Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Musikalsk klassekamp mod den neoliberale båndsløjfe

Den klassiske musik går en markedsdrevet død i møde som let fordøjelig klassemarkør for et aldrende, elitært publikum. Sådan skriver den tyske musikagent og forfatter Berthold Seliger i et kampskrift, der kalder på meget mere musikalsk dannelse allerede fra første skoleklasse
Moderne Tider
4. november 2017

»Pyha. Så må vi prøve at se, om vi kan holde det ud de næste fem timer.«

Sætningen faldt for et par år siden fra en ældre kvinde op til opførelsen af Ragnarok fra Wagners Ringen i Berlin. Tilfældigvis sad den tyske musikagent og forfatter Berthold Seliger bag hende. Nu har han gjort hendes lystforladte tilgang til musik til ouverturen i sit 400 siders rasende kampskrift om musikindustriens elendighed – og om musikkens enorme potentiale.

Seligers foragt for det grå guld, der røvkeder sig og stiver klasseselvbevidstheden af i Europas koncerthuse, er ganske underholdende. I Klassikkampf. Ernste Musik, Bildung und Kultur für alle forskåner han heller ikke koncerthuse og radiostationer, der igen og igen serverer et »rutine-eksprestog fra Beethoven til Sibelius og tilbage«, eller operahusene, der til stadighed går efter succesformlen A-B-C (Aida, La Bohème, Carmen).

Den klassiske musikbranches posterstar-markedsføring, hvor ikke bare nøgen hud, men også de kvindelige musikeres udseende i stadig højere grad er en forudsætning for kontrakter, får heller ikke kønne ord med på vejen.

Med baggrund i sin seneste bog om markedslogikken i musikbranchen, I Have A Stream, sønderkritiserer Seliger samtidig en musikverden, der er stadig mere styret af algoritmerne i »bevidsthedskoncerners udvælgelsesmaskiner« som Google, Facebook eller Spotify. 

Berthold Seliger: Klassikkampf. Ernste Musik, Bildung und Kultur für alle

Adorno som teoretisk darling

Men som kampskrift er bogens egentlige pointer selvsagt stærkt opbyggelige. Den klassiske – eller rettere: den seriøse – musik må ikke overlades til de kulturelle og økonomiske eliter. Koncerthusene bør åbne sig endnu mere, og alle bør lære at lytte og spille, så alle lag og aldersklasser kan få del i den oprigtige, krævende og dog alment forståelige musik, der udfordrer og ikke adspreder. Altså den musik, der er den »eneste mulige redning i en falsk verden«, som det formuleres med en hilsen til filosoffen Theodor W. Adorno, der som forfatterens absolutte teoretiske darling bruges i flæng gennem værket.

Musik kan nemlig kortslutte forstand og følelse. Men ikke uden anstrengelse, mener Seliger, der ved siden af den klassiske musik også er agent for figurer som Patti Smith og Lou Reed.

At musik skulle være det eneste universelle sprog, som alle umiddelbart forstår, er ikke bare en paternalistisk og eurocentrisk fejlslutning. Det er også en dum floskel, der slører for, at man ligesom ved alle andre sprog først skal lære at høre musik. Forståelsen af Schönberg eller Prokofiev kommer ikke rendende af sig selv. Det gælder også Beethoven – forfatterens helt store musikrevolutionære helt, som nærmest får sin egen bog i bogen.

Gennem hele kampskriftet går Seliger polemisk og lige på sit ærinde med en forfriskende gammeldags – eller rettere klassisk moderne – optimisme på kunstens vegne. Han ser det som den kunstneriske avantgardes opgave at artikulere et frihedspotentiale og blotlægge de utopiske dimensioner i musikken, som viser et alternativ til et samfund, hvor magt og profit er de ypperste goder.

Med basis i bl.a. Kants æstetik og Kritisk teori vil den idealistiske tysker således »tilbageerobre humanvidenskaberne som grundlaget for dannelse«.

Neoliberal ånd

Som historisk fundament giver Seliger bl.a. et vue over dannelsesborgerskabets opståen i det 19. århundrede. Det sensibiliserede individet og gjorde kulturen bredere tilgængelig, men frisatte samtidig de markedsmekanismer, der har skabt samtidens ukritiske kulturkonsumenter og atter gjort seriøs musik til et elitært anliggende.

For at kunne udfolde sit kritiske potentiale skal den seriøse musik nu gendemokratiseres. Også på lavpraktisk plan, mener Seliger. For at skabe et mere socialt, kritisk og ligefrem humanistisk samfund bør musikalsk dannelse være en bred og selvfølgelig del af alle skoleformer fra første klasse og ud. Det inkluderer, at alle elever kan spille mindst ét instrument, når de forlader skolen.

At solidaritet, kreativitet, ansvar og koncentrationsevne er en del af afkastet ved siden af den æstetiske oplevelse, er ikke just nyt. Det bliver Seligers forslag bare ikke mindre rigtigt af.

Oven i det herlige virvar af anekdoter om tysk og europæisk musikliv gennem århundrederne, skal læseren kunne holde en påståelig kapitalismekritik ud. Herunder skal man lege med på Seligers forudsætning om, at den neoliberale ånd og dens økonomisering af lytteren har afstumpet vores tilgang til seriøs musik.

At denne seriøse musik dækker langt mere end det, der normalt betegnes med det udflydende begreb ’klassisk musik’, gør ikke forfatterens forehavende nemmere, da han stadig skal skabe plausible skel mellem seriøs musik og ren underholdning. Alligevel smitter hans modernistiske og fandenivoldske tro på kunst og musik som kritisk erkendelsesværktøj faktisk af.

Måtte alle kulturpolitikere, nej, alle mennesker læse med. Og begynde for alvor at lytte mere til alverdens seriøse musik.

Berthold Seliger: ’Klassikkampf. Ernste Musik, Bildung und Kultur für alle’, 496 sider, 24 euro.

Serie

Læst udefra

Seneste artikler

  • Med Hannah Arendt på briksen

    13. marts 2021
    Tidens store interesse for Hannah Arendt giver også plads til mindre kendte veje ind i hendes tænkning. Genudgivelsen af filosoffen Julia Kristevas forelæsningsrække over den tysk-amerikanske tænker er en lejlighed til endelig at få pudset dine psykoanalytiske briller
  • Når viljen er fri, bliver Gud lidt mere menneskelig

    6. marts 2021
    Den italienske filosofihistoriker Tommaso Sgarro belyser i ny bog en overset debat fra det 16. århundrede mellem de to katolikker Domingo Báñez og Fransisco Suárez. Den viser, at ikke kun reformatorerne Luther og Calvin, men også katolikkerne har haft deres hyr med den frie vilje som begreb
  • Tysk filosof ser en vej ud af udbytningen, men farer vild i naturromantikken

    6. februar 2021
    Protestbevægelser som #MeToo, Black Lives Matter og Extinction Rebellion viser vejen mod en fredelig revolution i den maksimale udbytnings tidsalder, hævder den tyske filosof Eva von Redecker i en vild og naturromantisk bog, der er mere poetisk end velargumenteret
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

ulla enevoldsen

Er eller bliver den oversat?