Læsetid: 3 min.

Spansk forspil til den store katastrofe

Historien om afslutningen på Den Spanske Borgerkrig og republikkens sammenbrud er aldrig før blevet fortalt så godt som i den engelske historiker Paul Prestons seneste bog
28. oktober 2017

Den Spanske Borgerkrig sluttede, som den var begyndt: med et kupforsøg.

Frankisternes oprør mod den demokratisk valgte venstrefløjsregering i 1936 blev først fuldendt efter knap tre års udmattelseskrig, da republikkens sidste regeringsleder blev væltet af sine egne forbundsfæller. I sin seneste bog fortæller den førende ekspert i borgerkrigen, Paul Preston fra London School of Economics, den både gribende og nedslående historie om republikkens kaotiske sammenbrud. Det var forræderi, der gav generalísimo Francisco Franco en god mulighed for at forfølge sit »grundlæggende mål« om at udslette så mange modstandere som muligt.

Hvis man ikke kender lidt til Den Spanske Borgerkrigs baggrund, betydning, kompleksitet og følger, er The Last Days of the Spanish Republic ikke det rette sted at starte. Men hvis man interesser sig for Spaniens nyere historie, giver den et formidabelt indblik i, hvorfor borgerkrigen stadig er et nationalt traume.

Prestons 12. bog om emnet er skrevet i forlængelse af The Spanish Holocaust fra 2013 om den store »investering i skræk«, som gjorde det muligt for Franco at vinde borgerkrigen og beholde magten til sin død i 1975. Denne gang fokuserer Preston på de medskyldige i republikkens ydmygelse. Fortællingen er struktureret som en refleksion over tre hovedpersoners adfærd i borgerkrigens slutfase og deres videre skæbne. Helten er den socialistiske regeringsleder Juan Negrín, der overlevede med æren i behold, mens kupmagerne – obersten Segismundo Casado og filosofiprofessoren Julián Besteiro – er skurkene. 

Paul Preston: ’The Last Days of the Spanish Republic’

En ødelagt nation

Bogens kontrafaktiske udgangspunkt er, at hvis venstrefløjskræfterne i Folkefronten havde formået at holde sammen og organisere forsvaret af Madrid, indtil Anden Verdenskrig brød ud i september 1939, var det næppe endt med Francos totale triumf, masseudrensninger og årtiers katolsk-fascistisk diktatur i Spanien.

Men efter fascisternes erobring af Barcelona i januar 1939 fik krigstræthed, defaitisme og splid republikken til at smuldre. En gruppe officerer under Casados ledelse var overbevist om, at krigen allerede var tabt, og konspirerede mod regeringen. De stolede på, at Franco ville vise modparten nåde. Men borgerkrigen sluttede med, at mange flygtninge begik selvmord på havnen i Alicante, fordi der ikke var skibe til at evakuere dem.

Negrín mente, at retorikken om modstand til sidste mand var dybt nødvendig. Hvis ikke den kunne skaffe en acceptabel fred, kunne den vinde tid til at organisere en masseevakuering. Negrín betragtede derfor samarbejdet med kommunisterne, der udgjorde rygraden i republikkens hær, som afgørende.

Casado og Besteiro regnede derimod med, at Franco ville være venligt stemt over for republikkens moderate elementer, hvis de selv tog fat på opgøret med kommunisterne. Ved at vælte Negrín udløste kupmagerne en lille borgerkrig i borgerkrigen, der banede vejen for Francos knusende sejr.

»Hvis den forfølgelsespolitik, der er blevet ført siden krigens første måneder, fortsætter, bliver landet ødelagt, for forbitrelsens og hadets frø vil efterlade en plet, som aldrig kan vaskes væk,« spåede Negrín ved krigsafslutningen i parisisk eksil.

Fantasi om forsoning

Efter borgerkrigen blev over 20.000 republikanere henrettet, mens mange flere døde af underernæring og sygdomme i fængsler og flygtningelejre. Utallige familier blev knust, Spanien kom til at bestå af vindere og tabere.

Preston hævder, at Casado og Besteiro hjalp Franco med at fuldføre sit forehavende. For Casado handlede det nok især om at redde livet, og Franco hjalp ham diskret på flugt.

Besteiro blev derimod i Madrid, hvor han mente at kunne bidrage til en forestående forsoningsproces og sørgede for, at statens ressourcer ikke blev brugt på evakueringer.

Hans overbevisning om, at han kunne formilde sejrherrerne og beskytte de besejrede, var ifølge Preston baseret på »en besynderlig blanding af arrogance og uvidenhed«. Havde han fortrængt udrensningerne under frankisternes fremmarch? Eller havde dødsdriften taget over?

Filosoffen forstod ikke fascismen og omkom i fængslet, hvor han fik en infektion af at rense latriner og blev nægtet lægehjælp. Besteiro endte altså som præmieeksemplet på Francos vilje til at »udslette alle republikkens værdier«.

Man må have det spanske forspil med for helt at kunne forstå den civilisatoriske katastrofe i det 20. århundredes Europa. Det var en global stedfortræderkrig, ligesom i nutidens Syrien.

I Prestons udlægning er modstandens kollaps en moralsk fortælling om menneskelige reaktioner under ugunstige omstændigheder.

Paul Preston: ’The Last Days of the Spanish Republic’. HarperCollins. 390 sider, 14 euro

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Toke Andersen
Toke Andersen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu