Læsetid 4 min.

En Gud skabt i menneskets billede

Ved hjælp af fænomenologiske filosoffer, men ikke mindst en forrygende analyse af Schwarzeneggers rolle i halvfemserfilmen ’Total Recall’ viser den fransk-tunesiske filosof Belhaj Kacem, at vi selv er i færd med at producere den Gud, vi burde frygte allermest
I filmen ’Total Recall’ sendes antihelten Quaid rundt i virtuelle hukommelser, og Arnold Schwarzenegger udtaler så den ifølge filosoffen Kacem mest intense metafysiske replik i filmens historie: ’Og hvad så, hvis jeg ikke er mig ... hvem fanden er jeg så?’

I filmen ’Total Recall’ sendes antihelten Quaid rundt i virtuelle hukommelser, og Arnold Schwarzenegger udtaler så den ifølge filosoffen Kacem mest intense metafysiske replik i filmens historie: ’Og hvad så, hvis jeg ikke er mig ... hvem fanden er jeg så?’

Francois Mori

11. november 2017

Gud – især den monoteistiske – har altid været karakteriseret ved en række faste og tilsyneladende beundringsværdige træk såsom evighed, uendelighed og alvidenhed. Man kunne tro, at Gud m/k derfor kun var at finde i hellige skrifter og kræver en troshandling, mens videnskab og teknologi siden Oplysningstiden til gengæld står som modsætning til en sådan religiøs ’overtro’.

Men tænk om Gud er noget ganske andet? Tænk, om han lige præcis er det, menneskeheden selv er ved at producere med sin teknologi?

Det er dette tankeeksperiment, den fransk-tunesiske filosof Hehdi Belhaj Kacem foretager i et lille essay med den på en gang knastørre og eksplosive titel: Dieu, la mémoire, la techno-Science et le MalGud, hukommelsen, den teknologiske videnskab og det Onde.

Slave for Gud

Den nu 45-årige Mehdi Belhaj Kacem fik allerede som 20-årig sit gennembrud som forfatter med romanen Cancer, men har siden vendt sig mere og mere mod filosofien i et viltert værk, der især har skrevet sig op imod nihilisme.

Alexander Galloway kategoriserede i 2012 i en bog med samme titel Kacem som en af ’de nye realister’. Det kan forekomme forvirrende, for så vidt som Kacem i høj grad beskæftiger sig med computerspil via en fænomenologisk tilgang. Især inspirationen fra Hegel træder dog tydeligt frem i dette sidste essay, hvor Jacques Lacan også er så selvfølgeligt et baggrundstæppe, at en menig dansk læser ville have svært ved at følge med.

Mehdi Belhaj Kacem: ’DIEU, la mémoire, la techno-science et le Mal'.

Den indforståede franske filosofiske forståelse, som altså også præger en sådan autodidaktisk filosofs værk, er egentlig ærgerlig. Essayet Dieu, la mémoire, la techno-Science et le Mal er ellers skrevet på baggrund af et seminar, der foregik i 2016 i en kunstkontekst, som handlede om ’billeder som hændelser’ og kunne sagtens åbne sig langt mere pædagogisk op mod sine utrolig interessante pointer og meget konkrete billeder.

For nærmest som en lavine fik dette seminar Kacem til at udkrystallisere en skitse til en teori, der i fire år har naglet ham til jorden og forhindret ham i at skrive. Tanken om, at noget ’religiøst’ – langt frygteligere og større end for eksempel IS – er ved at sætte sig igennem i verden.

Dette frygtelige har sådan set været i støbeskeen lige siden menneskets oprindelse. Mennesket bliver i dette perspektiv karakteriseret som arbejder eller slave for Gud – ganske som det formuleres i Biblen i øvrigt – men i en helt anden forstand, end vi plejer at forestille os det.

Traumatiske billeder

Kacem tager udgangspunkt i det, som ifølge ham karakteriserer mennesket i forhold til dyr, nemlig hukommelse. Ikke det at tænke – Kacem er overbevist om, at der findes masser af dyrearter, der tænker. Anderledes forholder det sig med hukommelsen og paradoksalt nok, hvad den kræver af glemsel.

Mennesker både husker og fortrænger. Og især den lidelse, som fortrænges, kan så tage form af billeder. Kacem analyserer den vestlige verdens billedmæssige fokusering på korsfæstelsen af Jesus indtil Oplysningstiden som en håndtering af et oprindeligt traume. Men siden har kunsten splittet denne lidelseshistorie op i den række traumatiske billeder, som præger moderne kunst – fra Goya til von Trier og Game of Thrones.

Hvorfor denne svælgen i vold, som på ingen måde er en selvfølge?

Kacem har her sin helt egen læsning af syndefaldet som netop det sted, hvor mennesket bevæger sig ind i teknologien. Det bliver så også det sted, hvor mennesket helt parallelt begynder både at producere sin egen lidelse – og sin Gud.

En ny ateisme

’Fremskridt’ kalder vi teknologien, men mod hvad?

Måske præcis mod den alvidende, evige og uendelige hukommelse, som internettet qua teknologien er. Fremkomsten af Gud, som vi altid har forestillet os ham. En viden og en hukommelse, som intet menneske mere er i stand til at overskue.

Faktisk var det netop omkring oplysningsfilosofferne og deres stadig overskuelige Encyklopædi, at det hele skred. Den maskine, vi har skabt, ved mere end noget menneske. Den er helt uden glemsel og begrænsning, og er i øvrigt totalt ligeglad med mennesket – deraf karakteristikken af den som ond. I Silicon Valleys perspektiv er langt de fleste mennesker ganske overflødige. Særligt indviede har allerede gjort sig fri af nettet, mens de venter så på næste teknologiske skred: Visse moguler i Silicon Valley har simpelthen folk til at tjekke deres mobiltelefoner.

Denne Gud, der styrer verden, kræver en ateisme af en chokerende anden art end oplysningsfilosoffernes. Og det er i denne isnende verden, at menneskets singulære hukommelse bliver så vigtig.

Det er her, Kacem analyserer en replik af Quaid alias Arnold Schwarzenegger i filmen Total Recall fra 1990. På det tidspunkt i filmen er virkelighedsniveaet totalt ved at forsvinde, mens antihelten Quaid sendes rundt i virtuelle hukommelser, og Schwarzenegger udtaler så den ifølge Kacem mest intense metafysiske replik i filmens historie: »Og hvad så, hvis jeg ikke er mig ... hvem fanden er jeg så?«

Mehdi Belhaj Kacem. ’DIEU, la mémoire, la techno-science et le Mal’, LLL Les Liens qui Libérent, 2017, 201 s 17 euro

Læst udefra

Seneste artikler

  • Musikalsk klassekamp mod den neoliberale båndsløjfe

    4. november 2017
    Den klassiske musik går en markedsdrevet død i møde som let fordøjelig klassemarkør for et aldrende, elitært publikum. Sådan skriver den tyske musikagent og forfatter Berthold Seliger i et kampskrift, der kalder på meget mere musikalsk dannelse allerede fra første skoleklasse
  • Med kærlig hilsen fra 1968

    10. august 2013
    Stjerneskribenten Anna Quindlen øser selvkritisk og bevægende af sine livserfaringer som feminist fra ’den første generation, der havde regnet det hele ud’
  • Det ekstreme højres medicinskab

    18. maj 2013
    Den franske filosof Bernard Stiegler er på banen igen med en analyse af, hvorledes modstanderne af det ekstreme højre i Frankrig blot gør tilstanden værre ved at gøre de ekstreme til syndebukke.
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu