Læsetid: 5 min.

Den indignerede historiker Bent Jensen har skrevet et oplysende og polemisk storværk

Bent Jensens seneste store værk om Sovjetunionens tilblivelse er generøst oplysende og detaljeret, men også voldsomt polemisk. Det sidste skæmmer desværre læsningen. Den interesserede læser er nødt til at udvikle en slags Bent Jensen-filter for at få uirriteret udbytte af teksten
Historiker Bent Jensens foragt for revolutionens fortrop kender ingen grænser.

Historiker Bent Jensens foragt for revolutionens fortrop kender ingen grænser.

Finn Frandsen

30. december 2017

Den russiske revolution forløb tvedelt: En demokratisk orienteret folkelig opstand i februar 1917 og nok så afgørende et efterfølgende statskup udført af et mindretal: bolsjevikkerne oktober samme år. Uden at nævne den første fejrede Sovjetunionen sidstnævnte begivenhed med årlig pomp og pragt og store militære parader.

Fra oktober ’17 udgik sovjetledernes tidsregning, fra oktober ’17 begyndte en hastig brutal nedbrydning af det gamle Rusland, og fra oktober ’17 påbegyndtes den katastrofalt ineffektive dogmatisk bestemte opbygning af Ruslands topstyrede socialistiske union. Ifølge lederne ville denne proces med historisk og økonomisk lovmæssighed resultere i et kommunistisk idealsamfund, et paradis på jord, hvor alle tidligere tiders dårligdom, udbytning, nød og græmmelse var elimineret.

Ifølge Lenin, revolutionens urokkelige, suverænt førende ideolog og diktatoriske leder, løste de mest fundamentale problemer sig selv, blot parolerne, som dog blev udskiftet efter behov, fulgtes til punkt og prikke. Kommunismen førte ikke til løsninger, men var selve løsningen.

At tingene høfligt sagt gik på en anden måde, skal man ikke være specialist i russisk historie for at vide. Forklaringen eller noget af den lå i udryddelsen af alle oppositionelle kræfter, alle selvtænkende talenter og enhver kvalificeret modstand.

Indretningen af det sovjetiske samfund i afløsningen af det korrupte zardømme med en uduelig zar blev næsten fra første færd en traurig, glædesløs sag, hvor alle samfundets og borgernes funktioner så at sige skulle ske på kommando, og angsten formidlet ved terror oppefra og ned lige så sikkert og planlagt hurtigt krøb ind ad alle døre og vinduer. Ingen statsomvæltning af den art uden et hemmeligt politi, der her fra første færd udviklede zarens oprindelige frygtede og hadede efterretningstjeneste til Tjekaen eller NKVD (senere KGB), et effektivt redskab i hænderne på de nye herskere.

Skriver på indignationen

Denne periode i Ruslands lange, dystre historie har en af de mere profilerede danske kendere, professor emeritus Bent Jensen som resumé, måske testamente, efter et langt livs arbejde med stoffet behandlet i en ny fremstilling: Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921. 

Bent Jensen: Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921

Dette er skæbneårene, hvor rammerne for de næste godt 70 år lægges, og diktaturet konsolideres. Først Lenin, så Stalin, ledere i et mørklagt land, hvor borgerne, kammeraterne ikke skejer ud, men må rette ind. Selv hvis de gør det og går i strækmarch med hammer og segl og geværer, fængsles de vilkårligt, torteres og myrdes. Det siger sig selv, at disse kendsgerninger, blotlagt endnu mere detaljeret efter Sovjetunionens fald 1989/90, definerer følgerne af oktober ’17. 

Der er rigelig god grund til at være indigneret; overgrebene mod de russiske mennesker i alle sociale klasser, allermest bønderne og gejstlige, er forfærdende i omfang og råhed. Kan man ikke vinde folket for sagen, hvad det kneb med, kan man altid skyde folk for det, der er mindre. Det tog revolutionens mølleværk sig flittigt af.

Millioner af russere, hviderussere, ukrainere, jøder, intellektuelle, kunstnere og ganske almindelige mennesker går til grunde i revolutionsåret og i årtierne, der følger. Hensigten, ikke at forglemme ledernes egne ambitiøse positioner, helliger alle ufattelige midler.

Bent Jensen er foruden sit omfattende historiske forfatterskab kendt som polemiker, hvilket ikke fornægter sig i hans i øvrigt generøst oplysende tekst.

Han skriver på indignationen, der er hans stilistiske brændstof. I den forstand skriver han ikke ligefrem alarmerende god historisk prosa, snarere leveres en historiens facitliste uden de mere dybsindige forsøg på motivanalyser eller sammenhænge bagud.

Imponerende detaljegrad

Bedrevidende er professoren bogstaveligt talt utvivlsomt, som antydet er detaljeringsgraden i fremstillingen imponerende. Men når forfatteren opponerer mod, hvad han forstår som udbredte fejlagtige oplysninger, vrider han læserens næse rundt et sted at bemærke:

»Det er blevet sagt, at en russisk landsby mindede om en nomadelejr, fordi træbygningerne hyppigt brændte og derfor ikke var ret meget mere bestandige end telte. Det er dog en urimelig overdrivelse, selv om de talrige ildebrande er en kendsgerning. De russiske landsbyer og deres gårde blev ikke flyttet rundt, men lå fast, hvor de lå.«

Tænk, hvor oplysningen kunne være formuleret klart uden polemik mod hr. Urimelig. Nobody Knows. Læseren føler sig skyldig over ikke at kende denne uoverensstemmelse, som denne anmelder eksempelvis aldrig havde hørt om. Det lille afsnit er ret typisk for tonefaldet i Jensens prosa. En eller anden nogen har med jævne mellemrum gjort sig skyld i grove misforståelser, som Jensen vrissende korrigerer, mens hans foragt for revolutionens fortrop ingen grænser kender.

Det sidste kan man sådan set godt forstå, men i en historisk fremstilling kan temperamentet let skævvride iagttagelserne. Under et fotografi af den fængslede Trotskij konstaterer Bent Jensen, at den alvorligt udseende, neutralt sortklædte mand er en selvbevidst laps. At Trotskij ikke led nød og »endda fik bragt mad udefra, hvis fængselskosten ikke huede ham«, rejser flere spørgsmål, end Jensens let komiske forargelse besvarer.

Den interesserede er nødt til at udvikle en slags Bent Jensen-filter for at få uirriteret udbytte af teksten. Forfatteren betror læseren, at den amerikanske journalist Lincoln Steffens ikke alene var venstreorienteret, men også en fantast. Hvad siger dette om Steffens og hvad om Jensen? Steffens, der praktiserede banebrydende kritisk journalistik med generende afsløringer af korruption i sit hjemlands store byer, fulgte russernes revolution tæt og sympatiserede, men tilsluttede sig aldrig kommunismen som parti. Fantast var han langtfra; for at bruge Jensens sprog: en urimelig overdrivelse.

Orden i kronologien

Uanset indvendingerne her er Bent Jensens bog god at få kronologisk forstand af. Den garvede ruslandshistoriker har orden i forløbet og jonglerer med et stort persongalleri, hvis flertal han ganske vist ikke bryder sig om. Således som de fremtræder i bogen, får man ikke meget mere at vide om dem, end deres indsats før og efter oktober ’17. De er en slags sætstykker på pind, skubbet ind og ud af historien. Flere af dem, de fleste, falder senere for Stalins henrettelsespelotoner, men det er en anden historie.

Hovedpersonen i de store omvæltninger foruden Lenin er naturligvis den sidste zar, den menneskeligt og intellektuelt set ubetydelige Nicolaj 2. Ham gik det som bekendt ilde. Lenin beordrede personligt, det står nu helt klart, mordet på den afsatte enehersker og hele familien i Jekatarinburg. En revolution uden henrettelsespelotoner er meningsløs, sagde Lenin. 

En utilgivelig, modbydelig handling. Bevæger man sig imidlertid rundt i zarpaladset i Skt. Petersborg, Eremitagen, der i pragt får Versailles til at ligne discount, aner man – uden at billige drabene – årsagen til dem.

Ønskes mere viden om Nicolaj, hans katastrofale uduelighed og baggrund, yder Simon Sebag Montefiores enorme biografiske værk om Huset Romanov bistand. Meget underholdende, mestendels skrevet som dramadokumentar med direkte tale i en fjern fortid. Men stoffet er så stort og kompliceret, at man tilgiver Montefiores populismer for at få stoffet til at glide ned.

Montefiore redegør blandt meget andet for de fuldstændigt ubegribelige rigdomme zarregimet skrabede til sig, samt det rystende omfang af den enevældiges magt. Et system, hvor hin enkelte ledende embedsmand eller minister, der ikke var mere end officerer i hæren, refererede direkte til zaren. Attentater mod despoterne var der, ikke så ufatteligt, rigelige af.

Bent Jensen: ’Ruslands undergang. Revolutioner og sammenbrud 1917-1921’. 526 sider. Gyldendal. 526 sider. 299 kr.

Simon Sebag Montefiore: ’Huset Romanov. 1613-1918’. Informations Forlag. 600 sider. 297 kr.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torben K L Jensen
  • Gustav Alexander
  • Eva Schwanenflügel
  • Niels Duus Nielsen
  • Olaf Tehrani
Torben K L Jensen, Gustav Alexander, Eva Schwanenflügel, Niels Duus Nielsen og Olaf Tehrani anbefalede denne artikel

Kommentarer

Børge Neiiendam

Som almindelig Borger, der ved et tilfælde blev engageret Informations-læser og abonnement, er det herligt berigende med diverse debatøreres indlæg. Således ikke mindst herr Metz's spidse finurlige pen.

Men i dette indlæg efterlader han mig mere forvirret end informeret. Det er som at læse en Mind-map med en masse ufuldstændige ender og stikord.

Jeg tvivler på om jeg tør vove mig ind i Bent Jensens elitære univers, men normalt har jeg det fint med Georg Metz's. Måske var det en passende opgave for Metz, at lave en bog hvor han definerer og 'oversætter' Bent Jensens fortolkninger af Den Ufattelige og Tragiske Russiske Saga, hvor de sidste analyser endnu ikke er skrevet.

Selve titlen "Ruslands undergang" jamen Rusland er da ikke gået under og det eksisterer da i en eller anden form. Det gik heller ikke under 1917-1921. Det var starten på en gigantisk økonomisk udvikling. Er det ikke fantastisk at russerne var istand til at vinde Anden Verdenskrig. Det var den gigantiske økonomiske udvikling, der gjorde at USSR blev regnet for supermagt nummer 2 i verden i 1980erne dengang jeg var et barn.

Susanne Berg, Torben K L Jensen og Per Torbensen anbefalede denne kommentar

Odin Rasmussen,
at Sovjetunionen vandt 2. verdenskrig er nok så meget sagt, men det var den nation, der i absolutte tal mistede flest soldater under krigen, men ikke procentuelt. Det var amerikansk producerede våben, tanks, fly, ammunition der gjorde det muligt for dem, sammen med Stalins diktatoriske regime, for hvem menneskeliv ikke betød så meget. Stormagtspositionen efter krigen var aftalt på forhånd mellem Roosevelt og Stalin allerede på mødet i Teheran. Sovjetunionens befolkning betalte en høj pris for den.

Børge Neiiendam, Kim Houmøller og Erik Jakobsen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Det skyldes nok så meget at de lykkedes Stalin at få hele produktionen af våben (T-38 kampvogne) om bag Ural-bjergkæden og dermed ude af rækkevidde for Luftwaffe og nye vintervante siberiske divisioner frem til forsvar af Moska og modangrebet ved Stalingrad der ændrede krigen afgørende.

Karsten Aaen, Per Torbensen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Gustav Alexander

Det er i sådanne anmeldelser her at Metz en sjælden gang virkelig gør sig gældende som dygtig journalist og historiker.

Det har altid været mit ønske at læse konservative historikere med samme generøsitet angående argumentation, som man ville tildele andre historikere. Det bliver dog svært i Bent Jensen's tilfælde. Det nærmer sig det decideret anti-intellektuelle, når argumentation begynder at bero på hvor moralsk belastet visse revolutionære personligheder skulle have været ud fra anekdoter om Trotskij's særbehandling, Lenin's ofte antagede 'foragt' for pøbelen osv. Det er en diskursform der hører til i folkeskoleklasser, der lige har hørt at der en gang eksisterede et sted kaldet Sovjetunionen. Man må forvente mere end anekdotiske røverhistorier fra en professor.

Alain Badiou skrev i anledning af 100 året for revolutionen en kritik af hvorledes vi typisk husker revolutionen, da den - pga et konservativt konsensus - nu er noget vi antages at skulle skamme os over ligesom den franske revolution, før den blev rehabiliteret af marxistiske historikere i 20'erne og 30'erne.

Tillad mig et længere citat:

"Spartacus, Thomas Münzer, Robespierre, Saint-Just, ToussaintLouverture, Varlin Lissagaray and the armed workers of the Commune: so many “dictators”, of course, slandered and forgotten, of whom the dictators Lenin, Trotsky, or Mao Tse-Tong have restored who they were: heroes of popular emancipation, punctuations of the immense history which orients humanity toward the collective governing of itself.
Today, that is for the last thirty or forty years, since the end of the Cultural Revolution in China, or rather since the death of Mao in 1976, one has organized the systematic death of this whole immense history. Even the desire to return to it is charged with the impossible (taxé d’impossible). One tells us every day that to overthrow our masters and organize a global egalitarian becoming is a criminal utopia and a dark desire of bloody dictatorship. An army of servile intellectuals has
specialized, notably in our country, France, in the counter-revolutionary calumny and in the tenacious defence of capitalist and imperial domination. The watchdogs of inequality and of the oppression of powerless people, of the poor, the nomadic proletariat, are in charge everywhere. They have invented the word “totalitarian” to characterize all political regimes animated by the egalitarian idea.
It should be noted that the Russian Revolution of 1917 was everything one wants it to be but totalitarian. It has known very numerous tendencies, surmounted new contradictions, gathered and united extremely different people, the great intellectuals, the factory workers, the peasants from the far end of the Tundra. It has traversed at least for twelve years, between 1917 and 1929, merciless civil wars and passionate political discussions. It was the exposure not at all of a totalitarian
Totality but of an extraordinary active disorder, nonetheless traversed by the light of an idea.
The Russian Revolution of 1917 cannot but be misunderstood and forgotten under the words “dictatorship” and “totalitarian”. To understand anything of this revolution, one must forget
absolutely everything that is said about it. One must return to the very long human history, one must show how and why the Russian Revolution of 1917 is itself in its simple existence a monument to the glory of the humanity to come."

Badiou, 2017, Crisis and Critique Vol 4 Issue 2, s 14-15.

Lars Rasmussen, Niels Duus Nielsen, Torben K L Jensen, Ole Frank og Curt Sørensen anbefalede denne kommentar
Torben K L Jensen

Amerikanske våben osv. - min bare røv for noget vestpropaganda for realiteten var at Stalin med alle midler satsede på sværindustrien og netop den bestod sin prøve i den svære tid.
Og Hans - Hvis du med våbenhjælp mener Murmansk-konvojerne så var det ren symbolsk og uden betydning i det store billede.

Karsten Aaen, Henrik Leffers, Per Torbensen og Stig Bøg anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

Der døde ligeså mange mennesker i den russiske borgerkrig som i Første Verdenskrig så omfanget af lig alene... Der var et stort modsætningsforhold mellem den russisk ortodokse kirke og jøder ( bla. de russiske pogromer) så derfor støttede mange jøder bolsjevikkerne.
Hvor mange russiske historikere bruger Bent Jensen i sit værk ??
Længe før den russiske revolution har der været ambivalens overfor Rusland i vest-Europa. Det kan man læse i den europæiske åndshistorie.
Kan man se ud over sin egen kultur ?
Rusland og Kina startede samme sted - idag er Kina en global økonomisk magt mens Rusland er junior-partner i BRICS samarbejdet.
Angående Anden Verdenskrig
IBM samarbejdede med nazisterne, general motors samarbejdede med nazisterne ofte blev den tyske blietzkrieg udført med lastbiler til at transportere soldater - produceret på amerikansk ejede fabrikker i Europa. Efterkommere af tyskere var en af de største immigrant-grupper i USA. Nazisterne blev måske inspireret af det californiske eugenik program, der kørte 10 år før end nazisterne selv kom til magten. 90 procent af værnemagten var engageret på østfronten. Jeg skal nok undlade at gennemgå de mange slag, men i sommeren 1944 mistede Aksemagterne over en halv million soldater under 'Operation Bagration' og var for tyskerne et større nederlag end tabet af Frankrig ihvertfald militært og materielt.

Dennis Tomsen

Sovietunionen producerede selv vanvittige mængder tanks m..m. under krigen, herunder over 35.000 T-34 kampvogne, men alligevel skal den amerikanske krigshjælp ikke undervurderes, især hvad angik lastbiler og andet nedprioriteret transportmateriel.

Niels Duus Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Odin Rasmussen

@ Hvad skal ikke undervurderes ? - den amerikanske "krigshjælp" til USSR eller de amerikanske firmaers samarbejde med aksemagterne ??
Sidst jeg tjekkede kronologien - invaderede USA ikke normandiet i hverken 1941, 1942 eller 1943 ??
Det var først "teknologisk" muligt da det blev et spørgsmål om den røde hær befriede hele Europa.

Odin Rasmussen

Socialisme har en mulighed for at have en positiv betydning. I vesten har vi den mening at alle statsformer helst skal ligne dem vi har i Europa og USA. Når USA hele tiden forsøger at underminere stater kan disse stater jo ikke opbygge det samme demokrati som vi har i vesten og det var jo tilfældet ligefra den russiske revolution til 1990 med nogle få års pause under Anden Verdenskrig hvor man lige fandt udaf at man alligevel godt kunne samarbejde om at bekæmpe Hitler.
Litteraturen der er henvist til i bogen går fra side 515 til 523 - 8 sider og til hver side er der ca 100 henvisninger. Når man gennemgår disse henvisninger er 2-3 på hver side der er russiske alle de andre er vestlige og amerikanske. Måske det er russere som er immigreret til USA og resten af vesten og det er det som er basis for den bog.

Dennis Tomsen

@ Odin Rasmussen
Den amerikanske krigshjælp til Sovjetunionen var vigtigt, men ikke altafgørende.
Men uden at vi skal koste os ud i en nyttesløs diskussion om hvad-hvis scenarier, så havde hverken vestmagterne eller sovjetunionen kunne rulle centralmagterne over alene. I en krig mellem Centralmagterne og vestmagterne eller Sovjetunionen var fronterne nok endt i en form for stalemate indtil enten politisk sammenbrud eller atomvåben havde ændret på tingene radikalt.

Odin Rasmussen

Rent militærhistorisk så var 75 procent (ca 90 divisioner) af værnemagten engageret i krigen mod Rusland. Til sammenligning havde tyskerne 6-8 divisioner i nordafrika (Afrika korpset). Lend and lease kom først op at køre for alvor i løbet af 1943 mens de kritiske år for Rusland var 1941 og 1942, men rigtigt så blev de russiske offensiver hurtigere i 1944 og 1945 med amerikanske jeeps og lastbiler. I øvrigt ligesom tidligere med nazisternes blietzskrieg.
Bent Jensen skriver i øvrigt noget om de "bundne" historikere fra USSR, men samtidig lidt ironisk at han åbenbart var helt fri og uafhængig som leder af VKOs koldkrigscenter.

Niels Duus Nielsen og Gustav Alexander anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Odin Rasmussen, der var tale om 190 tyske divisioner, der angreb Sovjetunionen (Barbarossa), og ikke kun 90, som du skriver. Men ellers er det rigtigt. Russerne havde vundet krigen også uden lend-lease, det ville blot have taget længere tid.

Jens Thaarup Nyberg

"Russerne havde vundet krigen også uden lend-lease, det ville blot have taget længere tid."
Det kildne spørgsmål synes mig at være, hvad Russerne havde vundet: over Tyskland, erobret Europa +/- UK ... ?

Niels Duus Nielsen

Jeg gætter på, at de vestallierede havde indtaget størstedelen af central- og østeuropa - det var i hvert fald hvad Churchill pressede på for.

Roosevelt og Eisenhower nærede ikke samme mistro til Den røde Hær som Churchill, selv om de dog indså situationens alvor, da russerne stod foran Berlin, mens amerikanerne og briterne stadig rodede rundt i Ruhrområdet. At det var Montgomery, der befriede Danmark, og ikke Rokossovskij og hans 2. Hviderussiske Front, kan vi takke antikommunisten Churchill for.

Torben,
“by the end of the war, more than $11 billion worth of lend-lease goods had beeen sent to the Sovjetunion”... “ the united states provided the sovjet with more than two thirds of their motor vehicles and half of their aircrafts. In 1943 alone, more than 5000 fighter planes were shipped”....(citeret fra “a question of honor”: af Lynne Olson og Stanley Cloud s 245-246).
Disse forsyninger muliggjorde og afgjorde kampen til sovjetisk fordel. Sovjet betalte fortrinsvis for sejren i blod fra egne borgere. Det muliggjorde et diktatorisk styre.
Der er flere indlægsholdere, der mener at vide hvordan anden verdenskrig ville have udviklet sig uden denne materielle hjælp, fred være med det, men selv Stalin sagde i 1943, at uden den amerikanske lend-lease hjælp, ville “vi have tabt krigen”.

Niels Duus Nielsen

Hans Martens, når Stalin udtaler sig, skal man altid holde sig konteksten for øje. Når han i 1943 sagde, at uden den amerikanske lend-lease hjælp, ville russerne have tabt krigen, var det i en takketale. hvor han kvitterede for et fint ceremonielt sværd, han havde fået i gave af den engelske konge. Om udtalelsen var sandt eller blot et udtryk for ceremoniel høflighed er svært at afgøre.

Senere samme aften foreslog han i øvrigt, at de allierede skulle dræbe 50.00 tyske officerer, så tyskerne ikke ville kunne gå i krig igen foreløbig. Det syntes Roosevelt var sjovt, mens Churchill blev rasende. Om udtalelsen var sandt eller blot et udtryk for ceremoniel uhøflighed er svært at afgøre.

Begge udtalelser fremkom i forbindelse med indtagelse af vodka.

I skolen lærte jeg, at vi vandt 2. verdenskrig. Stor var min forundring, da jeg senere erfarede: At fra foråret 1942 forsynede USA alle sine allierede med alle krigsfornødenheder; og efter de engelske sejre i Nordafrika i 1942 og Sovjets sejr ved Stalingrad 1943 tabte krigen sin interesse for andet end militær-historikere. Det var nu mere et spørgsmål om, hvem der skulle bære omkostningerne. Trods Stalins krav om ”den anden front” skete det først juni 44. Prisen for, at vestmagterne lod russerne gøre det grove arbejde var ,at den røde hær kunne besætte Østeuropas hovedstæder.
I 2015 kunne jeg så læse under overskriften ”Who won the war on D-Day” i Indian Punchline historieprofessor Geoffrey Roberts hævde, at Sovjetunionen kunne have vundet krigen alene, det ville bare have taget længere tid.
Her kastede Oxford historikeren Rana Mitter nyt lys over hvem der vandt krigen i sin bog
”Forgotten Ally: China’s World War II (1937-1945)”. Jeg kunne så forstå, at Kina mistede 14 millioner (4 millioner soldater) i kampen mod Japan. Den primære årsag til, at Kina har permanent plads i Sikkerhedsrådet. Den lange kamp mod Japan gjorde, at dennes evne til at bekæmpe Sovjetunionen og USA havde været meget større. Men Kina får ingen kredit, og fortællingen handler om den amerikanske sejr i Asien.
Der er åbenbart mange faktorer, som er afgørende for den endelig sejr.

Lars Rasmussen, Niels Duus Nielsen og Hans Martens anbefalede denne kommentar

Et er at sidde med ansvaret imens kampene står på og træffe beslutninger om liv og lemmer her og nu vejet op imod fremtiden og dens muligheder, noget andet er efterrationalisering af egne og andres beslutninger efterfølgende, når udkommet står klarere.
Niels nielsen, helt enig alt hvad Stalin sagde skal tages med forebehold, men storpolitik er brutal og kynisk. Churchill var af den opfattelse da tyskland angreb sovjet i 41, at tyskland ville vinde den krig, men blive så svækket at england med usas hjælp kunne slå tyskland efterfølgende,efter at have fået en pause i kampene, så at sige. Usa så det ikke sådan, men var tværtimod mere indstillet på at dele verden med sovjet og kina efterfølgende. Et andet kina altså end det kommunistiske der først kom til i årene efter krigen. Churchills mål var at bevare kolonierne for enhver pris. som bekendt gik det meget anderledes. Stalin var nok den store vinder i det spil.

Niels Duus Nielsen

Uanset hvad man ellers måtte mene om Stalin, var han en stor strateg og en stor statsmand.

Som strateg kom han dårligt fra start, og begik stort set alle de fejl, det er muligt at begå, men efter at have standset tyskerne foran Moskva - og vigtigt: hjemkaldelsen af Chukov fra det fjerne østen - begyndte han at forstå moderne mobil krigsførelse, og i slutningen af krigen fik tyskerne faktisk bank, fordi russerne anvendte deres egen lynkrigstaktik mod dem.

Som statsmand var han en hund i et spil kegler, hvilket det meget anstrengte forhold til Churchill er udtryk for, men samtidig lykkedes det ham jo at indynde sig hos Roosevelt, og givet styrkefordelingen i de allieredes lejr var det jo et klogt træk. Roosevelt troede i fuld alvor på, at han kunne styre Stalin, selv om det jo nok snarere var Stalin, der manipulerede Roosevelt til at tro, at han havde styringen.

Vittigheden om henrettelsen af 50.000 tyske officerer skal efter min mening tages alvorligt, som Churchill gjorde, men jeg er samtidig overbevist om, at den blev udtalt med et glimt i øjet, netop for at tækkes den amerikanske præsident, som var kendt for sin grovkornede humor.

Anyways... - verdenskrigen er sat på pause, og vi vil aldrig vide, hvem der vandt. Vi ved, hvem der tabte det store slag, der udspillede sig fra 1914 til 1945, men det er også alt, hvad der kan siges om den sag.

Lars Rasmussen

Angående Stalins 'vittighed' om henrettelsen af 50.000 tyske officerer er det værd at notere sig, hvad der især gjorde Churchill rasende. Thi problemet var ikke så meget Stalins opførsel, men snarere en ung og naiv amerikaners opførsel. Dette kan man læse om i det følgende, som stammer fra hestens egen mund:

Stalin var vor Vært til Middag [om aftenen den 29. november 1943 ved Teherankonferencen]. Selskabet var strengt begrænset: Stalin og Molotov, Præsidenten [FDR], Hopkins og Harriman, Clark Kerr, Eden og jeg samt vore Tolke. Efter Dagens Arbejde var der adskillig Munterhed, og der blev holdt mange Taler. Saa kom Elliott Roosevelt, der var fløjet til Teheran for at slutte sig til Faderen, til Syne ved Døren, og en eller anden vinkede ham ind. Han fik Plads ved Bordet. Han blandede sig endog i Samtalen, og han har siden givet en stærkt farvet og yderst vildledende Skildring af, hvad han hørte. Som Hopkins beretter, var Stalin meget inde paa at »drille« mig, hvilket jeg absolut intet havde imod, før han, stadig i en jovial Tone, kom ind paa det højst alvorlige og farlige Spørgmaal om, hvilken Straf der skulde paalægges Tyskerne. Hele den tyske Generalstab maatte likvideres, sagde han. Hele den mægtige Hitler-Hærs Styrke beroede paa omkring 50.000 Officerer og Teknikere. Hvis de blev indfanget og skudt, naar Krigen var forbi, vilde Tysklands militære Magt være udslukt. Jeg fandt det berettiget hertil at svare: »Det britiske Parlament og Folk vil aldrig finde sig i Massehenrettelser. Selv om de under Paavirkning af Krigsstemningen vilde tillade, at de blev indledt, vilde de, naar de første Nedslagtninger havde fundet Sted, vende sig voldsomt mod dem, der har Ansvaret. Sovjetregeringen maa ikke nære nogen Illusioner paa dette Punkt.«

Stalin fortsatte, muligvis kun paa Dril, at uddybe Emnet: »Der maa absolut skydes 50.000,« sagde han. Jeg blev virkelig vred og sagde: »Jeg vilde foretrække selv at blive ført ud i Parken nu og blive skudt fremfor at tilsmudse min og mit Lands Ære med en saadan Skændighed.«

Her blandede Præsidenten sig i det. Han kunde foreslaa et Kompromis. Der skulde ikke skydes 50.000, men kun 49.000. Han haabede utvivlsomt paa denne Maade at kunne dreje det hele til Spøg. Eden gjorde ligeledes Tegn til mig for at forsikre mig, at det hele var spøgefuldt ment. Men saa rejste Elliott Roosevelt sig fra sin Plads ved Enden af Bordet og holdt en Tale, i hvilken han gav Udtryk for, hvor varmt han sluttede sig til Marskal Stalins Plan, samt at han var fast overbevist om, at den amerikanske Hær vilde stille sig bag den. Denne Paatrængenhed fik mig til at rejse mig fra Bordet, og jeg gik ind i det tilstødende Værelse, som laa i Halvmørke. Jeg havde dog ikke opholdt mig dér saa meget som et Minut, før jeg mærkede, at en Haand blev lagt paa min Skulder bag fra, og dér stod Stalin med Molotov ved sin Side, begge med brede Smil, og forsikrede mig ivrigt, at det hele kun var Spøg, og at det aldrig havde strejfet deres Tanker, at det skulde tages alvorligt. Stalin har et særdeles vindende Væsen, naar han ønsker at vende det ud, og jeg har aldrig set ham gøre det saa meget som i dette Øjeblik. Skønt jeg ikke dengang var og stadig ikke er fuldt overbevist om, at det hele var Pjank, og at der ikke lurede alvorlige Hensigter bagved, indvilligede jeg i at vende tilbage til Bordet, og Resten af Aftenen fik det hyggeligste Forløb.

— Winston S. Churchill, Den anden verdenskrig, 5. bind, Ringen sluttes, side 266.

Ak ja, sådan kan det altså gå, når man sidder til højbords med eliten ☺

Jeg er i øvrigt enig i, at man bør tage 'vittigheden' om massehenrettelserne alvorligt. Således havde Stalin blot tre år tidligere, i foråret 1940, stået fadder til et lignende 'vittigt påfund' i forhold til polakkerne. Resultat: ca. 20.000 døde, heraf ca. 8.000 officerer. Så måske havde 'Onkel Joe' fået smag for den slags...? En massehenrettelse af de tyske officerer havde da også haft en vis berettiget, egen logik: Dermed kunne man i hvert fald undgå en reprise af den latterlige dolkestødslegende, som blev opfundet af tyskerne efter den lidt for tamme afslutning på første verdenskrig. Og Stalin havde været den perfekte mand til at stå i spidsen for en sådan operation, da han, modsat den distingverede Churchill, ikke ejede nogen fine fornemmelser i forhold til værdien af menneskeliv.

Forresten ønsker jeg ikke med ovenstående at være uretfærdigt kritisk over for Stalin. Det er ganske vist sandt, at han var leder i et land, Sovjetunionen, som det for manges vedkommende var et mareridt at bo i. Det er også sandt, at de sovjetiske ofre skal tælles i millioner (og ikke kun dem der havde med selve krigen at gøre). Men hans politiske virke aftvinger alligevel en uværgerlig respekt. Han var tilpas målrettet/grusom til at få tyskerne ned med nakken. Og jeg er således også i mit inderste lønkammer stolt over, at jeg har hans yndlingsroman stående i min bogreol.

Til slut har jeg tilladt mig at komponere mit eget personlige Stalin-epigram. Det er ment som en hyldest. Og jeg håber sådan, at det ikke er nok til at skaffe mig en enkeltbillet til Sibirien (omend jeg har læst, at man kan få gratis jord på de kanter...)

    Jeg forguder Josef Stalin, skomagersønnen, der fødtes grusisk
    at kalde ham en tyran med blodbefængte fingre er (a)historisk
    i sandhed var han lidet folkedemokratisk og notorisk despotisk
    men samtidig, i sammenligning med Adolf, nærmest harmonisk

Lars Rasmussen

P.S.

Churchills beskrivelse af, hvordan Stalin får overdraget det fine, ceremonielle sværd, er i øvrigt interessant læsning (ibid., side 258):

Før vort andet Plenarmøde begyndte Kl. 16 [den 29. november 1943], overrakte jeg paa Kongens Befaling den Æreskaarde, som Hans Majestæt havde ladet udføre og udsmykke specielt til Minde om Stalingrads straalende Forsvar. Den store Forhal var fyldt med russiske Officerer og Soldater. Da jeg efter nogle faa Sætninger til Forklaring gav Stalin det smukke Vaaben, løftede han det med en virkningsfuld Gestus til sine Læber og kyssede Skeden. Derefter rakte han det til Vorosjilov, som tabte det (...)

Så meget for King George... ☺

det er bekymrende at nogen alvorligt kan mene at Stalin var andet end en grusom tyran af værste skuffe, der var til stor skade for sit eget lands befolkning, samt for alle andre omkring ham. Et system der bygger ene og alene på frygt for tyrannen, bør der ikke siges noget pænt om, selvom det så i sit magtstræberiske virke, er med til at vælte andre tyranner.

Lars Rasmussen

@ Hans Martens

Jeg håber ikke, at min ovenstående kommentar giver indtryk af, at jeg alvorligt mener, at Stalin var andet end en grusom tyran af værste skuffe. Dette er jeg helt enig med dig i, at han var.

Tillad mig at uddybe: Min sætning “at kalde ham en tyran med blodbefængte fingre er (a)historisk” kan med vilje læses på to måder. Hvis man således ser bort fra parentesen, så står der ganske enkelt, at det er historisk at kalde Stalin for en tyran med blodbefængte fingre. Jeg vil endda tilføje: historisk korrekt!

Omvendt, hvis man medtager parentesen, så står der, at det er ahistorisk, dvs. historieløst, at kalde Stalin for en tyran med blodbefængte fingre. Denne tilsyneladende modsigelse af ovenstående historisk korrekte faktum (at Stalin var en tyran) kræver selvfølgelig en forklaring. Min pointe er, at typer som Hitler og Stalin ofte beskrives med adjektiver som fx 'blodbefængte' og 'massermorderiske' etcetera. Men i realiteten var det netop ikke Hitler og Stalin, der fik blod på deres fingre. Således blev Holocaust gennemført af almindelige, banale tyskere og tilsvarende blev Gulag-lejrene drevet af almindelige, banale sovjetborgere. Det kan så godt være, at disse forbrydelser blev begået under såkaldte ordrer, men mord og tortur og skal forblive intime handlinger begået af én bestemt gerningsmand mod ét bestemt offer. Hvis man ikke husker på dette, risikerer man at udvande det personlige ansvar, og dermed legitimerer man potentielt fremtidige overgreb. Dette må vi almindelige, banale efterkommere aldrig glemme!

Når det er sagt, så er jeg ikke blind for, at Hitler og Stalin skiller sig ud som symboler på hver sin morderiske ideologi. Og selv om ideer ikke dræber mennesker (thi det gør kun andre mennesker!), så er det alligevel nærliggende at sammenligne de to symboler 'Hitler' og 'Stalin'. Lad mig understrege en gang for alle: For mig at se er de to alen af samme, slemme stykke! Når jeg alligevel skriver, at Stalin “i sammenligning med Adolf [Hitler], [var] nærmest harmonisk” er det i virkeligheden en hentydning til et spørgsmål, som jeg ofte har stillet mig selv: Hvordan kan det være, at de vestallierede (Storbritannien, Frankrig, USA etcetera) samarbejdede med Sovjetunionen om at knuse Tyskland? Burde man ikke have bekæmpet Sovjetunionen med samme iver?

Lad os overveje det historiske forløb: Tyskland startede den anden verdenskrig ved at angribe Polen den 1. september 1939, hvilket umiddelbart fik Storbritannien og Frankrig til at erklære Tyskland krig den 3. september 1939. Men da Sovjetunionen angreb Polen den 17. september 1939, skete der ikke noget fra britisk eller fransk side. Hvordan kan det være? Jeg er godt klar over, at der eksisterede diverse allianceforhold imellem de vestallierede og Sovjetunionen, men det er alligevel påfaldende så stor forskel, der blev gjort på de to aggressorer og samarbejdspartnere. Og selv om ordet “harmonisk” ikke er helt dækkende for situationen (det er primært valgt, fordi det rimer på “despotisk”), så lader det vitterlig til, at Stalin blev set som mere pålidelig end Hitler.

Dog, her skal man selvfølgelig heller ikke være blind for, at de vestallierede ikke nødvendigvis havde noget valg. Det kan gerne være, at Hitler og Stalin var lige slemme, men Hitler var alt andet lige en større trussel for (Vest-)Europa, end Stalin var. Så måske var de vestallieredes samarbejde med Stalin blot udtryk for en dybt rationel egeninteresse, som naturligvis fortsatte efter afslutningen på krigen, hvor man lod Sovjetunionen besætte Østeuropa - inklusive det Polen for hvis suverænitets skyld man ellers oprindeligt var gået ind i krigen. Man kan også stille sig selv spørgsmålet: Havde Hitler besejret Storbritannien, hvis han ikke var gået i krig med Stalin? Hvis dette er tilfældet, må man sige, at Operation Barbarossa om ikke var, så i hvert fald blev Hitlers gave til de vestallierede...

I øvrigt skylder jeg at sige, at mit Stalin-epigram er en slet skjult reference til den russiske digter Osip Mandelsjtam, som i 1933 skrev et satirisk smædedigt, som på engelsk har fået titlen Stalin Epigram. Dette digt er stærkt kritisk over for Stalin, og det endte da også med at skaffe Mandelsjtam en enkeltbillet til Sibirien, dvs. på sigt hans dødsdom. I den forbindelse kan jeg, hvis jeg skal give en oprigtig, litterær anbefaling, på det varmeste anprise de memoirer, som hans enke, Nadezjda Mandelsjtam, efterfølgende udgav, og som på dansk findes som Erindringer. Det er tragisk, men oplysende læsning.

Med venlig hilsen
Lars Rasmussen

Lars Rasmussen

P.S.

Lidt poetisk stof til eftertanke:

    “over the immensity of history
    wheels a spectre
    the spectre of indefiniteness

    How many Greeks were killed at Troy
    – we don’t know

    to give the exact casualties
    on both sides
    in the Battle of Gaugamela
    at Agincourt
    Leipzig
    Kutno

    And also the number of victims
    of terror
    of the white
    the red
    the brown
    – O colours innocent colours –

    – we don’t know
    truly we don’t know

    Mr Cogito
    rejects the sensible explanation
    that it was long ago
    the wind has thoroughly mixed the ashes
    the blood flowed to the sea

    sensible explanations
    intensify the alarm
    of Mr Cogito

    because even what
    is happening under our eyes
    evades numbers
    loses the human dimension

    somewhere there must be an error
    a fatal defect in our tools
    or a sin of memory”

— Zbigniew Herbert, Mr Cogito on the Need for Precision.