Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Vi har aldrig lært at høre autoriteten i en kvindestemme

I den vestlige kultur har kvinden fra begyndelsen været den, der altid må holdes på afstand fra magten. I en ny bog opsporer den engelske professor Mary Beard de kulturelle tråde, der væver antikkens lovpriste forfattere sammen med nutidens misogyne internet-trolls
Moderne Tider
23. december 2017

»Gå du nu op og tag vare på det du har at skøtte, både din væv og din ten, og sørg for at pigerne flittigt gør deres arbejde godt. Det er mænd, der skal tale i salen, alle, men ikke mindst mig, der er den som er herre i huset.«

Således sagde Telemachos til sin mor, Penelope, da hun syg af afsavn efter sin mand Odysseus bad en skjald synge en lidt mere munter sang.

Lige her – i Odysseens første sang, og altså i en af vestens absolutte grundtekster – støder vi ifølge Mary Beard, professor i klassiske studier ved University of Cambridge, for første gang på en kulturel skabelon, der skulle vise sig at være utroligt slidstærk: Offentlig tale tilhører magten, og magten tilhører manden.

Denne intime forbindelse mellem kønnet, talen og magten er omdrejningspunktet i de to nedskrevne foredrag, der tilsammen udgør den lille bog Women and Power: A Manifesto.

Twitter er homerisk

I den britiske offentlighed er Beard kendt som flittig formidler af antikkens historie, som hun har præsenteret i tv-programmer, på blogs og i bøger som den populære SPQR: A History of Ancient Rome fra 2015.

Hendes erfaringer med medier vidner om, at offentligheden er et fjendtligt miljø for kvinder, især hvis de formaster sig til at have holdninger og viden. I en anmeldelse af et af Beards tv-programmer i 2012 fandt en aviskritiker det eksempelvis passende at anmelde hendes hår, tænder og tøj og konkluderede, at hun var »for grim til tv«.

Da Mary Beard senere, i et andet tv-program, forholdt sig kritisk til den måde, der bliver talt om immigrantarbejdere på, var resultatet dødstrusler og massivt had på de sociale medier. 

Mary Beard: Women and Power: A Manifesto.

Med sine mere end 160.000 følgere er Beard også kendt som en særdeles aktiv Twitter-personlighed, der nægter at ignorere de misogyne trolls’ forsøg på at gentage Telemachos’ ur-silencing. Og netop denne forbindelse mellem nutidens sociale medier og repræsentationen af kvinder i den antikke litteratur udgør et vigtigt tema i Women and Power.

I antikken var den offentlige (sam)tale ikke blot en neutral arena, som kvinder var udelukket fra – det var snarere sådan, at den offentlige tale var et definerende træk ved maskulinitet som sådan:

»At blive en mand (i hvert fald en mand, der tilhørte eliten) var at gøre krav på retten til at tale,« som Beard skriver.

Kønnene var altså defineret delvist ud fra deres relation til den offentlige og fornuftsdrevne tale, og selv om Beard understreger, at man ikke uden videre kan trække en helt lige linje til i dag, peger hun på, at nutidens idealer og konventioner om debat, tale og retorik i allerhøjeste grad er inspireret af antikke mestre som Aristoteles og Cicero. Datidens sexistiske kulturkoder lever videre, og vi har stadig ikke lært at høre autoriteten i en kvindestemme, der i stedet bliver afskrevet som ’skinger’.

Når en kvinde får lov til at tale, er det som regel om emner, der er kodet som ’kvindeanliggender’, og siger hun noget kontroversielt, bliver det i højere grad taget som et tegn på hendes mangel på intelligens end som en holdning, man er uenig med.

»Det er ikke dig, der er uenig, det er hende, der er dum,« som Beard opsummerer figuren.

Trump og Medusa

Ifølge Beard mangler vi skabeloner, der kan gøre os i stand til at forestille os kvinder som magtfulde. I antikkens litteratur måtte en magtfuld kvinde altid portrætteres som en fare for den sociale orden, et slags monster, eller en, der alligevel ikke rigtigt var en kvinde.

Således kongedatteren Klytaimnestra i digteren Aischylos’ stykke Agamemnon, der forvandles til en mand, da hun overtager magten i bystaten, og således Hillary Clinton og Angela Merkel, der trækker i maskuline suits, eller Margaret Thatcher, der gik til stemmetræning.

Beards vigtigste eksempel på adskillelsen mellem kvinder og magt er Medusa: den smukke kvinde, der blev voldtaget af havguden Poseidon, og som straf blev forvandlet til et monster med slanger som hår. Alle, der kiggede på hende, blev forvandlet til sten, indtil det lykkedes helten Perseus at hugge hendes hoved af. En scene, der ikke blot blev et yndet motiv i kunsthistorien, men også er en populær misogyn trope i dag.

Under den seneste amerikanske valgkamp kunne man eksempelvis købe kaffekopper, tasker og t-shirts påtrykt et billede af Cellinis berømte skulptur af Perseus og Medusa fra 1554, med Trump og Clinton photoshoppet ind som henholdsvis den halshuggende helt og det besejrede kvindemonster.

Beards kritik er ikke ny, men når problemer består, er gentagelse nødvendig. Bogens styrke er dens tilgængelighed og sammenligningerne af antikken og nutiden, og konklusionen er klar:

»Det er ikke nemt at få kvinder til at passe ind i en struktur, der er kodet som mandlig. Det er strukturen, der skal ændres.«

Women and Power: A Manifesto. Mary Beard. Profile Books. 128 sider. £ 7,99.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Og med Luther blev det rigtig slemt . Alt kvindeligt blev nedgjort og mistænkeliggjort . Og til trods herfor hylder folkekirken stadig Luther som sit største koryfæ , ophavsmand til 500 års kvindeundertrykkelse.

Thomas T. Jensen

I hvor mange årtusinder eller måske millioner af år har vi aldrig lært at høre autoriteten i en kvindes stemme? Det er ikke noget, der ændres lige her og nu med et pennestrøg eller en bebrejdelse.
Helt fra tidernes morgen har barnet oplevet moderens stemme som den første bestemmende og reprimanderende stemme. Når barnet kommer op i den cognitive alder, opdager det, at der over moderens stemme er en mandlig stemme, der bestemmer. Og over den mandlige stemme (faderens) er der en endnu højere bestemmende mandlig stemme (høvdingens). Det monoteistiske gudsbegreb bliver på den måde også mandligt.
Evolutionspsykologer kan sikkert forklare os, hvilken psykologisk betydning stemmelejet har for den autoritative udstråling.

Grethe Preisler

"Moders navn er en himmelsk lyd,
så vide som bølgen blåner,
moders røst er den spædes fryd
og glæder, når issen gråner"
(N.F.S Grundtvig 1837)