Læsetid 4 min.

Troldene rejser sig

Et glimrende studie i magtfulde internetsubkulturer viser, hvordan både kynisk misogyni og teatralsk sårbarhed fører til ødelæggende troldestorme
Alt-right-profilen Milo Yiannopoulos, der er flamboyant, libertinsk og homoseksuel, er et godt eksempel på, hvordan alt-right leger med klassiske komponenter fra den historiske avantgarde som transgression og nonkonformitet. De har skilt sig klart ud fra det, som var de historiske avantgarders primære opposition: en moralsk konservatisme, som var så stiv og stram, at den gik i krampechok over næsten alle udtryk med eksplicit seksuelt indhold.

Alt-right-profilen Milo Yiannopoulos, der er flamboyant, libertinsk og homoseksuel, er et godt eksempel på, hvordan alt-right leger med klassiske komponenter fra den historiske avantgarde som transgression og nonkonformitet. De har skilt sig klart ud fra det, som var de historiske avantgarders primære opposition: en moralsk konservatisme, som var så stiv og stram, at den gik i krampechok over næsten alle udtryk med eksplicit seksuelt indhold.

Seth Wenig
2. september 2017

Måske du husker, hvordan nyhederne så ud i 1970’erne?

Statsministeren i sort-hvidt, altid alvorlig og cerebral. Bybilledet ændrede sig omkring den tid, gaderne blev tomme, alle fulgte med på den ene statskanal. Et synkroniseret folk, ét medie og én central politisk scene og dens drama.

Op mod det amerikanske valg i 1968 mødtes den konservative tv-kommentator William F. Buckley og den venstreorienterede, homoseksuelle forfatter Gore Vidal til en række tv-debatter, som blev legendariske, og som lagde gaderne øde.

Buckley og Vidal var af samme støbning: vittige, intelligente og intenst konfrontative. De klikkede også på et psykologisk niveau, de blev hinandens skygger, og slagene blev personlige.

I en debat brister det for Buckley, han klarer ikke længere at svare med elegant vid. Med et forvredent ansigt snerrer han: »Now listen, you queer, stop calling me a crypto-nazi or I'll sock you in your goddamn face

Vidal ser rystet ud, men også underligt lykkelig, han plirrer lidt med øjnene, han fik, hvad han ville have, og han vandt over Buckley, som havde eksponeret sin homofobe foragt.

Muterede kulturkampe

I samtidens mediesituation er det næsten umuligt at samle et så stort engagement omkring et enkelt politisk ordskifte, dermed har kulturkampene også muteret – ja, faktisk er de blevet vigtigere end politikken.

Folkets politiske følelser har samlet sig til evigt muterende sværme, som alle måler temperaturen på for at opnå succes. Affekterne bølger højt online, og de har aldrig været så nemme at observere og drage nytte af. Den varme kartoffel bliver vores rødder, for hvad er vi grundfæstet i, når vi kan dyrke vores specialiserede interesser online?

Derfor er Angela Nagles studie i underlige, amerikanske internetsubkulturer så akut relevant. De har nemlig vokset sig så magtfulde, at de kunne påvirke det seneste præsidentvalg: Den højreekstreme gruppering alt-right har suget sin energi fra det anonyme, hypermisogyne troldeforum 4chan og spillede en vigtig rolle, da republikanske Donald Trump blev præsident.

Nagles strålende studie sporer disse alliancer og sætter dem i sammenhæng med kulturkampens historie.

Livsødelæggende nettrolling

Med internettets gennembrud omkring årtusindskiftet virkede det, som om følelser på venstrefløjen kunne samle sig til en sværm og iscenesætte en række revolutionslignende hændelser – det, der blev kendt som Det Arabiske Forår og Occupy-bevægelsen, hvis zenit var i 2011. En ledelsesløs sværmpolitik opstod, og ønsket om forandring dannede brede, folkelige alliancer på tværs af traditionelle politiske skillelinjer.

Nagle beskriver hændelserne i kølvandet af Occupy-bevægelsen, hvor det viste sig, at sværmpolitikken kunne farves i en hvilken som helst farve. Drevet af en subkulturel logik (opgøret mod ’det politisk korrekte’) synes pilen nu i stigende grad at pege mod kulturens ultimative tabu, højreekstremismen.

Nagle fokuserer på koblingerne mellem 4chan, alt-right og Trumps præsidentkampagne, men hun ser også på Tumblrs queerpolitiske internetsubkulturer. Hun bruger ikke disse ord, men man kan kalde det skyer af typiske teenagefølelser: De, som ’underføler’, og de, som ’overføler’.

4chan er blevet kaldt for internettets mødding, det bedste og det værste i cyberspace. Det er et netforum, der opløser grænsen mellem virkelighed og fiktion med grovkornet humor. Her er debatkulturen ulækker, medrivende og frem for alt fuldstændig ureguleret
Læs også

Dele af gamerkulturen flygter fra forældrekontrol ind i en videospilsverden, som præges af kynisk humor. I den såkaldte Gamergate i 2014 blev en bølge af livsødelæggende nettrolling vendt mod feministiske spiludviklere, som ahavde påtalt videospillenes sexistiske klicheer.

Kynisme, nihilisme, misogyni og vilje til at eksponere og ødelægge er typisk for en subkultur, som ’underføler’ for at beskytte sig mod det, der opfattes som en altomfattende feministisk konformitet.

Teatralsk sårbarhedsgestus

Subkulturer som ’overføler’ har også været i stand til at iscenesætte ødelæggende troldestorme. Nagles eksempel på naiv aktivisme gone terribly wrong er det sociale netværk Tumblr, hvor oprøret mod konformitet mange steder udtrykker sig i en vild omfavnelse af ideen om kønnet som flydende snarere end som en fast identitet. Det er en kultur, som er optaget af at bevidne og eksponere egen og andres lidelse med en emotionel og teatralsk sårbarhedsgestus. Disse grupper har selvsagt været 4chans og alt-rights hadeobjekt nummer ét.

Nagle laver et interessant portræt af alt-right-profilen Milo Yiannopoulos, der er flamboyant, libertinsk og homoseksuel. Det er ikke nemt at vurdere, om han minder mest om William F. Buckley, som han ligner politisk, eller om den betydeligt mere seksuelt frigjorte Gore Vidal.

Yiannopoulos er et godt eksempel på, hvordan alt-right leger med klassiske komponenter fra den historiske avantgarde som transgression og nonkonformitet. De har skilt sig klart ud fra det, som var de historiske avantgarders primære opposition: en moralsk konservatisme, som var så stiv og stram, at den gik i krampechok over næsten alle udtryk med eksplicit seksuelt indhold.

Alt-right gør nar af denne uddaterede konservatisme (mobbeudtrykket er cuckservative), men Milo Yiannopoulos’ accepterende holdning til pædofile relationer mellem katolske præster og unge drenge markerede alligevel en grænse for spillet med transgression. Den slags udtalelser kunne hans republikanske bagland ikke holde til.

Den vigtiste lære af Nagles bog er muligvis, at når følelserne går højt, er det vigtigt at holde hovedet koldt og hjertet varmt.

Angela Nagle: ’Kill All Normies: Online Culture Wars From 4Chan And Tumblr To Trump And The Alt-Right’. 120 sider. Zero Books 2017

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Eva Schwanenflügel
    Eva Schwanenflügel
Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Sten Stenbæk

Jeg har lige læst Milo Y's Dangerous (hans eget forlag 'Dangerous'). Meget underholdende: Han er free speech fundamentalist. Sær kolbøtte, også lidt herhjemme, at forsvaret for pressefrihed osv, er blevet en højreargument, når det burde være omvendt. Men det er selvfølgelig en reaktion på politisk korrekthed og identitetspolitik. Man holder jo lidt med ham, selv om han har sært konservative syspunkter på abort og 'gay marriage'. Hvorfor trolles der næsten udelukkende fra højre?

Brugerbillede for Søren Lystlund
Søren Lystlund

R skriver ikke SL
Der trolles ikke kun fra højre, det er navivt at tro.

Og hvor er dette en ørkedsløs kedelig artikel. Det er fint at kunne mange fremmedord, men når artiklen næsten kun består af fremmedord er det som at bevæge sig i en by alene bygget af museumsbygninger. Må man bede om flere ord i mellem fremmedordene?

Brugerbillede for Trond Meiring

Vedrørende mange fremmedord; Der er måske (for) mange studerende og nyuddannede skribenter på dagbladet. De er ofte meget glade for at kunne spytte ud kaskader af fagtermer, nytale og gode, gammeldags fremmedord. Det lyder smart, eller så tror de bare selv det. Skide være med om man bliver forstået, eller egentlig siger noget. Floskler og banaliteter lyder bare smartere på latin.
Der er ellers ikke korrekturlæsning på aviserne mere.

Brugerbillede for Niels Nielsen

"Kynisme, nihilisme, misogyni og vilje til at eksponere og ødelægge er typisk for en subkultur, som ’underføler’ for at beskytte sig mod det, der opfattes som en altomfattende feministisk konformitet."

"Subkulturer som ’overføler’ [...] er en kultur, som er optaget af at bevidne og eksponere egen og andres lidelse med en emotionel og teatralsk sårbarhedsgestus."

Udmærkede beskrivelser af "alt-right" og "alt-left". Men forklarer de noget?

"når følelserne går højt, er det vigtigt at holde hovedet koldt og hjertet varmt."

Ja, men spørgsmålet er vel, hvordan man skal bære sig ad med holde hovedet koldt og hjertet varmt? De radikale (rabiate) internet-aktivister lider jo netop af, at de hverken kan tænke logisk eller styre deres ressentiment. Så problemet løses ikke ved at insistere på en logik, de ikke tror på, eller på nogle følelser, de tydeligvis ikke deler.

Er det ikke med trollene som med Trump: Deres kritik har fat i noget væsentligt, men deres løsninger er tåbelige? Måske skulle alle de "moderate" forsøge sig med lidt selvkritik? Trump er en katastrofe på grund af hans utilregnelighed, men fru Clinton ville have været en katastrofe på grund af hendes krigeriskhed, som af en eller anden grund opfattes som "moderat".

Clintons mand, hr. Clinton, havde en udenrigsminister, som mente, at 500.00 irakiske børns død var "worth it". Hvad moderat er der ved det? Hvis det er målestokken for "det moderate", er der vel ingen grund til at tro andet, end at både "alt-right" og "alt-left" betragter sig selv som moderate?

Brugerbillede for Trond Meiring

Madeleine Albright, Bill Clinton's udenrigsminister, en anden krigersk kælling, mente at de 500.000 døde børn var værdt al oljen i landet. USA's krigerske oljetørst var også årsag til krigen i Irak (begge gulfkriger), Libyen med flere.