Læsetid: 5 min.

Ny bog: Hjernen, jeg’et og den hjernedøde neurocentrisme

I sin seneste bog afliver den tyske filosofiprofessor Markus Gabriel enhver tro på, at naturvidenskaben og især hjerneforskningen skulle være – eller blive – i stand til at give en fuldstændig forklaring af det menneskelige selv og alt, hvad dertil hører af bevidsthed, fornuft og frihed
Mennesket, som Gabriel ser det, er ikke primært et fysisk produkt, der bevidstløst må adlyde naturens kausalitet på samme måde, som en skakbrik er prædetermineret af spillereglerne for et spil skak. I modsætning til skakbrikken kan mennesket nemlig forholde sig til sin egen eksistens og handle.

Mennesket, som Gabriel ser det, er ikke primært et fysisk produkt, der bevidstløst må adlyde naturens kausalitet på samme måde, som en skakbrik er prædetermineret af spillereglerne for et spil skak. I modsætning til skakbrikken kan mennesket nemlig forholde sig til sin egen eksistens og handle.

Gary Waters

9. december 2017

Hvis man kigger nærmere på Markus Gabriels publikationsliste, der blandt andet indeholder 12 bogtitler som eneforfatter, yderligere ni som redaktør, ca. 75 bogkapitler og forskningsartikler såvel som et væld af diverse anmeldelser, kommentarer, kronikker og øvrige typer populærformidling, er det nærmest ikke helt til at fatte, at Gabriels dåbsattest blot skriver 6. april 1980.

Gabriel, der tilmed behersker en uoverskuelig række fremmedsprog (herunder bl.a. portugisisk, græsk, latin, kinesisk, italiensk, fransk, etc.), kan oven i hatten bryste sig af at være Tysklands yngste indehaver af et filosofi-professorat nogensinde, efter han i 2009 blev tildelt professorstolen inden for Erkendelsesteori, moderne & nutidig filosofi på Bonn Universitet.

Til dem, der ikke har noget videre kendskab til karrieremulighederne inden for det tyske – eller for den sags skyld det danske – universitetssystem, kan jeg afsløre, at det at opnå et filosofiprofessorat som 29-årig alt andet lige udgør den akademiske verdens parallel til at løbe fra verdensrekordholderen Usain Bolt på en 100-meter.

Når man dertil lægger, at det veritable Wunderkind Gabriel har skrevet en bog sammen med filosofiens mest prominente enfant terrible og allestedsnærværende samfundsrevser, slovenske Slavoj Zizek, såvel som sin egen Spiegel-bestseller, Warum es Die Welt nicht gibt, (Hvorfor verden ikke findes), kan man efterhånden tabe pusten en smule, når man betragter Gabriels kometagtige karriere.

Nogle Gabriel-kritikere påpeger, at filosofiens reelle eksistensberettigelse består i at skabe et rum for kritisk og nuanceret eftertænkning, hvor det akkurat ikke handler om blindt at acceptere konkurrencestatens krav om accelereret – og af samme grund ikke altid lige gennemtænkt – vidensproduktion. Og altså: Kan man virkelig nå at tænke grundigt og kritisk i den hæsblæsende fart, som Markus Gabriel lægger for dagen? Og er det overhovedet muligt at være ekspert i bl.a. moderne erkendelsesteori, klassisk ontologi, tysk idealisme og skepticisme – hvilket Gabriel indiskutabelt er – og så samtidig have haft tid til at sætte sig ind i hjerneforskning i tilstrækkelig grad til at skrive en kompetent bog på 350 sider om emnet?

Videnskab vs. religion – et uholdbart alternativ

Efter påbegyndt læsning af hans nye bog, Ich ist nicht Gehirn – Philosophie des Geistes für das 21. Jahrhundert (Jeg er ikke hjerne – åndsfilosofi for det 21. århundrede) bliver det tydeligt fra begyndelsen, at Gabriel med fuldt overlæg har skrevet en letlæselig, ofte ganske sjov og i det hele taget bredt appellerende bog, der minder klart mere om bestselleren Warum es Die Welt nicht gibt end om de mere specialiserede og esoteriske studier i f.eks. transcendentalontologi og skepticisme, som den unge Bonn-professor også har på samvittigheden.

Ikke desto mindre står det også hurtigt klart, at Gabriel i realiteten ikke har skrevet en bog om et helt nyt forskningsområde (dvs. hjerneforskning). I stedet anvender han sin allerede udviklede og gennemtænkte filosofiske position, som han kalder ’ny realisme’ med henblik på at kritisere den ganske bestemte filosofiske (og metafysiske) position, som Gabriel omtaler som »neurocentrisme«. Det er altså temmelig afgørende at forstå, at det ikke er hjerneforskning som sådan, Gabriel er ude med riven efter, men mere specifikt den radikale – og for Gabriel helt igennem uholdbare – bevidsthedsfilosofiske tese, at vi skulle kunne forklare det menneskelige bevidsthedsliv alene på baggrund af et tilstrækkeligt omfattende studium af den menneskelige hjerne.

Gabriels egen tese hviler på en entydig afvisning af, hvad han opfatter som et fejlagtigt alternativ mellem et såkaldt »scientistisk« paradigme på den ene side og et »religiøst« verdensbillede på den anden.

Det scientistiske paradigme insisterer for sit vedkommende på, at vi kun kan vide noget om den rent materielle virkelighed, eftersom det udelukkende er dette aspekt af virkeligheden, der faktisk lader sig iagttage og hermed verificere empirisk. I sin mere radikale version hævder scientismen endog, at der ingen anden virkelighed eksisterer end den rent materielle.

Dette lyder måske intuitivt appellerende for mange: »Hvad skulle der ellers eksistere?« – men overført på den menneskelige eksistens implicerer denne tankemodel, at det ret beset ikke giver mening at undersøge fænomener som f.eks. sociale venskaber, logiske fornuftsregler, moralske værdier, eksistentielle valg endsige overhovedet noget sådant som et selvbevidst jeg, hvis man ikke samtidig konsekvent oversætter disse fænomener til summen af de empirisk registrerbare kendsgerninger, der knytter sig til dem  – dvs. hjernens neurologiske processer.

Det religiøse paradigme har – for sit vedkommende – ingen skrupler ved at tale om værdier, valg og personer. Religionens problem er imidlertid, ifølge Gabriel, at den kun ser sig i stand til at tilgå disse essentielle dimensioner af tilværelsen via en irrationelt funderet tro, der fuldstændig opgiver at kunne begrunde sit synspunkt ved hjælp af nogen form for fornuftsbaseret evidens.

Til forsvar for friheden

Ifølge Gabriel har scientismen og religionen det iøjnefaldende fællestræk, at de begge abonnerer på en distinktion mellem den materielle virkelighed, som vi kan vide noget objektivt om, og den ’åndelige’ og værdibaserede virkelighed, som vi blot kan have en subjektiv opfattelse af (eller religiøs tro på).

Som Gabriel utrætteligt påpeger, eksisterer der imidlertid et væld af fuldt ud forståelige fænomener, der ikke har materiel beskaffenhed endsige er regulerede af empirisk kausalitet. Hvad alle disse ikkeempiriske ’facts’ har til fælles, er, at de kun er forståelige via en adækvat analyse af det menneskelige ’jeg’.

Og hertil: En forståelse af jeg’et, der forveksler det selvbevidste, personlige, moralske og fornuftige subjekt med dets hjerneprocesser, vil aldrig kunne forklare – men udelukkende reducere og hermed bortforklare – immaterielle sandheder fra logikken og matematikken (der ikke er erfaringsafhængige), sociale sandheder som f.eks. en stat eller et venskab (der ikke er mekaniske kausalprocesser men resultatet af mellemmenneskelige anerkendelsesprocesser og politiske kampe), eller overhovedet det selvbevidste jeg’s fundamentale eksistens (der ikke er noget bestemt erfaringsindhold, men selve det faktum, at vi overhovedet er bevidste om ethvert muligt erfaringsindhold).

I sidste instans er Ich ist nicht Gehirn et utvetydigt forsvar for den menneskelige frihed. Mennesket, som Gabriel ser det, er ikke primært et fysisk produkt, der bevidstløst må adlyde naturens kausalitet på samme måde, som en skakbrik er prædetermineret af spillereglerne for et spil skak.

I modsætning til skakbrikken kan mennesket nemlig forholde sig til sin egen eksistens og handle af (fornuftige, moralske, politiske og personlige) grunde på en sådan måde, at det – i fællesskab med andre mennesker – kan udkaste sin egen, åbne fremtid. Og til dette projekt har vi brug for alle mulige videnskaber, teknikker, kunstarter og politiske kampe, der hverken kan eller skal reduceres til hjernedød neurocentrisme.

Ich ist nicht Gehirn kommer næppe til at stå tilbage som et hovedværk, men den er alligevel et udmærket sted at starte, hvis man er interesseret i, hvordan en af nutidens allermest produktive filosoffer går systematisk i kødet på en af nutidens mest presserende problemstillinger. Også selv om der nok er flere vitser og gode eksempler end regulære nyopdagelser at hente hos Gabriel i denne omgang.

Markus Gabriel: 'Ich ist nicht Gehirn', 352 sider. 18 euro, Ullstein

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Torsten Jacobsen
  • Ebert Nilsut Heiring
  • Steffen Gliese
  • ulla enevoldsen
  • Hans Martens
  • Maria Francisca Torrezão
  • Marianne Bjerg
  • Niels Duus Nielsen
  • Eva Schwanenflügel
Torsten Jacobsen, Ebert Nilsut Heiring, Steffen Gliese, ulla enevoldsen, Hans Martens, Maria Francisca Torrezão, Marianne Bjerg, Niels Duus Nielsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Duus Nielsen

Tak for anmeldelse, Kresten Lundsgaard-Leth - glimrende julegave til mig selv, og ikke engang særlig dyr!

Ebert Nilsut Heiring og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Det er jo måske ikke originalt - det var, hvad vi lærte på Filosofisk Institut på OU, da jeg gik der - men det er et helt nødvendigt kampskrift imod netop nivelleringen af den reale virkeligheden til fordel for den matematiske og approximerede modelfremstilling

Jeg kunne godt have tænkt mig, at anmelderen havde forholdt sig til den tydeligvis bevidste grammatiske fejl i bogens titel.
Mht. selve projektet er det jo sådan, at de reduktionismer, vi med jævne mellemrum må trækkes med, kun kan hænge sammen, sålænge de sætter deres eget udsigelsespunkt i parentes.
Jeg synes, at det bedste eksempel, som åbenbart ikke fremgår hos Gabriel, er 'fantasien': selve det, at mennesket er i stand til at tænke forbi det konkret sansede og skabe sindbilleder på det ikke-eksisterende.

Jørn Andersen, Jens Thaarup Nyberg, Niels Duus Nielsen og Ebert Nilsut Heiring anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Steffen Gliese, jeg er ved at læse bogen, og den er god. Velargumenteret og holdt i et sprog, så man ikke behøver at være fagfilosof for at forstå den.

Jeg læste ligesom dig artiklen i Die Zeit, og flere andre, og jeg kan forstå, at Markus Gabriel har en del fjender blandt tyske fagfilosoffer. Arten af dette fjendskab rækker ud over de rent filosofiske uenigheder, hvilket kan ses af den ind imellem ret så ufilosofiske kritik, han udsættes for.

Jeg kan kun gisne om, hvad der har forårsaget dette fjendskab, men Markus Gabriel har tydeligvis tisset på en eller andens sukkermad. Som altid vil jeg vente med at tage stilling til jeg har fordøjet budskabet, men indtil videre er jeg positivt overrasket. Et kort eksempel på et i mine øjne skidegodt argument fra bogen:

"Wenn eine Disciplin wirklich dadurch eine Legitimität gewinnt, dass man das Gehirn bei der Erforschung ihrer Gegenstände beobachten kann, bräuchten wir wohl endlich eine Neuroneurowissenschaft. Ob wir dann auch noch eine Neuroneuroneurowissenschaft und so weitere erfinden sollten, wird die Zukunft zeigen..."

:-)

Den må jeg læse. Jeg har kun læst 'Fields of sense' af Gabriel, og det var klart en af de mest spændende nyere værker, jeg har læst.

Identitetsteorier forklares altid med analogier. Men fælles for dem alle er, at de ikke tager hensyn til at misforholdet mellem hjernen som ydre objekt og bevidstheden som indre subjekt gør det umuligt at drage meningsfulde paralleller til kendte identitetsforhold. Af samme årsag er jeg 99% overbevist om, at fysikalismen er usand. Medmindre altså der er tale om en panpsykistisk 'fysikalisme' som hos f.eks. Galen Strawson.

Lars Steffensen, Steffen Gliese og Niels Duus Nielsen anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Tak for henvisningen til Strawson, Tor Brandt, ham kendte jeg ikke. Atter en forfatter, som jeg må læse - det er sgu det bedste ved Information og Informations kommentarspor, man lærer hele tiden noget nyt.

:-)

Torsten Jacobsen og Jens Thaarup Nyberg anbefalede denne kommentar
Niels Duus Nielsen

Og tak til Steffen Gliese, jeg har nu læst kommentarerne til Michael Pauens kritik i Die Zeit, og finder dem faktisk mere interessante end kritikken selv!

Niels Nielsen:
Jeg har skrevet speciale om Strawson's panpsykistiske fysikalisme :-)

Det er såmænd ikke fordi han bringer noget radikalt nyt på banen, men hans paper "Realistic materialism: Why physicalism entails panpsychism" sammenfatter problemet med klassisk fysikalisme og rimeligheden i panpsykisme på en meget fin og klar måde, synes jeg.
Strawson opfatter sig selv som fysikalist, men mener altså - ret meget på samme måde som Bertrand Russell, så vidt jeg har forstået - at al fysisk materie har et psykisk aspekt, og tilmed at dette følger med nødvendighed af fysikalismen som sådan.

Jeg er selv en slags idealist, i det jeg er overbevist om, at bevidstheden er primær ift. den fysiske materie, men uanset synes jeg, Strawson er spændende og underholdende læsning.

Det er meget spændende for mig. Jeg læste i sin tid filosofi på Odense Universitet, eller 'læste', skulle jeg måske skrive, for jeg har det ikke let med det højere filosofiske skoleridt: det kan fascinere mig, men forekommer mig på lange stræk at være 'eventyr om virkeligheden'.
Sådan har jeg det ikke med denne diskussion, og jeg husker kærligt tilbage til de forelæsninger hos salig Erich Klawonn, jeg overværede. Her gjorde han rede for den principielle forskel mellem selve den fysiske forskel på at stikke en opvarmet nål i en hjerne og så den oplevelse af smerte, den medførte hos hjernens indehaver.
Mon ikke vi ser et opgør mellem den hermeneutiske skole og så den kritiske teori, der reelt har ligget i dvale siden Gadamers død...?

Steffen Gliese:
Er det egentlig ikke noget med, at der ikke er nerver i hjernen? I så fald vil det jo slet ikke medføre nogen smerte for hjernens indehaver ;-)

:-D Jeg tror, at Erich Klawonn følte sig lidt hævet over en sådan detalje, Tor Brandt. Han havde andre lignende - og endelig er der jo det indlysende, som er oplevelsen af farve. Vi kan jo aldrig vide, om vi sanser en farve ens, kun at vi er enige om at kalde den det samme.

Steffen Gliese:
Ja, og til evt. andre interesserede kan vi jo nævne, at det tankeeksperiment som regel kaldes 'inverted colour spectrum'.

Jeg har nogle gange tænkt på, at det samme i princippet kan overføres til alle sanseindtryk, og jeg er ret overbevist om at det faktisk er tilfældet til en vis grad. Tænk hvis ikke kun farverne, vi ser, men også alle formerne i det hele taget - for ikke at tale om høre-, lugte- og følesansen - også er relative.

Wittgenstein ville selvfølgelig sige, at det er nonsens, men det kunne han så også kun påstå på bekostning af subjektet. I bund og grund den samme fejl, som fysikalisterne begår.

Lars Steffensen, Niels Duus Nielsen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

Spørgsmålet er, om det ikke hos Wittgenstein ville være noget, hvorom vi ikke kan tale. :-)
Men i stedet for relative er de vel snarere subjektive, fordi det jo er muligt at måle og navngive farve. ;-)

Steffen Gliese:
Jo, det var også det, jeg mente med 'nonsens'.
Og ja, 'subjektive' er nok et bedre udtryk end 'relative', for det var egentlig også det, jeg mente :-)