Anmeldelse
Læsetid: 6 min.

Revolutionen er (altid) lige om hjørnet

Med vanlig optimisme forsøger venstrefløjsduoen Michael Hardt og Antonio Negri i en ny bog at udklække en række strategiske perspektiver, der kan give mere pondus til den sprudlende kollektive livskraft, som hele tiden laver sprækker i neoliberalismens facade. Det lykkes ikke rigtig
Moderne Tider
11. november 2017

En bølge af protester har ramt verden i de seneste seks-syv år, ofte i form af mere eller mindre spontane optøjer, pladsbesættelser og demonstrationer. Det Arabiske Forår, Occupy-bevægelsen, (syd)europæiske protester mod nedskæringspolitik, Black Lives Matter og intensiveringen af klassekampen i det globale syds industri er blot nogle af eksemplerne.

Ifølge den franske filosof Alain Badiou gennemlever vi i disse år intet mindre end ’historiens genfødsel’, og flere har spået, at 2011 vil indskrive sig i den række af ægte protestår, der også omfatter 1917 og 1968.

Fraværet af hierarki, organisation og ledere er et karakteristisk træk ved mange af disse bevægelser. Et andet er, at de ofte mister pusten relativt hurtigt. Trods eskalerende protester og en tilsyneladende permanent krisetilstand stavrer det vingeskudte neoliberale regime videre, og den omstændighed har i de seneste år skabt en livlig diskussion blandt venstreintellektuelle. For hvordan forener og styrker man de spredte og spontane protester i en samlet revolutionær kraft i en tid, hvor venstrefløjens klassiske organisationer er smuldret?

I disse diskussioner er der ofte en tendens til at distancere sig fra de ideer om ’horisontalitet’ og ’åbenhed’, der var så populære i 1990’erne og de tidlige 00’ere. Ord som ’disciplin’, ’leder’ og ’vertikalitet’ er pludselig blevet gangbar mønt igen. Det mest opsigtsvækkende eksempel er måske filosoffen Slavoj Žižek, der har slået et slag for det leninistiske parti og argumenterer for, at venstrefløjen har brug for en Thatcher-agtig lederfigur.

Det er denne diskussion, makkerparet Michael Hardt og Antonio Negri nu for alvor forsøger at skrive sig ind i med bogen Assembly, der er en slags efternøler til deres indflydelsesrige trilogi, der består af Empire (2000), der udkom i den såkaldte alterglobaliseringsbevægelses storhedstid, samt Multitude (2004) og Commonwealth (2009).

Evige optimister

Assembly er – akkurat som de tidligere værker – gennemsyret af ét bestemt grundmotiv, der blandt andet formuleres sådan her: »Magten kommer altid bagefter, som et svar på modstanden og kampene for frigørelse.«

Hardt & Negri: 'Assembly'.

For Hardt og Negri er den primære kraft i samfundet altid multituden, som de med et af deres berømte begreber kalder dét, der engang gik under navne som masserne, proletariatet, det kollektive eller det revolutionære subjekt. Menneskers konstante og daglige kamp for at etablere et frit og demokratisk fælles liv – »en exces, en overflod af væren og kreativitet« – kommer altid først. Alt andet skal forstås som en reaktion mod denne stræben. På den måde er enhver intensivering af undertrykkelse og kontrol et indeks for multitudens modstandskraft, og ethvert nederlag er i virkeligheden en skjult sejr.

Således er det ikke overraskende, at Hardt og Negri ofte bliver kritiseret eller endda latterliggjort for at være jubeloptimistiske. Revolutionen er altid lige om hjørnet, eller faktisk er den her allerede, for hvis vi blot får skrællet den kapitalistiske skal væk, gemmer multitudens spontane kommunisme sig lige nedenunder.

På den ene side er der klart noget om snakken. Hardt og Negris optimisme giver ikke blot en småirriterende læseoplevelse i længden, men får også forfatterne til at overse væsentlige politiske forhindringer. På den anden side er det forfriskende med en pause fra den uh-så-radikale pessimisme og rå-børste-attitude, der nogle gange præger dele af venstrefløjens tænkning.

Ifølge Hardt og Negri giver kapitalismens udvikling god grund til optimisme. Den gamle industrikapitalisme, der var bygget op omkring udbytning af lønarbejdere, er trådt i baggrunden og har efterladt sig en kognitiv kapitalisme, der er domineret af produktionen af immaterielle goder som viden, affekter, koder, information og kultur. Udbytningen af proletariatet er blevet erstattet af udvindingen af værdi fra multitudens kollektive skabelse, og kampene er derfor også rykket ud af fabrikken og finder nu – ligesom produktionen – sted i hele det sociale felt.

Kapitalismen er i stigende grad afhængig af det, Hardt og Negri med et populært begreb kalder the commons, altså ’det fælles’ eller ’fællederne’: alt det, der muliggør og opstår ud af det fælles liv. Det gælder ikke bare jorden og klimaet, men for Hardt og Negri især sådan noget som sprog, viden, kultur og affekter.

Kapitalen er en slags parasit på multituden og fællederne, som den forgæves forsøger at inddæmme og kontrollere, og det politiske projekt består således i at vriste det fælles ud af den globale finanskapitalismes greb.

Hvad med praksis?

Hvis man har snuset lidt til Hardt og Negri før, lyder analysen af nutidens kapitalisme nok bekendt. Assembly poserer som en strategisk analyse af nye sociale bevægelser, men i realiteten er der primært tale om gammel vin på nye flasker. Hovedparten af bogen er en opsummering og gentagelse af de tidligere bøger, og forsøget på at udstikke brugbare strategiske perspektiver får aldrig rigtigt luft under vingerne.

Forfatterne præsenterer en række opfordringer (calls), der er så vage, at det er svært at se, hvordan de kan omsættes til revolutionær praksis, og de går på intet tidspunkt ind i konkrete analyser af de nye bevægelser og protester, som de refererer til en passant gennem bogen.

Eksempelvis fremhæver de potentialet i ideen om en ’social strejke’, altså en strejke, som involverer alle dem, der indgår i multitudens værdiskabelse, i kontrast til den klassiske strejke, der kun var for lønarbejderne. Men de internationale organisationer og aktivistgrupper, der tidligere i år rent faktisk organiserede en ’immigrantstrejke’, en ’kvindestrejke’ og sågar en ’transnational social strejke’, er ikke engang nævnt.

Hardt og Negri afviser ideen om at forsøge at genoplive partiformen, men de er også kritiske over den rygmarvsafvisning af enhver tendens til lederdannelse, de ser i nye sociale bevægelser. Der er brug for lederskab, men ikke i form af en partiavantgarde. Derfor foreslår de en omvending af det klassiske forhold mellem strategi, taktik og lederskab.

Traditionelt har man anset strategien, altså den langsigtede analyse og plan, for at være ledernes ansvar, mens bevægelsen eller masserne tager sig af taktikken, altså de kortsigtede her og nu-beslutninger. Hardt og Negri foreslår at overgive strategien til bevægelsen og taktikken til lederne – et interessant forslag, der imidlertid ikke udfoldes og konkretiseres.

Det sidste gælder også opfordringerne til at »opfinde ikkesuveræne institutioner« og »tage magten, ikke ved bare at overtage de eksisterende magtembeder med bedre ledere, men snarere ved at ændre fundamentalt ved de relationer, magten benævner, og dermed ændre magten selv«.

Med disse opfordringer positionerer Hardt og Negri sig – ofte implicit – i forhold til tænkere som Giorgio Agamben, Slavoj Žižek, Judith Butler og John Holloway, men det bliver aldrig klart, hvordan de kunne omsættes i praksis.

Kikset forsøg

I det hele taget er Assembly præget af en eklatant mangel på konkrete analyser af de problemer og dynamikker, der viser sig i de sociale bevægelser, som bogen angiveligt vil adressere.

I stedet præsenteres man for mere eller mindre intetsigende passager som denne: »Den politiske proces skal ikke forsøge at reducere pluraliteten af subjektiviteter til et enkelt subjekt, men i stedet skabe artikulationsmekanismer, der tillader multituden i al dens multiplicitet at handle politisk og tage politiske beslutninger.«

Begrebet ’kommunisme’, som Hardt og Negri tidligere har været med til at reaktualisere, er røget ud. Til gengæld finder man i Assembly et kikset forsøg på at reclaime begrebet ’entreprenørskab’ som endnu et navn for multitudens boblende væren.

Hardt og Negri ramte durk ned i tidsånden, da de udgav Empire for 17 år siden, men det ville være særdeles overraskende, hvis Assembly kommer til at spille en rolle i diskussionerne om, hvordan nutidens spredte protester kan koagulere og give det skrantende neoliberale regime dødsstødet.

Hardt & Negri: 'Assembly'. Oxford University Press, 368 sider, £25.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her