Læsetid: 6 min.

Pædagogik: Sagen i centrum – men hvilken…?

Dannelse er andet og mere end erhvervelse af kompetencer, undervisning andet og mere end indløsning af læringsmål. De urene pædagoger slår endnu et slag for at sætte sagen, faget og indholdet i centrum. Men hvor er det, de vil hen?
25. november 2017

Tredje bind i det århusianske forlag Klims serie om uren pædagogik er meget passende betitlet: Uren pædagogik 3.

De to første, der udkom i 2011 og 2014, fik en del omtale i medier og tidsskrifter og fik læst og påskrevet af mange forskellige aktører og interessenter inden for den pædagogiske og uddannelsespolitiske verden.

De urene pædagoger er en broget flok; men de er enige om, at pædagogik ikke kan reduceres til teknik, metode og koncepter. Pædagogik er ikke et redskab til at effektivisere og målstyre samfundets uddannelsessystem. Pædagogik er derimod at ville noget med nogen i en kontekst spækket med erfaringer, traditioner og forskellige erkendelsesinteresser.

Pædagogik kan således ikke løsrives fra de kulturelle og sociale praksisser, skoler og andre lærdomsinstitutioner på én gang er indfældet i og samtidig selv muliggør. Eleverne og de studerende er ikke passive modtagere af det, der skal læres og kunnes. De skal ikke agere som sprudlende humankapitaler og kompetencekataloger in spe eller te sig som servile og behørigt læringsmålsindløsende i årene inden.

Eleverne er selv med til aktivt at omforme det stof, de formes af og til at fortolke og endevende det, de bliver ægget til at lære og forstå. Uren pædagogik åbner snarere for mødet med det fremmede og ukendte, end den bidrager til at overføre læringspakker og teste forståelsen af et givet pensum.

Strid om uddannelse

Med bøgerne om den urene pædagogik intervenerer det redaktionelle triumvirat, lektor i pædagogik ved DPU, Aarhus Universitet), Thomas Aastrup – og de to professorer i psykologi ved Aalborg Universitet, Lene Tanggaard og Svend Brinkmann, ufortrødent i den offentlige og ofte aldeles overophedede debat om uddannelsespolitik og pædagogik.

Thi om pædagogik og uddannelse strides der intenst i det såkaldte videnssamfund, og de politiske livs aktører skal ikke levnes meget taletid, før de er rede til at levere en ’udmelding’ og en mening om skolens rolle i samfundet.

Skal eleverne være konkurrencestatens soldater? Får uddannelsessystemet sin primære funktion som leverandør af fremtidens arbejdskraft? Skal skolens kvalitet måles på dens placering i internationale rankings (PISA-test, karakterniveau, lykke og trivsel, viden om demokrati, kostpris pr. elev etc.)?

Eller skal skolen tværtimod ses som en demokratisk inviterende og fagligt stærk dannelsesinstitution, der giver kundskab og gøder jorden for elevernes karakterdannelse? Giver pædagogik, som lektor i pædagogisk filosofi Brian Degn Mårtensson proklamerer i sit bidrag til bogen, ligefrem »kun mening, hvis dens formål knytter sig til et rent postulat om menneskets absolutte værd og elskelighed«?

Hørt før

Under læsningen af Uren pædagogik 3 kom jeg til at kede mig lidt. Autopiloten synes at være blevet slået til, og det meste er hørt før i Uren pædagogik 1 og 2 und anderswo, og selv om bidragene af de tre redaktører er sympatiske, formår de ikke helt at ægge mig til nye klarsyn eller at tvinge mig til at tænke anderledes, end jeg lærte at gøre det i 2011 og 2014.

Lene Tanggaard taler endnu en gang til fordel for en »sagspædagogik« og en indholdsdreven undervisning. Lærerne etablerer god undervisning og praktiserer uren pædagogik, når de giver eleven mulighed for at »tabe sig selv i et stof for netop at vinde indsigt i sig selv«.

Thomas Aastrup Rømer kritiserer igen evidensbevægelsen for at forveksle årsag og virkning, så man forledes til at tro, at læringen er årsag til undervisningen, selv om det ret beset er og burde være undervisningen, det faglige indhold og dannelsesprocesserne, der har førertrøjen på.

Rømer bedyrer, at læringsideologerne, der tror, at det vigtigste er at lære at lære og ikke at lære eller at vide noget bestemt, ganske uretmæssigt gør læringen til både årsagen og målet for det hele. Svend Brinkmann byder denne gang på en læsning af filosoffen og forfatteren Iris Murdochs (1919-1999) forfatterskab og slår fast, at vi befinder os i en verden, der er langt større end menneskets (indre) selv. Opmærksomheden på realiteten uden for subjektet lægger op til en kærlig pædagogik, der skal få os til at se ud i verden. Med Murdochs ord:

»Kærlighed er den ekstremt vanskelige erkendelse af, at noget andet end en selv er virkeligt. Kærlighed er, ligesom kunst og moral, en opdagelse af virkeligheden.«

Udfordringer i samtiden

Når ministre som Søren Pind og Merete Risager begynder at omfavne dannelsesbegrebet og tale floromvundent om både kundskab, kultur og værdier, og det fra mange sider af det politiske spektrum pibler frem med kritik af både fremdriftsreformen og skolereformen, kunne man ellers have forestillet sig en langt mere offensiv antologi fra Klim. For måske kan det vise sig at være både farligt og forfejlet, hvis man tror, at disse nye spæde politiske toner skal tydes som en halv sejr for den urene pædagogik.

De urene pædagoger bør aldrig gøre det for let for sig selv. Vovemod og prøvende analyser må der til, når en række store og åbne spørgsmål trænger sig på:

Hvilke samfundsforandringer arbejder de urene pædagoger for – på kort og langt sigt? Hvordan skal de komplekse relationer mellem økonomi, politik, vidensproduktion, uddannelse, undervisning og

Thomas Aastrup Rømer, Lene Tanggaard & Svend Brinkmann (red.): Uren pædagogik 3.

pædagogik tænkes og frem for alt ’leves’, hvis blikket løftes lidt ud af og op over klasseværelset og interaktionerne mellem lærere og elever?

Kort sagt savnes der både flere samfundskritiske makroanalyser og grundige begrebshistoriske studier. Går det f.eks. vedvarende at trække på entydigt positiverede versioner af dannelses- og pædagogikbegrebet? Hvordan modvirke tendenserne til, at den urene pædagogik kommer til at hylde en kulturkonservativ fortælling, der tilsiger os, at der engang – før verden gik af lave – eksisterede én sand dansk skoletradition? Og hvilke udenomsparlamentariske kræfter skal virkeliggøre den urene pædagogiks ideer, og hvordan sikres det, at de urene ikke bliver alt for rene, når de får held til at sende den rene pædagogik til tælling? Har Danmarks Lærerforening og Dansk Magisterforening overhovedet lyst til at gøre lærdomsinstitutionerne urene, og tør skoleelevernes forældre drømme urene drømme?

De andre(s) bidrag

Men der er også andre bidrag i bogen. Erik Schmidt fortæller i et levende og kontant sprog om sin komplekse lærergerning, udspundet som den var mellem generøsitet og tillid. »Pædagogikken opererer i spændingen mellem individets og samfundets udvikling,« skriver han.

Idéhistoriker Kirsten Hyldgaard fra DPU leverer en subtil analyse af den blindhed, som den del af uddannelsesforskningen, der er stærkt inspireret af den internationalt kendte evidensteoretiker John Hatties budskaber om synlig læring, producerer og lever af.

I sin jagt på at skabe objektive data kommer evidensbevægelsens fortalere til at overse placeboeffekten. Placebo er latin og betyder: jeg vil behage, og det er lige præcis, hvad den gerne vil: behage det politiske og forvaltningsmæssige system og få det til at annamme det simple budskab, at rene metoder giver rene og effektive resultater.

DPU-forsker Frederik Pio giver en udmærket analyse af kampen om kundskabsbegrebet inden for musikfaget i skolen og slår fast, at dannelsesfeltet »ikke kan reduceres til hverken læring eller socialisering«, og selv om de æstetiske erfaringer ikke indfanges via en hård dataproduktion, eksisterer de alligevel i deres egen ret og bærer andre sandheder frem. Musikfaget er således ikke kun et underordnet støttefag uden sandhedsværdi.

Gæstekritiker og professor Per Fibæk Laursen, ligeledes fra DPU, runder bogen af ved at levere en salve mod den urene kritik af den rene pædagogik, der efter hans opfattelse, alene rammer den snævre del af den evidensorienterede forskning, der er optaget af ’hvad der virker’ (’what works’). Derimod har de urene pædagoger ikke blik for, at den syntesedannende metaforskning ikke hylder bestemte undervisningsmetoder.

Ifølge Fibæk Laursen påstår denne noget mere sofistikerede forskning heller ikke, at det er undervisningsmetoderne, der er de primære årsager til eller de afgørende determinanter for læringen og læringseffekterne.

Desværre er der en del korrekturfejl i bogen.

Thomas Aastrup Rømer, Lene Tanggaard & Svend Brinkmann (red.): Uren pædagogik 3, 198 sider. 249,95 kr., Klim.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer