Thomas Aastrup Rømer er en forsker og debattør med hang til metaforer, aforismer og underfundige eller sarkastiske punchlines, men han er også til skarp begrebsanalyse og er en af de grundigste kritikere af tidens vedtagne sandheder om globalisering, konkurrence og disses implikationer for skole, pædagogik og dannelse.
Hans eget pædagogiske modsvar udfolder han især i antologierne Uren pædagogik, men i Ballade i pædagogikkens forsamlingshus er det polemikken og modstanden, det gælder.
Bogen er en mangfoldighed af genrer, spændende fra akademisk argumentation til personlige noter, og den fremstår som en slags opsummering af Rømers deltagelse i debatten om læringsmålstyring og konkurrencestat gennem de seneste turbulente år med folkeskole- og gymnasiereform og en øget kritik af konkurrencestatens ideologi.
Med dette tekstkorpus, komplet med nærlæsninger, referater af debatmøder, konferencer og skriftlige ordvekslinger, tilsat egne refleksioner og satiriske indfald, lægger Rømer det hele frem. Det gælder for ham om at bekæmpe en konsensusstemning og tavshedskultur på den ene side, og på den anden side at blive ved med at debattere med dem, man er uenig med.
Ikke bare et partsindlæg
Der opstår en særegen mosaik – som et prægnant modsvar fra en egensindig og stædig forsker, der hævder retten til kritisk analyse i en universitetsverden, der synes mere og mere strømlinet og afhængig af eksterne midler og samarbejdspartnere. At netop den akademiske debat har trange kår, viser hans eget eksempel, hvor hans kritiske tilgang til kollegers arbejde førte til en klagesag i 2015, der dog siden blev afvist.
Det ville være nærliggende at opfatte denne bog som et partsindlæg, men Rømer er så diskussionslysten og rustet til tænderne, at man læser og bliver meget klogere på, hvad der foregår.
Styrken ligger i de mange nærlæsninger af artikler og indlæg fra de forskere, der har informeret og støbt kugler til det, de selv kalder en »læringsrevolution«, men som Rømer og ligesindede, både teoretikere og praktikere, opfatter som en afmontering af dansk skole- og dannelsestradition fra Grundtvig og Løgstrup.
Det sker til fordel for PISA-målinger, evidens, målstyret læring og et nærmest behavioristisk menneskesyn. Samtidig er den nye pædagogiske tænkning en i bund og grund antifilosofisk strømning, der uden at blinke affejer en europæisk dannelsestradition og humanisme.
Pseudovidenskab
Bogen indeholder en besindelse på pædagogikkens ældgamle filosofiske fundament og en stærk kritik af den stadig større sammenvævning af dele af den pædagogiske forskning og konkret skole- og uddannelsespolitik. ’DPO’, »Danmarks pædagogiske oligarki«, er Rømers selvopfundne forkortelse for denne uigennemsigtige sammenblanding, som han har set udvikle sig de seneste år. Forskningen er dermed blevet spændt for en ideologis vogn, og Rømer vil med sin kritik bevise manglen på videnskabelig metode.
I Rømers fremstilling ligner nogle af de nye teorier pseudovidenskab i Karl Poppers forstand, og jeg kan sagtens genkende den underliggende »naturlov« fra egne læsninger om det lærende samfund:
Konkurrencen i den globaliserede verden er en ny naturlov, hvor menneskedyret altid vil handle egennyttigt. Det gælder så om for systemet at få den egennytte og selvrealisering til at spille sammen med samfundets behov.
Rømer taler da også om en art naturalisme i de nyere læringsteorier og nævner forskere, der sågar inddrager neurobiologi i deres systemteoretiske begrebsramme.
Nogle har solgt deres sjæl til djævelen, tænker jeg uvægerligt. Jeg var selv stipendiat på DPU i de første spæde år og husker tydeligt den optimistiske stemning: Der skulle tænkes stort og nyt – hvorpå fulgte en langsom afvikling af frodige fagmiljøer på bekostning af læringsbegrebets larmende indtog. De seneste års udvikling inden for især det gymnasiale område har kun bekræftet mit eget indtryk, for mere end nogensinde gælder det fluffy kompetencer på bekostning af faglig fordybelse.
Konkurrencestaten
I lighed med en anden forsker, Brian Degn Mårtensson, ser Rømer den udvikling som et resultat af knæsættelsen af dogmet om konkurrencestaten – hjulpet godt på vej af en ukritisk presse og en letpåvirkelig offentlighed. I tiden op til lærerkonflikten i 2013 var fokus hos mange jo på de besværlige, uregerlige lærere og de dårlige PISA-målinger.
Finansminister Bjarne Corydon opfattede økonomen Ove Kaj Pedersens bog Konkurrencestaten fra 2011 som sin bibel, og undervisningsminister Christine Antorini sørgede ivrigt for implementeringen af den på skoleområdet. Rømer er en humorist af Guds nåde, f.eks. når han fremstiller Politikens direkte medløb på lederplads og i uddannelsessektionen – avisen, som han omdøber til ’Konkurrencestatstidende’.
Politikens pinlige forsøg på at dække over Helle Thorning-Schmidts fortalelse i et interview tidligere på året (»Da vi besluttede lockouten …«) kan kun underbygge Rømers påstand. Det er i øvrigt utroligt, at der først skulle laves graverjournalistik igangsat af Danmarks Lærerforening, før pressen endelig er begyndt at interessere sig for det unormalt tætte samarbejde mellem den daværende regering og KL i 2012-2013.
Økonomi før frihed
Rømer går i kødet på først poststrukturalismen, repræsenteret af Michel Foucault, og så systemteorien, repræsenteret af Niklas Luhmann, og han viser, hvordan de retninger hver især inspirerer til konkurrencestatens afmontering af vesterlandsk tænkning om pædagogik og dannelse, og af humanisme i bred forstand. Der sker en afvikling af filosofiens begreber om individ, frihed, fri vilje, autonomi, ansvar etc., men også den politiske filosofis tænkning om stat og samfund og den enkeltes rolle som medlem af fællesskabet ryger ud.
Efter poststrukturalismens og systemteoriens »hærgen« i det postmoderne samfund, med værdirelativering som konsekvens, står døren på vid gab for en ny totaliserende bestræbelse, der instrumentaliserer pædagogikken i den hellige sags tjeneste: Nu gælder det konkurrencen i den globaliserede kapitalismes æra.
Den analyse minder om Brian Degn Mårtenssons i Konkurrencestatens pædagogik fra 2015. Rømer går dog længere og viser, hvordan Ove Kaj Pedersen er tro imod sin ungdoms forbenede Althusser-marxisme. Neomarxisme bliver til neoliberalisme.
Rømer konkluderer, at økonomien som altforklarende teori har fået forrang på bekostning af emancipationen. Økonomiske strukturer er vigtigere end det enkelte individs dannelse og myndighed. Elevindividerne er derfor blevet til »psykiske systemer«, der er påvirkelige.
Konkurrencestatstænkningen er en ideologi snarere end en teori. I den pædagogiske verden er det forskere som Lars Qvortrup og Jens Rasmussen, der omdanner denne ideologiske tænkning til pædagogisk videnskab, og hvis tydelige fingeraftryk kan lokaliseres i officielle læreplaner og målbeskrivelser. Desuden har Rasmussen haft afgørende indflydelse på den seneste læreruddannelse fra 2012, lidt af en gyser.
Dannelsestab
Fag og kundskaber er ikke længere vigtige, undervisningen ej heller forstået som et møde mellem lærer og elev omkring et fagligt indhold. Det helt centrale er derimod elevens læring og udvikling af kompetencer. Fag og tradition må vige for processen, og eleven skal først og fremmest ’lære at lære’.
Inspireret af den internationale pædagogiske guru, statistikeren og læringsteoretikeren John Hattie, udvikles der teorier om didaktik og pædagogik, hvor læringsmål og en forestilling om moduliserbar, gennemsigtig læring er i højsædet. Læringen skal være synlig og målbar, og eleven skal via et bestandigt, evaluerende blik på sig selv og sin egen læreproces på sin vis være agent for sin egen læring, også kaldet »selvmonitorering« på nysprog.
Læreren skal på sin side måle, evaluere og afrapportere om læringsresultater for hver enkelt elev, og det er ikke så sært, at mange lærere er blevet forpustede eller ligefrem har søgt væk fra folkeskolen. Rømer viser, at de samme teorier er ved at sive til det gymnasiale område.
Er der slet ikke lyspunkter, tegn på modsatrettede tendenser, eller kører toget bare derudaf?
Et vigtigt lyspunkt skulle jeg mene er den nuværende undervisningsminister, Merete Riisager, der selv er uddannet i pædagogik, og som tydeligvis tror på kundskaber og dannelse. Hun har, siden hun tiltrådte sidste år, vist gode takter. Tiden vil vise, om hun kan holde stand over for frembrusende forskere, teknokrater og embedsmænd.
Heldigvis har vi Rømer til at holde øje med hende!
Thomas Aastrup Rømer: Ballade i pædagogikkens forsamlingshus. 456 sider. 298 kr. Forlaget Fjordager
