Endnu en gang har regeringen annonceret besparelser på uddannelsesområdet, og endnu en gang er der blevet demonstreret og sendt balloner til vejrs. Ritualet er gennemført. Studerende og elever såvel som akademisk, teknisk og administrativt personale kan se frem til flere fyringsrunder, højere pres, sammenlægninger og underprioriteret faglighed. Vi andre kan se frem til præfabrikerede forskningsresultater og samfundsborgere og arbejdstagere med jævnt hen ringere faglighed.
Man bliver måske utilpas, når man konstaterer, at éns holdning ikke adskiller sig så meget som ét procentpoint fra Dansk Erhvervs, hvis man mener at det da alt andet lige må være en dårlig ide at skære ned på oplæringen af fremtidens samfundskræfter. Man ønsker måske at lære andet end, hvad man allerede var bekendt med – for eksempel at uddannelse uden Bildung staves ’ud’, som Knud Romer gjorde klart for en håndfuld nedskæringsrunder siden.
To nye udgivelser giver hvert deres bud på, hvad uddannelse byder os at tænke i dag.
Offentlig brug af fornuften
What is education? er en antologi redigeret af danske studerende med bidrag fra en række prominente og/eller kritiske internationale og danske akademikere fra de humanistiske fag, særligt filosofi.
Filolog Sten Ebbesen peger i sit universitetshistoriske rids på et begrædeligt (og paradoksalt) resultat af 68’ernes demokratibestræbelse: Efter at hovederne er kappet af professorerne – der i det mindste besidder en eller anden form for faglig autoritet – er det nu ren virksomhedsledelse, der dirigerer forskningen.
Den amerikanske samfundsforsker Wendy Brown advarer mod at tro, at den gennemgående privatisering og finansialisering af universiteterne (også danske universiteter investerer i aktier) skulle have medført, at universiteterne »er blevet trukket ud af deres afsondrede verdener og hen imod mere offentlige formål«.
Filosof Henrik Jøker Bjerre vender sig mod Kants begreb om den offentlige brug af fornuften, det vil sige tale og tænkning, der er drevet af søgen efter sandhed og ikke af at skulle udfylde en bestemt funktion, tjene en interesse eller ytre en mening. At opgive dette »grundlæggende demokratiske princip« om at »fremme det fornuftige«, om det så foregår i klasseværelset, på pubben eller i samtalekøkkenerne, »ville betyde en fuldstændig kapitulation til markedskræfter, politisk kynisme og rå magt«, skriver Jøker Bjerre
Som samfund så institution
Ligesom bidragsyderne til denne fine (og gratis) antologi tilstræber også det engelske blad STRIKE! Magazine at give ordet til de stemmer, der normalt skides hul i: Her er det bare den racialiserede engelske arbejderklasse snarere end den rene kærlighed til viden, der udgør det hengemte subjekt.
STRIKE!’s nyeste nummer er indholdsmæssigt et kludetæppe af græsrodsrøster med fokus på social ulighed og alternative læringsmetoder samlet under den fælles overskrift: »Radical Pedagogy«. Blandt teksterne finder man en anarkists overvejelser angående børneopdragelse efter at have været ansat (og fyret igen) som nanny for en Kensington-bankmands barn; et program for, hvordan man praktiserer radical listening i stedet for bare at vente på, at det bliver éns tur til at sige noget; en frivillig fængselsforenings erfaringer med at støtte indsatte i at gennemføre en uddannelse og en guide til ’mind-blowing, feministisk, øko-venlig, ikkeheteronormativ, queer-sex med samtykke’.
Radikal læring i bred forstand.
Den engelske kritiker Amit Singh peger i en rasende god artikel på (endnu) en grund til at være skeptisk over for institutionerne: »Uddannelse er racistisk, fordi samfundet er racistisk. Lærere er racister, fordi folk er racister.« Racisme her forstået som en strukturel kolonialistisk arv snarere end den individuelle ret til tåbelighed.
»Vi må se uddannelse for, hvad det er: en måde, hvorpå statsideologier (såsom kapitalisme, patriarkat og racisme) genskabes.«
Så længe det er staten, der står for uddannelse, er forsøg på »radikalt at ændre ved læringsrummet dømt til at slå fejl«, mener Singh.
Af samme grund eksperimenterer aktivistgrupper som London Learning Co-operative med at organisere selvbestaltede læringsrum: »Vi har valgt at prioritere lokal viden som en direkte udfordring til det top-down-styrede, statsfaciliterede uddannelsessystem, der tager magten og engagementet fra grupper, der i forvejen er marginaliserede.«
Blandt begge typer af uddannelsesaktivister fornemmer man en tilskyndelse til at skabe udenoms-institutionelle rum for den tænkning og læring, som vi jo har brug for.
»Mennesket kan ikke leve af brød alene,« som emeritus Ebbesen overbevisende docerer i What is education?.
Især ikke hvis brødet er kridhvidt, kunne man tilføje.
’What is education?’. PROBLEMA, 2017. Gratis
STRIKE! Magazine. Issue 19: Radical Pedagogy. 2017. £3.00
