Læsetid: 6 min.

’Republikanerne har solgt deres sjæl til en charlatan’

En tidligere konservativ radiovært beskylder i en ny bog konservative republikanere for at have formøblet deres ideologiske gods for at tjene en populistisk demagog, der vil gøre op med partiets rødder i det 19. århundredes oplyste konservatisme
I ’How The Right Lost Its Mind’ graver radioværten Charles Sykes dybt ned i den konservative bevægelses fortid og finder, at Donald Trump egentlig ikke er en afviger. Tværtimod kan hans kandidatur, hans valgsejr og hans præsidentskab anskues som en uafvendelig konsekvens af republikanernes flirten med yderligtgående reaktionære højregrupper gennem USA’s efterkrigstidshistorie.

I ’How The Right Lost Its Mind’ graver radioværten Charles Sykes dybt ned i den konservative bevægelses fortid og finder, at Donald Trump egentlig ikke er en afviger. Tværtimod kan hans kandidatur, hans valgsejr og hans præsidentskab anskues som en uafvendelig konsekvens af republikanernes flirten med yderligtgående reaktionære højregrupper gennem USA’s efterkrigstidshistorie.

Andrew Harnik

28. oktober 2017

I valgkampen 2015-16 omfavnede store konservative radioværter som Rush Limbaugh, Mark Levin og Sean Hannity præsidentkandidaten Donald Trump og smed dermed deres ideologiske gods over bord. Men der var nogle undtagelser. En af dem er konservative radiovært Charles Sykes fra midtveststaten Wisconsin. 

Sykes var vidne på første række til den amerikanske konservative bevægelses eklatante sammenbrud. Han oplevede, hvordan en respektabel politisk filosofi inspireret af tænkere som Alexis de Tocqueville, Friederich Hayek og Bill Buckley i løbet af kort tid blev knust af en chauvinistisk, populistisk, racistisk og indadskuende nationalistisk bevægelse.

Det har han nu skrevet en vigtig bog om. Titlen er prægnant: How the Right Lost Its Mind (Sådan tabte højrefløjen besindelsen).

’At tabe besindelsen’ refererer først og fremmest til jordskælvet Trump, der bragte republikanske vælgere i mental uligevægt. Titlen er ydermere dobbelttydig: På engelsk kan ’mind’ betyde ens sjæl såvel som ens forstand.

I Sykes optik mistede konservative amerikanere deres sjæl og forstand ved at stemme på en selfmade charlatan og fupmager, der ikke engang foregav at være af konservativ støbning. Overordnet er hans konklusion, at kampen mellem ægte konservative og højrepopulister i amerikansk politik endnu ikke er overstået. Det, til trods for at et overvældende flertal af republikanske vælgere og politikere i realiteten har valgt at følge Trump – i det mindste et stykke henad vejen.

»Vi har brug for dissidenter,« konstaterer den tidligere konservative radiovært og disker i sidste kapitel op med en liste af gode råd til, hvordan man som konservativ i dag skal forholde sig til Trump-bølgen. Det er en instruktiv eksercits, men som Sykes villigt indrømmer: Det vil kræve enorme kræfter og lang tid at genoplive en konservativ bevægelse i USA, der forpligter sig på at forsvare det liberale demokratis institutioner. 

Imod strømmen

I valgkampen var det ikke en let sag for konservative intellektuelle som Sykes at svømme imod strømmen og sige fra, når Trump og hans ministranter spredte deres hadefulde og intolerante budskaber. De fleste gav hurtigt køb på deres principper for at indynde sig hos den højeste leder.

Sykes gør i detaljer rede for, hvordan ultrakonservative medier som Drudge Report, Breitbart News og kabel tv-stationen Fox News lagde et ubønhørligt pres fra efteråret 2015 og frem på republikanske politikere og konservative kommentatorer, der ytrede tvivl om kandidaten Trumps valgbarhed.

Trump-kampagnen rekrutterede en veritabel hær af tossehoveder (crackpots) på de sociale medier til at sende intimiderende og truende meddelelser til kritikere og skeptikere. Metoderne var skånselsløse. Ofrene – journalister, kommentatorer og republikanske politikere – fik private oplysninger hacket og brugt imod dem. De blev hængt ud og krænket i den offentlige arena på den groveste manér. Det var en kampagne ad hominem – rettet mod personen fremfor mod hans/hendes idéer.

Det er ikke overdrevet at beskrive denne taktik som personforfølgelse af ens politiske modstandere. Nuvel, i kampen om den politiske magt bringer kandidater ofte kompromitterende personoplysninger om den anden side for dagen, men i Amerika anno 2016 benyttede Trump og hans allierede skamløst fabrikerede historier om alle, der stod i vejen.

Hadet mod de andre, racismen, antisemitismen og chauvinismen fik frit løb. Den ærværdige Sykes, som i øvrigt er af jødisk oprindelse, undrer sig over over, hvorfra alt det smuds og svineri kommer? Her har han år ud og år ind arbejdet som én af USA’s mange konservative radioværter på AM-båndet.

Er der noget, jeg har overset eller forsætligt ignoreret i det amerikanske folkedyb? spørger han sig selv. 

Charles J. Sykes: ’How The Right Lost Its Mind’

Pitbullterrieren

Sykes erindrer en rystende episode i de sidste dage som radiovært i Wisconsin. Dagen forinden havde han lyttet til en anden radiovært på en station i Chicago, der interviewede den republikanske politiker Paul Nehlen. Politikeren var ukendt, indtil han i 2016 stillede op mod kongresmedlem Paul Ryan i det republikanske primærvalg i Wisconsin.

Nehlen søgte og fik Donald Trumps opbakning mod Ryan, der er formand for Repræsentanternes Hus og anses for at være én af den konservatives bevægelses førende intellektuelle.

Det var i sig selv en helt uhørt begivenhed i amerikansk politik, at en præsidentkandidat prøvede at sabotere en af sit partis ledere i Washington, D.C. Endnu mere overraskende var det, at Nehlen – der med sine åbenlyst racistiske holdninger ligger helt ude på det yderste højre – begyndte at vinde ind på Paul Ryan i meningsmålingerne.

I interviewet med radioværten i Chicago slog Nehlen til lyd for, at alle muslimer, der støtter sharia, bør landsforvises.

Mente han også amerikanske statsborgere?

»Ja, for det er forkert at støtte sharia,« svarede Nehlen.

Efter at have hørt interviewet besluttede Charles Sykes sig for at spørge sine egne lyttere. I bogen skriver han:

»Nehlens forslag var ikke alene et opgør med konservative principper, det var også et angreb på de helt grundlæggende regler for menneskelig anstændighed. Så næste morgen bad jeg mine lyttere om at tage stilling til Nehlens forslag. En af de første, der ringede ind, var Audrey fra Oshkosh. Hun syntes, det var en god ide at smide alle muslimer ud af Amerika.«

Den kvindelige lytter drager en parallel mellem muslimer og et emne, der optager hende meget: at opdrætte pitbullterriere.

»Der bliver talt meget om at udfase opdrætningen af pitbullterriere. Nuvel, ikke alle pitbullterriere er onde,« begynder Audrey.

Sykes afbryder hende: »Sammenligner du gale hunde med muslimer?«

»Nej,« svarer hun.

»Jeg siger bare, at der bliver talt om at fase denne art hunde ud, fordi så mange af dem er gale. Jeg mener, ingen tænker på at udfase puddelhunde. Forstår De, hvad jeg mener. Der er ingen lutheranere, som gør den slags (terrorangreb, red.) Man ved aldrig, hvornår et af disse mennesker bliver radikaliseret.«

Sykes: »Et af disse mennesker!«

Radioværten afbryder opkaldet. Stilhed sætter ind. Sykes ved ikke, hvad han skal sige. Han er målløs. Radioen går død. Han trykker på knappen, og en reklame sendes ud i æteren.

Optrinnet beskrives senere i webmagasinet politico.com af en journalist, som Sykes har budt ind i studiet. Over for journalisten går Sykes til bekendelse.

»Jeg vidste jo godt, der var racister blandt mine lyttere, men jeg troede altid, det var nogle få. Dem, jeg omgikkes med i Wisconsin, var ikke racister. Nu føler jeg, at vi konservative bør gennemgå en alvorlig selvransagelse. Så vi bort fra denne racisme af opportune grunde?« spørger han.

Det er her, ideen til bogen opstår.

Begravet i fortiden

I How The Right Lost Its Mind graver Sykes dybt ned i den konservative bevægelses fortid og finder, at Donald Trump egentlig ikke er en afviger. Tværtimod kan hans kandidatur, hans valgsejr og hans præsidentskab anskues som en uafvendelig konsekvens af republikanernes flirten med yderligtgående reaktionære højregrupper gennem USA’s efterkrigstidshistorie.

Vi skal tilbage til det antikommunistiske og magtfulde John Birch Society i 1950’erne og 1960’erne; herefter til Richard Nixons appel til hvide racister i sydstaterne i valget i 1968; så til det antisemistiske og islamofobiske Religiøse Højre i 1980’erne og 1990’erne; populisten Pat Buchanan, der gik efter præsidentembedet i 1992 og 1996; konservativ talkshow-radio i 1990’erne; Fox News’ tilsynekomst såvel som hjemmesiden Drudge Report; samt ikke mindst Tea Party-bevægelsens gennembrud i 2010.

Trump overtog i en vis forstand stafetten, da han i sine tweets og tv-interviews fra 2010 og frem bar ved til den modbeviste påstand, at Barack Obama er en muslim født i Kenya. Hans kritik af de liberale institutioner, frihandelen og multilateralismen (FN) bygger på en tradition, der historisk set har været i mindretal i partiet.

I dag har et flertal af republikanske vælgere skrinlagt den traditionelle konservatisme. Vil de republikanske politikere følge trop?

Denne bog er et opråb til dem om at stå fast.

Charles J. Sykes: ’How The Right Lost Its Mind’. St. Martin’s Press New York. 2017, 267 sider

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Erik Karlsen
Erik Karlsen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Søren Kristensen

Det har slået mig, de få gange jeg var i USA i slutningen af forrige århundrede, at deres præsidenter altid var både mere liberale og på en måde også mere venstreorienterede - i hvert fald bedre orienteret - end deres vælgere. Jeg tænker det lidt derhen at USA omsider, på godt og ondt, har fået en præsident som egentlig meget godt afspejler hvad der foregår i hovedet på den almindelige amerikaner. Så altså, vist er Trump på mange måder en idiot, men det er der jo også mange amerikanere der er. Det går simpelthen op, nu. Regnestykket.

Lars Rasmussen

@ Søren Kristensen

Din kommentar minder mig om følgende betragtning, gjort af en amerikansk journalist for ca. 100 år siden:

As democracy is perfected, the office represents, more and more closely, the inner soul of the people. We move toward a lofty ideal. On some great and glorious day the plain folks of the land will reach their heart’s desire at last, and the White House will be adorned by a downright moron.

H. L. Mencken.

Man kan nu stille sig selv følgende spørgsmål: Hvis Trump repræsenterer en perfektion (eller i hvert fald en forbedring) af det amerikanske demokrati, betyder det så, at demokratiet som styreform uvægerligt ender ud i kakistokratiet, styre ved de mindst egnede?

Ovenstående spørgsmål er selvfølgelig ledende, og tillige dybt uretfærdigt, hvis man anser Trumps hidtidige ophold i Det Hvide Hus for at være en succes. Det gør jeg imidlertid ikke.

Jeg anser Trumps ophold som ren underholdning... ☺

(Og hvorfor, spørger jeg, skulle jeg ikke have ret til lidt brød og cirkus, imens NSA aflytter min telefon, samtidig med at Google følger mit every move på internettet?)