Læsetid 6 min.

Dengang finnerne indgik en aftale med Djævelen

Romanklassikeren ’Den ukendte soldat’ om Finlands kamp mod Sovjetunionen i 1941-44 er blevet filmatiseret tre gange med 30 års mellemrum. Senest med det største finske filmbudget til dato og en melankolsk krigsskildring, der virkelig bringer sit publikum tæt på krigens rædsler og på soldaterne fanget midt i dem
Rokka (Eero Aho) og Koskela (Jussi Vatanen) er to af de soldater, man kommer tæt på i Aku Louhimies’ brutale filmatisering af Väinö Linnas berømte bog ’Den ukendte soldat’ om Finlands tabte krig mod Sovjetunionen i 1941-44.

Rokka (Eero Aho) og Koskela (Jussi Vatanen) er to af de soldater, man kommer tæt på i Aku Louhimies’ brutale filmatisering af Väinö Linnas berømte bog ’Den ukendte soldat’ om Finlands tabte krig mod Sovjetunionen i 1941-44.

Juuli Aschan

2. december 2017

Det vakte opsigt, da den finske forfatter Väinö Linna i 1954 udsendte bogen Den ukendte soldat.

Linna havde selv tjent i den finske hær under Fortsættelseskrigen i 1941-44, hvor finnerne allierede sig med Tyskland i et forsøg på at generobre nogle af de landområder mod sydøst – ikke mindst Karelen – som landet mistede til Sovjetunionen i Vinterkrigen i 1939-40.

Rationalet var, at man behøvede Hitler og hans hær for ikke at blive helt løbet over ende af Sovjetunionen.

Det var en brutal krig, som finnerne endte med at tabe til russerne, og Linnas sigte med bogen var at gøre op med de myter om både selve krigen og den lydige, finske soldat, som man ellers havde bygget op i årene efter krigens afslutning.

Den ukendte soldat handler om en deling infanterister og deres oplevelser under den grumme krig, der koster mange af dem livet, og hvis Linna er politisk i bogen, handler det primært om at tage afstand fra krigen og dens meningsløshed og vise soldatens splittelse mellem pligt og fædrelandskærlighed og så angsten for at dø og modviljen mod at slå ihjel.

Tabet af landområderne var og er måske stadigvæk et smertenspunkt for finnerne, det samme var den uhellige alliance med Hitler.

Den ukendte soldat blev hurtigt en del af den nationale samtale, og det siges, at mange finner den dag i dag kan citere fra bogen, der var med til at hele sårene efter krigen. Derfor er det heller ikke så mærkeligt, at den første film baseret på bogen kom allerede året efter dens udgivelse, og at hver generation siden har fået sin filmudgave. I alt er bogen blevet filmatiseret tre gange med ca. 30 år imellem, og den seneste og dyreste filmversion havde premiere for blot et par måneder siden. (Der kom i 2009 også en tv-film baseret på en teaterudgave af bogen.)

Den samme historie

De tre filmudgaver af Den ukendte soldat, der er lavet i henholdvis 1955, 1985 og 2017, fortæller i vid udstrækning den samme historie som bogen. En lang række replikker og scener er stort set identiske fra film til film, og man har en stærk fornemmelse af deja-vu, hvis man som jeg ser de tre film lige i træk.

Forskellene ligger med andre ord ikke i det handlingsmæssige, men i hvordan de tre instruktører håndterer materialet, og hvordan personerne, krigen og krigens udkomme er skildret.

Groft sagt kan man sige, at der med tiden – og afstanden til de virkelige begivenheder – er kommet et stærkere fokus på især personerne, krigens rædsler er blevet mere udpenslede, og Finlands reelle nederlag er blevet mere udtalt.

Historien i bogen og alle tre film begynder på en kaserne i 1941, hvor en maskingeværsdeling gør sig klar til at blive sendt til fronten. Nogle af soldaterne er veteraner fra Vinterkrigen, andre helt unge rekrutter, som ikke før har været i ildkamp. De får besked på at pakke de mest nødvendige ting sammen og sendes så afsted.

Inden længe er de i krig med russerne, og så følger man soldaterne, deres nærmeste befalingsmænd og officerer på nærmeste hold, sommer og vinter, mens de først jager russerne på flugt og siden – da krigslykken efter lang tids stilstand vender – selv må tage flugten fra en hær, der er noget bedre udrustet end den finske.

De samme personer

De tre film bruger megen tid på de forskellige medlemmer af infanteridelingen, men alle instruktørerne fokuserer især på en lille håndfuld menige soldater og officerer.

Landmanden, familiefaren og Vinterkrigsveteranen Rokka, der er en af delingens dygtigste soldater, men også en oprørsk sjæl, der hele tiden kommer i klammeri med sine overordnede.

Delingsfører Koskela, der er en art faderskikkelse for de unge soldater, og som har en meget pragmatisk holdning til soldatergerningen. Man gør, hvad man får besked på – med mindre det er meget dumt. Det er det nemmeste.

Den unge løjtnant Kariluoto, der har sit hyr med Rokka, men som også må erkende, at han lærer meget af både ham og Koskela.

Og endelig Honkajoki, delingens spøgefugl og glade sjæl, der hele tiden smiler og spiller musik på den rejsegrammofon, han har med sig. Efterhånden som krigens gru rammer dem alle og rydder ud i rækkerne, blegner smilet dog noget.

I den tredje og seneste filmatisering af Den ukendte soldat får også Rokkas familie plads, når han er på orlov, og man ser ham arbejde med sin gravide kone og to børn på gården derhjemme. Det er effektive øjeblikke, hvor krigen dog konstant lurer som et spøgelse i baggrunden af den hjemlige idyl, ikke mindst fordi familiens gård ligger i et område, der befinder sig meget tæt på den besatte del af Finland.

Den mindst blodige

Man kan sige om de tre film, at de er monumentale, seriøse filmværker, som forsøger på bedst mulig vis – og med mere eller mindre held – at fortælle om et smertefuldt stykke finsk historie. Krig er et helvede i alle tre, og at den finske soldat kæmper det bedste, han har lært, betyder ikke, at han forstår eller bifalder, hvorfor han skal kæmpe, eller vil finde sig i at blive kommanderet rundt med af rødkindede grønskollinger, der drømmer om at spille helt.

For en mand som Rokka handler det først og fremmest om at overleve – og det er han god til – ikke om at høste hæder og ære.

Den første af filmene, der er instrueret af Edvin Laine, er den mest ligefremme og positive, hvis man overhovedet kan bruge det udtryk om en krigsfilm. Den er sort-hvid og begynder og slutter med begravelsen af Koskela, men graver sig ikke lige så dybt ned i personerne som de efterfølgende film. Selv om masser af soldater bliver lemlæstet og dør, er det også den mest ublodige af filmene – den slags realisme var ikke god smag dengang. Og den tackler mange af soldaternes, især Rokkas, konfrontationer med officererne med en munterhed, som ikke er lige så påfaldende i de to efterfølgende film.

Velsagtens er det et udtryk for, at krigen endnu gjorde så ondt, at der var brug for megen humor.

Den anden film, der er instrueret af Rauni Mollberg, er optaget med håndholdt kamera, hvilket giver den et mere pågående, intenst og realistisk udtryk end den første film, der indimellem forekommer lidt statisk, og som klipper nye filmoptagelser sammen med filmklip af rigtig krig.

Mollberg er ikke bleg for at vise krigen i al sin blodige grusomhed, og man kommer tættere på de meget unge soldater i filmen, der tilmed er den længste af dem alle. Filmversionen varer over tre timer, mens en tv-version varer ca. fire timer.

Den svenske trailer til Aku Louhimies 'Den ukendte soldat'.

Den mest politiske

Men bedst af de tre filmatiseringer af Den ukendte soldat er den seneste, der er instrueret af en af Finlands mere interessante instruktører, Aku Louhimies, og baseret på Väinö Linnas uredigerede bogmanuskript.

Louhimies har haft et stort budget at arbejde med – filmen er den dyreste finske film til dato – og resultatet er en flot og melankolsk krigsskildring, der virkelig bringer sit publikum tæt på krigens rædsler og på soldaterne fanget midt i dem.

Persontegning og skuespil er ganske fremragende, og ikke mindst Rokka er blevet et nuanceret og sympatisk bekendtskab, hvis kamp for at overleve på slagmarken sættes i relief af scenerne med hans familie.

I Edvin Laines film er Rokka hovedsageligt et humoristisk indslag, når han gør oprør, i Louhimies’ bliver figuren et fremragende symbol på et menneske, som forsøger at bevare bare et minimum af humanisme og individualisme, selv om krigsmaskine og skrivebordsgeneraler misbruger og forsøger at nedbryde og knuse ham og hans kammerater.

Den internationale version af filmen, jeg har set, og som er noget kortere end den finske, er samtidig udstyret med tidsmarkører og kort, som hele tiden fortæller, hvor og hvornår man er, hvilket er meget nyttigt, hvis man ikke lige kan huske alle de historiske begivenheder.

Louhimies’ udgave af Den ukendte soldat er også den mest politiske og mindst stolte. På et tidspunkt ser soldaterne en newsreel med Hitler på visit hos sine finske allierede, og på den måde får man ikke lov til at glemme, at Finland indgik en aftale med Djævelen selv i et forsøg på at vinde det tabte land tilbage.

Väinö Linnas bog, ’Den ukendte soldat’, kan købes brugt i sin danske oversættelse

Edvin Laines ’Den ukendte soldat’ er for ganske nylig udkommet på engelsktekstet Blu-ray, mens Rauni Mollbergs version kan fås brugt på en engelsktekstet dvd.

Aku Louhimies’ nye film er angiveligt på vej til de danske biografer

Finland fylder 100

Vores finske naboer har korsflag og velfærdsstat og er verdens frieste land, men vi danskere ved nærmest intet om Finland. Nu, hvor landet fejrer 100 års selvstændighed, gør vi noget ved det. Vi markerer fejringen ved at bruge hele Moderne Tider til at fortælle historier om og fra Finland – om hvordan et fattigt folk har skabt en rig kultur og en velstående nation.

Andre artikler i dette tillæg

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • David Zennaro
David Zennaro anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kim Folke Knudsen

Vinterkrigen 1939-1940 og Fortsættelseskrigen 1941-1944 er Finlands mod og tab forenet i de to krige. Finland burde hvis der var retfærdighed til i Verden men det er der ikke i dag være på 385.000 km2 og inkludere Petsamo området oppe ved Ishavet, Sala området med minedriften og det karelske næs med den gamle hovedby Viborg. Finland har aldrig truet Rusland. Finland blev overfaldet af Josef Stalins regime med den skjulte dagsorden at likvidere landet som en selvstændig nation. Molotov Ribbentrop pagten fra August 1939 definerede de nye interessesfærer mellem Det Tyske Rige og Sovjetunionen. Det blev signalet til, at Polen blev overfaldet og den polske nation blev forsøgt udslettet med Tyskland og Sovjetunionens angreb på landet i September 1939. I efteråret 1939 fulgte den russiske besættelse af 3 selvstændige nationer Estland, Letland og Litauen. Sovjetunionen og Stalins brutale regime vidste, at alle landene var prisgivet. Ingen af Vestmagterne havde mulighed for at gribe militært ind. England og Frankrig blev nærmest tvunget ind i den 2 Verdenskrig på Polens side. Der må have været en frygtsom og forfærdelig stemning i Finland i November 1939. Stalin øjnede muligheden for at fremprovokere en krig og overfalde Finland med det ene formål, at gøre Finland til en russisk provins. Takket være det finske folks heroiske modstand og takket være hjælp i form af frivillige fra Sverige og Danmark blev Stalins plan forpurret, men et stort landområde gik tabt i marts måned 1940, da der blev sluttet fred mellem Finland og Sovjetunionen. Ti tusinder af finske borgere blev fordrevet fra det karelske næs og fra byerne i dette område herunder hovedbyen Viborg. I 1941 havde Finland intet alternativ. Det var ikke Finland, som begyndte Fortsættelseskrigen i juni 1941. Tyskland overfaldt Sovjetunionen den 22 Juni 1941. Finland erklærede sig umiddelbart efter neutral i konflikten, men et par dage senere bombede russiske fly finske byer uden varsel. Det var Sovjetunionen som overfaldt Finland for 2 gang i Fortsættelseskrigen 1941-1944. Derfor var Finland tvunget af omstændighederne blevet Tysklands allierede, men landet bevarede en vanskelig balancegang og undgik af havne i rollen som en vasalstat til Hitler Tyskland. Finland afviste således at påbegynde lovgivning mod landets jøder trods tyske forsøg på at presse Finland her til. Finland generobrede Karelen i 1941 og trængte ind i det russiske område Østkarelen. Finland kunne formentligt have bidraget til Leningrads fald i vinteren 1941-1942, men Finland undlod at give aktiv bistand til den tyske hærs belejring af storbyen. I foråret 1944 var den røde hær blevet så stærk, at den kunne slå den finske hær tilbage og true landet igen med invasion. Finland blev tvunget til fred og måtte bekræfte afståelsen af Det Karelske Næs, Sala området og oveni afstå Petsamo området til Sovjetunionen. En brutal fred som afspejlede Sovjetunionens mægtige magt i området og Finlands kamp for at overleve som selvstændig nation. Da den tyske hær i vinteren 1944-1945 blev tvunget til retræte fra det nordlige Finland fulgte endnu en blodig tid for landet, hvor tyskerne ødelagde alt på deres vej med afbrænding af byer og landsbyer gårde og infrastruktur. I Torneådalen kunne svenskerne overvære ødelæggelsen af nabolandet og mange finner flygtede over grænsen til Sverige. Vi glæder os i dag over vort nordiske broderfolks 100 års Fødselsdag med grundlæggelsen af et uafhængigt frit og selvstændigt Finland. Vi mindes og ærer det finske folks tab af menneskeliv i de to eksistenskrige Vinterkrigen 1939-1940 og Fortsættelseskrigen 1941-1944. Må Finland leve for evigt og en gang i fremtiden opnå en fredelig sameksistens med et Rusland som er demokratisk og frit.

Kjeld Jensen, Niels K. Nielsen og Bjarne Agerskov anbefalede denne kommentar

@Kim Folke Knudsen. Jeg forholder mig ikke til det du skriver. Men hvor ville det dog være dejligt, hvis du opdagede at dit tastatur har en tast der hedder LINIESKIFT. Passende brug af den ville gøre dit indlæg mere indbydende, jeg ville måske endda give mig i kast med at læse det.

Bjarne Agerskov

KFK. Flot indlæg og en historie vi alt for sjældent hør om. Hvis du er interesseret kan du på youtube finde en lydfil med Hitler og Mannerheim hvor Hitler er på overraskelsesbesøg og en tydeligt tænkende Mannerheim lytter til alle Hitlers neuroser omkring Sovjetunionen og oliefelter. Ret interessant da Mannerheim nok har været forholdsvis uforberedt på mødet.

I øvrigt kan til dit indlæg tilføjes at Churchill kujonagtigt også erklærede Finland krig på Stalins ordre. En skamplet efter min mening at Churchill havde så lidt respekt for finnerne. Eller så stor frygt for russerne.

Finnerne har nosser og Mannerheim var en helt. Måske den Anden Verdenskrigs mest formidable taktiker. At holde så lille et land selvstændigt med aggressive ekspansionistiske Rusland ved siden af gør ham til en stor leder. Den eneste der formåede at udmanøvrerer Stalin.