Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Idedebat: Disse kvinder kaster perler – og vi opfører os som svin

Sara Omar og Brooke Harrington har begge ydet væsentlige bidrag til at oplyse offentligheden om strukturel uretfærdighed, og de er begge forfulgte som konsekvens – den ene af morderiske fundamentalister, den anden af den danske stat
Forfatter Sara Omar debuterede i år med bogen Dødevaskeren, der skildrer et system i irakisk Kurdistan af patriarkalsk vold og undertrykkelse.

Forfatter Sara Omar debuterede i år med bogen Dødevaskeren, der skildrer et system i irakisk Kurdistan af patriarkalsk vold og undertrykkelse.

Miriam Dalsgaard

Moderne Tider
16. december 2017

Umiddelbart synes Sara Omar og Brooke Harrington ikke at have meget til fælles.

Omar er dansk-kurdisk statskundskabsstuderende, voksede op i irakisk Kurdistan men flygtede fra krig og kom til Danmark efter familiesammenføring i 2001. Harrington er amerikansk professor (MSO) ved Copenhagen Business School med en ph.d. i sociologi fra Harvard University.

Men deres skæbner blev alligevel sært forbundne i den seneste uges nyhedsbillede.

I patriarkatets vold

Det er næppe gået mange næser forbi, at Sara Omar i forrige uge debuterede med romanen Dødevaskeren på Politikens Forlag. Romanen er fiktion, men med kraftig inspiration fra Omars eget liv, og hovedpersonen Frmesk deler f.eks. fødselsdato samt biografiske og fysiske træk med bogens forfatter.

Med udgangspunkt i irakisk Kurdistan skildrer Dødevaskeren et system af patriarkalsk vold og undertrykkelse, som Omar selv beskriver som »en virkelighed, der findes derude«.

Romanformen kan naturligvis ikke læses som empirisk belæg for denne skildring, men Omar skriver med en hudløshed og nøgtern direkthed, der ikke levner den empatiske læser megen tvivl om, at skildringens rædselskabinet af misogyne uhyrligheder har rod i forfatterens egen erfaringsverden.

I kølvandet på #MeToo-bevægelsen er det oplagt at læse Dødevaskeren som et indirekte vidnesbyrd, og i den forgangne uge har den velkendte debat da også igen-igen raset om, hvorvidt feministerne og venstrefløjen tager patriarkalsk undertrykkelse i muslimske kredse alvorligt nok, eller om Omar spænder sig selv for en fremmedfjendsk dagsorden.

Et råb om frihed

Heldigvis lader hun til at lykkes med at skære igennem de rigide politiske grænsedragninger i udlændingedebatten, og med polemiske hug til både højre og venstre har hun fået skabt sig noget albuerum, som her i Politiken: ifølge Omar er venstrefløjens berøringsangst »et skammeligt knæfald for islam«, der »tager mændenes parti og træder på os muslimske kvinder«, mens DF blot vil lære hende »at spise frikadeller i stedet for at lære mig om mine rettigheder som menneske og kvinde i et frigjort land«, og »gøre mig dansk, hvad det så end betyder, men […] ikke gøre mig til et menneske«.

Dette ekko af Marx’ begreb om menneskelig frigørelse slår fast – med syvtommersøm – at Omars kulturkritik har et emancipatorisk sigte: hun retter sin kritik mod et strukturelt mønster af patriarkalsk voldsherredømme og ufrihed, som hun gennem livet har oplevet på egen krop; mod en social orden, der grundlæggende ikke anerkender kvinder som ligeværdige subjekter i det private eller offentlige liv.

Det patriarkalske herredømme er det måske ældste og mest universelle overhovedet, og i Omars fortælling åbenbares dette system i dets altomfattende bestialske brutalitet.

Gennem dets forankring i en kvindefjendsk fortolkning af islam strukturerer den patriarkalske undertrykkelse fortsat fordelingen af magt og autoritet i familien og samfundet i store dele af Mellemøsten, og ifølge Omar præger det fortsat, ikke alle, men alt for mange indvandrerfamilier i Danmark.

Formueforvalternes herredømme

Brooke Harringtons magtkritik er mindre spektakulær, men ikke mindre væsentlig.

Harrington udgav i 2016 bogen Capital without Borders på Harvard University Press, oversat til dansk på DJØF Forlag. I dette banebrydende studie af den hemmelighedsfulde formueforvalterbranche blotlægger Harrington en helt afgørende brik i det globale system af skatteunddragelse, som ifølge økonomen Gabriel Zucman koster staterne op mod 1,3 billioner – trettentusinde milliarder – kr. i tabt skatteprovenu om året.

Derudover er en af teserne i Thomas Piketty’s Kapitalen i det 21. århundrede, at en central del af forklaringen på den stigende økonomiske ulighed ligger i den langt højere forrentning af de største formuer end væksten i økonomien som helhed. Ifølge Piketty skyldes dette netop, at de superrige har råd til at hyre de bedste formueforvaltere og investeringsrådgivere i verden til at diversificere deres porteføljer, hvilket sikrer dem tocifrede investeringsafkast.

For at få adgang til denne lukkede verden tog Harrington blandt andet en toårig formueforvalteruddannelse, og bogen kaster lys over de skjulte mekanismer i et globalt system af kapitalforvaltning, som har til hensigt at ’beskytte’ store formuer mod beskatning og anden demokratisk regulering.

Dette system har samtidig bidraget til at kaste verdens stater ud i en hæsblæsende konkurrence på at tiltrække private investeringer fra den globalt mobile kapital, som igen er en af hoveddrivkræfterne i den lønstagnation og de velfærdsnedskæringer, der i disse årtier sætter så afgørende et præg på de vestlige samfund.

Forfulgte kvinder

Som resultat af at have delt deres magtkritik med offentligheden står begge kvinder nu over for potentielt dramatiske personlige konsekvenser: Omar trues på liv og levned af morderiske islamiske fundamentalister, og Harrington trues på sin egen og sin families opholds- og arbejdstilladelse af den danske stat.

Idet hun har delt sin dyrebare viden om skatteunddragelse med Folketingets Skatteudvalg og de danske skattemyndigheder, har Harrington nemlig forbrudt sig mod vilkårene for hendes opholdstilladelse i Danmark, der på grotesk kafkask vis forbyder hende at holde oplæg uden for sin arbejdsplads!

Så mens store dele af offentligheden (mis)bruger Sara Omars vidnesbyrd til at patruljere fastfrosne grænsedragninger i den parodisk forudsigelige udlændingedebat, så står vi som politisk fællesskab altså skulder ved skulder med voldelige misogyne islamister i vores forfølgelse af en kvinde, der ligesom Omar har ydet et helt ekstraordinært bidrag til at belyse uretfærdige magtstrukturer i vores samfund og i den omkringliggende verden.

Disse kvinder kaster perler for vores fødder – og vi opfører os som svin.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Malte - for dælen! Denne artikel er noget af det bedste, jeg i lang tid har læst i Information (og der er meget godt at læse dér). "...og vi opfører os som svin!" Spot on!