriver Adorno.

Det samme gælder den borgerlige stats retsprincipper, hvis blot formelle, juridiske lighed skjuler det klasseherredømme, som kapitalismen beror på.

»Retten er den irrationelle rationalitets urfænomen. I retten bliver det formelle ækvivalensprincip til normen, den skærer alle over samme læst. En sådan lighed, hvor forskellene går under, bidrager i hemmelighed til at fremme uligheden.«

Eller som Anatole France engang udtrykte det: »Loven forbyder i sin majestætiske lighed den rige såvel som den fattige at sove under broer, tigge i gaderne og stjæle brød.«

Ærgerlig sjusk

Forlaget fortjener ros for at udgive et vigtigt filosofisk værk, der næppe bliver en kioskbasker, men det er ærgerligt, at arbejdet ikke er ført til ende. Oversættelsen er som helhed god og læselig, og guderne skal vide, at Adornos omhyggelige og særegne stil er forbandet svær at forvandle til læsevenligt dansk.

Det undskylder imidlertid ikke manglen på konsekvens eller de uheldige fejl: Nogle titler er oversat til dansk, andre er ikke; et sted er »materialistisk« blevet til »matematisk«, og et andet sted er der indsat et ’jeg’, hvilket bryder totalt med Adornos selvbevidste og konsekvente undgåelse af jeg-formen.

En række implicitte Marx-referencer er blevet usynlige, og et sted er »kritik af« røget ud af Marx-udtrykket »kritik af den politiske økonomi«.

Heideggers centrale begreb Dasein er skiftevis oversat med ’tilværelse’ og det mere gængse ’tilstedeværen’. De mange oldgræske udtryk er ikke translittereret, og ligesom ved de latinske udtryk er der heller ikke forklarende noter. Adorno forventede tydeligvis, at hans læsere var hjemmevante i den klassiske verden, men kan en gennemsnitlig dansk Adorno-læser virkelig oldgræsk? Og ved vedkommende, hvad ’flatus vocis’ eller ’adequatio reigatque cogitationis’ betyder? Næppe.

Forlaget skulle desuden have investeret i en yderligere omgang korrekturlæsning, ligesom de skulle have overvejet en ekstra gang, om det nu virkelig var en god idé at bruge alenlange romertal til noterne. Og så er det altså sløvt at overtage Adornos tudsegamle referencer, især når de relevante værker findes i dansk oversættelse.

Disse fejl er ærgerlige, for Negativ dialektik er et vigtigt, godt og vedkommende værk, og det fortjener at blive læst.

Theodor W. Adorno: 'Negativ dialektik'. Oversat af Henning Goldbæk. Forlaget Klim, 300 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu