Troldene rejser sig

Måske du husker, hvordan nyhederne så ud i 1970’erne?

Statsministeren i sort-hvidt, altid alvorlig og cerebral. Bybilledet ændrede sig omkring den tid, gaderne blev tomme, alle fulgte med på den ene statskanal. Et synkroniseret folk, ét medie og én central politisk scene og dens drama.

Op mod det amerikanske valg i 1968 mødtes den konservative tv-kommentator William F. Buckley og den venstreorienterede, homoseksuelle forfatter Gore Vidal til en række tv-debatter, som blev legendariske, og som lagde gaderne øde.

Buckley og Vidal var af samme støbning: vittige, intelligente og intenst konfrontative. De klikkede også på et psykologisk niveau, de blev hinandens skygger, og slagene blev personlige.

I en debat brister det for Buckley, han klarer ikke længere at svare med elegant vid. Med et forvredent ansigt snerrer han: »Now listen, you queer, stop calling me a crypto-nazi or I'll sock you in your goddamn face.«

Vidal ser rystet ud, men også underligt lykkelig, han plirrer lidt med øjnene, han fik, hvad han ville have, og han vandt over Buckley, som havde eksponeret sin homofobe foragt.

Muterede kulturkampe

I samtidens mediesituation er det næsten umuligt at samle et så stort engagement omkring et enkelt politisk ordskifte, dermed har kulturkampene også muteret – ja, faktisk er de blevet vigtigere end politikken.

Folkets politiske følelser har samlet sig til evigt muterende sværme, som alle måler temperaturen på for at opnå succes. Affekterne bølger højt online, og de har aldrig været så nemme at observere og drage nytte af. Den varme kartoffel bliver vores rødder, for hvad er vi grundfæstet i, når vi kan dyrke vores specialiserede interesser online?

Derfor er Angela Nagles studie i underlige, amerikanske internetsubkulturer så akut relevant. De har nemlig vokset sig så magtfulde, at de kunne påvirke det seneste præsidentvalg: Den højreekstreme gruppering alt-right har suget sin energi fra det anonyme, hypermisogyne troldeforum 4chan og spillede en vigtig rolle, da republikanske Donald Trump blev præsident.

Nagles strålende studie sporer disse alliancer og sætter dem i sammenhæng med kulturkampens historie.

Livsødelæggende nettrolling

Med internettets gennembrud omkring årtusindskiftet virkede det, som om følelser på venstrefløjen kunne samle sig til en sværm og iscenesætte en række revolutionslignende hændelser – det, der blev kendt som Det Arabiske Forår og Occupy-bevægelsen, hvis zenit var i 2011. En ledelsesløs sværmpolitik opstod, og ønsket om forandring dannede brede, folkelige alliancer på tværs af traditionelle politiske skillelinjer.

Nagle beskriver hændelserne i kølvandet af Occupy-bevægelsen, hvor det viste sig, at sværmpolitikken kunne farves i en hvilken som helst farve. Drevet af en subkulturel logik (opgøret mod ’det politisk korrekte’) synes pilen nu i stigende grad at pege mod kulturens ultimative tabu, højreekstremismen.

Nagle fokuserer på koblingerne mellem 4chan, alt-right og Trumps præsidentkampagne, men hun ser også på Tumblrs queerpolitiske internetsubkulturer. Hun bruger ikke disse ord, men man kan kalde det skyer af typiske teenagefølelser: De, som ’underføler’, og de, som ’overføler’.

Dele af gamerkulturen flygter fra forældrekontrol ind i en videospilsverden, som præges af kynisk humor. I den såkaldte Gamergate i 2014 blev en bølge af livsødelæggende nettrolling vendt mod feministiske spiludviklere, som ahavde påtalt videospillenes sexistiske klicheer.

Kynisme, nihilisme, misogyni og vilje til at eksponere og ødelægge er typisk for en subkultur, som ’underføler’ for at beskytte sig mod det, der opfattes som en altomfattende feministisk konformitet.

Teatralsk sårbarhedsgestus

Subkulturer som ’overføler’ har også været i stand til at iscenesætte ødelæggende troldestorme. Nagles eksempel på naiv aktivisme gone terribly wrong er det sociale netværk Tumblr, hvor oprøret mod konformitet mange steder udtrykker sig i en vild omfavnelse af ideen om kønnet som flydende snarere end som en fast identitet. Det er en kultur, som er optaget af at bevidne og eksponere egen og andres lidelse med en emotionel og teatralsk sårbarhedsgestus. Disse grupper har selvsagt været 4chans og alt-rights hadeobjekt nummer ét.

Nagle laver et interessant portræt af alt-right-profilen Milo Yiannopoulos, der er flamboyant, libertinsk og homoseksuel. Det er ikke nemt at vurdere, om han minder mest om William F. Buckley, som han ligner politisk, eller om den betydeligt mere seksuelt frigjorte Gore Vidal.

Yiannopoulos er et godt eksempel på, hvordan alt-right leger med klassiske komponenter fra den historiske avantgarde som transgression og nonkonformitet. De har skilt sig klart ud fra det, som var de historiske avantgarders primære opposition: en moralsk konservatisme, som var så stiv og stram, at den gik i krampechok over næsten alle udtryk med eksplicit seksuelt indhold.

Alt-right gør nar af denne uddaterede konservatisme (mobbeudtrykket er cuckservative), men Milo Yiannopoulos’ accepterende holdning til pædofile relationer mellem katolske præster og unge drenge markerede alligevel en grænse for spillet med transgression. Den slags udtalelser kunne hans republikanske bagland ikke holde til.

Den vigtiste lære af Nagles bog er muligvis, at når følelserne går højt, er det vigtigt at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Angela Nagle: ’Kill All Normies: Online Culture Wars From 4Chan And Tumblr To Trump And The Alt-Right’. 120 sider. Zero Books 2017