Læsetid: 3 min.

Læst udefra: Italiens demokrati blev bygget på individers ulydighed

Det er svært i dag helt at forstå, hvor hårde vilkår det italienske demokrati opstod under. Historikeren Giovanni De Luna betragter i sin nye bog om republikkens tilblivelse overgangsfasen efter Anden Verdenskrig i lyset af Italiens aktuelle demokratikrise
25. november 2017

Overgangsperioden fra fascismens sammenbrud til etableringen af en parlamentarisk republik var de mest modsætningsfyldte, begivenhedsmættede og løfterige år i Italiens historie.

Anden Verdenskrig havde reduceret landet fra en ekspansionistisk kolonimagt til en tilbagestående nation med en smadret infrastruktur og en sultende befolkning. Samtidig repræsenterede modstandsbevægelsen en opstand mod den passivitet og resignation, der plagede nationen som en medfødt lidelse.

Som partisaner havde et udsnit af befolkningen generobret deres personlige suverænitet og gjort sig en enestående demokratisk erfaring. Der var opstået en historisk mulighed for at forvandle kuede undersåtter til myndige borgere. Nu var alt muligt. Ulydighed mod det fascistiske regime gav Italien en chance for en ny begyndelse:

»I den enkeltes valg som suveræn handling lå potentialet til gennem væbnet kamp at skabe en ny juridisk og politisk orden,« skriver historikeren Giovanni De Luna fra universitetet i Torino i sin nye bog, La Repubblica inquieta (Den rastløse republik), om den dramatiske kontekst for den italienske forfatnings tilblivelse:

»Det var normale mennesker. Men i mødet med historien gav de det bedste af sig selv: Ved at kæmpe blev de selv bedre og forbedrede landet.«

Ingen stat

De Luna betragter Italiens demokratiske udvikling gennem et vindue, der indrammer perioden fra krigsafslutningen i april 1945 til begivenhederne i juni 1948. I dette tidsrum fik kvinderne stemmeret, monarkiet blev afskaffet ved en folkeafstemning, der blev nedsat en forfatningsgivende forsamling, indført et flerpartisystem og afholdt valg.

Giovanni De Luna: La Repubblica inquieta

Ord som mutilatini, krigsinvalide børn – og marocchinate, kvinder fra Syditalien, der blev udstødt fra deres familier efter at være blevet voldtaget af nordafrikanske soldater fra de franske kolonitropper fandt vej ind i sproget. Mordraten var rekordhøj – ikke på grund af udrensninger af fascister, men også fordi staten var i opløsning.

Samtidig blev mange af de konflikter, som fascismen havde undertrykt, nu udkæmpet med såvel åben diskussion som voldelige midler: republikanere mod monarkister, arbejdere mod kapitalister, nord mod syd, land mod by osv.

Modsætningerne i samfundet afspejlede også den kendsgerning, at italienerne havde oplevet krigen og dens afslutning på vidt forskellige måder. På Sicilien var de allierede en fjendtlig besættelsesmagt, i Napoli blev de set som beskyttere, i Rom blev de budt velkommen som befriere, og i Norditalien, hvor modstandsbevægelsen selv havde befriet industribyerne Milano, Genova og Torino, blev de set som ligemænd.

Vejen til en ny normalitet var altså i sig selv en kamp. Mange tidligere partisaner, der var præget af en militant demokratiopfattelse, oplevede parlamentarismen som en personlig skuffelse, mens flertallet længtes efter sikkerhed og stabilitet.

Kold borgerkrig

Parlamentsvalget i april 1948 blev vundet af kristendemokraterne. Kirken havde overtaget kongehusets rolle som nationalt samlingspunkt og ført kampagne mod den gudløse kommunisme. I juli blev kommunistpartiets leder, Palmiro Togliatti skudt i ryggen, da han forlod parlamentet. Mens han i flere dage svævede mellem liv og død, udbrød der generalstrejke med fabriksbesættelser. Havnearbejdere og partisaner tog kontrol over hele Genova.

Hvis ikke Togliatti, som havde været Kominterns øverste repræsentant under borgerkrigen i Spanien, havde overlevet – og hvis ikke Gino Bartali samtidig havde vundet Tour de France – havde en borgerkrig som den, der dengang hærgede Grækenland, næppe kunnet undgås, hævder De Luna. 

Valgkampen havde skabt uforsonlighed mellem de partier, der var udgået fra modstandsbevægelsen og sammen havde skrevet republikkens forfatning. Med attentatet og den følgende opstand blev striden radikaliseret. Gensidige beskyldninger om undergravende virksomhed skabte et klima, der ofte er blevet beskrevet som »kold borgerkrig«.

Forfatningen formåede dog at rumme modsætningerne, efter at italienerne gennem nogle hektiske år havde erfaret »det forførende demokrati«. Men de partier, der dengang gav almindelige mennesker mulighed for at spille en aktiv rolle i det nationale fællesskab, findes ikke længere, påpeger De Luna.

Bogen udgør en flot mosaik af kilder om det italienske demokratis urolige tilblivelsesproces, der fungerer som en opmuntrende påmindelse om, at enkeltindividers energi og modstandskraft før har dannet grundlag for en kollektiv genopblomstring under tilsyneladende umulige vilkår.

Giovanni De Luna: La Repubblica inquieta, 301 sider. 22 euro, Feltrinelli

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Steffen Gliese
  • David Zennaro
Steffen Gliese og David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu