Læst udefra: Italiens demokrati blev bygget på individers ulydighed

Overgangsperioden fra fascismens sammenbrud til etableringen af en parlamentarisk republik var de mest modsætningsfyldte, begivenhedsmættede og løfterige år i Italiens historie.

Anden Verdenskrig havde reduceret landet fra en ekspansionistisk kolonimagt til en tilbagestående nation med en smadret infrastruktur og en sultende befolkning. Samtidig repræsenterede modstandsbevægelsen en opstand mod den passivitet og resignation, der plagede nationen som en medfødt lidelse.

Som partisaner havde et udsnit af befolkningen generobret deres personlige suverænitet og gjort sig en enestående demokratisk erfaring. Der var opstået en historisk mulighed for at forvandle kuede undersåtter til myndige borgere. Nu var alt muligt. Ulydighed mod det fascistiske regime gav Italien en chance for en ny begyndelse: