Læsetid: 3 min.

En svimlende rejse gennem det Italien, der ikke findes længere

Flere århundreders udplyndring og eksport af kunstgenstande har bevirket et samfundsmæssigt forfald, som mange italienere først nu er ved at blive bevidste om. Det er påstanden i Fabio Ismans bog om den italienske kulturarvs betydning
2. september 2017

Omfanget er overvældende. Man kan næsten ikke undgå at blive ramt af en afart af Stendahls syndrom – svimmelhed, udmattelse og desorientering som følge af store mængder kunst på et lille område – når man læser journalisten Fabio Ismans L’Italia dell’arte venduta (Den solgte kunsts Italien).

Bogen er en rejse gennem det Italien, »som ikke findes længere«, og en bitter refleksion over, hvordan »en forfærdelig diaspora« af italienske kunstgenstande og arkæologiske fund er opstået.

Først for ganske nylig er der opstået en udbredt bevidsthed om, hvor stor skade der gennem flere århundreder er forrettet på italienernes kulturarv, påpeger Isman og citerer kunsthistorikeren Franco Valsechhi (1903-91):

»De generationer, som boede i eller besøgte Italien i anden halvdel af 1700-tallet, har set, hvad intet menneske igen kommer til at se: en mængde, en mangfoldighed og et crescendo af prægtigheder, som det er umuligt at forestille sig. En fortætning af kirker, klostre og paladser omfavnede hinanden og konkurrerede om sollyset i byernes gader og på smalle pladser. Overalt var overdådigheden i de store bygningers soliditet, sjældne marmorsorter, guld, sølv og prægtig skønhed forbundet med en lethed, proportionssans, ynde, de rette linjers og ornamenternes elegance, fantasifulde påfund og en ophøjet skønhed, som kun ånden kan fatte.«

Kulturel udplyndring

Det moderne Italien, der hvert år tiltrækker millioner af kunstinteresserede turister, er altså kun en svag afglans af det land, som romantiske rejsende kunne opleve for et par hundrede år siden. Isman, der skriver for hovedstadsavisen Il Messaggero og en række kunsttidsskrifter, gennemgår med minutiøs omhu de forskellige faser af udplyndringen af den italienske kulturarv.

Allerede i 1500-tallet finansierede adelsfamilier deres private hære gennem salg af kunstgenstande. Samtidig blev verdens første og største kunstsamlinger opbygget på den italienske halvø. Men i 1800-tallet begyndte samlingerne at blive spredt for alle vinde. Napoleons felttog i Italien i 1796-97 mundede ud i Tolentino-traktaten, der stipulerede, at kunstgenstande var legitimt krigsbytte. De efterfølgende ekspeditioner til Italien lagde grunden til Louvre som verdens største museum.

Den italienske adel var ængstelig for, at den revolutionære feber i Frankrig skulle brede sig til Italien, og forsøgte at gardere sig ved at samarbejde med franskmændene. Eksempelvis blev en lang række statuer og andre kunstværker fragtet til Paris fra Villa Borghese i Rom, efter at Camillo Borghese havde giftet sig med Napoleons søster og var blevet udnævnt til det franske imperiums guvernør syd for Alperne:

»Den familie falder i vanære til historiens afslutning,« noterede maleren og skulptøren Antonio Canova i sin dagbog i 1810: »At sælge den slags hovedværker! En så rig familie!«

For at stoppe denne praksis indførte en række af de republikker, der var forløbere for Italiens samling i 1861, regler for eksport af kunstgenstande, der lagde grunden til det moderne begreb om kulturarven.

Men i perioden fra Italiens samling og indtil den nye stat i 1909 fik sin første lov om beskyttelse af kulturarven, opstod der et juridisk tomrum, som rigmænd overalt i verden benyttede til at dekorere deres stuer med malerier af italienske landskaber.

»I den periode er den store flugt fra halvøen mest omfattende,« skriver Isman.

Opdragende kunst

Man kan betragte kunsteksporten fra en kosmopolitisk eller protektionistisk synsvinkel. Nogle hævder, at kunsten er Italiens bedste ambassadør: Har man beundret et italiensk landskabsmaleri, får man også lyst til at opsøge de skildrede landskaber.

I den sammenhæng består verden af »markedslande« som USA, hvor kunstens internationalisering har forrang, og »oprindelseslande« som Italien, hvor beskyttelsen af den kulturelle kontekst vejer tungest. Italiens gældende lovgivning om beskyttelse af kulturarven er baseret på ideen om, at monumenters og kunstværkers markedsværdi er underordnet deres samfundsmæssige, opdragende funktion.

Der er således en sammenhæng mellem italienernes manglende evne til i praksis at beskytte den kulturelle kontekst og forfaldet i det italienske samfund samt den kendsgerning, at en stadig større del af landskabet bliver dækket af cement, hævder Isman:

»Kunsten bliver ved med at flygte fra vores land, men ofte bemærker vi det ikke.«

L’Italia dell’arte venduta er en krævende tekst, der fremstår som et katalog til en imaginær udstilling. Derfor har forlaget lavet en nyttig hjemmeside med fotografier af knap 300 af de nævnte værker.

Fabio Isman: 'L’Italia dell’arte venduta'. Collezioni disperse, capolavori fuggiti, Il Mulino, 273 sider, 16 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
  • Grethe Preisler
David Zennaro og Grethe Preisler anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det ville selvfølgelig have været fantastisk og formodentlig et bolværk imod liberalismens fribyttermentalitet, hvis Italien var forblevet intakt; på den anden side er et maleri jo en statisk fastholdelse af noget dynamisk, blot blevet til over længere tid end et fotografi - og som sådan er det jo i sig selv på afstand af det, som det portrætterer og kan bære det med sig alle steder i verden, som en tidskapsel.
Det er langt værre med bygningerne, som jo er det, der giver den forståelse af en gennemført civilisation, som Isman beskriver. Det er dog et meget nostalgisk blik at betragte verden med - men i øjeblikket vælder det jo frem overalt på jord med genstande fra både fjern og nær fortid, som altid i Italien, men jo også her. Det må vi omgås med langt større pietetsfølelse, end vi har gjort - f.eks. skal man nok ikke futte Christian d. IVs værft af for at komme videre med sit metrobyggeri, som tids nok kan komme.